En gave til dig III
“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
Gud ser ind i hjertet
Historien om Saul og David er historien om Konge 1 og Konge 2 i Israel. Saul var den første konge, og David var den anden. I Bibelen er Sauls historie til skræk og advarsel – han var en konge, der blev ond, og som blev forkastet af Gud. Davids historie er til gengæld et forbillede for os. David var ”manden efter Guds hjerte,” står der i Bibelen, og han blev velsignet af Gud.
Det er mærkeligt! For faktisk – når man kigger på Saul og David og de ting, de gjorde forkert – så var det umiddelbart nogle ret små ting, der fik Gud til at sige, at Saul ikke skulle være konge mere. Men David gjorde nogle ting, der var helt forfærdelige! Og alligevel var han ”manden efter Guds hjerte”, mens Saul blev forkastet. Hvordan kan det være?
Det skal vi prøve at finde ud af i løbet af de næste andagter. Men et lille hint om det får vi allerede ved at se på størrelsen af de to konger.
Nu kan man selvfølgelig måle en konges størrelse på flere måder. Man kan sige: Hvis han havde et stort kongerige, så var han en stor konge. Eller hvis han var meget populær eller vandt mange krige, så var han en stor konge.
Men man kan jo også bare tage et målebånd og måle! Hvor mange centimeter høj er hver konge?
Det får vi godt nok ikke lige præcist at vide i Bibelen – og alligevel!
Det første vi læser i Bibelen om Saul, er det her: Han var en smuk ung mand. Ingen af israelitterne var smukkere end han; han var et hoved højere end alt folket (1 Sam 9,1-2).
Det første, vi læser i Bibelen om David, er noget helt andet. Da profeten Samuel kommer hen til Davids far Isaj, har han fået at vide, at det er en af Isajs sønner, der skal være den nye konge efter Saul. Og så snart Samuel ser den største af brødrene, tænker han: Det må være ham den høje, flotte mand! Men nej! Gud siger til Samuel: Se ikke på hans udseende og højde … For det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet (1 Sam 16,7). Så præsenterer Isaj Samuel for 7 andre sønner – men nej, det er heller ikke nogen af dem! Til sidst kommer de i tanke om David ude ved fårene. Han var den allermindst oplagte af alle Isajs mange sønner. Men det var ham, Gud havde valgt som konge.
Gud ser ikke på det, som mennesker ser på. Gud ser ikke på din højde, og hvor klog du er, og hvordan du ser ud. Han ser ind i dit hjerte. Og hvad mon han så kigger efter? Han kigger efter: Bor Jesus inde i det hjerte?
Hvis du tror på Jesus, så bor Jesus også inde i dit hjerte – og så er du en dreng eller pige efter Guds hjerte ligesom David! Lige meget om andre kan se det – og lige meget om du selv kan se det. Det er meget mere vigtigt, hvad Gud ser, når han kigger på dig, end hvad alle mulige andre ser. Og hvis du tror på Jesus, så er du hans kære barn, som han elsker og glæder sig over.
Den gode Kong Saul
Nu skal vi lære Kong Saul lidt at kende. Saul er lidt af et skræmmebillede i Bibelen på en ond konge. Men sådan var det ikke til at begynde med. Og det er måske i virkeligheden endnu mere skræmmende …
Saul var i begyndelsen en god konge! Han havde et rigtig godt forhold til profeten Samuel – og til Gud. Godt nok var han ”et hoved højere end alt folket”, men han var ikke stolt og selvtilfreds. Han var faktisk ydmyg.
Dengang Samuel først fortæller Saul om, at han skal være konge, udbryder Saul: Jamen jeg er kun benjaminit; jeg kommer fra Israels mindste stamme, og min slægt er den mest ubetydelige af alle slægter i Benjamins stamme (1 Sam 9,21).
Kan du godt høre det? Han siger ikke: ”Yes, jeg skal være konge! Hvor fedt! Jeg tror, jeg bliver den bedste konge i hele verden! Hvis alle andre gør, som jeg siger, så bliver det hele bare perfekt!”
Sådan tror jeg nok, jeg selv kunne have fundet på at tænke. Men ikke Saul!
Senere hører vi om, at Samuel har kaldt hele folket sammen, fordi der skal vælges en konge. Og nu viser Gud for hele Israels folk, at det er Saul, der skal være deres nye konge. Hvad gør Saul så? Han strækker vel armene i vejret og jubler, som når en fodboldspiller lige har scoret? Næh. Han gemmer sig! Og Gud selv bliver nødt til at fortælle folk, hvor han har gemt sig henne – så godt var hans gemmested. For Saul tænker ikke, han kan klare opgaven.
Da Saul så er blevet konge, er der også andre, der ikke har så høje tanker om Saul. Men da Saul skal kæmpe sin første krig, gør han noget vildt. Der er nogle folk, der hedder ammonitterne, der kommer med nogle frygtelige trusler (læs selv om det i Første Samuelsbog kapitel 11, hvis du tør!). Og da Saul hører det, står der, at Guds ånd fylder Saul med en meget stor vrede og enorme kræfter, så han tager og hugger de okser, der står i nærheden af ham, i småstykker og sender oksestumperne rundt til alle i Israel med besked om, at nu skal der altså kæmpes mod ammonniterne! Der er ingen, der tør sige nej til at kæmpe sammen med Saul, og Saul vinder en meget stor sejr.
Men stadigvæk! Stadigvæk siger Saul helt ydmygt: I dag har Herren givet Israel sejr (1 Sam 11,13).
Saul kunne sagtens selv have taget æren for det. Han kunne godt have sagt: ”Der kan I se – hvis I følger mig, så skal det nok gå jer godt! Nu håber jeg, I har lært, at I bare skal gøre, som jeg siger!”
Men han siger: Det er Gud, der har givet os sejr i dag.
Saul ved – på det her tidspunkt – at det er Gud, han skal regne med, og ikke sig selv. Bare han havde fortsat på den måde …
Men den unge Kong Saul kan vi altså lære rigtig meget godt af. Vi kan lære at give Gud æren. Vi kan lære, at hvis det går godt for os, så må vi sige tak til Gud.
Vi kan også lære, at det ikke er nogen selvfølge, at man bliver ved med at tro på Gud, selvom man begynder godt. Så det er godt at bede om aldrig at komme væk fra Jesus.
Den fornuftige Kong Saul
Han begyndte så godt – men det endte så skidt med ham. Hvad var det, der gik galt for Kong Saul?
Jo, nu skal du høre: Saul var for fornuftig!
Men … Er det ikke en god ting at være fornuftig?
Hvis du nu, når du kommer hjem fra skole, begynder at rydde op på dit værelse i stedet for at lægge dig ind på sofaen og gnaske ostepops og spille playstation – er det så ikke en god ting?
Joo… Det er det vel. Selvom man nu også gerne må have lov til at være lidt ufornuftig engang imellem, især når man er barn.
Problemet med Kong Sauls fornuft var, at han brugte sit eget kloge og fornuftige hoved til at tro, at han vidste bedre end Gud. Og det er ikke en god måde at være fornuftig på.
Første gang det gik galt, var engang, hvor Israel var i krig med nogen, der hed filistrene. Filistrene havde samlet en hær af soldater, der var så mange som ”sandet ved havets bred”, står der. Og israelitterne blev så bange, at de gemte sig overalt, hvor de kunne finde et hul at krybe ind i – om det så var i en hule, i klipperne, eller endda i gravkamre, som om de allerede var døde. Israels soldater var sammen med Saul, og de ”skælvede af rædsel” – de var så bange, at de rystede over hele kroppen! Men Saul gjorde ikke noget. For han havde fået besked på, at han skulle vente syv dage, til Samuel kom for at bringe offer til Gud. Da den syvende dag næsten var gået, blev det alligevel for meget for Saul. Han tænkte: Nu kan det altså være lige meget! Jeg tager selv og bringer det offer!
Og det lyder måske meget fornuftigt. Saul ville gerne bringe et offer for at få Gud til at være med i krigen. Men Saul gjorde ikke, som Gud havde sagt, for han ventede ikke på Samuel.
Den anden gang, Saul var ulydig, var, da han havde vundet over filistrene. Saul havde fået besked på, at han ikke måtte plyndre filistrene og tage deres dyr. Alle filistrene skulle slås ihjel, og deres dyr skulle også slås ihjel. Men Saul tænkte: Det er da en skam, at alt det gode dyrekød skal gå til spilde. Det er jo madspild! Og nogle af dyrene kan måske endda bruges til at bringe ofre til Gud. Så bliver alle vel glade?
Sådan tænkte Saul – meget fornuftigt, men igen imod Guds befaling. Den høje Kong Saul var vokset. Han var ikke blevet højere sådan målt med målebåndet. Men han var blevet en større og stærkere konge, hvis han selv skulle sige det. Han var inde i sit hjerte begyndt at regne mere med sig selv end med Gud.
Derfor fik Saul den hårde besked: Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge over Israel (1 Sam 15,26).
Historien om Saul må lære os, at vi altid skal tro mere på det, Gud siger i Bibelen, end på det, vi selv synes, er fornuftigt.
Den kæmpestore synd
Det lød sådan rimeligt uskyldigt, det Saul gjorde, da det gik galt for ham. Det lød ret fornuftigt, faktisk. Men det var i virkeligheden det værste, der kunne ske; for inde i Kong Sauls hjerte var der sket det, at han selv var blevet gud i stedet for Gud. Han lyttede mere til, hvad han selv syntes, end hvad Gud sagde.
Nu skal vi høre lidt om, hvad for en slags synd David gjorde. David var ”manden efter Guds hjerte”. Men han begik nogle synder, nogle forbrydelser, der så ud til at være langt værre end det, Kong Saul gjorde.
David så en kvinde, der tog bad på et tag (ja, det gjorde man altså åbenbart dengang – man havde heldigvis flade tage!). David syntes, hun var meget smuk, og inviterede hende ind på paladset, hvor de gik i seng med hinanden, som om de var gift med hinanden – men Batseba var i forvejen gift med en, der hed Urias, så det var meget forkert af David.
David var jo konge, så han kunne få næsten alt, hvad han pegede på. Alligevel blev han misundelig på Urias, som bare var soldat. Urias havde næsten ingenting, men han havde Batseba – og hende ville David have. Så det endte med, at David sendte Urias af sted i en krig på en meget farlig mission, hvor han ikke kunne undgå at blive slået ihjel – for så kunne David få Batseba for sig selv og blive gift med hende.
Det var to af de allerværste synder, David begik: Han brød ind i et ægteskab, og han slog et andet menneske ihjel. Alt sammen fordi han var misundelig.
Men der står i Bibelen, at det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne (2 Sam 11,27). Og Gud sendte profeten Natan, der skulle fortælle David, at det var forkert, det, han havde gjort, og at Gud ville straffe ham for det.
Hvordan David reagerede på det, skal vi høre mere om i morgen. Men i dag er det lidt vigtigt, at vi får fat i noget andet: nemlig, at selvom vi er Guds børn, så bor der rigtig meget synd inde i hjertet. Og noget af det, som vi alle sammen kender til, er den synd, der hedder misundelse.
Misundelig – det er når jeg ser noget, de andre har, som jeg ville ønske, det var mig, der havde. Jeg ville ønske, det var mig, der havde sådan en fed mobil! Jeg ville ønske, det var mig, der var så pæn. Jeg ville ønske, at mor og far ikke var så fokuserede på min lillebror – det er altid ham, det hele handler om. Og alle de har tanker, som jeg er sikker på, du kender.
Forhåbentlig får vores misundelse os ikke til at gøre noget lige så vildt som det, David gjorde. Men bare det at være misundelig er i sig selv en stor synd.
Der bor rigtig meget synd inde i både dit og mit hjerte. Og derfor går der heller ikke en dag, uden at vi har noget, vi må bede Gud om tilgivelse for. Måske har du noget i dag, du trænger til at bede om tilgivelse for? Så skal du bare vide, at det er en bøn, Gud altid hører og bliver glad for. For han har jo sendt Jesus, lige præcis for at sådan nogle som os skulle få tilgivelse for al vores synd – både de små og de meget store ting.
For stolt til Gud?
Hele forskellen mellem Saul og David ligger i den måde, de reagerer på, da Gud kommer til dem og fortæller dem, at de har syndet.
Hvad gør Saul?
Saul prøver at forklare sig og forsvare sig. Han fortæller Samuel og Gud om, hvorfor han har gjort, som han har gjort. Der var gode grunde til, at han gik imod Guds ord, syntes han selv.
Jeg er sikker på, du kender det. Du er blevet uvenner med en pige fra din klasse. Og så har du måske sagt noget, hun blev rigtig ked af. Nu kommer gårdvagten og vil have dig til at sige undskyld. Det er ikke nemt, vel? Måske bruger du den klassiske: ”Jamen det var hende, der startede …”
Og det er lige præcis sådan, Saul forsøger sig – forskellen er bare, at han står over for Gud og ikke en gårdvagt. Og over for Gud nytter det aldrig noget at forsvare og forklare sin synd.
Det ved David! Så hvad er Davids første ord, da profeten Natan kommer og fortæller ham, at Gud er vred på ham? David siger: Jeg har syndet mod Herren (2 Sam 12,13).
Og det har han virkelig. David har begået nogle kæmpestore synder – større end nogen synd, du forhåbentlig nogensinde kommer til at begå.
Men hvad er så det første, profeten Natan siger, efter at David har bekendt sin synd?
Lige efter David har sagt: ”Jeg har syndet mod Herren”, siger Natan: Så tilgiver Herren dig din synd.
Er det ikke utroligt? Vi hører ikke engang noget om, at David sagde ”undskyld” eller ”tilgiv mig”. Han siger bare: Jeg har syndet mod Herren. Det var nok. David var klar over, at han havde syndet – ikke bare mod Batseba og Urias, men mod Gud.
Sådan var det ikke for Kong Saul. Godt nok bliver Saul presset ud i at sige det samme som David. Til sidst, da han ikke kan forsvare sig mere, siger han også: ”Jeg har syndet.”
Men prøv og hør, hvordan han så forsætter: Jeg har syndet, men vis mig nu den ære over for Israel at vende tilbage sammen med mig, så jeg kan tilbede Herren din Gud (1 Sam 15,30).
Her får vi et kighul direkte ind i Kong Sauls hjerte. Han tænker i virkeligheden ikke på Gud. Han tænker på én ting: Hvad vil folk nu tænke, hvis Samuel ikke vender tilbage sammen med mig? De vil tænke, at Gud har forkastet mig som konge!
Og dét vil Saul for alt i verden undgå, at folk tænker. Saul er stolt. Han vil være den stærke konge. Han vil være den, folk ser op til. Han vil ikke indrømme sin synd.
Der er forskellen mellem Saul og David! Davids synd var meget større end Sauls. Men det betyder ikke noget, hvor stor synden er. Det betyder heller ikke noget, hvor mange gange du er faldet i den samme synd. Det, der betyder noget, er: Vil du komme til Gud og bede om tilgivelse? Vil du indrømme, at du er en synder?
Så tilgiver Herren dig din synd!
Davids anfægtelser
Kender du De tre musketerer?
Det er en historie af den franske forfatter Alexandre Dumas, der sjovt nok ikke handler om tre musketerer, men om fire! Da jeg var 11-12 år var jeg meget optaget af at læse Dumas. Jeg støvsugede biblioteket for bøger af ham og fik en hovedrystende bibliotekar til at vandre den lange vej ned i kælderen for at finde gamle og støvede, ensfarvet røde murstensromaner i ni bind med historier fra Frankrig i gamle dage.
Lyder det kedeligt? Det var det bestemt ikke! Der var masser af action – og ikke mindst en hel masse fægtekampe! Hvis man blev provokeret på den tid, kunne man kaste en handske i hovedet på ham, der havde været led mod en. Og det betød: Du har krænket min ære! Jeg udfordrer dig til en duel! Og så skulle man mødes og fægte på liv og død.
Så jeg har nogle meget levende billeder inde i hovedet af, hvor intens sådan en fægtekamp er, hvor mange finter og udfald man kan gøre for at snyde den anden og sætte det afgørende stød med fægtevåbnet ind. Måske har du selv prøvet at fægte – om ikke andet så med et plastiksværd?
Der er et ord fra vores kristne tro, der har med fægtekamp at gøre. Det er ordet ”anfægtelse”.
At blive ”anfægtet” vil sige at blive ”fægtet an” – der kommer nogen mod dig og fægter dig op i dit ansigt!
David var tit anfægtet i sit liv. Der var ingen musketerer, der kom efter ham. Men det var hans samvittighed, der fægtede mod ham: Du har syndet mod Gud, sagde den. Du har gjort det ene og det andet. Du har tænkt så mange forkerte tanker.
En god og velfungerende samvittighed bliver tit dårlig! Og så fægter den mod dig, alt hvad den kan. Hvis du kender til den slags fægtekamp med samvittigheden, kan du være glad for David. For han har virkelig også prøvet det – og han viser os, hvordan vi kan vinde kampen.
Lyt til den her salme, som David har skrevet:
Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig.
David er hårdt plaget af sin samvittighed. Han mærker Guds hånd, der ligger tungt på ham, så han ikke kan blive fri for at tænke på det forkerte, han har gjort. Han bliver hele tiden angrebet af de tanker. Men så kommer der et vendepunkt i salmen.
Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld (Sl 32,3-5).
Nu var David ikke længere tavs. Nu åbnede han munden – og hvad gjorde han? Forsvarede han sin synd det bedste, han havde lært? Nej, han bekendte sin synd – sagde til Gud: Det, jeg har gjort, det er forkert. Og så var Gud klar med tilgivelsen – lige med det samme.
Det er det stød med dit våben, du skal lære, når samvittigheden fægter mod dig. Gå til Gud og fortæl ham om din synd – så kan du ikke være i tvivl om, at Gud allerede har tilgivet dig. For Jesus døde på korset, for at du kunne få tilgivelse for alle dine synder. Tak Jesus!
En helt almindelig dreng
Nu har vi hørt lidt om to konger. Måske virker de lidt langt væk. Du er jo ikke nogen konge! Og du levede ikke i Israel for 3000 år siden. Det var noget helt andet dengang. Sådan kan man godt tænke, når man læser Bibelen.
Og selvfølgelig var det lidt noget andet. Kong David skrev i hvert fald ikke salmer på iPad og med kunstig intelligens. Men vi skal alligevel passe på med at tro, at det hele var helt anderledes dengang.
Lad os gå lidt tilbage til historien om David og Goliat. Davids far Isaj har sendt David ned til sine brødre med ristet korn, ti brød og ti stykker mælkeost! De skulle ikke være sultne, når de gik rundt og var i krig med filistrene.
Mon ikke din mor eller far også ville tænke sådan? Bare de nu får noget at spise!
Så kommer David derned. Han hører Goliat, der håner Gud og Israel. Og så spørger han nysgerrigt dem, der står omkring ham, hvem ham der Goliat egentlig er, og hvordan man vil belønne ham, der slår kæmpen ihjel. Det hører Eliab, Davids ældste storebror, og så bliver han sur og siger: ”Hvorfor er du egentlig kommet herned? Jeg ved godt, hvor fræk og ondskabsfuld du er; du er bare kommet herned for at følge slagets gang.” David svarede: ”Hvad har jeg nu gjort? Jeg spurgte jo bare?” Så vendte han sig fra ham og spurgte en anden om det samme og fik samme svar (1 Sam 17,28-30).
Kan man ikke næsten mærke den der storebror-lillebror-ting mellem David og Eliab? Eliab er ved at være godt og grundigt træt af David. Og han mener, David går rundt og spørger folk om Goliat, fordi han er fræk og ondskabsfuld. David går i forsvarsposition på den mest lillebroragtige måde: ”Hvad har jeg nu gjort? Jeg spurgte jo bare!” siger han. Og så spørger han videre om det samme, selvom han egentlig har fået svar! Irriterende! Virkelig irriterende!
Eliab overdriver helt sikkert, når han siger, at David er fræk og ondskabsfuld. Storebrødre kan godt komme til at sige tingene lidt hårdere, end de egentlig mener, når de er irriterede og frustrerede. Og Eliab kunne ikke snuppe tanken om, at David skulle kæmpe mod Goliat, når Eliab selv ikke turde. En lillebror skal bare ikke være mere modig end sin storebror!
Men selvom Eliab overdriver, så husk lige det: David kunne også være i konflikt med sine søskende! Og selvom David ikke spurgte for at være fræk og ondskabsfuld, så har han helt sikkert mange gange gjort og sagt forkerte ting, også da han var barn.
I en salme, David skriver langt senere, siger han: I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig (Sl 51,7).
David var en helt almindelig dreng. Han var i synd, lige fra han blev født – ja faktisk endnu før: fra han lå i sin mors mave! Men David vidste, hvor han skulle gå hen med sin synd – og derfor kunne han være rolig og tryg. Det synger han om i mange af sine salmer – og sådan må vi også synge:
Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler (Sl 62,2).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
