Sange med hjertet XIII
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
1. Jesus elsker mig, det er evigt sandt,
i hans dyre blod al min synd forsvandt.
Kan jeg ej ret tro eller være glad,
er jeg, som jeg er, i de frelstes rad.
Jeg er købt, just som jeg er,
Jesus har mig hjertens kær
uden om og uden men. –
Dette vil jeg synge om igen.
2. Vel er hjertet ondt, vel er synden stor
og min tilstand værre, end selv jeg tror;
men min største synd, ak, det er dog den,
at jeg gør den større end Frelseren.
Men hvor godt, at Gud ej ser,
på min synd og hvad jeg er!
Nej, han ser på blodet kun,
derfor elsker han mig allen stund.
3. Gamle Adam gør mig så megen nød,
kunne jeg blot få ham rigtig død!
Men han skal dog sandelig dø engang,
Adam, hør på forhånd min afskedssang:
Jeg til sidst skal takke dig,
fordi du har plaget mig,
men du mig ej følge kan,
når jeg står på Himlens lyse strand!
4. Og det varer jo kun en liden tid,
så er evig endt al min nød og strid.
Himlen er mit hjem; hvilken salig trøst,
at min sjæl er der fra al trængsel løst.
Gud ske pris, og Gud ske tak!
Bort med ve og bort med ak!
Nogle skridt, så får jeg ro;
jeg skal se og aldrig mere tro!
Du har læst en kristen sejrssang til hverdagsbrug. Uanset hvordan din hverdag ser ud, så afspejler sangen det, som er din virkelighed midt i madpakkerne, køen til arbejde og i din tjeneste for Gud og din næste.
Sangen er spundet på den treklang, som Christian Bau er kendt for: sorg over synd, glæde over frelsen i Jesus og hjemlandstonen. Treklangen løber som et varmerør gennem sangen: at Jesus er alt det, jeg trænger til, til hverdag og i evighed.
Glad og tilfreds
Det slår mig hver gang, jeg læser eller synger sangen, at den er gennemsyret af Jesusglæde og tilfredshed. En glæde, som er uafhængig af alt jordisk, og som mætter sjælen på en måde, som er uforklarlig for et menneske, der ikke kender Jesus. Han er en frelser, der har mig hjertens kær. Han har taget mig til sit hjerte, og jeg får lov at blive der.
Glæden kan overvælde mig på en torsdag, når jeg bliver mindet om et bibelvers af en ven, om søndagen under gudstjenesten, eller på en tirsdag når et barn i børneklubben konkluderer på en bibeltekst på en måde, som jeg ikke selv har tænkt på.
Sangen er fyldt af en inderlig og grundlæggende tilfredshed og fred, som ingen andre end Jesus kan give. Jeg kender godt den tilfredshed og fred, for så har jeg det som træet i Salme 1, der står plantet ved bækken. Hvad mere har jeg brug for end at være plantet i Guds ord og suge næring derfra?
Men når jeg bliver mere optaget af hverdagens trummerum, bekymringer for fremtiden og alt hvad der kan købes for penge, så kommer utilfredsheden snigende, og den er glædesløs og gør alting gråt. Så må jeg tilbage til ham, der er glæden og freden. Ham, der har købt mig, præcis som jeg er. For grunden til min glæde, tilfredshed og fred er uden for mig selv. Den hviler på en frelser, som én gang for alle har vundet sejren over død, dom og Djævel, og som kender alle mine dage. Den hviler på Jesus. Gud er tilfreds med Jesus. Hvordan kan jeg så være andet?
Fanget i en svingdør – og Guds svar
Jeg falder af og til i den fælde, at Gud holder øje med min tros temperatur og syndens mængde og størrelse, og den naturlige følge af det må være, at jeg må gøre noget for at bidrage til min frelse. Snart føler jeg mig fanget i en svingdør, hvor jeg det ene øjeblik er inde i Guds rige, og det næste øjeblik er jeg udenfor. Indvendingerne mod, at Gud har mig hjertens kær, står i kø i mine tanker.
Når den tanke slår mig, har jeg brug for at fordybe mig i Guds frelsesplan. For hvad er nu årsagen til, at Gud har købt mig, som jeg er?
Da Gud ville give sit folk et sted at tilbede ham, blev intet overladt til menneskers planlægning, forestillinger eller kreative påhit. Gud havde detaljerede planer for sit hus. For alt i hans hus skulle pege hen på Jesus, som han fra evighed havde udvalgt til et eviggyldigt offer i mit sted.
Når jeg læser om det hus og bagefter læser Hebræerbrevet, så kan jeg tro, at Guds frelsesplan ikke er nogen svingdør: Frelsen er planlagt og fuldbragt – uden for mig. Jeg kan ikke gøre fra eller til i den plan. Gud beder ikke mig om at bidrage med noget som helst, for jeg er købt, som jeg er. Og jeg er i de frelstes rad. På en ganske almindelig hverdag.
Farvel og tak, plageånd
Det ændrer ikke ved, at gamle Adam følger med som påhæng og plageånd i min hverdag. En kristen lever i et allerede og endnu ikke. Gamle Adam bestemmer ikke over mig mere, men alligevel ser jeg dagligt, hvordan han igen og igen bliver årsag til svigt, undladelser, tanker, ord og handlinger, som jeg for Guds ansigt må græmme mig over og bede om tilgivelse for. Jeg ser endda kun en flig af det, som Gud ser.
Nogle dage er det, som et vældigt mørke åbner sig under mig. For kan Gud virkelig mene det alvorligt, at han vil frelse mig, som jeg er?
Ja, siger Christian Bau i sin sang – og den største synd er den, at jeg tror, at der er nogen synd, som Jesus ikke kan frelse mig fra.
Gud ser på det blod, som Jesus bar ”ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os (…) Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden med sit offer” (Hebr 9,24.26).
Jesus udslettede synden. Derfor er Jesu blod så dyrebart for Gud. Fordi han er tilfreds med Jesus, og jeg må tage imod det offer og sige tak!
Men der kommer en dag, hvor jeg vil takke gamle Adam for at have plaget mig. For han er den plageånd, som har drevet mig hen til Jesus. Fra den dag skal jeg for evigt være fri for ham, for så er jeg hjemme hos Gud.
Evighed i hverdagen
For evigheden er hverdagskost for en kristen. Himlen er mit sande hjem lige nu. Jeg hører ikke til her på jorden, for Gud har langt bedre planer for mig.
Det er en ufattelig rigdom og uudtømmelig grund til glæde at være glad for at leve her på jorden med alt det, som Gud dagligt overøser mig med – og samtidig have mit sande hjem i Himlen.
Det er en glæde og en trøst, som er så fantastisk at fastholde midt i en verden, hvor alt går mod sin opløsning og undergang. Det varer kun en kort tid – mit korte menneskeliv er en parentes i evighedsperspektiv – så er jeg hjemme.
For hver dag jeg vågner her på jorden, kommer jeg tættere på mit hjem. ”Nogle skridt, så får jeg ro, jeg skal se og aldrig mere tro!”
Den sejrstone er den samme som i Lukasevangeliet 21,28: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”
En kort tid endnu.
Syng det igen
Jeg stiftede første gang bekendtskab med denne sang, da jeg gik på LMH, og sangen har fulgt mig siden. Nu synger jeg den for vores dreng, mens han får børstet tænder.
I første omgang havde jeg kun sunget første vers af Christian Baus sang for ham, så da jeg en dag begyndte på 2. vers, protesterede han og sagde: ”Nej, mor, du sagde, at du ville synge om det igen”.
Ja, det er lige præcis det, jeg trænger til: at synge det igen! Så bliver Jesu navn herligt for mit hjerte. Og det er velsignet at synge om den frelser, der har mig hjertens kær, og som har udslettet min synd én gang for alle. For Jesu skyld!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Ellen Bjerg Madsen
Ellen Bjerg Madsen, Videbæk, hjemmegående.