Nyt liv til gamle sange II
Serien ”Nyt liv til gamle sange” vil give hjælp til at værdsætte og (gen)opdage det bibelske indhold i en række gamle sange. Tager vi os tid til at stoppe op for sangene, vil vi finde en skat af stærke vidnesbyrd og indsigtsfuld forkyndelse rakt til os på tværs af århundrederne.
1. Så mørk er ej nat, så hård er ej nød,
at Jesus ej hjælpe formår,
mit lys og mit liv i mørke og død,
den samme i dag som i går.
Se, Jesus er nær,
skønt stundom han synes langt borte.
2. Han lyser mig gennem dødsskyggens dal
og selv er han blevet for mig
en levende vej til Himmelens sal,
en kilde med livet i sig.
Se, Jesus er nær,
skønt stundom han synes langt borte.
3. Vel er det ej let at tro og ej se,
vel koster det møje og strid;
men Jesus, som engang bar al min ve,
er også i stormen mig blid.
Se, Jesus er nær,
skønt stundom han synes langt borte.
4. I Jesus er jeg nu renset for Gud,
skønt synden mig trykker til jord,
han inderlig kær mig har som sin brud
og skænker mig fred i sit ord.
Se, Jesus er nær,
skønt stundom han synes langt borte.
5. Ja, snart skal jeg se min ven, som han er,
og synge en gladere sang,
når frigjort fra alt, som ængster mig her,
jeg står for hans ansigt engang;
da Jesus er nær
og synes ej mere langt borte.
Et vidnesbyrd midt i nøden
”Så mørk er ej nat, så hård er ej nød, at Jesus ej hjælpe formår.”
Mange vil kunne vidne om den samme erfaring i deres liv.
Men for andre lyder det som en teoretisk læresætning, som er uden jordforbindelse: Jeg oplever netop ikke Jesu hjælp! Jeg sidder fast i mørket!
I sådan en situation kan det virke som salt i såret at læse sangens første linjer.
Men vi mærker gennem sangen, at Lina Sandell vil noget helt andet end at gøre den, som ikke oplever Jesu hjælp, mere fortvivlet. Formålet med sangen er ikke at trække en erfaring af Jesu nærhed ned over hovedet på nogen, som ikke oplever den.
Lina Sandell vil vidne. Vidne om, hvor hun selv har fundet hjælp midt i smerten. Hun vil synge højt om den perle, som er blevet hende til del inde i det mørke, som også for hende syntes uigennemtrængeligt og meningsløst.
Sangen er et brændende vidnesbyrd om Jesu omsorg fra en kæmpende kristen, som midt ude i livets storme og midt i den tykke tåge, som synes at spærre enhver mulig vej frem, har grebet en trøst og et håb. Noget som et anker for sjælen; en fred, som ikke kommer af nogen synlig indgriben, men som kommer af selve det at kende Jesus og vide sig i hænderne på den almægtige frelsers kærlighed.
Sådan var Lina Sandells liv: præget af storm og stilhed, anfægtelse og hvile. Ikke som en vekselvirkning, så hun kun kunne have fred, når der var gode tider. Nej, midt i anfægtelsen ejede hun en hvile. Og der hvor det stormede mest, blev freden så meget mere dyrebar for hende.
Den mørke baggrund
Sangen ”Så mørk er ej nat” er skrevet få år efter den største tragedie i Lina Sandells liv.
Det var ellers plager nok, den dengang 26-årige kvinde havde haft gennem sin opvækst på den svenske præstegård. En lungesygdom, som forfulgte hende gennem hele livet, gjorde hendes helbred meget skrøbeligt. Til tider syntes hun også at være døden nær, men det var Guds vilje at holde hende i live.
Det fik den unge Lina særligt at mærke, da hun som 12-årig, efter at have været syg og sengeliggende i mere end et år, læste i sin Bibel om opvækkelsen af den jævnaldrende Jairus’ datter og bad til Gud om, at han også måtte gribe ind i hendes situation. Underet skete, og den unge pige kom til kræfter igen.
Noget almindeligt liv fik hun imidlertid aldrig – men det skyldtes ikke blot hendes svagelighed.
Helt fra barndommen brød Lina Sandell mønsteret for, hvad en svensk pige fra det 19. århundrede burde være beskæftiget med. Hun kedede sig ved husligt arbejde, men var til gengæld en videbegærlig læsehest, som intet bedre vidste end at begrave sig i opbyggelig og verdslig litteratur.
Det skulle da lige være at kravle op i det store asketræ, der stod på gårdspladsen, for at digte! Allerede fra 10-12-årsalderen begyndte hun på poesien, og gennem det 72 år lange liv blev det til ca. 2000 digte og sange.
Faderen, provst Sandell, havde sine bekymringer for Lina Sandells fremtid. Det så ikke ud til, at hun, som de tre andre søstre, stilede mod at blive præstekone. Til gengæld fandt provsten i sin datters tørst efter kundskab og indsigt i Bibelen tegn på et nært slægtskab i ånden, og det var naturligt, at de to opbyggede et nært og fortroligt forhold til hinanden gennem deres mange snakke.
Som 26-årig var Lina Sandell sin faders sekretær; hendes liv var på præstegården, og hun kunne ikke drømme om nogensinde at forlade sit kære barndomshjem.
Da skete ulykken – ubarmhjertigt pludseligt.
På en rejse i båd mod Göteborg står faderen på dækket og nyder den smukke morgen. Selvom vinden er hård, kalder han på sin datter, for at hun skal få del i denne oplevelse. Men idet han rækker hånden ud for at hjælpe sin datter op på dækket, støder en kraftig bølge mod båden. Han mister balancen og ryger over bord.
Lina Sandell står lammet tilbage. På ét eneste øjeblik, der skulle have været lykkeligt, synker hendes verden i grus. Hendes far og bedste ven er forsvundet i bølgerne. Det trygge liv på præstegården erstattes af sorg og uvished om fremtiden.
I årene, der følger, oplever Lina Sandell den smerte at se alt, hvad hun har bygget sit liv op omkring, forsvinde mellem fingrene på hende.
En ny præst må flytte ind på præstegården. Han gifter sig med hendes søster, som er blevet enke, men han er præget af rationalistisk tankegang og er en ganske anden forkynder end hendes fader. Det gør ondt at se sognet miste føden, der hvor engang faderen havde talt Guds ord med en livgivende klarhed.
Samtidig må hun hjælpe moderen, som aldrig blev den samme efter sin mands død. I oktober 1860 dør også hun.
Det er kort efter disse tragiske hændelser, Lina Sandell skriver sangen: ”Så mørk er ej nat, så hård er ej nød, at Jesus ej hjælpe formår”.
En ven i nøden
Verden er sunket i grus. Intet er det samme som før. Og dog.
”Jesus er den samme i dag som i går” (v.1).
Det er karakteristisk for de sange, som Lina Sandell digter i denne tid, at hun skriver om Jesu uforanderlighed midt i den verden, som ellers fremstår helt forandret.
”O Jesus, dit navn er en fæstning i nøden, min kæp og min stav og mit bjergfaste slot” hedder en sang skrevet kort efter faderens død.
Og i sangen ”Nu bort med alt, som ængster” lyder det:
”Thi Jesus er jo med mig, om end han skjuler sig, og jeg i tryghed er hos ham i borgen. Hvordan end vejret raser, og vinden farer frem, om flod og skylregn kommer, jeg vil ej frygte dem, thi se, min klippe kan jo ikke falde.”
Midt i sorgen får Lina Sandell lov til at opleve Jesus som ven (v.5).
Måske tænker vi ikke så ofte på Jesus som en ven? Han er vores Herre og frelser. Ja, men Skriften viser os også et billede af Jesus som den bedste ven, man kan tænke sig: Jesus er der altid for dig.
”Jeg er med jer alle dage,” lyder det. Ikke kun på gode dage. Ikke kun der, hvor du har det godt med dig selv, og kan forstå, at du er elsket, men også, og særligt, på de dage, hvor du intet har at give – hvor du er helt slidt ned og føler dig som det mest usle og hjælpeløse menneske.
Det er i nøden, man skal kende sine venner, hedder det. Jesus er den klippe, som du kan søge til, om så alt andet falder. For han er den samme i dag som i går.
Og Jesus har medfølelse med dig (Hebr 4,15) – det kan han have, ikke blot i kraft af sin alvidenhed, men som den, der har prøvet al fysisk og psykisk smerte og al anfægtelse på egen krop. Jesus forstår dig. Han ved, hvad du taler om, for han kender det fra sig selv!
Kan man tænke sig nogen bedre ven end Jesus?
Forladt af Gud?
Men netop denne uforanderlighed, netop dette billede af Jesus som en klippefast ven, der er den samme i går og i dag – det anfægtes hurtigt, når vi møder modgangen.
”Se, Jesus er nær, skønt stundom han synes langt borte”, lyder omkvædet. Et omkvæd, som både rummer fortrøstningen og anfægtelsen.
”Se, Jesus er nær!”, lyder troens vished.
”Men stundom han synes langt borte”, føjer erfaringen til.
For ”vel er det ej let at tro og ej se, vel koster det møje og strid” (v.3). Hvis Jesus var nær, ville han vel gribe ind? Hvordan kan jeg tro andet?
Lina Sandell sætter her ord på den værste anfægtelse, som et Guds barn kan komme ud for: følelsen af forladthed. Følelsen af ikke at være i Jesu nærhed.
Vi kan opleve dette forskelligt. Satan kan sætte sine angreb ind på forskellige områder for at overbevise os om, at vi er overladt til os selv.
Det kan være lidelsen: verden, der styrter i grus. Hvis Gud elskede mig, og hvis Gud elskede min familie – ville han så ikke have grebet ind?
Eller det kan være syndenøden: erkendelsen af at være for snavset for Gud. Når jeg lever, som jeg gør, og tænker, som jeg gør – hvordan kan jeg så tro, at jeg har fællesskab med den hellige Gud?
Eller det kan være tanketvivlen: den kolde klo, der kan gribe om hjertet, så jeg pludselig mener at gennemskue, at fællesskabet med Gud er en illusion.
Anfægtelser kan have mange forskellige ansigter. Nogle oplever mest anfægtelsen i én skikkelse. Men ganske ofte er de dybt forbundne med hinanden:
Når jeg oplever en grusomhed i mit liv og plager Gud om svar, kan jeg pludselig få et skræmmende blik ind i min egen synd – og tanken melder sig: Havde jeg måske fortjent bedre?
Eller syndenøden kan blive så hård, at jeg må ty til tanken om, at Gud ikke findes, som et ubevidst forsøg på at skjule mig for ham.
Eller …
Satan har mange veje til at forsikre dig om, at du må stå på egne ben i denne verden.
Derfor er det ikke, fordi sangen skal være ”from”, at Lina Sandell midt i sin sammenstyrtede verden også skriver, at ”synden mig trykker til jord” (v.4). Lidelsen og længslen efter svar har ført hende ind i Guds hellige nærvær, hvor lyset kastes over hjertets inderste kroge, og råddenskaben kommer til syne.
Håbet
Men syndenøden er ikke det eneste, der møder Lina Sandell i hendes kamp og søgen efter svar.
Midt i mørket og håbløshedens tåger får hun lov til at se Jesus som hendes lys og liv (v.1). Netop på denne mørke baggrund skinner lyset så meget klarere, og det bliver hende kært og uundværligt.
Jesus viser sig for hende som for David i Salme 23; som den gode hyrde, der leder – gennem dødsskyggens dal, ja – men med Himlen som mål (v.2).
Hun møder Jesus som det frelsende lam, der bærer al hendes ve til korset (v.3).
Og hun ser Jesus som brudgommen, der af kærlighed går ind under Guds vrede for at skænke hende sin fred (v.4).
Hvor møder hun Jesus sådan? Svaret ses i v. 4: ”… og skænker mig fred i sit ord”.
Det er her, i Bibelen, Lina Sandell får sin glæde og vished. Det er her, hun ser Jesus som sin ven, som sit liv og sin frelser. Det er her, hun møder Jesu hjælp; det er her, hun henter kraft til at leve sit ufremkommelige liv. Det er her, hun ser, at Jesus er nær (jf. omkvædet).
For Ordet åbner hendes øjne, så hun ser den usynlige virkelighed. Ordet giver hende tro, der hvor livet ser ud til at vise hende noget andet. Og Ordet gør hende stærk, for i Ordet får hun et håb. Et håb om en dag at skulle se og mærke Jesus som den, han er (v.5). Til den tid kan lovsangen lyde frit og uden anfægtelser. Til den tid kan vi prise Gud i lyset, der hvor mørket er forsvundet.
Men her på jorden går vi som blinde. Vi blændes af det synlige, så vi ikke ser det usynlige. Derfor må vi bede som Lina Sandell: ”O, Jesus åbne du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er!”
At læse i Skriften om Jesu venskab og frelse midt i livets håbløshed og fortvivlelse er ikke at lukke sine øjne for realiteterne – nej, med Åndens hjælp kan Skriften blive en øjenåbner, der viser os den forunderlige virkelighed, vi står i som Guds børn, omsluttede af hans kærlighed og frelsesvilje i alt, hvad der møder os.
”Glemmer en kvinde sit diende barn? Selvom hun skulle kunne det, så glemmer jeg ikke dig, siger Herren” (Es 49,15).
Du er ikke glemt! Du er ikke forladt!
Du må se det i Skriften, at Jesus er nær, skønt stundom han synes langt borte.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.
