Også Set fik en søn; ham kaldte han Enosh. Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn (1 Mos 4,26).
Navnet Enosh betyder den svage. Det er erkendelsen af menneskets svaghed, der bringer Set til at give sin søn dette navn. I Kains slægt mærker vi en helt anden ånd; der er selvtillid og styrke, der praler man, samtidig med at man finder stor menneskelig dygtighed.
Kains slægt havde sin styrke og sin faste by at fortrøste sig ved. Den kendte ikke Gud. Men erkendelsen af egen svaghed fødtes i Sets slægt: trang til Gud, trang til frelse og hjælp fra Gud. Og dette affødte igen tilflugt til Gud, som ytrede sig i påkaldelse af Herrens navn.
Erkendelsen af egen svaghed er ikke lært på én dag. Det helt modsatte præger vores naturlige væsen. ”I skal blive ligesom Gud” – det var den onde sæd, slangen såede i menneskehjertet. Det er gået os i blodet på sådan en måde, at enhver menneskelig tankebygning og stræben er en frugt af det. Inden erfaringen viser os, hvad vi duer til, tror vi på muligheden for at kunne blive Gud lig.
Der er intet, den hellige Skrift anbefaler og priser, som dette at overgive sig til Herren, at tage sin tilflugt til Herren og have sin styrke, sin fred, sit alt i ham; og det kan og vil kun dén lære, som først har lært sin egen svaghed at kende. At kende sin hjælpeløshed fører uvilkårligt til at påkalde Herrens navn. Men dette ser det ud til, at det faldne menneske først har lært efter nogen tid – på den tid, hvor Enosh blev født.
Vi forstår heraf, at det er godt for os altid at kende vores egen svaghed. Det sætter os i afhængighedsforhold til Herren og gør, at vi altid behøver ham og påkalder ham.
At høre til Kains slægt fører til den sikre undergang. Selvom vi, ligesom den slægt, kan udføre store ting på jorden, vil vi også gå til grunde som den.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2021. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Martinius Svaabeck
Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.