For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
Det er utrolig trøsterigt, at der står, at Gud elskede verden. Den verden, som har handlet imod Gud, som siden er faldet med Adam, har gjort oprør mod Gud og ikke har villet underordne sig Gud. Den verden, som også du og jeg er en del af og kun alt for godt kender til, netop den verden har Gud elsket.
Det er frimodighedstagende, når Guds ord afslører, hvor meget i mig der stadig er en del af denne verden; hvordan jeg stadig hører til i denne verden. Men netop derfor er det også godt at høre, at Gud elskede verden. Og fordi Gud elskede verden, så er det faktisk godt, når vi ser os selv som en del af verden – ellers kan vi jo ikke få del i Guds kærlighed! For så ser vi os jo ikke som en del af det, som Gud elskede.
Der er mange, som ikke ser, at netop de trænger til at blive elsket af Gud. Måske skyldes det, at vi ikke har evigheden for øje? Hører, læser og taler vi Guds ord med evigheden for øje?
Jeg er bange for, at vi mere og mere er optaget af vores tid på denne jord, så vi glemmer, hvor kort tiden er her, og hvor lang evigheden er.
Gud har elsket verden således. Vi ved nok, hvor vigtigt det er i relationen mellem hinanden, at vi forstår, hvordan vi viser hinanden kærlighed. Det kan godt være ret forskelligt, hvordan vi viser andre kærlighed, og derfor er det vigtigt især i tætte relationer, at vi forstår, hvordan vi viser vores kærlighed, for ellers opstår der nemt misforståelser.
Sådan er det også med Gud. Gud viser nemlig sin kærlighed, ved at han lader Jesus dø. Det er således, Gud elsker verden. Vi kan nok tænke indimellem, om han ikke kunne have vist sin kærlighed på den eller den måde; en måde, som netop vi bedre kunne forstå; en mere håndgribelig måde; noget, som mere direkte ind i netop mit liv kunne vise mig Guds kærlighed. Sådan tror jeg godt, vi kan tænke.
Hvis vi læser videre i verset, så står der, hvorfor Gud elskede verden sådan, at han gav sin elskede søn Jesus. Det var, for at vi ikke skulle fortabes men have evigt liv.
Så når Gud viser sin kærlighed på netop denne måde, så er det faktisk den mest konkrete måde ind i vores liv. Vores problem er, at vi oplever fortabelsen som noget fjernt og uvirkeligt. Er Guds dom fjern i vores liv, så vil det også være svært at forstå Guds kærlighed og se, hvor elskede vi er af ham. For det er i forholdet til vores fortabelse, at Gud viser os sin kærlighed.
Der er et sted i Bibelen, hvor jeg synes, fortabelsens alvorlige rædsel træder tydeligt frem. Der står om Jesus, da han var i Getsemane, at hans sved blev som bloddråber. Det er ubegribeligt, hvordan man kan blive så bange, at ens sved bliver som blod. Jeg ved ikke, om det kan ske for os. Jeg tror, at når det sker her for Jesus, så er det, fordi han som den eneste fuldt ud har kendt til fortabelsens mørke. Hvis vi virkelig forstod, hvad evig fortabelse betyder, så ville vi nok gå i en form for chok. Jeg tror ikke, vi ville kunne forblive fattede.
Jesus har fuldt kendskab til det og er fattet. Han samler sig om det, han nu skal gøre, og da bliver hans sved som blod. Her ser vi Jesu frygt for fortabelsen.
Al den legemlige smerte, som Jesus må gå igennem i forbindelse med sin korsfæstelse, har andre kristne også på forskellig vis måttet gå igennem. Men her i Getsemane, hvor Jesus taler med Gud om det, som han nu skal møde, da bliver hans krop så presset, at hans sved bliver som blod.
Når vi stopper op for det, så bliver vi klar over gennem Jesus, hvor stor en lidelse og rædsel, der er forbundet med fortabelsen.
Gud er lys. Han er lys i livet og helt ind i hver enkelts sjæl. Men i fortabelsen er Guds lys ikke. Da er alt mørke, et evigt mørke på alle måder, for da er man borte fra Gud under hans vrede.
Når man bliver stille for fortabelsens virkelighed, så bliver man desperat efter at finde et vers, hvor der står som i Johannes 3,16: at Gud elskede verden, og at han netop gjorde det sådan, at han gav sin elskede søn, for at enhver som tror, ikke skal fortabes. Altså at hele tanken med Guds kærlighed er at frelse os fra fortabelsen.
For at det kan ske, må vi forstå, at fortabelsen findes, og at vi alle er fuldt berettiget til at ende der. Men Gud har grebet ind i netop vores liv. Han har grebet ind i dit og mit liv på den mest konkrete måde. Lige netop der, hvor du skal fortabes, sender han Jesus. Han sender Jesus, som tager fortabelsen for dig. Jesus køber dig fri ved at gå i dit sted. Mere konkret bliver det ikke, at Gud elskede verden, dig og mig, således at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Det kan være vanskeligt at tro på Gud. Måske kan du godt tro Gud, når han afslører synden for dig. Så ser du, hvad du har fortjent. Men når Gud taler sandt om din frelse, så er det langt sværere at tro, at han taler sandt, for her taler Gud om noget, du ikke har fortjent. Og vi har vanskeligere ved at tro Gud, når han taler om noget, som gælder os, men som vi ikke har fortjent. Selv efter flere år som kristen er det svært. Men det ved Gud! Og fordi du kæmper med det, så har han sagt det så tydeligt, som det kan siges.
Ufortjent gøres du retfærdig, det skyldes ikke dig selv, gaven er Guds. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Vidnesbyrdet er en del af formandsberetningen fra det årsmøde, som blev aflyst pga. coronasmitten. Resten af årsberetningen kan læses her.
