Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Se, din konge kommer til dig!

Andagt til 1. søndag i advent. Matt 21,5.

Sig til Zions datter: ‘Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl’ (Matt 21,5).

Advent har noget med forventning at gøre – advent betyder komme!

Jesus kommer til dig! Tænk, hvilken glædelig begivenhed! Jesus vil have noget med dig at gøre; derfor kommer han til dig.

Den første søndag i advent begynder et nyt år i kirke og menighed. Der bliver ikke sendt raketter til vejrs, fordi vi begynder et nyt kirkeår. Der er tusinder i vort folk, der ikke tænker på, at det er den kristne menigheds nytår.

Men ligesom Jesus, Himlens kongesøn, kom til jorden uden spir og kongekrone, og ligesom han ofte understregede, da han gik her, at sensationer ikke hørte hjemme i hans rige, fordi det ikke var af denne verden, og ligesom han Palmesøndag drog ind i Jerusalem, uden følge af en himmelsk hærskare af engle – sådan drager den kristne menighed ind i et nyt kirkeår – stille!

For det er i hans ånd. Det er i roen, det er i stilheden, Jesus kommer til dig. Igennem hans ord og ved hans Ånd, sker det. Det er der, han lader sin frelsende hånd række ud til dig. Han vil dig noget! Han vil gerne have dig med til Himlen. Det er derfor han kommer til dig!

Se, din konge kommer til dig!”

Det er et stort og herligt budskab, for kongen, der her er tale om, er Guds egen elskede Søn! Ham, som i sin store kærlighed, steg ned til os, da tiden var inde. Han, som lod sig føde i Betlehem; lod sig korsfæste på Golgata, stod op igen påskemorgen, og nu sidder ved Guds højre hånd – ham er det!

Det er ham, der kommer til dig. En dag skal du og jeg ud af livet her på jorden. Når tæppet går ned for sidste akt, og døden holder sit indtog, eller når Jesus kommer igen i skyerne.

Da er det for sent at blive frelst. Det er nu, Jesus kommer til dig. Han vil møde dig, der hvor du er.

Udgivet af

Egon Jensen

Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.

Egon Jensen

Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.