Sammenbrud

Sådan kom jeg til tro

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

”Jeg tænker tit: Gud, hvorfor valgte du mig? Jeg bad ikke om at blive kristen. Jeg søgte ikke Herren. I stedet løb jeg væk som en vind, hvis det trak op til, at nogen ville forkynde evangeliet for mig.

Mit liv, som jeg kendte det, endte som et sammenbrud i april 1999, da jeg var 36 år gammel. På det tidspunkt var jeg fastansat ved Syracuse University i New York som professor i engelsk litteratur og kvindestudier. Jeg havde i 10 år været i et lesbisk forhold med en kvinde, som var dyreaktivist og naturelsker og professor ved et nabouniversitet. Jeg var sekulær feminist, venstreorienteret og postmodernist med speciale i LGBT-studier. Mit verdensbillede var formet af Marx, Darwin og Freud.

Så fik jeg den mest usandsynlige ven: en kristen præst. Han delte evangeliet med mig år efter år, igen og igen, oprigtigt og omsorgsfuldt. Uden det ville jeg aldrig have mødt Jesus Kristus.”

Hadet

Rosaria var glad for sit liv. Hun havde en flot akademisk karriere, og både i arbejde og fritid var hun engageret i noget, som hun oplevede dybt meningsfuldt og godt. Det var hendes hjertesag at støtte udsatte minoriteter, i første omgang seksuelle minoriteter, men også etniske minoriteter, handicappede, fattige, analfabeter, overgrebsofre og andre. Hendes hus stod åbent for at give husly, mad og hjælp til udsatte. Når der var prideparader lokalt eller nationalt, var Rosaria ikke bare deltager, men også ofte taler. ”Jeg var optaget af moral, retfærdighed og medfølelse.”

Ved prideparaderne mødte Rosaria repræsentanter for politisk og religiøst stærkt konservative miljøer i USA. Hun var fortrolig med deres plakater, som forkyndte: ”Gud hader homoseksuelle.” Det var tydeligt for Rosaria, at disse folk nærede et intenst had til folk som hende selv. Det vakte hendes interesse. Hvorfor var de så hadefulde?

Rosaria satte sig for at arbejde akademisk med spørgsmålet. Hun ville undersøge den historiske og ideologiske rod til konservative kristnes had til folk i LGBT-miljøet. På et tidligt tidspunkt i arbejdet med dette emne blev to ting tydelige for hende.

For det første blev det klart for hende, at der var forskel indbyrdes på dem, som kaldte sig kristne. For nogle handlede det primært om at have de rette meninger og den rette moral. For andre handlede det om at tro på en bestemt person, Jesus Kristus.

”Jeg undrede mig over det her. Hvad er kristendommens kerne? Hvorfor er troen hos disse folk personcentreret og ikke holdningscentreret?”

For det andet blev det klart for Rosaria, at hvis hun skulle forstå de kristne, så måtte hun læse og forstå Bibelen. For de kristne hentede deres tro og overbevisning fra Bibelen. Som forsker vidste hun, at det ville være bedst at læse Bibelen på grundsprogene.

”Så jeg begyndte på et selvstudium i græsk, og jeg ledte efter nogen, som kunne hjælpe mig til at forstå Bibelen. Hjælpen kom på den mest uventede måde.”

Det svære brev

I 1997 skrev Rosaria et indlæg i en lokal avis, hvor hun kritiserede den kristne organisation Promise Keepers. Hun anklagede organisationen for et nedvurderende syn på kvinder og for støtte til mænds herredømme. Artiklen vakte opmærksomhed, og hun modtog en stor mængde breve med reaktioner. ”Jeg modtog så mange breve, at jeg tog to tomme papkasser til papir og placerede en på hver sin side af mit skrivebord, den ene til hadebreve, den anden til fanbreve.”

Men så kom der et brev, som det var svært at placere. Det kom fra en ældre præst, Ken Smith.

”Det var venligt og spørgende. Det opmuntrede mig til at overveje de spørgsmål, som jeg selv værdsatte at stille: Hvordan er du nået frem til dit synspunkt? Hvordan ved du, at du har ret? Ken argumenterede ikke imod min artikel. Han tilskyndede mig i stedet til at overveje og forsvare de præmisser, som jeg byggede mit syn på. Jeg var i vildrede med, hvordan jeg skulle svare på hans brev. Jeg læste det og genlæste det. Jeg vidste ikke, hvilken kasse jeg skulle placere det i. Så det blev liggende på mit skrivebord, mens det arbejdede i mig.

Jeg hader et rodet skrivebord med papir, der ligger og flyder. Pastor Kens brev lå på mit skrivebord i en hel uge; det er seks dage længere, end jeg normalt ville acceptere. Det generede mig virkelig, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle placere det. Et par gange smed jeg det ud, men så endte jeg med ved dagens afslutning at grave det frem igen af papirkurven.”

I sit brev stillede Ken spørgsmål til Rosarias verdensbillede. Var det et verdensbillede, hvor Gud var en virkelighed, og hvor Jesus var den, som han påstod at være?

”Som intellektuel arbejdede jeg ud fra et materialistisk verdensbillede. Men den kristne tro indebærer et overnaturligt verdensbillede. Kristne hævder, at Jesus Kristus har levet historisk og er sandheden for hele verden. Men Jesu indgang i verden stred mod noget grundlæggende i min faglige overbevisning. Ifølge min forståelse af historien var der ingen, som udefra kom ind i verden. Vi bliver alle til i verden og ud fra verden. Hvem Jesus Kristus var, fremstod ubegribeligt for mig. Uden at pastor Ken selv vidste det, havde hans brev vist mig, at jeg var i gang med at undersøge noget, som jeg ikke forstod.”

Ken afsluttede brevet med at invitere Rosaria til tale med ham om de spørgsmål, som brevet berørte.

”Efter en uge ringede jeg til ham. Vi havde en god snak i telefonen, og pastor Ken inviterede mig til middag i sit hus, så vi kunne tale videre.”

Rosaria svarede straks ja tak til invitationen. Hun var i gang med et forskningsprojekt, og hun tænkte, at et besøg hos Ken ville give hende en god mulighed for at forstå konservative kristne bedre. ”Plus, at jeg meget gerne ville se et kristent hjem.”

Ken og Floy

“Jeg husker meget tydeligt mit første besøg hos Ken og hans kone Floy. Jeg husker, at jeg var meget bevidst om min korthårede frisure og om klistermærkerne på min bil, som erklærede støtte til fri abort og til LGBT-rettigheder. Jeg husker, hvor lettet jeg var over, at Floy havde lavet en vegetarret. Jeg opfattede det som en hensyntagen til mig. Det var en varm julidag, og jeg var glad for, at de ikke brugte aircondition, fordi jeg var bekymret for miljøet. Disse refleksioner afspejler min tankegang dengang. Jeg ville meget gerne lære disse folk at kende, men jeg ville ikke gå på kompromis med min egen moral.

Når jeg med det samme kunne lide Ken og Floy, hang det sammen med, at de viste respekt for, at jeg havde min egen overbevisning og mine egne holdninger, som betød meget for mig. Det var åbenbart, at vi var meget forskellige. Og Ken var ærlig om, at han ikke kunne støtte mine tanker og min moral. Men Ken og Floy behandlede mig ikke som en blank tavle, som de kunne skrive på. De ville gerne lytte til mig og prøve at forstå, hvad jeg troede, mente og værdsatte.

Det mest bemærkelsesværdige var Kens bøn før måltidet. Jeg havde aldrig før hørt nogen bede på den måde. Det var ikke en bøn, der blev fremført for indirekte at tale til mig. Ken var fortrolig i sin tale til Gud, åben, ærlig og sårbar. Han bekendte sin synd for Gud, mens jeg sad og hørte på det. Han takkede Gud for alle ting. Kens Gud var hellig og ophøjet og fuld af nåde.

På dette tidspunkt mente jeg, at Gud var død. Men jeg forlod Kens og Floys spisebord og kom hjem med disse spørgsmål brændende i mit sind: Findes Gud? Hvis Gud findes, hvad forventer han så af mig? Hvordan finder jeg ud af, hvem Gud er, og hvad han vil?”

Svarene kom til Rosaria gennem det bibelstudium, som hun nu tog fat på, og som Ken og Floy hjalp hende med.

”Vi blev venner. Jeg besøgte dem gang på gang. De åbnede sig for mig, og jeg åbnede mig for dem. De kom ind i min verden. Jeg inviterede dem ind i mit hjem. De mødte mine venner, de deltog i mine middagsselskaber, de så mig midt i mit liv.” Ved at lære Ken og Floy at kende som venner blev Rosaria tryg ved at tale med dem om de tanker og spørgsmål, som opstod hos hende om Gud, og ikke mindst de tanker, som hun fik ved sit bibelstudium.

”Jeg læste og genlæste Bibelen. Jeg læste den glubsk, drevet af indre nødvendighed. Jeg brugte omkring fem timer hver dag på at læse i Bibelen. Jeg læste enhver oversættelse, jeg kunne få fat i. Jeg læste, som en sultende spiser. I løbet af det første år læste jeg Bibelen igennem flere gange. Mens jeg læste den, bildte jeg mig ind, at jeg gjorde det som et led i min forskning, og jeg kæmpede imod den tanke, at Bibelen var inspireret af Gud. Jeg kæmpede imod Bibelens ord med alt, hvad jeg havde. Men Bibelen voksede i mig. Dens ord strømmede ind i mig.”

Jesus

Sideløbende med sin bibellæsning førte Rosaria samtaler med Ken og Floy om det, hun læste. Kens og Floys vejledning havde en rød tråd: De talte om Jesus Kristus som Bibelens centrum og som synderes ven og frelser. Navnlig ét samvær talte stærkt til Rosaria.

Samværet tog udgangspunkt i, at Ken spurgte Rosaria, hvad hun ville sige til, at han kom på besøg på hendes universitet og holdt en forelæsning for hendes litteraturstuderende om Bibelen, dens indhold og budskab. Det forslag var hun ikke begejstret for. Hun vidste, at det ikke ville blive godt modtaget på universitetet, hvis hun gav en bibeltro, evangelisk præst lov til at undervise de studerende om Bibelen.

”Men jeg var alligevel interesseret i, hvad Ken havde at sige om det emne, så jeg spurgte ham, hvad han ville sige til at holde sin forelæsning for én tilhører – mig. Til min overraskelse sagde han ja.

Ken gav et imponerende rids over de 66 bøger I Bibelen. Hans fokus var på Guds frelsesplan, om hvordan Det Gamle Testamente rummer korset i skjult form, og hvordan Det Nye Testamente åbenbarer korset. Hans udgangspunkt var Golgata, og det fik mig til for første gang at tænke over, hvad Jesus havde lidt på Golgata. Jo mere Ken talte, kom det til at stå klart for mig: Hvis det, som denne mand sagde, var sandt, så var alt, hvad jeg troede på – hver eneste brøk og bid – løgn.”

Da Ken var færdig med sin forelæsning, spurgte han Rosaria, hvad hun mente om den. Hun svarede, at Ken udlagde Bibelen, som om den var sand fra ende til anden, så det hele afhang af, om det var rigtigt: om Bibelen var sand. Til hendes overraskelse var Ken glad og taknemlig for den pointe. ”Præcis!” svarede han, og netop det spørgsmål ville han gerne tale mere om.

”Vi blev enige om, at han næste gang skulle fortælle mig, hvordan og hvorfor Bibelen er sand.”

Kens og Rosarias tilgange til Bibelen kunne ikke være længere fra hinanden. Ken troede, at Bibelen forkyndte sandheden for alle mennesker. Ifølge Rosarias filosofi kunne man slet ikke tale om sandheden i ental og endnu mindre finde den.

”Jeg var et produkt af en postmoderne uddannelse. Der er ingen sandheder, kun påstande”.

Ikke desto mindre nåede Bibelens ord og ikke mindst dens budskab om Jesus Kristus ind til hende.

Da Ken havde holdt sin forelæsning om Bibelen og havde forladt hendes hus, gik Rosaria en lang tur med sin hund. ”Mens jeg gik i mørket, tænkte jeg på, hvor fredfyldt mit liv ville blive, hvis jeg blev overbevist om, at der var en endegyldig sandhed, som man kunne lære at kende, og hvis der var et Gud-menneske, som elskede mennesker så højt, at han udholdt Gud Faders vrede for de synder, jeg havde begået, og for dem, jeg ville begå.”

Men tanken var også skræmmende for Rosaria. For hvad ville det få af konsekvenser for hendes liv, hvis hun blev overbevist om, at Bibelens ord var sandheden, og at Jesus var hendes frelser? Hun havde et liv, som hun var stolt af, og som gav hende identitet. Hun var glad for sin stilling som professor, sine holdninger og sit sociale og politiske arbejde. Hun var også glad for at være og leve som lesbisk.

”Hvem ville jeg være uden min lesbiske identitet? Jeg havde ganske vist ikke altid været lesbisk. Men da jeg fik min første pigekæreste, følte jeg, at jeg havde fundet mit ’virkelige jeg’. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på denne Gud, der døde for sit folks synder. Det lød for godt til at være sandt. Ikke desto mindre tillod jeg mig selv at overveje, om det måske var sandt. At jeg overhovedet åbnede op for den mulighed, skræmte mig. Var jeg ved at miste mig selv? Var jeg ved at miste min forstand?”

Fjenden

En aften havde Ken og Floy inviteret Rosaria til middag i deres hus sammen med nogle af deres kristne venner. Inden middagen sang de Salme 23. Da de nåede til sætningen ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender,” genkendte Rosaria sig umiddelbart i ordene. Det var jo netop hendes situation. Her sad hun foran sine fjender, de kristne:

”De støtter ikke LGBT-rettigheder, de støtter ikke mig, de elsker ikke mig … Det var mine tanker. Men i netop det øjeblik overbeviste Helligånden mig for første gang om min synd. Det blev klart for mig, at jeg læste salmens tekst forkert. Jeg læste den ud fra det forkerte perspektiv. De kristne var ikke mine fjender. De bad for mig, og de viste mig kærlighed. Det var mig, der var fjenden – Jesu Kristi fjende. At jeg indså det, var helt afgørende for min frelse. Min største synd var ikke, at jeg var lesbisk. Min største synd var, at jeg ikke troede på Jesus.”

Gradvist blev det klart for Rosaria, at hvis Jesus var hendes levende frelser og herre, så var det forfærdeligt alvorligt at trodse ham.

”Ved et middagsselskab, som min lesbiske partner og jeg var værter for, kom en af mine transvenner hen til mig. Han lagde sine hænder over mine og sagde: ’Al den her bibellæsning forandrer dig, Rosaria.’ Bævende svarede jeg: ’Men hvad hvis det er sandt? Hvad hvis Jesus er opstået og er vores levende Herre? Hvad hvis vi alle er i nød?’ Billedet af mig selv og dem, jeg holdt af, i helvede lod mig ikke i fred.

Jeg ville ikke være kristen. Jeg kæmpede imod af al magt. Jeg regnede på, hvad det ville koste mig, og jeg brød mig ikke om facit.

Så en søndag morgen, den 14. februar 1999, rejste jeg mig fra min og min lesbiske kærestes seng, og en time senere sad jeg på en af bænkene i Kens kirke. Jeg var bevidst om, at jeg adskilte mig fra alle andre i kirken med mit korte hår og piercingerne i mit højre øre som markering af min seksuelle identitet. Men jeg mindede mig selv om, at jeg ikke var kommet for at passe ind. Jeg var kommet for at møde Gud.”

Omvendelsen

Den første gudstjeneste blev efterfulgt af flere. En søndag prædikede Ken over Salme 113. Rosaria studsede over vers 7: ”Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige.” Rosaria prøvede at forstå budskabet: Hvem er det, Gud tager sig af på denne måde? Hvad er det, han befrier dem fra? Fortabelsen? Er det kun nogle, Gud befrier? Så kom salmens sidste vers: ”Han lader den ufrugtbare kvinde sidde som lykkelig mor til sønner.” Ordene ramte Rosaria som en hammer. Betød de ord, at Gud havde en bestemt plan og vilje for kvinder og en anden for mænd?

Da Ken udlagde salmen i sin prædiken, bekræftede han Rosarias tanke: ”Kristne mænd og kristne kvinder tjener Gud på de måder, som Gud har bestemt for hvert køn.” Den tanke stred mod alt, hvad Rosaria havde troet på og kæmpet for. Hun mærkede protesten og modviljen rejse sig i hende. Samtidig var hun bevidst om, at det var en protest og en modvilje mod Gud selv og mod Guds gode vilje: ”Selvom jeg oplevede et indre oprør mod Salme 113, var der noget dybt inde i mig, som erkendte, at Guds ord var godt – helt igennem, enestående og fuldt ud – godt. Guds ord mødte mig som livgivende regn, selvom jeg prøvede at skubbe det væk.”

Rosaria vidste, at hun havde brug for tilgivelse for sin trods mod Gud og hans ord. I sin prædiken talte Ken ind i netop den situation: ”Hvis vi kommer til Gud i anger over vores synd og i bøn om frelse ved Kristus alene, så er vi frelst ved Kristi blod.”

”En aften bad jeg til Gud. Jeg spurgte, om evangeliet også gjaldt for en som mig. Jeg vidste, at jeg ikke var alene i mit værelse. Jesus var der, levende til stede. Jeg bad ham om at hjælpe mig til at angre min synd, som jeg slet ikke følte som synd. Jeg bad ham om, hvis mit liv virkelig var hans liv, at han da ville tage det. Jeg overgav det alt sammen til ham: min seksualitet, mit job, mine venner, min smag, mine bøger, min fremtid.

Jeg ønskede ikke at miste alt, hvad jeg elskede. Men Guds blodsølede kærlighedssang talte til mig. Den var både stille og stærk, som freden i orkanens øje. Jeg anede ikke, hvad konsekvensen ville blive, hvis jeg fulgte den, men jeg kunne ikke stå imod. Jeg kom til Jesus. Jeg kom til ham kravlende på hænder og fødder. Jeg oplevede mit liv som en ruindynge. Min omvendelse var som et sammenbrud. Men jeg havde en famlende tro på, at når Jesus havde givet sit blod for mig og havde sejret over døden, så kunne han også frelse mig med det liv, jeg havde.”

Et nyt liv

Omvendelsen medførte ikke, at Rosaria blev fri for sine lesbiske følelser. Men et nyt liv begyndte indefra:

”Jeg begyndte at adlyde Gud ét skridt ad gangen. Jeg slog op med min kæreste. Jeg havde ikke mine følelser med i bruddet. Men jeg håbede, at Gud ville se det som troens lydighed, selvom jeg var splittet i mine følelser. På dette tidspunkt oplevede jeg det at lyde Gud i tro som at kaste mig ud over en klippe. Jeg begyndte at komme trofast i kirken, og nu kom jeg for at tilbede Gud. Jeg modtog støtte fra kirkens medlemmer, og jeg var ligeglad med, at jeg skilte mig ud fra de andre.”

Rosaria mærkede, at det gamle liv som lesbisk trak i hende.

”Nætterne var fulde af rædsler. Nat efter nat var mine drømme så virkelige og intense, at jeg kunne smage og føle dem. De rev mig med på en måde, så jeg vågnede med en oplevelse af at være tilsølet og elendig. Min vej ud af det lesbiske spor var kaotisk og svær. Jeg brugte meget tid i bøn.”

Rosaria var ikke alene om at bede. De kristne i kirken bad med hende og for hende. Det blev klart for hende, at de havde bedt for hende i lang tid – i al den tid, hun havde kendt Ken og Floy. ”Ken havde engageret så stor en gruppe af forbedere, at jeg næppe vil møde alle de kristne, der har bedt for min frelse, før vi mødes i Himlen.”

De kristne i kirken tilskyndede Rosaria til at læse i Bibelen og tage evangeliet om Jesu frelse til sig.

”De fortalte mig, at Guds nåde ville forme mit hjerte som ler, så jeg blev en gudfrygtig kvinde og ville finde mig selv derved.” Hun erfarede, at det var sandt. Kraften til det nye liv kom fra, at hun så sig selv i Kristus – ren og hellig for Gud:

”Som kristne erfarer vi en indre krig: ’Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil’ (Gal 5,17). Men synden definerer os ikke længere. En kristen har sin identitet i Kristus. Den synd, vi har gjort og vil gøre, er gemt i Kristi retfærdighed.” Ved at tilegne sig dette evangelium oplevede Rosaria gradvist at blive løst fra syndens magt i det indre.

I juli 1999 blev Rosaria officielt optaget i Kens og Floys menighed. Det skete ved en ceremoni, hvor hun sagde ja til en række spørgsmål. De første var disse:

– Tror du, at Det Gamle og Det Nye Testamentes skrifter er Guds ord og den eneste ufejlbarlige norm for tro og liv?

– Tror du på den eneste sande og levende Gud – Fader, Søn og Helligånd – som åbenbaret i Skriften?

– Angrer du din synd og bekender du din skyld og hjælpeløshed over for Gud, og tror du på Jesus Kristus, Guds Søn, som din frelser og Herre?

Der var tale om et absolut brud med Rosarias tidligere liv – hendes overbevisninger og idealer, relationer og passioner. Hun oplevede det med overvældende kraft, da hun skulle svare på disse spørgsmål.

”Da jeg stod der foran menigheden for at bekende min tro, var min følelse af illoyalitet over for LGBT-fællesskabet lige så stærk som min følelse af fællesskab med Kristus. Jeg rystede over hele kroppen og kunne knapt formulere et ’ja’.”

For Rosaria var det en smertefuld proces at blive kristen. Hun havde en oplevelse af at miste sit liv, sine venner og sig selv. Men hun fandt trøst i Paulus’ ord: ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude og strækker mig frem mod det, der ligger forude” (Fil 3,13).

”Jeg havde været omgivet af lesbiske par, som havde årtier lange, faste forhold. De var dyrebare gamle venner for mig. Jeg havde delt fridage, ferier og traditioner med dem. Vi var som en familie. Jeg var fortrolig med dem, deres hjem og deres børn. Jeg elskede dem, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden dem. Det virkede så uretfærdigt, at de var nødt til at gå fra hinanden for at finde Kristus. De måtte miste alt. Deres forhold var så stabile og trygge, at det kunne få mig til at tænke, at det ville være bedre for dem at fortsætte med at leve i det, som Bibelen kalder synd.

Jeg råbte til Gud om hjælp til at forstå det. Han svarede mig ved at lade mig møde en ny slags kærlighed; den, som kristne brødre og søstre har til hinanden. Jeg mødte den i Bibelen, når jeg læste om de første disciple. Og jeg erfarede den hos kristne, som havde deres liv og trøst i Jesu blod. Det er en kærlighed, der vil ofre alt, for at den elskede ikke skal blive skilt fra Gud. Jeg begyndte at forstå, at mine lesbiske venner også kunne få denne kærlighed, og jeg begyndte at tro, at de ville elske hinanden mere og bedre som søstre i Kristus end som lesbiske par.

I løbet af sommeren oplevede jeg, at Gud var i gang med at hele mig indefra. Det skete gennem mit møde med Jesus i Bibelen. Når jeg hører om Jesu dyrebare kærlighed og blod, så fylder han mig med sin helliggørende nåde. Jeg fjernede alt det fra mit hjem, som ikke ærede Gud. Jeg skilte mig af med hele biblioteker af bøger, cd’er, film, billeder. Jeg opsagde abonnementer på blade og professionelle tidsskrifter. Jeg fik en indre erfaring af det, David taler om ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?” (Sl 27,1).

Den svære forelæsning

Ved sommerens afslutning skulle Rosaria vende tilbage til sit job som professor. Hun var blevet bedt om at holde velkomstforelæsningen for de studenter, som var færdige med deres bachelor, og som nu skulle i gang med deres kandidatstudium. Alle de kandidatstuderende ville være der og mange af hendes kolleger. De kendte hende som en progressiv akademiker og en venstreorienteret aktivist for LGBT-rettigheder. Rosaria vidste, at hun måtte bruge anledningen til at bekende sin nye tro. ”Da de et halvt år tidligere havde spurgt mig om at holde forelæsningen, havde jeg været en lesbisk postmodernist. Nu var jeg en spæd discipel af Jesus.

Jeg følte mig akavet og utilpas, da jeg trådte op på talerstolen. Jeg justerede mikrofonen i min kjoles halsåbning. Jeg var midt i en proces, hvor jeg lod mit korte hår vokse ud, så hver dag var en dårlig hårdag. Jeg vidste, at denne forelæsning ville blive en bombe. Jeg ville fremstå som en forræder. For det lesbiske fællesskab ville jeg blive et eksempel på det, som ikke må ske.”

Rosaria forsømte ikke at tale om de akademiske udfordringer og erfaringer, som ventede de nye kandidatstuderende. Hun talte om den litteratur, de skulle læse og diskutere, analyse og lære af. Men undervejs gjorde hun det klart, at imellem al anden litteratur i verden var Bibelen en autoritativ bog; i den findes den endegyldige sandhed; i den møder vi den treenige Gud; vi hører om en ubegribelig nåde, og vi bliver klar over, at vi kan komme til at lære Gud at kende gennem Jesus. Rosaria bekendte åbent, at mødet med Bibelens Gud havde sat skel i hendes liv:

”I et årti levede jeg i et lesbisk forhold. Både lokalt og nationalt var jeg talsmand for bøsser og lesbiske, biseksuelle og transkønnede. Men så mødte jeg noget, som jeg ikke ledte efter, og som ændrede både mit liv og min forskning fra grunden. Jeg blev klar over, at Bibelens treenige Gud lever, og at han ikke var tilfreds med mit liv.”

Rosaria var forberedt på, at foredraget ville vække modvilje og modstand, og hun fik ret.

“Mens jeg holdt foredraget, så jeg, hvordan min ekskæreste og mine LGBT-studerende blev stenhårde og kolde i ansigterne af skuffelse og afsky. De følte sig forrådt. Den stærke effekt af mit foredrag skyldtes ikke, at jeg var modig og markant. Effekten hang sammen med, at tilhørerne kendte mig og vidste, at integritet var vigtig for mig. Derfor faldt mine ord med stor vægt. Endvidere er LGBT-folk i højere grad end andre bevidste om, hvilken betydning det har at ’komme ud’ og stå offentligt frem med sin overbevisning.

Efter at have holdt foredraget vendte jeg tilbage til mit kontor drivvåd af angstens sved. Jeg følte mig akavet i min kjole, og de ’pige-sko’, jeg havde på, gav mig flere smerter i fødderne, end jeg nogensinde havde haft efter et maratonløb. Gennem døråbningen til mit kontor trådte en student, B. Han var forperson for en gruppe af LGBT-studenter. Jeg var gruppens kontaktperson og rådgiver. B var en mager dreng, som led af både ADHD, depression, bipolar lidelse og noget mere. Han kom til mit kontor for at fyre mig som kontaktperson og rådgiver. Han skummede af raseri. Hans øjne var røde af gråd og hans ansigt rødt af vrede: ’Hvor vover du! Hvordan kan du gøre det!’ Han gik frem og tilbage på gulvet i mit kontor med et ansigt forvrænget af harme: ’Hvordan kan du vide, at du ikke længere er lesbisk? Hvordan kan du vide det?’

Af alle de spørgsmål, som man kunne stille mig på det tidspunkt, var dette det ene, jeg ikke kunne svare på. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke finde de rette ord, som ville ære Kristus.

Der var to ting, jeg vidste, var sande. For det første, at Guds ord var blevet større i mit indre end jeg selv. For det andet, at jeg ikke var fri for lesbiske følelser, og at de følelser tog til hos mig, når jeg nu kom tilbage til universitetet. Jeg havde altid været både professor og lesbisk, og i kraft af disse to identiteter havde jeg været en del af LGBT-fællesskabet på universitetet. Da Gud frelste min sjæl, frelste han mig ud af dette fællesskab. Men når jeg satte mig i min kontorstol igen, krøb de gamle følelser tilbage. B’s spørgsmål gjorde mig urolig og utilpas, det svimlede for mig.

Jeg svarede ham med et modspørgsmål: ’B, hvordan ved du, at du er homoseksuel?’

Som en punkteret ballon faldt han sammen. Han kollapsede i en stol på mit kontor. Sammensunket og med tårer i øjnene sad han tavs i lang tid. Så sagde han: ’Rosaria, jeg er homoseksuel, fordi LGBT-fællesskabet er det eneste trygge hjem, jeg har. Det er et hjem, som du har gjort trygt for mig. Hvordan kan du ikke vide det?’

Jeg var forundret over hans svar. Samtidig afspejlede det min egen erfaring. Jeg forstod, at jeg var medansvarlig for den synd, han levede i. Jeg lagde mine hænder over hans, mens han sad sammenkrøbet i stolen og græd. Det var mørkt, da han forlod mit kontor.

I løbet af den følgende uge mistede jeg seks poster som kontaktperson og rådgiver for studentergrupper, og jeg måtte trække mig fra alle de komitéer, hvor jeg var med til at bedømme ph.d.-afhandlinger. Jeg gennemgik min pc og slettede alt det, jeg havde samlet og skrevet til min bog om konservative kristne. Jeg måtte anerkende virkeligheden: Jeg var en fiasko. Ved Guds nåde var jeg ikke længere i stand til at arbejde på den måde, som jeg hidtil havde været glad for. Det var en underlig fiasko. For i sin uendeligt lille inderste kerne rummede den noget, som jeg ikke først bemærkede. Men når jeg holdt mine følelser op mod korset, indså jeg, at der inde i fiaskoen var en kerne af befrielse. Hvad der end var Guds vilje videre frem, så var det nu op til ham at lede mig. Jeg skulle ikke længere opfinde mig selv.

Min menighed kendte til de kampe, jeg stod i, og omsluttede mig med forbøn. Ja, jeg var genstand for hån i LGBT-miljøet. Ja, jeg blev betragtet som en forræder. Men netop sådan blev Paulus også betragtet af sine gamle venner blandt farisæerne. Jeg bad om, at Gud også ville tage sig af mig og åbne en vej frem for mig.”

Vejen frem

Det følgende år blev en tid med mange anledninger for Rosaria til at vidne om Jesus. Til hendes overraskelse fik hendes omvendelse studenter til at strømme til hendes undervisning. Samtidig med at der var stor modstand og modvilje hos nogle, var der stor åbenhed og lydhørhed hos andre. ”Helt fantastisk var det, at jeg fortsat modtog studerende fra LGBT-miljøet, studerende, som ønskede dialog på tværs af vore forskelle. Jeg modtog også studerende, som var selvmordstruede og kronisk syge. Med min nye status gav Gud mig en ny arbejdsmark blandt lidende mennesker.

Men de gamle mønstre var der på universitetet. De kaldte på mig, og de kendte mit navn. For at undgå de gamle mønstre opbyggede jeg nye mønstre i form af samlinger om Guds ord. Jeg havde tidligere åbnet mit hjem for LGBT-folk hver torsdag. Nu kom der kun én, min transven J. Med ham talte jeg næsten udelukkende om evangeliet. En gruppe studerende var meget interesserede i, hvad Gud havde gjort i mit liv. Dem indbød jeg hver fredag til Hvad-handler-det-kristne-liv-egentlig- om-studier. Jeg åbnede mit hjem for alle, som ville komme og tale med mig om Jesus og Bibelen. Det var de mest brogede bibelstudier, jeg har haft glæden af at være med til.”

Sideløbende skete der en indre udvikling i Rosaria.

”I sin nåde ledte Herren mig skridt for skridt væk fra min lesbiske identitet. Han førte mig ad en smal sti, og når jeg passerede en bro, brændte han den bag mig for at holde mig tæt til ham. Fra den første nat, hvor jeg kom til Jesus, var der ingen vej tilbage. Langsomt, men sikkert begyndte mine følelser at ændre sig – mine følelser angående mig selv som kvinde og angående min seksualitet.

Jeg bad til Gud om, at han ville gøre mig til en gudfrygtig kvinde. Med tiden gled jeg over til at bede om, at Gud ville gøre mig til en gudfrygtig hustru.

Jeg tror ikke, at alle kristne skal giftes. Der er en vigtig rolle i Guds menighed for singler, og singler i Kristus har samme ære og værdighed som gifte kristne. Men jeg følte mig kaldet til at bede Gud om, at han – hvis det kunne forenes med hans vilje – ville gøre mig til en gudfrygtig hustru, der kunne være en god hjælper for en gudfrygtig mand.

”Er jeg blevet helbredt for mine lesbiske følelser? Ja, mit liv vidner om det. Først kunne jeg ikke genkende mig selv i mit nye liv. Nu kan jeg ikke genkende mig selv, når jeg ser billeder fra mit gamle liv. Jeg er ikke længere lesbisk. Men jeg er stadig en synder. Jeg tror, jeg bedrøver Herren mere med de synder, jeg begår nu, end med dem, jeg begik i mit tidligere liv. Jeg er stadig en synder, men jeg er en tilgivet synder. Mit liv er skjult i Kristus.”

I 2001 blev Rosaria gift med teologen Kent Butterfield. Fra ham har hun har fået sit nye efternavn. Deres liv som ægtepar blev indledt med en tjeneste, hvor de skulle etablere en ny menighed i et område med mange studerende. Rosaria opgav sit universitetsarbejde og dedikerede hele sin tid til at hjælpe sin mand i hans tjeneste. De var enige om at åbne deres hjem og gøre det til en missionsstation. Den gæstfrihed, som for Rosaria blev vejen ind i den kristne menighed, ønskede hun at videreføre. Det har været en rød tråd i hendes liv lige siden. Hun har i særlig grad set det som sit kald at åbne sit hjem for dem, som falder uden for, og som kan opleve sig skæve, forkerte og udstødte. Sammen har Rosaria og Kent adopteret fire børn, to fra de var spæde, og to fra teenagealderen.

Ved siden af opgaverne i hjemmet og menigheden har Rosaria i dag en tjeneste med at formidle sit personlige vidnesbyrd og opmuntre kristne til at møde alle i LGBT-miljøet med kærlighed, gæstfrihed, forbøn og Guds ord i lov og evangelium.

Mange kristne står famlende over for denne udfordring. Med udgangspunkt i sine egne erfaringer i livet med Gud og Guds ord søger Rosaria at give hjælp.

Sjælesorg

Rosaria Butterfield møder mange, der bekender sig som kristne og mener, at kristen tro og en homoseksuel praksis kan forenes.

”Når jeg taler med sådan en person, beder jeg Gud om at give mig både de rette ord og den rette kærlighed i samtalen. Det, jeg gerne vil tale om, er, hvad det vil sige at være kristen – ifølge Bibelen. At være kristen betyder ifølge Bibelen, at Gud har udvalgt mig fra før verdens skabelse. Ved sin Hellige Ånd har han givet mig den retfærdiggørende tro, han har fjernet mit stenhjerte og givet mig et hjerte af kød. Gennem evangeliet om Jesu kærlighed og blod fylder Gud mig med sin helliggørende nåde. I dette kristenliv, som Gud selv virker i mig, hører anger over synden og tro på Jesus sammen. Uden anger over synden, er der intet kristenliv og ingen frelse. Den synd, som Jesus udslettede på korset, og som hans blod renser os for, den vil han ikke være allieret med.

Når jeg taler om dette, kan det vække spørgsmål og gøre det naturligt for mig at invitere hjem til middag og bibellæsning. Hvis den, jeg taler med, siger, at han eller hun fortolker Bibelen anderledes, vil jeg understrege, at vi ikke må sortere i Bibelen. Bibelen er en sammenhængende åbenbaring: Den er helt sand, inspireret og ufejlbarlig. Kun når vi læser og modtager den sådan, møder vi Jesus, som han virkelig er. Hvis Gud tillader det, vil samtalen munde ud i, at jeg kan foreslå, at vi læser Bibelen sammen – systematisk, ikke tematisk.”

Rosaria understreger, at vi ikke må betragte noget menneske som et umuligt tilfælde i forhold til at blive frelst.

”Vi tror, at Guds udvalgte findes overalt, og at de kan blive frelst fra deres syndeliv ved Jesu fuldbragte frelse og Helligåndens gerning. Uanset hvor fortabte de måtte fremstå, er der altid håb. Vi må trofast forkynde evangeliet. Vi ved, at evangeliet vækker anstød, og selvom vi ikke ønsker at vække anstød, så tror vi, at anstødet rammer menneskers hjerte og samvittighed og derved leder dem som syndere til Jesus. Når vi uden at skamme os prædiker evangeliet, så anvender vi Guds nådemiddel målrettet og med kraft. Gud kan frelse mennesker ud af al synd ved nåden i Kristus. Netop det skete for mig.

Vi må huske, at mange af dem, som kalder sig kristne, og som lever som homoseksuelle, er bønne-børn. De har forældre, der beder for dem. Disse forældre har brug for, at vi ikke trækker os fra dem med foragt, men at vi stiller os ved deres side med kærlighed og beder sammen med dem over en åben Bibel, så vi sammen nærer os ved og henter kraft fra Bibelens ord.”

I mødet med kristne, der kæmper med homoseksuelle følelser, og ikke ønsker at følge dem, vil Rosaria først og fremmest betone, hvad de er og har i Kristus. ”Hvis du er kristen, har du din identitet i Kristus og i Kristus alene. Grund over, hvad det vil sige, at du er gemt i Kristus. Mind dig selv om Kol 3,3: ’I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud’. Så vil jeg understrege, at kamp mod indre synd ikke er et tegn på, at Gud ikke virker i os. Vores helliggørelse i dette liv vil altid være mangelfuld. Arvesynden følger os som grundvilkår i dette liv, og homoseksuelle følelser er et udslag af arvesynden. Men al synd hos en kristen er tilgivet og skjult i Kristus. Det har vi brug for at blive mindet om. Det afgørende er, at vi bliver ved at bruge nådemidlerne – Guds ord, salmerne, sakramenterne. Vi må tage imod Guds ord i lov og evangelium, og vi må tage imod det i menigheden, hvor vi kan få hjælp og støtte fra andre kristne.”

Rosaria er dybt taknemlig for, at hun selv er blevet befriet for sine lesbiske følelser, men hun mener ikke, at det må og vil ske for alle kristne. At hævde dette er ifølge hendes vurdering udtryk for en ubibelsk herlighedsteologi og en fornægtelse af retfærdiggørelsen af tro alene. Det må stå umisforståeligt klart, at man ved tro på Jesus er en fuldt og helt retfærdiggjort kristen, også selvom man kæmper med syndige, homoseksuelle lyster.

Vigtige ord

For Rosaria er det en hjertesag ikke at bruge formuleringer som ”homoseksuel kristen” og ”transkønnet kristen”. Hendes begrundelse hænger i nogen grad sammen med hendes indsigt i litteratur-og idéhistorie. Hun påpeger, at det var Freud og hans efterfølgere, som gjorde vore seksuelle følelser til den inderste kerne i vores identitet. Men det strider mod Bibelens syn på mennesket. Ifølge Bibelen er vores inderste identitet, at vi er skabt i Guds billede som mand og kvinde. Det gælder også dem, som har homoseksuelle følelser eller har det svært med kroppens køn. De er mænd og kvinder skabt i Guds billede, og de er bestemt til at leve i overensstemmelse med denne skabelse. At de har syndige lyster, som trækker i en anden retning, er ikke og må ikke blive deres identitet. Når Rosaria taler om kristne, som har følelser i homoseksuel eller transkønnet retning, så omtaler hun dem derfor netop sådan – som kristne med følelser i homoseksuel eller transkønnet retning, ikke som homoseksuelle kristne eller transkønnede kristne.ⁱ

I en længere periode efter sin omvendelse valgte Rosaria i mødet med mennesker, der definerede sig som transkønnede, at bruge de personlige pronomener, som de pågældende personer selv ønskede. Hvis en person, der var født med en mandekrop, ønskede at blive omtalt som ”hun”, valgte Rosaria at efterleve dette ønske. Hun ville gerne møde mennesker, hvor de var, og undgå unødig krænkelse. Hun brugte også transkønnede pronomener offentligt i tale og på skrift. I dag angrer hun dybt, at hun handlede på denne måde, og det har været vigtigt for hende at komme med en offentlig syndsbekendelse.

”At jeg brugte transkønnede pronomener var ikke en fejl. Det var en synd. Offentlig synd kræver offentlig bekendelse og ikke bare ændret adfærd.

På hvilken måde var det en synd at bruge transkønnede pronomener? Det var en synd mod buddet om ikke at vidne falsk. Det var en synd mod Guds skabelse af os i sit billede som mænd og kvinder. Det var en synd mod kærligheden til min næste. Det var en synd mod evangeliet, fordi det fortonede en synd og derved forringede frelsen og trådte Kristi blod under fode. Jeg angrer min synd.

Jeg ved, at en stor del af den evangelikale kirke er uenig med mig i denne sag. Mange tænker, at vi bedst bygger bro for evangeliet ved at bruge transkønnede pronomener. Men det er løgn. Vi bygger ikke bro. Vi opgiver den bibelske sandhed til fordel for postmoderne pluralisme. Vi brænder sandhedens bro til Jesus. Jesus bliver vores frelser, ikke ved at slutte fred med synden, men ved at løskøbe os fra den med sit dyrebare blod.”

Prisen og trøsten

På mange forskellige måder har Rosaria erfaret, at det koster at være tro imod evangeliet i vor tid. Men hun har også erfaret, at en kristen kan finde trøst og frimodighed i evangeliet til enhver tid og i enhver situation.

”Når det virker, som om vi lever i endetidens Babel, når verden virker mere og mere formørket og vanvittig, så klynger vi os til Kristus og finder frimodighed i ham, vi læser og fylder os med Bibelens ord, vi kommer i bibeltroende menigheder, vi synger salmer med glæde, og vi beder for vore fjender med ydmyghed. Vi trøster os ved, at Gud har overblikket og al magt. I enhver situation kan vi sige og synge: ’Herren er hos mig, jeg frygter ikke, hvad kan mennesker gøre mig?’ (Sl 118,6).

Jeg ved, du tænker på mange ting, som mennesker kan gøre mod dig. Din søn, som kalder sig Julie, kan nægte at tale med dig. Du kan blive fyret fra dit arbejde, fordi du ikke sætter et regnbuemærke på din dør. Dine naboer kan vende sig mod dig med had, når de finder ud af, at du tror på Bibelens Gud. Alt det kan være sandt, men salmistens ord kalder os ikke desto mindre til at sætte tingene i det rette perspektiv. Hvad gør erfaringen af had, bagtalelse, overgreb og uretfærdighed ved en kristen? Når Gud tager det i sine hænder, bruger han det alt sammen til at knytte os til Jesus, ligedanne os med Jesus og ved Jesus føre os til frelse. Det gælder også, hvis vores tro og vidnesbyrd skulle koste os livet.”

Til trøst og opmuntring for sig selv og for alle kæmpende og lidende kristne i endetiden citerer Rosaria denne reformatoriske tekst:

”Min trøst i liv og død er, at jeg med krop og sjæl, i liv og i død, ikke tilhører mig selv, men min trofaste frelser Jesus Kristus, som med sit dyrebare blod har betalt fuld ud for alle mine synder, har befriet mig fra Djævelens magt, og beskytter mig på en sådan måde, at ikke et hår kan falde fra mit hoved, uden at min himmelske Fader vil det, men at tværtimod alle ting må medvirke til min frelse, hvorfor han også ved Helligånden giver mig vished om evigt liv.”ⁱⁱ

Artiklen er baseret på de tekster, som er anført nedenfor. Citaterne er hyppigt forkortede og sammensat fra flere af teksterne. Artiklen er godkendt af Rosaria Butterfield.

Artikler:

An Unlikely Convert: An Interview with Rosaria Butterfield, 25.03.15, ligonier.org.

Butterfield, Rosaria, 11.09.23: 5 Lies Our Culture Is Telling Us, crossway.org.

Butterfield, Rosaria, 27.02.20: Are We Living Out Romans 1?, desiringgod.org.

Butterfield, Rosaria, 06.11.21: Bless Those Who Hate You, desiringgod.org.

Butterfield, Rosaria, 2019: Boldness and Clarity as a Light to the World, tabletalkmagazine.com.

Butterfield, Rosaria, 11.11.17: Don’t Leave Your Husband for Her, desringgod.org.

Butterfield, Rosaria, 2022: I Reject the False Teaching of Revoice/Side B Theology, choosetruthovertribe.com.

Butterfield, Rosaria, 2020: Intersectionality and the Church, tabletalkmagazine.com.

Butterfield, Rosaria, 16.11.22: “Leading with Who You Are: The Misunderstood Calling of the Submitted Wife”, artikel i: eikon A journal for Biblical Anthropology, Volume Four, Fall 2022.

Butterfield, Rosaria, 07.02.13: My Train Wreck Conversion, christianitytoday.com.

Butterfield, Rosaria, 27.07.15: SCOTUS: Too Much and Too Little, reformation21.org.

Butterfield, Rosaria, 06.04.15: The Dead End of Sexual Sin, desiringgod.org.

Butterfield, Rosaria, 01.04.2021: The Misplaced Identity of Gay Christianity, answersingenesis.org.

Butterfield, Rosaria, 04.04.22: What Is Transgenderism?, ligonier.org.

Butterfield, Rosaria, 14.02.18: Who are you, and how dare you say those things?, rosariabutterfield.com.

Butterfield, Rosaria, 03.04.23: Why I no longer use Transgender Pronouns – and Why You shouldn’t either, reformation21.org.

Confronting today’s lies: A conversation with Rosaria Butterfield, udskrift af radiointerview, The World and Everything in It, 21.10.23.

Singleness, Same-Sex Attraction, and the Church, Email-samtale mellem Sam Allberry, Rosaria Butterfield og Christopher Yuan, 9Marks.org, 20.03.17.

Wikipedia, The Free Encyclopedia, Rosaria Butterfield.

Bøger:

Butterfield, Rosaria, 2023: Five Lies of Our Anti-Christian Age, Crossway, Wheaton, IL.

Butterfield, Rosaria, 2015: Openness Unhindered: Further Thoughts of an Unlikely Convert on Sexual Identity and Union with Christ, Crown & Covenant Publications, Pittsburg, PA.

Butterfield, Rosaria, 2018: The Gospel Comes with a House Key: Practicing Radically Ordinary Hospitality in Our Post-Christian World, Crossway, Wheaton, IL.

Butterfield, Rosaria, 2012: The Secret Thoughts of an Unlikely Convert: An English Professor’s Journey into Christian Faith, Crown & Covenant Publications, Pittsburg, PA.

Rosaria Butterfield har sig egen hjemmeside med artikler til videre læsning: www.rosariabutterfield.com.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.