Sankt Hans står for Sankt Johannes, og sankthansaften er det Johannes Døber, vi fejrer eller markerer. Bålet, som vi normalt brænder af, har været tænkt som et udtryk for vågelys: Dagene bliver kortere, og vi går ind i en vågetid frem mod Jesu komme eller Jesu fødsel. Ved Jesu fødsel bliver dagene igen længere, og det peger på, at Guds lys er kommet til menneskene. Dermed er der i årets gang lagt en påmindelse om det, der sker i kirkeåret. Jeg synes, det er godt at huske på, så sankthans også får lov til at tjene til vores frelse.
Johannes baner vejen
Flere steder i Bibelen står der, at Johannes Døber er en, der skal bane vejen og gøre Herrens stier jævne. Det gør Johannes ved at kalde til omvendelse. Han prædiker: Omvend jer! Markus siger, at han ”prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse”. Johannes prædiker, at de skal omvende sig, for Himmeriget er kommet nær.
Dét er altså Johannes’ prædiken, som går forud for Jesu komme: en prædiken, der kalder til omvendelse. Det vigtige for os bliver så, om vi har mødt Johannes. Har du og jeg mødt Johannes’ prædiken? Måske tænker du: Det er da Jesus, vi skal møde! Og det er rigtigt. Men der er en, som går foran, og det er Johannes. Derfor er det vigtigt også for os, at vi hører, hvad Johannes prædiker, så vejen bliver banet for evangeliet ind i vores hjerter.
Men hvad er det egentlig at lære omvendelse til syndernes forladelse? Der står, at de blev døbt, idet de bekendte deres synder. De mennesker, der kom til Johannes, bekendte deres synder, det vil sige: De vedkendte sig deres synder, og de gav Gud ret. Det, som Gud kaldte synd i deres liv, kaldte de også for synd.
Vi hører ikke så meget om, hvad Johannes præcis har sagt, men vi hører, at han irettesætter Herodes og siger til ham om hans brors hustru: ”Du har ikke har lov til at have hende.” Og det ender med at koste Johannes livet. Johannes pegede på det, som var galt, det, der var synd, og han prædikede omvendelse fra synden til syndernes forladelse.
Johannes’ forkyndelse i dag
Jeg tror, at vi i vores land har meget brug for at høre og prædike det, som Johannes prædikede. Alt for mange kristne har ikke synden som deres største problem. Alt for mange sidder og keder sig til møderne, føler ikke rigtigt, det siger dem noget, og mange ser sig omkring efter menigheder, der kan opfylde de andre behov, som naturligt opstår, når synden ikke er det største problem.
Måske sidder du også til møder og gudstjenester og har det lidt på samme måde. Det hele er fint nok og også meget hyggeligt, men når du skal være helt ærlig over for dig selv, så siger det dig ikke rigtig noget, og du er måske i tvivl om, hvorfor det præcis er så vigtigt at komme af sted til møde og høre Guds ord, for du har jo hørt det og kender det.
Der er meget af det, som vi ser ske i dag, hvor mange vender sig bort fra Jesus og kristendommen, der hænger sammen med, at Johannes aldrig fik lov til at bane vejen for Jesus ind i hjerterne.
Hvordan baner Johannes vejen for Jesus ind i vores hjerter i dag? Det gør han ved at sige: Du har ikke lov …
Du har ikke lov at bryde et ægteskab, når du tænder for dit tv, din telefon eller tablet.
Du har ikke lov at sladre og bagtale, heller ikke selvom du synes, de andre er trælse.
Du har ikke lov at gengælde ondt med ondt. Jesus siger: Hvis nogen med rettens hjælp vil tage din kjortel, så giv ham også din kappe.
Du har ikke lov at være grisk. Paulus siger, at ingen griske skal arve Guds rige.
Du har ikke lov til bøje Guds ord, så du kun tager de ord til dig, du kan lide, men lader det stå, som du synes er svært.
Et citat af Luther
Gud har påbudt mig, at jeg skal vise min kærlighed mod min næste og være venlig mod alle, det være sig ven eller fjende. På samme måde som vores himmelske far jo også gør, når han lader sin sol stå op og skinne over både onde og gode, og gør mest godt mod dem, der krænker ham dag og nat og misbruger de goder, han giver, med ulydighed, bespottelse, synd og krænkelse. Ligeledes lader han det regne over både taknemmelige og utaknemmelige, giver alle slags gaver af jorden foruden gods og guld til den værste sjover på jorden. Hvorfor gør han det? Af lutter, ren kærlighed, som hans hjerte er fuldt til randen af, og som han udøser over alle uden undtagelse, det være sig gode eller onde, fjender eller venner.
Det er en reskaffen, guddommelig, hel og fuldkommen kærlighed, som ikke vælger nogen ud, men strømmer rigeligt ud over alle. Den anden slags kærlighed er falsk; når jeg er gode venner med den, der gør mig tjeneste og kan hjælpe mig og ære mig, mens jeg hader den, der foragter mig og ikke holder med mig. For den kærlighed kommer ikke fra et hjerte, der i bund og grund er godt og rent og ens over for alle, men fra et hjerte, som kun søger sit eget og er fyldt af egoistisk kærlighed til sig selv, ikke til andre. Sådan et menneske elsker nemlig kun for sin egen skyld, ser kun på, hvad der tjener ham selv, og søger hos alle, hvad der kan nytte ham selv, ikke næsten. Når man roser og ærer ham, smiler han. Men når man ser uvenligt på ham eller siger noget, han ikke kan lide at høre, så bliver han vred og skælder ud og bander, og så er det venskab forbi.
Derimod skal et rent hjerte efter Guds ord være sådan indstillet, at man efter Guds eksempel under enhver det kæreste og bedste og giver enhver det kæreste og bedste, sådan som den guddommelige kærlighed gør. Hvis Gud kan give Judas og Kajfas alt godt, hvorfor skulle jeg så ikke også gøre det samme? For hvad kan vi give Gud, som han ikke har givet os langt rigeligere?
”Jamen,” siger du, ”han er min fjende og gør mig kun ondt.”
Ja, kære ven, han er også Guds fjende og gør ham langt mere fortræd, end hvad ondt han kan gøre mod dig eller mig. Men min kærlighed skal ikke slukkes eller høre op, fordi han er ond og uværdig til den. Er han ond, bliver det hans sag, men hans ondskab skal ikke overvinde mig. Hvor jeg derimod gennem kærligheden kan straffe ham, formane ham eller bede for ham, så han må kunne forbedre sig og undgå straffen, skal og vil jeg gerne gøre det. Men at fare op og blive fjendtligt stemt og gøre ham ondt, det ville være forkert.
Synden må frem
Johannes peger ind i dit og mit liv på synden, så den bliver kendt, for at den kan blive bekendt. For Jesu discipel Johannes skriver jo: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).
Hvis vi vedkender os synden og bekender den for Jesus, må vi sige som Kong David: ”Jeg har syndet mod Herren.” Alt det, du taler om synd i dit ord: Det er mig, det er mig. ”Jesus, vær mig arme synder nådig,” må vi sige med tolderen.
Sådan er det, når vejen skal banes i et hjerte: Synden må frem i lyset.
På Johannes’ tid kom der mennesker for at se denne profet, men de trængte ikke til syndernes forladelse, for de pegede på, at de havde Abraham til far. Dermed mente de, at de stod i et ret forhold til Gud. Johannes kalder dem for øgleyngel – egentlig står der ”slangeyngel”. Han siger altså, at de er børn af Djævelen. Sådan er der også mange, der i dag finder sikkerhed for deres kristne tro ved at pege på andre ting i deres liv, men når Guds ord peger på synden i deres liv, så kommer de ikke i nød, men bortforklarer og undskylder synden.
Det er en reel fare for os.
Når buddet kommer
Bibelen siger, at hvis vi bryder buddene på et enkelt punkt, skal vi kendes skyldige i dem alle. Det er der en pointe i, for det er nemlig ofte sådan, at der er et enkelt bud, vi rammes af: Vi har hver især vores område, hvor synden er stærk, og hvor vi rammes af Guds bud. Det ændrer sig måske igennem livet, men mange gange er der et bud, som særligt volder vanskeligheder. Paulus siger: Da buddet ”du må ikke begære” kom, så vakte det al slags begær. Der var et bud, der kom og gjorden synden stor.
Men det betyder også, at hvis vi på det ene punkt, hvor buddet kommer til os og taler til os, bortforklarer eller retter buddet til, så vi føler, vi kan være i det, så banes vejen ikke ind i hjertet. Jesus siger: Du må ikke bryde et ægteskab. Hvis du så siger til dig selv, at det er jo nærmest umuligt ikke at gøre i dag, hvis man ser film og serier, og det kan jo ikke være rimeligt, at vi ikke må se noget, så giver du plads for, at ”det går nok” og ser ting, du ikke burde se.
Eller du har måske et stort temperament, som løber af med dig ind imellem. Når Jesus så siger, at enhver, som bliver vred på sin bror, skal kendes skyldig, så undskylder du dig med, at det er din natur, og de andre var jo også med til at vække din vrede. Så giver du plads til, at du kan være der med din vrede, for ellers bliver det hårdt.
Eller du har svært ved at underordne dig under dem, som er sat over dig: din lærer, dine forældre, øvrigheden. Du vil gerne selv kunne bestemme og vil ikke styres af andre, som tilmed også tit gør livet træls og svært for dig, så du giver plads til at kunne gå imod dem, som er sat over dig, når du synes, de tager fejl eller er urimelige.
På den måde bliver synden mindre i vores liv, for vi har justeret buddet lidt til, så vi kan være i det.
Det er et af Djævelens snigløb mod os i dag at gøre synden lille og ubetydelig, og det sker, når vi justerer på Guds ord. Den justering sker helt af sig selv, hvis ikke vi igen og igen bliver mindet om, hvad Gud kræver, og hvad han siger i sit ord.
Bekend – og tag imod
Derfor må vi dag høre, hvad Johannes Døber siger: Du har ikke lov til at have synden i dit liv. Omvend dig til syndernes forladelse. Bekend dine synder.
Da Natan kom til Kong David for at vise ham, at han havde syndet mod Gud, sagde David: ”Jeg har syndet” – hvortil Natan svarer: ”Så tilgiver Gud din synd.” Der var ikke mange ord, men han bekendte: Jeg har syndet, det er mig.
Der er ord i Bibelen, som baner vejen for Jesus ind i vores hjerter. Tager vi ikke dem til os, så bliver Jesus ikke vores største skat. For hvem er det, der elsker Jesus så meget, at de våger i natten efter ham, at de udholder trængsler og er rede, når han kommer?
Jesus siger: Den, som har fået meget tilgivet, elsker også meget.
Derfor: Lad Johannes pege på synden i dit liv. Stå ved det, bekend det, vend dig om fra et liv i mørke, og glæd dig over den skat, du ejer i Himlen. Syndernes forladelse. Vel slipper vi ikke af med synden i dette liv, men vi må ikke slutte fred med den, vi må ikke acceptere den, vi må bekende den og stå imod. Der er mange fald i vores liv, men synden skal fortsat have lov til at være synd, selvom vi falder.
To af Johannes’ disciple står sammen med Johannes. Da kommer Jesus forbi, og Johannes siger: ”Se, dér er Guds lam.” Hvad gør så de disciple, som har fulgtes med Johannes? De går og følger med Jesus. Hvorfor? Fordi vejen var banet ind i hjertet for Jesus, så idet de ser ham, følger de ham.
Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd – også din. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
