”Som jøderne fik et løfte om landet, men måtte indtage det med magt, én by ad gangen, sådan har vi fået lovet selvbeherskelsens gave, men vi må også erobre den med magt” (Citat Ed Welch).
Ordet ”selvbeherskelse” indebærer i sig selv, at der er en kamp i det splittede indre. Det indebærer, at vores ”selv” frembringer lyster, som vi ikke skal give efter for, men tværtimod ”beherske”. Vi skal fornægte os selv og dagligt tage korset op, sagde Jesus, og følge ham (Luk 9,23). Dagligt frembringer vores selv lyster, som skal fornægtes og beherskes.
Vejen til Himlen er smal og fyldt af fristelser til at forlade den. Derfor siger Jesus: ”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port” (Luk 13,24). Det græske ord for ”kæmp” er agonizesthe, jf. det engelske ord ”agonize”, som har med smerte og pinsler at gøre.
Vi får en idé om, hvad der ligger i denne kamp, i Matthæusevangeliet 5,29: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig.”
Sådan er selvbeherskelsens styrke. Det er det, der ligger bag Jesu ord i Matthæusevangeliet: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig” (Matt 11,12).
Bestormer du Himmeriget? River du det til dig?
Paulus siger, at kristne skal udøve selvbeherskelse som de græske atleter. Vores mål er blot ikke timeligt, men evigt. ”Enhver idrætsmand [græsk: agonizomenos] er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner” (1 Kor 9,25). Så han siger: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre” (1 Kor 9,27).
Selvbeherskelse er at sige nej til syndige lyster, selv når det gør ondt.
Men den kristne vej til selvbeherskelse er ikke: ”Bare sig nej!”
Problemet i den sætning er ordet ”bare”.
Man siger ikke bare nej. Man siger nej på en bestemt måde: Man siger nej ved tro i Kristi kraft og troens glæde. Den kraft er lige så hård og brutal. Og den kan også være smertelig. Men forskellen mellem verdslig selvbeherskelse og guddommelig selvbeherskelse er afgørende.
Hvem får æren for sejren? Det er spørgsmålet. Får vi æren? Eller får Jesus æren? Hvis vi udøver selvbeherskelse ved tro i Kristi kraft og troens glæde, så får Jesus æren.
Fundamentalt i det kristne syn på selvbeherskelse er det, at vi har at gøre med en gave. Det er Åndens frugt: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred (…) og selvbeherskelse” (Gal 5,22-23).
Hvordan ”strider” vi imod vores dødbringende lyster?
Paulus svarer: ”Det er det, jeg slider og strider for med hans kraft, der virker mægtigt i mig” (Kol 1,29). Han ”slider og strider” ved Kristi kraft, ikke ved egen kraft.
På samme måde siger han til os: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve” (Rom 8,13).
”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!” (Zak 4,6).
Vi må være stærke! Ja. Men ikke ved vores kraft. ”Hesten gøres rede til krigens dag,
men sejren er Herrens sag” (Ordsp 21,31).
Og hvordan frembringer Ånden denne selvbeherskelsesfrugt i os? Ved at forkynde for os om den overvældende dyrebare nåde og gøre os i stand til at se og få tillid til, at Gud er for os i Jesus.
”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden” (Tit 2,11-12). Når vi virkelig ser og tror, at Gud er for os ved nåden i Kristus Jesus, så ødelægges de syndige lysters kraft.
Derfor: Selvbeherskelsens kamp er troens kamp!
”Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til” (Tim 6,12).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Udgivet af
John Piper
John Piper, præst og bibelunderviser ved Bethlehem College and Seminary i Minneapolis, Minnesota.