I november 2015 udkom bogen “Se på Jesus” af Marius Giverholt. Bogen rummer 31 små andagter/bønner til morgen og aften. Her er et lille karakteristisk uddrag fra bogen: stykkerne til 3. dag morgen og aften.
Bogen kan købes på Nyt Livs lejre eller her på hjemmesiden.
3. dag morgen
Altså venter der Guds folk en sabbatshvile (Hebr 4,9).
En troende er ofte træt. Korset er tungt, trængslerne er mange, og smerten er ofte så dyb, at sjælen er nær ved at give op. Men den største byrde er selve det fattige hjerte. Den daglige synd, den store vantro og det egenkærlige jeg – alt dette er årsag til de bitreste tårer. Da sukker vi indeni og siger: ”Kommer du ikke snart?”
Men lad os ikke glemme, at hvilen venter os. Hver sorg skal lindres, og hvert savn blive stillet, når den trætte vandrer lukker sine øjne og bliver båret hjem til Jesus. Hvor saligt er det da ikke at sove i Guds arme, slumre fra trængslerne her og så vågne og se Hans ansigt.
3. dag aften
Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af dem alle (Sl 34,20).
Modgang er nødvendig. Uden kors, ingen krone. Som Jesu situation var i verden, sådan bliver vores også. Så sandt vi elsker Jesu navn, må vi også lide med ham her. Men hvorfor er dette ikke en glæde for mig? Hvorfor er jeg ofte så misfornøjet? Er det ikke Herren, som lader alt dette ske? Skulle jeg kun tage imod det gode fra Gud – og ikke det onde?
Men hos dig, Gud, er der en udvej fra nød og lidelse. Du vil fri os ud af det alt sammen. Kun en kort tid, så tager du mig hjem til dig. Der, hvor der ikke mere skal være nogen sorg.
Udgivet af
Marius Giverholt