Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Sejrskransen, der ikke visner

Ugens vidnesbyrd, uge 7 2022. Sl 118,14-15.

Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte: Herrens højre hånd bringer sejr (Sl 118,14-15).

Sport som fodbold og håndbold m.v. betyder og fylder meget for mange mennesker. I nogle tilfælde som almindelig motion, men nok i større grad som noget, man involverer sig i og følger i forhold til bestemte klubber eller landsholdene. For mange er det noget, som omgives med stor iver og opmærksomhed og kan også ofte være noget, som bliver prioriteret i forhold til andet.

Denne optagethed og iver kendte Paulus også til. Om han så også personligt var så fyldt med iver over det, kan vi ikke læse os til, men hans kendskab til iveren efter at vinde en sportskamp beskriver han i 1 Kor 9,24-25: ”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.”

Paulus bruger her et billede fra sportens verden. Han understreger at disse sportsfolk med stor iver, indsats og afsavn, træner og fokuserer, alt med henblik på at vinde præmien, eller som han siger: sejrskransen. Men denne sejrskrans er noget jordisk, den visner, dør og forsvinder.

Umiddelbart synes dette billede, når det overføres på en, der vil følge Jesus, at være en stor byrde at lægge på skuldrene, og i dette lys er det ikke så underligt, hvis nogen synes at blive modløse.

Men opfatter vi det på den måde, så misforstår vi Paulus. Han mener ikke, vi skal gøre os fortjent til vor frelse, altså til at vinde sejrskransen og vel at mærke en sejrskrans, som ikke visner, men som er en herlighed, der varer evigt hjemme hos Gud.

Det, Paulus siger, er, at sportsfolkene udøver selvkontrol i alle ting, og vel at mærke en selvkontrol over eget legeme. Men selvkontrol over eget legeme kan på ingen måde føre frem til frelsen og herligheden hos Gud. Denne kamp måtte munken Luther også til sidst opgive, da han ved Guds nåde fik lov at se, at det er Gud selv, der kæmper for ham og dermed os. Det blev klart for Luther, ved at Helligånden åbenbarede for ham, hvad det er, Gud siger til os i Skriften.

I Galaterbrevet 5 skriver Paulus blandt andet, at hvis vi lever i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Selvkontrol og disciplin er noget, Gud skænker dig ved Helligånden. Ved at tro på Jesus og det han har gjort for os, lever vi i Ånden, og lever vi i Ånden, er det Gud, der er vores styrke og lovsang og ham, der giver os sejr.

Når vi taler om sportskampe og iveren og selvkontrollen og villigheden til at sætte alt ind på det, er der udover Paulus’ sammenligning også et andet forhold, som kan trækkes frem: martyrdøden.

Da en af fodboldlandsholdets spillere kollapsede på banen med hjertestop blev der hurtigt grebet ind med hjertemassage, og hans hjerte kom i gang igen. Til trods for denne oplevelse har vedkommende efter nogle måneder besluttet sig til at ville ud i krævende kampe igen. Iveren er altså så stor, at han reelt er villig til at sætte sit liv på spil igen. Nej, hvordan den lægelige og medicinske status er, kendes ikke her, men det lyder voldsomt; troen på sagen og den sejrskrans, som visner, synes at betyde mere end selve livet.

Men det er også et billede på de kristne martyrer, vi kender fra Bibelen, og kristne martyrer, som forskellige steder i verden i dag, sætter deres tro på Jesus over deres jordiske liv, da der er en sejrskrans i vente, som ikke visner, nemlig herligheden hjemme hos Gud.

Salmen ”Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende” (DDS 784) er en salme, som ikke alle steder forstås helt. Og den er heller ikke altid vellidt på grund af dens omtale af døden og det at være villig til at dø for det, man har kært. Ikke desto mindre har den været og er måske stadig en meget elsket begravelsessalme.

Men den handler også om kamp. Og for mange, kan det tænkes, nok mest om kampe, der minder om sportskampene eller modstandskampene under 2. verdenskrig. Men er det mon disse kampe, der er tænkt på? Hvad er det der står i første vers? ”Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende.”

Det, der står her, er, at vi kan være frejdige, altså forvisset om, at hvis vi går på Guds veje, så er det ikke vores kamp, det handler om. Nej, det er Gud, der kæmper for os. Da er hverken livet eller døden svær, for den sejrskrans, der er i vente, er en evighed hos Gud. De, der håber på Herren, får nye kræfter og løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes (ES 40,30-31).

Udgivet af

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.

Thorkil Ambrosen

Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.