For ikke så længe siden blev jeg mindet om, hvor vigtigt det er at sætte sit håb til Jesus, vores frelser, vores klippe. For en kristen kan det lyde selvfølgeligt, men jeg må erkende, at det måske ikke altid er så selvfølgeligt for mig selv, som det burde være.
Vi kan komme i mange forskellige svære og udfordrende situationer i livet, og da er det naturligt for mennesket at sætte håb og tillid til noget, der kan skabe tryghed. Hvad sætter vi vort håb til, når vi hører trusler om krig, rammes af sygdom, mister jobbet, kæmper personlige kampe i hjem og familie osv. osv.?
Da jeg for nyligt læste i Esajas’ Bog, blev jeg standset op for netop dette: Hvad sætter vi vort håb til i nød og fare?
I Es 22 udtaler Gud anklage og dom over Jerusalem, og der står i v. 8b, at israelitterne midt under fjenders angreb bl.a. satte deres håb til våbnene i Skovhuset, landets våbendepot. I faren satte israelitterne altså lid til noget ydre, noget materielt, og i vers 11b siger Esajas så: “Men I satte ikke jeres håb til ham.”
Da jeg først læste det, slog det mig, at det præcist er sådan, vi mennesker lever og agerer i dag. Helt konkret kan vi sige, at mennesker i krig og under konkrete, udefrakommende trusler generelt set gør, hvad de kan for at opruste og alene sætter håbet til, at penge, militær og våben gør en forskel; men sådan handler mennesket ofte i alle slags farer, kampe og udfordringer: Vi finder hurtigt vores tryghed i ydre ting; en god økonomi, et godt arbejde, materiel velstand eller velfærdssamfundet. Vi sætter lid til egne og andre menneskers evner, kræfter og forstand – men vi sætter ikke håbet til Herren!
Jeg blev også mindet om, hvor let jeg selv mister mit blik på Jesus og i stedet fx sætter min lid til, at når bare økonomien er god og sund, og vi har hus og hjem, så skal det hele nok gå. Jeg kan også nemt fristes til at stole på mine egne evner og egne løsninger, når der er “krig” og “fjender”, der truer i livet af forskellig art – og i krigen mod synden. Da går jeg ofte i gang med selv at finde løsninger og sætte mit håb til, at det nok skal gå, når bare jeg gør sådan og handler sådan. I alt dette kan jeg glemme først og fremmest at sætte mit håb til Jesus, min frelser, min klippe! Men da bliver jeg også meget hurtig modløs.
Hvor er jeg taknemmelig for, at Gud da i sin store kærlighed til og nåde og barmhjertighed mod mig igen åbner Ordet og deri minder mig om på ny at rette blikket på Jesus og sætte alt håb til ham.
Guds ord vidner igen og igen om, at alt vi behøver i livets kampe og farer er at stole på Jesus.
Han hjælper os, Han kæmper og strider for os, Han sejrer for os – og vi må hvile i Ham, stole på Ham og lade Ham føre sin vilje igennem. Vi må gerne kæmpe i livets “krige” og mod de “fjender”, livet byder os, men vi skal ikke sætte lid til, at vi selv vinder sejr. I vores egen kamp kommer vi altid til kort, men Ordet er fyldt med trøst og rige løfter til den, der stoler på Herren.
I Salme 44,7 står der: Jeg stoler ikke på min bue, mit sværd giver ikke sejr; men du giver os sejr over vore fjender, og i Ordsprogenes Bog 20,22: Sæt dit håb til Herren, han vil hjælpe dig.
I Es 22,14 får Israel at vide, at deres synd ikke kan sones, før de dør. Vores synd, vores svigt – det at vi glemmer at stole på Jesus og i stedet sætter håbet til det ydre eller til os selv – skal sones. Det skal sones, ved at nogen dør. Og tænk; der er én, der allerede har lidt den død, der sonede vor synd, nemlig vores kære frelser og herre, Jesus. Han elsker os så højt, at Han var villig til at bære den tungeste byrde af alle og sone hele verdens synd. Den frelser er værd at stole på og sætte sit håb til. Må Gud igen og igen lede os til Jesus, når vi kommer til at rette blikket bort fra Ham og alene sætter vores håb til “våbnene”.
Ja, lad os sætte alt vort håb til Jesus; vores forsoner, vores hjælper, vores frelser og vores klippe:
Jeg satte alt mit håb til Herren og han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; han satte min fod på klippen, så jeg stod fast (Sl 40,2-3).
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.