I skal synge sange som i natten (Es 30,29).
Så har vi lagt et mærkeligt år bag os. År 2020 blev et år fyldt af helt uventede prøvelser for den enkelte af os og for vores samfund som helhed.
Flere millioner danskere inklusiv vores familie fik set Dronning Margrethes nytårstale. Hendes overraskende afslutning på talen med ordene ”Gud bevare jer alle sammen” blev af hofreporter Trine Larsen kommenteret sådan: ”Det har hun aldrig sagt før. Hun tilføjede en ny vending. Hun plejer blot at slutte med ”Gud bevare Danmark”. På den måde understregede hun virkelig alvoren i coronapandemien ved at sige, at Gud må bevare os alle sammen. Hun er et troende menneske, og jeg tror virkelig, at hun mener, at det er lige før, at Guds hjælp skal til, sådan som situationen er i øjeblikket.”
Guds hjælp. Guds redning. Ja, det er lige præcis det, der skal til. Vi små mennesker formår dybest set intet. Alene han kan redde vores verden fra død og undergang.
December måned har været mørk. Usædvanlig mørk. Ifølge meteorologerne den mørkeste december i over 60 år. Men ikke kun det fysiske mørke har lagt sig som en dyne over vores verden. Det åndelige mørke er i høj grad til at tage og føle på.
Bibelen kommer med en herlig opfordring. ”I skal synge sange som i natten.” I Salme 42 vers 8 (gl. overs.) står der: ”Hans sang er hos mig om natten, en bøn til mit livs Gud.”
I Apostlenes Gerninger kapitel 16 læser vi, at Paulus og Silas blev sat i det inderste fangehul med fastspændte fødder. Ved midnat, da det var allermørkest, sad de og bad og sang lovsange til Gud. Efter et kraftigt jordskælv rystedes fængslets grundmure, og alles lænker faldt af. De sang i natten, for de havde Livets Lys i deres hjerter!
I 2. Krønikebog kapitel 20 siger kong Joshafat: ”Hold fast ved Herren jeres Gud (…) og så opstillede han sangere, der skulle lovprise Herren i hans hellige majestæt, mens de gik ud i spidsen for krigerne syngende: ‘Tak Herren, hans trofasthed varer til evig tid!‘”
Glæden i Gud er vor styrke. Lad os synge om Jesus. Verdens frelser og eneste Håb!
Så ved vi, tak og lov, at sangen om Lammet, det slagtede, vil fortsætte i evighed hjemme hos vor Gud.
”For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret” (Åb 5,5).
Må lyset fra Kristi kors oplive og oplyse vort høje Nord!
Gud bevare os alle sammen.
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.