Singleliv og ægteskab

Det første kald – til Jesus

Vi mennesker er skabt som mand og kvinde. På de første sider i Bibelen kalder Gud Adam og Eva til at finde sammen, binde sig til hinanden, blive ét kød og få børn (1 Mos 1-2). De kaldes med andre ord til ægteskab og familieliv.

Alligevel kalder Gud ikke alle mennesker og alle kristne til ægteskab. Gud kalder nogle til at leve alene og andre til at gifte sig (1 Kor 7,7). Her har vi forskellige kald, og vi velsignes af Gud i disse forskellige kald.

Men der er ét kald, som gælder for alle mennesker, og som uden sammenligning er det første, største og mest afgørende: kaldet til at tro på og frelses ved Jesus.

I Første Mosebog 1 hører vi om menneskets skabelse som mand og kvinde (v.26ff.). I Første Mosebog 2 hører vi om Adams og Evas kald til at blive ét i ægteskabet (v.21ff.). Men før dette hører vi om det første og mest afgørende kald, kaldet til Jesus. Det gør vi i Bibelens allerførste ord.

De første ord – om Jesus

”I begyndelsen skabte Gud …” Det er Bibelens første ord. De handler om og peger frem mod Jesus. Det er en helt central pointe for Paulus i Kolossenserbrevet 1,12-23. I disse vers opmuntrer Paulus os som kristne til at takke og prise Gud for frelsen i Jesus: ”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (v.12-14).

Ind i denne sammenhæng og for at understrege frelsens storhed, herlighed og evighed påpeger Paulus, at Gud allerede før skabelsen havde frelsen for øje. Før skabelsen traf Gud beslutning om, at han ved Jesus ville frelse de mennesker, som han vidste, ville falde i synd.

At Gud før skabelsen havde planlagt frelsen, og at Jesus før skabelsen havde sagt ja til at fuldføre frelsen, det vidner Det Nye Testamente om mange steder (Rom 16,25-26; Ef 1,4-5; 2 Tim 1,9; Tit 1,2; 1 Pet 1,20; Åb 13,8). Som de gamle troende formulerede det: ”Først da Sønnen sagde: ’Jeg vil frelse’, sagde Faderen: ’Jeg vil skabe’.”

Før skabelsen havde Gud det ene, store mål for øje, at han ville ofre sin søn til frelse for os faldne mennesker, og at han ved Jesus ville føre os frem til det nye og evige paradis. Allerede da Gud skabte, var det hans mål at bane vej for Jesu frelse og at lede os til tro på Jesus. Derfor skal vi ikke undre os over, at de første to ord i Bibelen handler om og peger frem mod Jesus.

De første to ord i Bibelen er ”i begyndelsen”. De ord – siger Paulus – handler om Jesus. ”Han er begyndelsen” (Kol 1,18). ”I ham blev alting skabt” (v.16).

Det hebraiske ord, som vi har oversat med ”i”, er ordet ”be”. Det kan have flere betydninger. Det kan både betyde i, ved og til. Paulus bruger alle disse tre betydninger om Jesus: ”I ham blev alting skabt (…) Ved ham og til ham er alting skabt” (v.16).

Tænk engang: Alt er skabt til Jesus, alt er skabt til at blive frelst og forløst ved ham. Det er selve skabelsens mål og mening.

Hvad er meningen med vore liv? Her er svaret. Meningen er, at vi som fortabte syndere skal ledes til Jesus som vores frelser, så at vi ved ham får syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv.

Borte fra troen på Jesus kan vi få og opnå hvad som helst i vore liv. Men det er et liv i mørke, uden mening, uden Gud, uden håb, på vej mod evig dom og død. I troen på Jesus og i fællesskab med ham kan vi gå glip af og miste alt i dette liv; vi er dog evigt rige, og vi har grund til lovsang og tak under alle forhold, for det går altid mod herlighed i evighed – for Jesu skyld.

Det hebraiske ord, som vi har oversat med ”begyndelsen”, er ordet ”reshith”. Det kan også have flere betydninger. Det kan både betyde hoved, begyndelse, førstefødt og den første. Paulus bruger alle disse betydninger om Jesus: ”Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første” (v.18).

Når Paulus her taler om, at Jesus er hoved for kirken og den førstefødte af de døde, så taler han om Jesus som frelser. Paulus’ pointe er, at det andet ord i Bibelen taler om og peger frem imod Jesus som frelser. Alt er skabt med henblik på, at Jesus skulle fuldføre sin frelsergerning på korset. Det var Guds dybeste hensigt på skabelsesdagen ”ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved blodet på hans kors” (v.20). Og så var det Guds mål at føre os faldne syndere til Jesus, så at vi kunne stå ”hellige og lydefrie og uangribelige” for Gud – i Jesus (v.22).

Dette var Guds mål fra begyndelsen. Aldrig var det i Guds tanke, at vi skulle stå hellige, lydefrie og uangribelige for Gud i os selv. Nej, fra begyndelsen havde Gud dette ene mål for øje: at føre os som famlende og faldende, humpende og haltende syndere til Jesus, så vi i ham kunne stå hellige, lydefrie og uangribelige for Gud – nu, på dommens dag og i evighed. Jesus til evig ære og pris!

Det er denne frelse i Jesus, vi kaldes til af Gud. Guds vigtigste kald til os er ikke kaldet til en bestemt civilstand – som single eller som gift. Det er derimod kaldet til at komme til Jesus og tage imod frelsen i ham.

Har vi Jesus som vores frelser, er vi evigt rige og velsignede, og så er der altid og under alle forhold grund til glæde og tak: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil 4,4). ”Sig tak under alle forhold” (1 Thess 5,18). ”Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset” (Kol 1,12).

Den, der finder mig

Ordsprogenes Bog 8,22-36 er et skriftafsnit, som den kristne kirke fra gammel tid har set som en rig profeti om Jesus. Her lyder det i vers 35: ”Den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag.”

Når Lukas i sit evangelium fortæller om Jesu fødsel og om englenes ord til hyrderne på marken, så bruges de samme ord som i profetien: ”I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe”, og de, som finder ham bliver: ”…mennesker med Guds velbehag” (Luk 2,12.14).

Dette er virkeligheden for enhver, som finder Jesus. Det gælder for dig, som læser dette, og som tror på Jesus. Du er ikke længere under Guds dom og vrede. Du er under Guds nåde. Du har Guds fulde velbehag. Gud ser på dig med fryd og glæde, for han ser dig hellig og herlig i Jesus. Du er ren for Gud, du har fred med Gud, og du har evigt liv i et trygt og velsignet fællesskab med Gud.

Dette liv i troen på Jesus er det sande og velsignede liv. Det er paradislivet, som Adam og Eva havde, men som de mistede. Det har vi nu fået igen for Jesu skyld. Det ejes af alle dem, som har fundet Jesus: ”Den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag.”

Hvad er det, vi må søge efter i denne verden frem for alt andet? Det er ikke den rette ægtefælle eller det rette ægteskab og familieliv, hvor naturligt det end er for os at drømme om og længes efter det. Det er Jesus og hans frelse, det er det evige paradisfællesskab med Gud i troen på Jesus.

Hvad er det, vi som kristne må glæde os over og takke for i denne verden frem for noget andet? Det er ikke det, som nogle af os har, og som andre ikke har. Det er det, som vi alle har ved troen på Jesus: syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv. Hvad vi end får eller går glip af i dette liv, hvad vi end oplever af glæde eller sorg – for Jesu skyld er vi er under Guds nåde og velsignelse, og vi føres hver dag frem mod evig herlighed i himlen og på den nye jord. I denne tro og vished kan vi uanset vore omstændigheder synge med Paul Gerhardt:

Det kan jeg trøstig sige,
det tror jeg fast og ved,
at Gud i Himmerige
er ikke mere vred;
hans kærlighed mig følger,
hvor jeg går ud og ind,
og dæmper alle bølger,
som bruser mod mit sind.

Dér er for Guds udvalgte
den rigdom, som består;
lad mig kun dø og falde,
min Himmel ej forgår!
Og skal jeg her da væde
min gang med øjnevand,
min Jesu trøst og glæde
det alt forsøde kan.

Mit hjerte lystig springer
i salighedens trin,
og frydesangen klinger
ved nådens blide skin;
den sol, som sjælen fryder,
det er, o Jesus, dig,
og al min sang betyder:
Mit hjem er Himmerig.

Hvordan skabes denne tro og sang i vore hjerter? Den skabes ét sted: i modtagelsen af evangeliet om nåden i Jesus. Dette evangelium er kilden til tro, tak og tillid til Gud under alle forhold – uanset hvilken civilstand, Gud kalder den enkelte af os ind i, og uanset hvilke kors og kampe den medfører for os. At lytte til og tilegne os dette ord er det ene nødvendige for os alle (Luk 10,38-42).

Singleliv

”Det er ikke godt for mennesket at være ene” (1 Mos 2,18, DO 1931). De ord har gyldighed for alle mennesker. Vi er alle skabt til fællesskab. Ingen af os har godt af at leve i total ensomhed. Men der er andre måder at opleve nært og godt menneskeligt fællesskab på end ved at være gift.

Bibelen taler meget og godt om det familiefællesskab, vi vokser op i med forældre og andre familiemedlemmer. For mange af os er vores familiefællesskab en vigtig og værdifuld base i livet trods de brydninger, mange af os kan opleve i familien.

Bibelen taler også meget og godt om den rigdom, det er at have gode venner. Der er noget naturligt i, at vore nærmeste venner har vores eget køn. Men der er ingen tvivl om, at vi som singler har stor glæde af at have venner af begge køn. Vi er skabt som mænd og kvinder med forskellige køn og forskellige særpræg. Denne forskel er en skabergave, som vi kan glæde os over og beriges ved også i venskaber. Der er en glæde, som ikke er seksuel, ved at have med det modsatte køn at gøre i gode, nære og trygge relationer. Og der er ingen tvivl om, at nære relationer til venner af det modsatte køn kan være en stor hjælp til at trives som single.

Paulus er et eksempel på en single, som trivedes med at være netop det. Han siger selv, at han har nådegave til at være ugift (1 Kor 7,7). Det er uden tvivl en afgørende grund til, at Paulus trivedes så godt. Men det er også værd at lægge mærke til, hvordan Paulus levede.

Kjell Dahlene har skrevet en meget læseværdig bog: Medarbejdere for evangeliet (2002). Bogen sætter fokus på Paulus’ nære venner og medarbejdere. Det er tankevækkende læsning. Når man er færdig med de godt 200 sider, sidder man tilbage med et billede af en apostel, som har mange nære og rige venskaber med andre kristne, både mænd og kvinder. Det er tydeligt, at Paulus sætter utroligt stor pris på vennerne, at de er fortrolige med hinanden, lider og beder med hinanden, deler deres glæder og sorger med hinanden, og støtter og hjælper hinanden i troen, livet og tjenesten. Paulus er alt andet end en solist. Det er fundamentalt for den måde, han er kristen, menneske og apostel på, at han er det i et meget nært fællesskab med fortrolige kristne venner, brødre og søstre. Her er uden tvivl en vigtig årsag til, at Paulus kunne trives så godt som single. Og her er noget for os at tænke over og lære af.

Når Paulus i så høj grad kunne beriges ved fællesskabet med kristne brødre og søstre, havde det at gøre med den måde, som de kristne levede sammen på i det første århundrede. Når de var samlet til gudstjeneste, var det ikke kun en anledning til at høre en prædiken, men også til at opbygge hinanden med Guds ord, bede sammen, samtale om det, de havde hørt, og spise sammen. De kristne havde et nært og fortroligt fællesskab med hinanden. Menighederne var små. Der fandtes ingen kirkebygninger, så man mødtes i private hjem, og det satte begrænsninger for forsamlingernes størrelse. Ofte mødtes de kristne flere gange i ugen. Menighedsliv og privatliv flød sammen, åndeligt fællesskab og hverdagsfællesskab flød sammen. Den indbyrdes omsorg havde både en åndelig og en praktisk og diakonal side. Man støttede de svage og syge i menigheden, de gamle, enkerne og de fattige. Når Paulus nævner nådegaven til at ”hjælpe” (1 Kor 12,28), siger det noget om det liv, som de kristne levede med hinanden. Er der noget for os at lære af her?

For nogle år siden kom jeg og min familie i en menighed, hvor der hver mandag var ”åbent værksted” hos en familiefar i menigheden. Han var utroligt dygtig til at reparere biler, og mandag aften kunne alle fra menigheden komme til hans garage og få hjælp med deres biler. Familiefaren havde et par singlefyre til at hjælpe sig, og der var nok også en overrepræsentation af singler, mænd og kvinder, som søgte hjælp.

Betingelsen for at få hjælp var én ting: at man blev til kaffen sidst på aftenen og sad med ved den samtale, som foregik der. Der var en helt særlig velsignelse ved de aftener. Vi fik talt om alt muligt godt, menneskeligt og åndeligt, både mens vi rodede med biler og ved kaffen bagefter. Jeg kom tættere på menighedens singler end ved gudstjenesterne, og de oplevede at være en del af et varmt, omsorgsfuldt og velsignet kristent fællesskab.

Vi har mange muligheder for at være sammen som kristne mellem vore ugentlige samlinger, og vi har mange muligheder for ved vore ugentlige samlinger at udfolde det kristne fællesskab i samtale, omsorg, indbyrdes opbyggelse og forbøn. Det kan blive til rig velsignelse for os alle. Men det vil ikke mindst kunne blive en stor hjælp for singlerne i vore menigheder.

For det er ikke godt for mennesket at være ene …

Der var en hemmelighed mere bag Paulus’ trivsel som single. Han glædede sig over de særlige muligheder, som hans singleliv gav ham for at tjene Jesus og evangeliet (1 Kor 7,32ff.). Denne hemmelighed har relevans for alle kristne. Gud kalder os alle ind i en tjeneste, som passer til vores menneskelige og åndelige udrustning, vores livssituation og civilstand. At give sig helt hen i denne tjeneste for Jesus med vished om, at jeg tjener ham og hans evangelium, det er en kilde til en dyb og rig åndelig glæde, som kun den troende kender til.

Der er et himmelsk fællesskab med Jesus, som vi erfarer i tjenesten for ham og hans evangelium med alle de omkostninger, det bringer med sig (Fil 3,10; 1 Pet 4,13). Denne tjeneste kan fylde singlelivet for en kristen med den dybeste taknemlighed, rigdom og glæde, som vi ser det i Paulus’ liv.

Det samme kan ske for den gifte kristne, som villigt går ind i den tjeneste, som Gud kalder ham eller hende ind i. Blot gælder det for den gifte, at det første kald til tjeneste ligger i ægteskabet og hjemmet (Ef 5,22 ff.; 1 Kor 7,32 ff.; 1 Tim 5,8).

Vi er alle singler i en periode. Nogle kristne er singler hele livet. Andre bliver det ved skilsmisse eller ved tab af deres ægtefælle. Det er langt fra alle, der oplever singlelivet som en gave og en velsignelse. Det kalder på vores fælles forbøn, omtanke og omsorg.

Samtidig er det værd at understrege, at Bibelen stiller singlelivet og livet i ægteskab på lige linje i ære og værdighed, og at velsignelsen for hver enkelt af os ligger i den stand, som Gud kalder og leder os ind i. Mange singler kan vidne om dette med glæde, og mange gifte kan gøre det samme. Men det har lige så stor gyldighed for dem, som sørger over at være singler, og dem, som sørger over deres ægteskab.

”Du er, hvor jeg har sat dig.” Det var Guds svar til en kristen forkynder, da han overvejede at skille sig fra sin hustru. Ægteskabet var umådelig tungt, smerteligt og ulykkeligt. Det tyngede ham, bøjede ham, ydmygede ham. Men det var et kors, Gud selv havde lagt på ham. Korset knyttede ham til Gud, til Ordet, til nåden og til Himlen. Derved blev det åndelig berigelse og bevarelse for ham selv, og det formede ham, så han kunne blive til åndelig hjælp for andre.

”Du er, hvor jeg har sat dig!” Det er Guds svar til alle kristne, som sørger over den stand, de er i. Vi forstår ikke Guds handlemåde, når han fører sorg og smerte ind i vore liv. Men vi får lov til at udøse vore hjerter for Gud og fortælle ham om alt det, som rører sig i os: ønsker og håb, tvivl og trods, modvilje og modløshed, sorg og savn.

Når vi kommer til Gud og hælder det hele ud for ham i bøn til ham, så kommer han os i møde med det eneste, som kan give os virkelig ro, trøst og tro: evangeliet om, at vi også i den situation, vi nu står i, har syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv, og at Gud gennem alt, hvad der møder os fører os frem og hjem til himlen.

Vi prøves ikke på samme måde og i samme grad. Men mange kristne har erfaret, at det var gennem prøvelse og lidelse, de blev løst fra jorden og lærte at synge om, trøstes ved og se frem til Himlens fred og glæde. Der er både i Bibelen og i vore kristne salmer en nær forbindelse mellem erfaringen af sorg og smerte og erfaringen af trøst ved håbets evangelium. Som vi møder det hos Johan Nordal Brun:

Hos Gud er idel glæde,
her trykker megen nød.
Her må jeg ofte sukke
og smage tårers brød.
Her blandes fryd og smerte
for Jesu Kristi brud,
men der ej sorg skal være,
thi glæden bor hos Gud.

Mit håb for evigheden
står fast på sikker grund.
Lad korset da kun trykke
endnu en liden stund!
Snart ingen sorg skal være
og ingen klage mer,
med utildækket øje
jeg evigt Jesus ser.

Ægteskab

Ægteskabet mellem én mand og én kvinde har en central plads i Bibelen, fordi det har en helt central plads i Guds frelsesplan.

For det første er ægteskabet det grundlæggende billede på Guds væsen. Gud er én og på samme tid mere end én (1 Mos 1,26-27; Matt 28,19; Joh 14,16ff.). Indadtil i Gud er der kærlighed mellem Faderen og Sønnen, og der en over- og underordnelse, hvor Faderen er hoved og overordnet, mens Sønnen er underordnet under hovedet (Joh 3,35; 14,31; 1 Kor 11,3; 15,28). Samtidig er de to, Faderen og Sønnen, helt lige i guddommelig ære og værdighed.

Præcis det samme kan siges om mennesket skabt i Guds billede. Mand og kvinde omtales som ét menneske, og i ægteskabet bliver de ét kød (1 Mos 1,27; 2,24). Samtidig er de to. Når ægteskabet leves efter Guds gode vilje, er der kærlighed mellem de to, og der er en over- og underordnelse, hvor manden er overordnet som hoved, mens kvinden er underordnet under hovedet (Ef 5,22 ff.; Tit 2,4). Samtidig er de to, manden og kvinden, helt lige i menneskelig ære og værdighed.

Sådan ville Gud det. Han skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, for at de i det kærlige og gode ægteskab skulle være et billede på og vidne om Guds eget kærlige og gode væsen.

For det andet er ægteskabet det grundlæggende billede på Guds frelse. Fra begyndelsen har Gud villet, at forholdet mellem manden og kvinden i ægteskabet skulle være et billede på og pege frem imod forholdet mellem Kristus og de frelste (Ef 5,22-32).

Derfor kalder Gud manden til i ægteskabet at give sig selv hen, ofre sig selv i tjenesten for hustruen (v.25). Det var det, Kristus skulle gøre, og det var det, han gjorde til frelse for sin brud, kirken. Manden kaldes til at give afkald på alle sine egne ønsker, ambitioner, lidenskaber og præferencer og i stedet spørge: Hvad gavner, glæder, beriger og tjener hende, hvad er til sand velsignelse for hende, hvad kan give hende erfaring af, at hun er elsket af mig? Den højeste prioritet må manden give til dette ene – at hjælpe sin hustru til at nå målet i Himlen (v.26-27). Manden er kaldet til at lede ved at tjene og ofre sig selv, som Kristus gjorde det. Og han skal ikke gøre det på betingelse af, at hustruen har fortjent det. Kristus elskede os og tjente os mod al fortjeneste. Sådan er manden kaldet til at elske og tjene sin hustru i ægteskabet.

Kvindens kald er at tjene manden ved at underordne sig under hans ledelse, som de frelste underordner sig under Kristus (v.22-24). Hustruen må aldrig følge sin mand i noget, som er synd og uret. Men så langt det er foreneligt med Guds ord og en god samvittighed, kaldes hun til at underordne sig og vise sin kærlighed til manden herved (1 Pet 3,1-6).

Intet af dette strider mod, at mand og hustru taler sammen som fuldt ligeværdige og finder den rette vej frem sammen i ægteskab og familieliv. Men den ordning, som Gud har givet, kalder dem til at elske og tjene hinanden på en helt igennem velsignet måde, som afspejler Kristi forhold til kirken, og kirkens forhold til ham.ⁱ

For det tredje er ægteskabet og familien den vigtigste missionsstation i denne verden. Det er Guds klart udtrykte vilje, at hans ord og evangelium skal formidles fra generation til generation i familien (2 Mos 12,26-27; 2 Mos 13,13-15; 5 Mos 6,6-9; 5 Mos 11,18-21). Far og mor må tale med børnene om Jesus og vidne om ham som børnenes herre og Gud, ven og frelser.

Den erfarne forkynder og familiefar Carl Fredrik Wisløff skriver om denne sag: ”Mærk dig følgende: De kristne hjems daglige husandagt med Guds ord og bøn og sang betyder mere for Guds riges fremgang end alle vore store arrangementer tilsammen. Ikke et ondt ord om de særlige fremstød. De kan være gode, men husandagten i hjemmet er uundværlig. Mor og far har ansvar for børnenes kendskab til Gud og for deres tro på Jesus.”ⁱⁱ

Når vi spørger i vore bibeltro, lutherske forsamlinger i Norden, gælder det for op imod 90% af dem, som er kommet til personlig tro på Jesus, at de har mødt evangeliet om Jesus i og gennem deres hjem. Det kan ikke overvurderes, hvor vigtigt det kristne hjem og familieliv er for udbredelsen af evangeliet og Guds rige.

Betingelsen for, at far og mor kan tale sandt og evangelisk med børnene om Jesus, er, at de selv lever i modtagelse af evangeliets ord til fornyelse og bevarelse i en rig og fri tro på Jesus. Det samme er betingelsen for, at den kristne mand og hustru kan leve ret med hinanden i ægteskabet, så det bliver et billede på og et vidnesbyrd om Guds væsen og Jesu frelse. Her gælder det med andre ord igen, at det ene nødvendige – den personlige modtagelse af evangeliet – er det helt afgørende.

En skaberordning

Vi har imidlertid ikke talt sandt og dækkende om ægteskabet i lyset Bibelen, hvis vi kun taler om, hvordan ægteskabet tjener Guds frelsesplan. Der er en anden side, vi må have med.

Ægteskabet er en god og velsignet skaberordning, som Gud har givet til alle mennesker til alle tider og i alle kulturer. Han har givet denne ordning for at fremme og værne det gode menneskeliv, som han har skabt os til. Gud har omsorg for alle mennesker, kristne som ikke-kristne. ”Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5,45). ”Han er god mod de utaknemlige og onde” (Luk 6,35). Til hedningerne i Lystra siger Paulus om Gud, at han har ”vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og fylde jeres hjerter med glæde” (ApG 14,17).

Hvilken glæde er det, Gud har fyldt hedningernes hjerter med? Det er ikke glæden over frelsen i Jesus. Det er glæden over Guds gode gaver i skaberværket. Blandt de største skabergaver er kærligheden og ægteskabet mellem manden og kvinden.

En hel bog i Bibelen, Højsangen, har denne skønne skabergave som sit hovedemne. Det er en bog, som peger frem mod og vidner om Jesus, men det er også en poetisk lovprisning af kærligheden mellem mand og kvinde, og der er en vis overlapning mellem dele af denne bibelske bog og så den smukkeste og bedste poesi, som er skrevet af ikke-kristne, og som udtrykker glæde og taknemlighed over kærligheden mellem manden og kvinden. Her er der en gave fra Gud, som vi kan glæde os over sammen med ikke-kristne. Som kristne kan vi glæde os langt dybere over gaven end andre, fordi vi kender Gud som afsenderen, fordi vi ser gaven som et udtryk for Guds kærlighed til os, og fordi vi forstår, at gaven vil pege hen imod og lede os til Jesus. Men Gud har givet gaven til alle mennesker, som han har skabt.

Denne skabergave har så at sige to sider. På den ene side er der en umiddelbar følelsesmæssig dragning mod den elskede af det modsatte køn med et ønske om at gøre alt godt for den elskede og være sammen med den elskede for altid. På den anden side er der en samvittighedsmæssig erkendelse af, at den rette ramme for denne kærligheds fulde udfoldelse er det monogame, forpligtende og livslange ægteskab mellem den mand og den kvinde, som elsker hinanden.

Gud har skrevet sin lov i vore hjerter og samvittigheder (Rom 2,15). Det er den samme lov, Gud har skrevet i alle mennesker til alle tider. Derfor skal vi ikke undre os over, at der på tværs af tider og kulturer er en gennemgående ensartet norm om, at når en mand og en kvinde ønsker at være sammen og at dele både bord og seng, så må de indgå et forpligtende og livslangt ægteskab. Sådan ved vi, at det bør være, for sådan har Gud skrevet det ind i os, og sådan vil kærligheden det, når den er sund og god.

Min kære hustru Leila har gennem vores 30-årige ægteskab været god til at finde gode film, som vi kan se sammen. Den gode procentdel på filmmarkedet er desværre lille, men den findes, og man kan i almindelighed læse sig frem til den, så man ikke spilder tiden og ikke udsætter sig selv for noget skidt. Mange af de film, Leila er glad for, ender med et bryllup. De færreste af filmene er lavet af kristne. Ikke desto mindre fører filmene fra første begyndelse og det første møde mellem den mandlige og den kvindelige hovedperson skridt for skridt frem mod det store, herlige, overvældende, skønne, bevægende øjeblik, hvor de to offentligt erklærer hinanden deres kærlighed og højtideligt lover, at de nu vil opgive alle andre for at knytte sig til hinanden i et livslangt ægteskab, hvor de forbliver hinanden tro og arbejder på hinandens glæde i medgang og modgang, i gode dage og i onde dage, til døden skiller dem ad. Det er ikke-kristne, der laver disse film, som indirekte lovpriser ægteskabet. De gør det, fordi ægteskabet netop giver det, som kærligheden dybest ønsker: det livslange og ubrydelige fællesskab med den ene elskede og løftet om at elske, tjene, hjælpe, ære og være tro mod denne ene – altid. Sådan vil kærligheden mellem mand og kvinde det, fordi den er skabt af Gud. Derfor favner og glæder den gode og sunde kærlighed sig over ægteskabet.

Men ægteskabets gode skabergave rækker videre. Når manden og kvinden er sammen seksuelt, kan de få børn. Børn er en gave, som til alle tider og i alle kulturer har fyldt menneskers hjerter med den dybeste glæde og taknemlighed. Og i relation til børnene kommer endnu en vidunderlig side af ægteskabet til udtryk. Når mand og kvinde lever sammen i ægteskabet i overensstemmelse med Guds skabervilje og ordning, får deres børn lov at vokse op i et hjem, hvor der både er en far og en mor, hvor far og mor elsker hinanden og viser det i handling, hvor de sammen drager omsorg for og viser kærlighed til børnene, og hvor de bliver sammen altid. Menneskeligt set er det den bedste gave, børnene kan begynde livet med og få med sig ud i livet.

Så stor en gave er ægteskabet!

Angreb

Der er én, som ikke behøver at blive mindet om, hvor centralt ægteskabet er i Guds frelsesplan og i Guds skaberordning. Der er én, som ved det bedre og ser det klarere end nogen kristen. Det er vores sjælefjende, Djævelen.

Til alle tider har han sigtet på at nedbryde og ødelægge ægteskabet efter Guds ordning. På syndefaldets dag slog han en kile ind mellem Adam og Eva og fik dem til at vende sig mod hinanden, og fra denne dag var der et oprør i deres hjerter mod Guds kald til dem i ægteskabet (1 Mos 3,12.16). Fra den dag har Djævelen haft en forbundsfælle i vores syndige og selviske natur, som vil det modsatte af det, som Gud kalder os til i ægteskabet. Den forbundsfælle taler Djævelen bestandigt til. Han fodrer og nærer den med forførende ord.

Djævelen siger ikke nødvendigvis det samme til enhver tid. Hans mål er altid det samme, men midlerne veksler. Slidte løgne bliver skiftet ud med nye, som kan fremstå friske og fascinerende og forstås som et udtryk for nye og klarere erkendelser: Der er mange måder at være familie på; to af samme køn kan være lige så gode forældre som en af hvert køn; man kan godt have mange forældre; der er ingen grund til at have papir på hinanden; sand kærlighed binder ikke den anden; en god skilsmisse er bedre end et dårligt ægteskab; børnene er glade, når far og mor er glade; du har kun ét liv, du må få det maksimale ud af det for dig selv; følg dit hjerte, vær tro mod dit hjerte, vær tro mod sig selv; følg dit hjerte, vær tro mod dit hjerte, vær tro mod dig selv; følg dit hjerte …

Parterapeuter fortæller om et særpræget problem i vor tid: ægtefolk, som har dårlig samvittighed ved at blive i deres ægteskaber. Hvorfor? Det er ikke så underligt. Når vi har hørt og lært og tilegnet os, at vi altid må følge vores hjerte og være tro mod vores hjerte, og at det kun er sådan, vi kan være ægte og autentiske mennesker, hvad gør vi så den dag, hvor vi bliver forelskede i en anden end vores ægtefælle? Hvad gør et godt, ægte og autentisk menneske i den situation?

I Danmark er der ca. 30.000 vielser om året og ca. 15.000 skilsmisser. Mange bliver gift for anden eller tredje gang. Mange accepterer utroskab i deres ægteskab. Mange er par uden at være gift. Det livslange ægteskab med troskab mellem de to er i fuld opløsning. Opløsningen breder sig ind i de kristne menigheder. Djævelen bliver ikke træt, og han stopper ikke ved menighedens dør. Han går målrettet efter os, troens folk, vore ægteskaber, vore familier, vore hjem.

Værn

Hvad kan værne os?

Vi kan kun værnes ved ét middel: Guds ord i lov og evangelium. Vi må møde Guds ord forkyndt klart og uafkortet – også om ægteskabet. Vi må høre, hvad Gud kalder os til, hvad der er ret og godt, uret og ondt. Synden må afsløres i vore tanker, ønsker og handlinger, så vi drives til bekendelse. Og så må vi høre evangeliet om Jesu kærlighed til syndere og om Jesu blod, som renser os for al synd. Vi må høre igen og igen, at vi for Jesu skyld alene har syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv.

Hvad sker der med os, når vi lever i personlig modtagelse af Guds ord i lov og evangelium? Da bliver Jesus stor og dyrebar for vore hjerter som vores frelser og forsoner. Og når Jesus bliver stor for os, da bliver han stærk i os. Han tager bolig i vore hjerter og virker et nyt liv i vort indre. Et liv, hvor vi ønsker at leve helligt, uselvisk, tjenende. Et liv, hvor vi, som er gift, ønsker at være tro mod vores ægtefælle gennem alt, tilgive vores ægtefælle for alt, og gøre alt til gavn, glæde og velsignelse for vores ægtefælle. Det er det liv, evangeliet virker i os. Det er et liv, som vi aldrig formår at leve ud, som vi gerne ville det. Men netop derved fornyes vi i behovet for og glæden over nåden i Jesus.

Jeg vil slutte med en personlig beretning, som illustrerer det, jeg her har skrevet om: Hvordan Guds ord i lov og evangelium virker et nyt liv indefra. Det er den norsk-lutherske frikirkepræst Thomas Bjerkholt, som fortæller fra sin tid som studenterpræst:

Han så mistænksomt på mig. Vi havde aldrig set hinanden før, og udgangspunktet for vores møde var ikke det bedste. I længere tid havde jeg talt med hans kone om deres problemer i ægteskabet. Nu var øjeblikket kommet for en samtale med ham.

Hans kone havde opsøgt mig på studenterpræstekontoret og havde lagt kortene på bordet: Efter få års ægteskab var de begyndt at glide fra hinanden. Stormende forelskelse var afløst af skænderier og slitage. Hun havde en del psykiske problemer, som ikke gjorde det nemmere. De flyttede fra hinanden og blev separeret. Selv begyndte han at glide bort fra troen og blev mere og mere indstillet på at bryde forbindelsen helt.

Men konen ville kæmpe for deres ægteskab. Og vi talte og bad sammen. Vi mødtes regelmæssigt over en periode på fire-fem måneder. Vi læste ordene fra 1 Kor 7 om, at ægtefæller, som går fra hinanden, må forblive ugifte eller forlige sig med hinanden.

– Hvad vil du? spurgte jeg.

– At vi kan begynde sammen igen, var hendes svar.

Så bad vi til Gud om dette, og bad om, at ægtemanden måtte ønske det samme. Hun skrev breve, hun bad, hun talte med mig, vi bad sammen. Men manden virkede negativ og afvisende.

– Hvor længe skal jeg blive ved med det her? spurgte hun.

– Ordet til dig er det samme, uanset hvad han vil, svarede jeg. Det er den vej, Herren har kaldt os til at gå: tilgivelsens og forsoningens vej.

Jeg syntes, hun var tapper. Vi fortsatte i bøn; det blev til flere breve. Men nej. Kun negative meldinger tilbage. Så måtte vi prøve noget andet. Jeg inviterede mig selv til en samtale med ham, et helt andet sted i landet. Modvillig var han gået med til en samtale: Hvis jeg insisterede, så …

—

Så sad vi der, på et lille kontor, en sen aftentime, i meget forretningsmæssige omgivelser. Jeg følte mig ikke særlig høj i hatten. Nej, svag i troen. Og samtalen begyndte meget formel og kølig. Vi gik lidt rundt om den varme grød til at begynde med. Men så måtte jeg komme til sagen. Kunne han ikke i det mindste overveje en genforening? Hun ville jo så gerne …

Men nej. Han var tvær. Det ville blive for svært. Desuden var hun krævende, eftersom hun ikke var stærk psykisk. Skulle han som en ung mand slide med sådan noget?

Mens han snakkede i kølige og forretningsmæssige vendinger, skete der to ting inden i mig. Først mærkede jeg, at fortvivlelsen greb mit hjerte. Hele denne lange vej forgæves! Men så skete der noget, overnaturligt – vil jeg sige. Bønnens ånd kom over mig, stille.

– Gud, giv mig visdom og styrke, bad jeg.

Og så hørte jeg – til min egen forbavselse – mig selv sige:

– Kan du tænke dig at lytte bare ti minutter til, hvad Bibelen siger til dig som mand?

Han kunne vel ikke være så sur, at han nægtede præsten at tale. Så:

– Hvis du ønsker det, må du sige, hvad du vil, var svaret.

Og det, jeg så sagde, var omtrent dette:

Gud har de højeste tanker for dig og dit ægteskab. Han har kaldet dig til at være mand efter den model, som vi ser i Jesu eget liv. I Efeserbrevet kapitel 5 siger Paulus, at vi mænd skal elske vores hustruer på samme måde, som Kristus har elsket og elsker sin kirke, menigheden.

Menigheden kaldes også for Kristi legeme, og vi skal være lige så optagede af vores koners velvære som af vore egne legemers velvære. Vi er jo meget følsomme i forhold til den mindste smerte, vi føler i kroppen. Da gør vi alt, for at den skal blive rask og smertefri.

På samme måde må vi gøre alt, for at vores kone skal have det godt, leve uden smerte og trives i samlivet med os. Vi er ét med vores egen krop; vi kan ikke tænke os et liv uden for kroppen. Vi lever til stadighed i og med vores krop. Sådan må mand og kone også være ét i ægteskabet og leve i harmoni med hinanden.

Når vores krop er syg, stikker vi ikke af; det kan vi ikke. På samme måde kan vi heller ikke stikke af fra hinanden i ægteskabet.

Det her bliver endnu klarere, hvis vi ser på Jesu forhold til menigheden, som Paulus taler mest om i det her afsnit. Jesus gav sit liv for os, for menigheden. Han led for os, han døde for os, han går i forbøn for os. Han omslutter os forfra og bagfra. ”Han går ved min side, han leder min gang, og træt er han aldrig som jeg. Og nådig han vogter mig livsdagen lang, han sviger ej, svigter mig ej.” Sådan står der i en sang, og det kan du overføre på dit forhold til din kone.

Du har gjort det modsatte af Jesus til trods for, at du engang højtideligt lovede at være tro mod hende i gode og onde dage. Men når modgangen sætter ind, og du oplever, at hun har problemer, så stikker du af for at undgå smerte og vanskeligheder. Du bliver sur på hende, når hun skuffer dig, og du lukker hende ude fra dit liv.

Gud har i Kristus kaldet dig til noget helt andet! Jesus er trofast i sin kærlighed. Han er trofast, og vi er troløse. Han er fuld af nåde og tilgivelse. Han sagde, at han var kommet til de syge, ikke de til de raske. Derfor tager han sig af dem, som er svage og skrøbelige og kalder dem til sig, som kæmper og bærer tunge byrder.

Ja, vi kan kalde Jesus den sande ’gentleman’, en ’gentle man’, som betyder en god og mild mand. Sådan vil han være over for dig. Sådan er han over for sin menighed. Sådan skal du være over for din kone. Jesus beskytter sin menighed mod farer og mørkets kræfter. Han er vor forsvarer og hjælper. Sådan skal en mand også værne og beskytte sin kone.

Kristi menighed skuffer og sårer ofte sin Herre og Mester. Men han er den, som tilgiver os og bærer over med vore svagheder. Mod dem, som gjorde ham ondt, var han som det milde lam. Han åbnede ikke sin mund, da han blev udskældt. Han truede ikke, da han led. I hans mund fandtes ikke svig. Tålmodig bar han vore synder og led for os.

Sådan er du også kaldet til at gå den tilgivende kærligheds vej i forhold til din kone og elske hende, sådan som Jesus elsker sin menighed.

Vi bliver selvsagt aldrig som Jesus, aldrig helt som han. Alligevel kalder Bibelen altså dig, ja Gud kalder dig til at have Jesus som model for dit liv som ægtemand.

Siger du ja til dette, vil noget nyt spire frem i dit indre. Siger du nej, svigter du din kone og Herrens kald. Og glem ikke, at denne Jesu tilgivende kærlighed, den gælder i denne stund også dig.

—

Jeg havde næsten ikke vovet at se på ham, mens jeg talte. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev ved. Der var næsten noget uvirkeligt over det hele. Nu havde jeg pludselig ikke mere at sige, ikke mere at give. Der blev helt stille et øjeblik.

Så ser han så underligt på mig – ser jeg en tåre i hans øjne? Han siger:

– Du, jeg tror, jeg må overgive mit liv til Gud igen.

Jeg tror næsten ikke, hvad jeg hører. Men jeg ser, at han mener hvert ord. I næste øjeblik knæler vi ned på gulvet i hans kontor, og han overgiver sig til Herren.

Nogle år senere træffer jeg dem begge på en kristen lejr. Nu er de blevet tre – og smiler lykkeligt til mig.

Hvilket herligt under! Undere som dette sker desværre ikke så ofte. Men her fik jeg lov at opleve det. En mand, som hører kaldet til tro og tjeneste ved … Efeserbrevet 5!ⁱⁱⁱ

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.