Mange af salmerne i Salmernes Bog er skrevet af Kong David. Det gælder også Salme 22. David levede i 1000-tallet før Kristus.
Vi må takke Gud for Salmernes Bog, noget af Bibelens hjerte, som vi i hjem og menighed trænger til at læse, bede og grunde over.
David så i Guds Ånds lys den korsfæstede Kristus, ja, det var Herren selv, der inspirerede David til, hvad han skulle skrive. Det er Jesus, vores Herre og Gud, der ånder og taler i hele Bibelen – også her i Salme 22. I denne salme får vi et blik ind i Jesu indre liv, hvordan han følte det, da han hang på korset.
I vers 2 i Salme 22 hører vi Jesu bøn: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.”
Så tung er vores synd – som på korset var Jesu synd – at han råbte det ud: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
I vers 7-8 høres Jesu klagende røst:
”Men jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk. Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet.”
Jeg følte sig som en orm, trampet ned, afskyet og hånet. Fjendernes hån indebar et stort angreb på Jesu hellighed og ære. Det var den Hellige, der hang der på korset.
I vers 17-19 høres Herrens ord:
”Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning.”
Ja, den Helliges hænder og fødder blev naglet fast til korset. Gennem sit blod har Jesus tilvejebragt fred og forsoning. Lad os i ærbødighed og tilbedelse blive stille for vores Herre og Frelser.
”… ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne” (Fil 2,8-9).
Sidste del af Salme 22 vidner om sejr og tilbedelse af Herren, som for eksempel vers 28:
” Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren; alle folkenes slægter
skal kaste sig ned for dig.”
I dette vers møder vi missionstanken – Gud vil, at alle slægter skal nås af evangeliet, til omvendelse, tro og tilbedelse.
I Guds øjne var Jesu forsoningsværk fuldbragt, allerede før verden blev skabt. Gud så på korset allerede før tidernes begyndelse. I kraft af Jesu forsoningsværk fik også David selv tilgivelse for alle sine synder. Herren siger i Første Kongebog 14,8 om David efter hans død: ”… min tjener David, som holdt mine befalinger og fulgte mig af hele sit hjerte, så han kun gjorde, hvad der var ret i mine øjne.”
Hvordan kunne Herren sige sådan noget om David, der havde syndet så groft? Jo, David havde fået tilgivelse for sine synder. Tilgivede synder husker Herren ikke mere på. Så fuldstændigt tilgiver Gud, og han er den samme i dag.
Forsvar ikke din synd, og gå ikke forbi Kristi kors uden at påkalde Jesu navn og bede om nåden. Herren siger: ”Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.”
Amen.
Udgivet af
Henric Staxäng
Henric Staxäng, pastor i Evangelisk Luthersk Samling i Umeå.