Da kom Herrens ord til Samuel: ”Jeg fortryder, at jeg har gjort Saul til konge, for han har vendt sig fra mig og har ikke holdt min befaling.” Samuel blev vred, og han råbte hele natten til Herren (1 Sam 15,10-11).
Hvorfor bliver Samuel vred? Så vred, at han råber til Gud hele natten?
Hvis nogen har prøvet at ligge vågen en hel nat og råbe til Gud – så ved man lidt om, at det ikke er småting, Samuel her går igennem.
Var det måske, fordi Samuel syntes, at det var uretfærdigt, at Gud forkastede Saul som konge? Sauls forbrydelse var jo bare den, at han ikke havde ”lagt band på” alle amalekitterne og deres køer og får. Det vil sige: Han slog ikke dem alle sammen ihjel. Og det kan jo nærmest for os synes som en god gerning.
Saul skånede Kong Agag og ”de bedste får og okser, fedekvæg og lam, ja, alt det bedste” (v.9). Og det var oven i købet med en from begrundelse: Han ville ikke lade godt slagtekvæg gå til spilde – for det kunne vel blive til gode og velbehagelige ofre for Herren?
For os, der læser det i dag, kan det være nærliggende at tænke om Samuels vrede som en vrede mod Gud for, at han skal være så nøjeregnende. Okay, Saul gjorde ikke helt, som han fik besked på. Men kunne man dog ikke i det mindste se på de gode intentioner? Hvad er det i øvrigt for noget, det med at slå et helt folk ihjel, og alle deres dyr?
Jo, vi forstår nok Samuels vrede. Bilder vi os ind.
Men Samuels vrede er af en helt anden karakter. Det viser Bibelen os klart, når vi kommer lidt længere frem i beretningen. Samuels vrede er ikke en vrede mod Gud. Samuels vrede er en vrede over, at Kong Saul har vendt sig fra Herren. Samuel reagerer ikke mod Guds domfældelse, men er fortvivlet over det indre frafald, som Sauls handlinger i krigen er et udtryk for.
Og så stor er Samuels fortvivlelse og vrede, at han selv, egenhændigt, hugger Kong Agag ned, da han ser ham stå der som det levende bevis på Sauls frafald. Han gør det, fordi det er Herrens befaling. Men han gør det også i en hellig vrede og fortvivlelse over, at Kong Saul har vendt sig fra Gud og er begyndt at følge sine egne tanker.
Forinden har Samuel konfronteret Saul med hans synd. Han gør det straks – ”næste morgen” – altså morgenen efter at han har ligget hele natten og råbt til Gud i vrede. Og da Saul prøver at bortforklare og forsvare sin synd, bliver det så uudholdeligt for Samuel, at han må bryde ham af og råbe et: ”Ti stille!” Og derefter forkynder han Guds dom over kongen med stor alvor og klarhed.
Samuel er ikke vred, fordi han synes, Gud er uretfærdig. Han er vred, fordi Saul har vendt sig fra Herren. Han er vred, fordi synden har fået så stor magt over Saul, at det nu er profetens lod at forkynde et domsord over Guds salvede. Det er den værst tænkelige opgave for Samuel – for han nærer en stor kærlighed til Kong Saul. Så uudholdelig er tanken om at skulle forkynde de ord for Kong Saul, at han råber hele natten til Gud. Og alligevel forkynder han Guds budskab fuldstændigt uafkortet og uden at bløde op på det.
Samuel må for os være et stærkt eksempel på, hvad det vil sige at være sandheden tro i kærlighed. Når man tænker på Samuels store kærlighed til Kong Saul, ville det være lettest at forestille sig, at han i det mindste præsenterede sit domsbudskab på en meget hensynsfuld måde, hvor de alvorlige ord var pakket godt ind. Men Samuel holder fast – og netop i kraft af sin kærlighed til Kong Saul må han viderelevere det nøjagtige budskab fra Gud, også selvom det gør ondt.
På den anden side er Samuel også et stærkt eksempel for enhver, der synes, det er let at tale om Gud lov, Guds dom og Guds vrede over synden. For dem, der kun taler teologisk om det – til hovedet – eller som synes at være helt uden medlidenhed med dem, der er faret vild.
Du, der synes, det er let og enkelt at tale om Guds lov og Guds vrede – du må bede Gud give dig del i det sind, som Samuel havde over for Saul. For det er intet mindre end Guds frelsersind.
Kan vi denne uge bede for os alle – og særligt for dem, der er sat til at forkynde Guds ord? At Gud må give kærlighed og bibeltroskab – sammen. Så det ikke bliver let og uanfægtende at være tro mod Bibelens hårde tale. Så det bliver en smerte at forkynde Guds vrede over synden – men uden af den grund at bøje af og pakke det ind.
For forkyndelsen af Guds vrede over synden er intet andet end udtryk for Guds ufattelige kærlighed til syndere og Guds indtrængende vilje til at lade os få del i den frelse, han har beredt for os, ved at hans søn døde i vores sted på Golgata. Gud vil tale så indtrængende med os om vores synd, alene af den grund: at han vil udfri os og have os med hjem til Himlen.
Tak, Gud, for dit frelsersind! Og tak især for din store tålmodighed med en synder som mig! Hjælp mig at leve i troskab mod det ord, som vil gøre os anfægtede og tage alt fra os – og som vil give os alt i din søn, Jesus Kristus, min frelser.