Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus (Fil 3,14).
Paulus sammenligner flere gange en kristens liv i denne verden med et løb, et væddeløb, en jagen mod målet. Han siger om sig selv, at han til enhver tid glemmer det, der er bag ham og altid rækker ud efter det, der er foran, idet han jager frem mod målet. Han lever ikke på sine minder. Han hverken ville eller kunne leve på minder om det, han havde gjort for Gud og evangeliet eller på minder om tidligere ”oplevelser”. Han vidste bedre end nogen anden, at et kristenliv der leves på minder, ikke er noget kristenliv.
Derfor levede han altid med sin Gud i et forunderligt frigjort forhold til sin fortid: Han troede på, at alle de synder der lå gemt i hans fortid, var begravet i nådehavets dyb (1 Tim 1,12f.). Han var fuldstændig sikker på, at det han havde gjort op med sin Gud og fået tilgivelse for, skulle han aldrig i evighed møde mere på grund af Jesus. Hvad hans fortid gemte af lidelse, trængsel, kamp og strid for evangeliet, hvad hans liv gemte af erfaringer, ”oplevelser” og mærkbar nåde, lagde han til alle tider i Guds hånd og lod det ligge der.
Derfor sammenligner han også sit liv med et løb på væddeløbsbanen (1 Kor 9,24). Også Hebræerbrevets forfatter kalder en kristens liv for et løb mod målet (Hebr 12,1).
Målet for den kristnes løb er Himlen (Fil 3,20). Allerede i Guds evige tanker blev det mål sat for os. Det var i den evige udvælgelse i Kristus (Ef 1,4). Og han stillede os ansigt til ansigt med det mål, da han kaldte os til Sønnens rige og gav os troen og omvendelsen i hans navn. Og det mål har aldrig kunnet slippe en kristen.
Ganske vist kan en kristen synke ned i verdslighedens støv, så hans mål ikke er levende for ham. Men så sandt han er født af Gud, så vil Helligånden ikke lade ham være i fred. Ånden vil altid give forurolige, minde, drage, tugte, bøje og vederkvæge sjælen på en sådan måde, at den ikke taber målet at syne. For når man er oprejst med Kristus, så vil man søge det, der er oventil og have sit hjerte i Himlen. Det bliver aldrig de jordiske gøremål eller den travle arbejdsdag i denne verden, der optager sindet, fordi man husker, at livet ikke har sit mål i sig selv eller i denne verden, men i Himlen, hvor Jesus sidder ved Majestætens højre hånd og venter på os (Kol 3,1f.).
Vi forventer dog ikke at nå dette mål efter vor egen fortjeneste, værdighed, troskab eller retfærdighed. Men vi forventer at nå det på grund af Guds nåde. Vi tror ikke, det er en arbejdsløn, der bliver udbetalt til os, når arbejdsdagen er slut. Vi tror, det er en nådeløn, vi får på grund af Jesus. For mens vi er i denne verden, er vi borgere i dette rige, børn af dette hus, sønner og døtre i dette hjem. Vi tror ikke, vi først bliver borgere, når vi kommer dertil. Vi forventer kun, at det rige og den nåde, som allerede er givet os her i verden, skal blive givet til os på en fuldendt måde: Det, der begyndte her, skal afsluttes og fuldendes der.
Men den sidste fjende ligger mellem os og dette evige mål, og det er døden. Før vi når den himmelske bolig, skal vi afklædes det jordiske. Før vi når den himmelske uforkrænkelighed, skal vi gå gennem aflæggelsen af den jordiske forkrænkelighed (2 Kor 5,1f.).
Og end ikke en kristen kan komme udenom, at døden er den sidste fjende for os alle. Skriften siger, at en uomvendt lever i frygt for døden hele livet (Hebr 2,15). Ofte ser det dog ikke sådan ud, fordi den uomvendte med vold og magt jager de forfærdelige tanker om døden væk og prøver at skjule frygten med spottende tale. Men inderst inde er ethvert menneske skrækslagen ved tanken om døden, ja bristefærdig af hemmelig sorg. Også den kristne kender til det. Han mærker det dog ikke, når hans sind er fuldt af den klare trøst, forvisning og fred, der er i evangeliet om Jesus. Men hver gang hans øje sløres, så han ikke tør rette blikket mod Jesus med frimodighed, og hver gang hans hjerte ikke synes, det kan få fodfæste i Guds Søn, så kommer en kristen også til at kende frygten for døden.
Når frygten for døden kommer over os, fordi det er en grufuld tanke, at vi skal blive til støv og intet, så vil Helligånden gerne give os den rette undervisning. Han vil have os til at tænke på den Herre og Frelser, som har stået os bi gennem et helt jordelivs mange kampe, og til stadighed givet os af sin fred og glæde. Vi skal tænke på, at han hverken kan eller vil svigte os i den sidste og afgørende strid: kampen med dødens mørke. Ham, der aldrig forlod os i nogen fristelse, selvom han til tider syntes at have skjult sit åsyn for os, han vil heller ikke forlade os i den sidste anfægtelse, men blive hos os. Da David tænkte på dette, var han frimodig og sagde: ”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst” (Sl 23,4).
Fra bogen “Retfærdiggjort af tro”
Udgivet af
Olav Valen-Sendstad
Olav Valen-Sendstad (1904-1963) var sognepræst og dr.phil.