Uddrag af bogen Bibliskt och romersk-katolskt – vari består skillnaderna? s. 63-70. Oversættelse ved Henrik Gren Hansen.
Retfærdiggørelsens natur
Hvad mener Bibelen, når den taler om retfærdiggørelse?
Grundlæggende er der to forskellige forståelser af dette. Den romersk-katolske kirke mener med retfærdiggørelse en gradvis forandring til det bedre hos det menneske, der retfærdiggøres. Mennesket forvandles og bliver mere og mere retfærdigt, jo mere det lader sig påvirke af Guds nåde og samvirker med denne for at forøge den endnu mere. I den romersk-katolske kirkes seneste katekismus læser vi for eksempel i et citat fra modreformationens kirkemøde i Trient (1545-1563): ”Retfærdiggørelsen omfatter altså syndernes forladelse, helligelse og fornyelse af det indre menneske” (par. 1989).
Den lutherske forståelse er derimod den, at retfærdiggørelsen indebærer en frikendende dom; mennesket erklæres retfærdig. Det er altså ikke noget, der forandrer mennesket, men noget konstaterende: en frisættende domskendelse.
Derfor kalder man den lutherske forståelse ”forensisk”. Tillægsordet ”forensisk” har med domstole og retsvæsen at gøre. På ”forum”, torvet, den offentlige plads i de antikke byer, kunne domstolene lade retfærdigheden ske fyldest.
Det Gamle Testamentes brug af begrebet retfærdiggørelse
Hvilken af disse to forståelser er nu den rigtige, den bibelske?
I Det Gamle Testamente er det hebraiske ord for at retfærdiggøre hisdi’q, og en af de første gange vi møder dette ord er i Femte Mosebog 25, vers 1: ”Når to mænd ligger i strid med hinanden, og de bringer sagen for retten for at få den afgjort, skal man frikende den uskyldige og dømme den skyldige” (jf. oversættelse i den svenske Folkbibel).
Bag ordet ”frikende” ligger det hebraiske ord hisdi’q, retfærdiggøre. Man kan altså oversætte verset sådan: ”Når to mænd ligger i strid med hinanden, og de bringer sagen for retten for at få den afgjort, skal man retfærdiggøre den uskyldige og dømme den skyldige.”
Vi forstår med det samme, at her kan der ikke være tale om, at man forbedrer den, der bliver ført for retten, sådan at denne bliver moralsk bedre i rettergangsprocessen. Der er derimod tale om at fælde en frikendende dom over den uskyldige, at erklære denne for retfærdig.
I Ordsprogenes Bog 17, vers 15, står der: ”Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky.”
Også her oversættes hisdi’q med ”frikender”. Hvis vi oversætter med ordet retfærdiggøre, bliver verset som følger: ”Den, der retfærdiggør en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky.”
Igen forstår vi, at der ikke er tale om at forbedre en skyldig, når man retfærdiggør ham i domstolen. Der er derimod tale om en frikendelse, sådan som det også er oversat her.
Det at erklære en skyldig retfærdig, er, som vi ser, noget, som Herren ifølge Bibelen vender sig imod. Det vækker Herrens afsky at erklære nogen retfærdig, som ikke er det.
Det Nye Testamentes brug af begrebet retfærdiggørelse
Det nytestamentlige græske ord for retfærdiggøre er dikaioún.
Lad os med det samme slå fast, at det ord har præcist det samme forensiske, retslige indhold som det hebraiske hisdi’q. Et tydeligt eksempel på dikaioúns forensiske karakter er Romerbrevet 8, vers 33-34: ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.”
Retfærdiggørelsen har her at fordømme som modsætning. Hvis katolikkerne havde ret i, at retfærdiggørelsen indebærer en gradvis moralsk forbedring, ville modsætningen ikke have været at fordømme. Det ville have været at forværre, forhærde eller lignende.
For at gøre al videre diskussion overflødig om, hvilket indhold ordet dikaioún har i Det Nye Testamentes græsk, vil jeg fremholde Lukasevangeliet 7, vers 29: ”Hele folket, som hørte ham, også tolderne, gav Gud ret og lod sig døbe med Johannes’ dåb.”
Når der her står, at folket gav Gud ret, står der, at de retfærdiggjorde Gud. Der er altså udsagnsordet dikaioún, der bruges.
Kan folkets retfærdiggørelse af Gud betyde, at Gud forbedres og bliver mere hellig og sandfærdig? Naturligvis ikke! Gud kan ikke forandres, Han er ”lysenes Fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” (Jak 1,17). Folkets retfærdiggørelse af Gud betød derimod, at de anså Ham for at være retfærdig, i dette tilfælde at de gav Ham ret i Hans forordning angående dåben til omvendelse og syndernes forladelse.
Ordet dikaioún har altså et tydeligt forensisk indhold.
Konklusion
Vi ser af dette, at den romersk-katolske forståelse af, hvad retfærdiggørelsen indebærer – den gradvise, positive forvandling af et menneske – ikke stemmer, hverken i Det Gamle eller Det Nye Testamente. Dette er i øvrigt et faktum, som også den moderne bibelforskning i almindelighed erkender.
Retfærdiggørelsens omfang
Af Herrens ord i Ordsprogenes Bog 17, vers 15 – at den, der frikender en skyldig, vækker Herrens afsky – skulle man tro, at retfærdiggørelsens omfang måtte indskrænke sig til at gælde ét eneste menneske, nemlig Jesus Kristus. Om Ham siges det jo, at Han var uden synd (Hebr 4,15), men om alle andre, at de har syndet og har mistet herligheden fra Gud (Rom 3,23).
Hvis Herren skulle erklære andre end Jesus retfærdig, burde den logiske følge af Ordsprogenes Bog 17,15 og Romerbrevet 3,23 jo være, at Herren selv er afskyelig.
En logisk opstilling
En enkel logisk opstilling kunne se sådan ud:
Præmis 1: Den, der erklærer uretfærdige for retfærdige, vækker Herrens afsky (Ordsp 17,15).
Præmis 2: Alle mennesker er uretfærdige (Rom 3,23).
Præmis 3: Gud erklærer mennesker retfærdige.
Konklusion: Herren selv vækker Herrens afsky.
Eftersom vi ved, at Gud er retfærdig (Sl 51,6; 2 Thess 1,6), burde det følge, at en af præmisserne, for eksempel nr. 3 ovenfor – Gud erklærer mennesker retfærdige – er falsk (vi har jo allerede set, at præmis 1 og 2 er sande ifølge Bibelen).
Alligevel ved vi fra Bibelen, at Gud faktisk kalder andre end Jesus for retfærdige. For eksempel står der om Abraham, hvis synder er beskrevet i Bibelen, at Gud regnede ham for retfærdig (1 Mos 15,6).
Hvordan kan Gud erklære den, der er uretfærdig, for retfærdig? Kommer Gud så ikke til at vække afsky i sine egne øjne?
Eller er der måske en præmis, der mangler i vores opstilling?
Stedfortræderen
Svaret på disse spørgsmål har at gøre med, hvad en anden har gjort. Det er på grund af en andens fortjeneste, at et menneske kan erklæres retfærdig.
Dette findes der belæg for i flere bibeltekster i Det Gamle Testamente, men for at gøre det enkelt vil vi gå lige til det mest kendte sted – det sted, som måske også udgør højdepunktet på hele den gammeltestamentlige åbenbaring: Esajas 53.
Al den uretfærdighed, al synd og ondskab, som menneskeslægten har gjort sig skyldig i, blev lagt på Herrens lidende tjener, som er Jesus Kristus (ApG 8,32-35). I Esajas 53, vers 4-6 læser vi: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”
Alt det, der gjorde, at vi ikke var retfærdige; overtrædelser, synd og skyld, blev Jesus straffet for. Dette kalder man i dogmatikken for Kristi passive lydighed. Han led på korset alle den evige fortabelses kvaler, Helvedes uendelige pine, så vi ikke behøver det.
Guds lov kræver imidlertid også en positiv lovopfyldelse, hvis et menneske skal anses for at være retfærdig. Der står i Tredje Mosebog 18, vers 5: ”I skal holde mine love og retsregler; det menneske, der følger dem, skal leve ved dem. Jeg er Herren!” Og i Tredje Mosebog 19,2: ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.”
Nu går vi tilbage til Esajas 53 og ser, at også dette har Jesus gjort i vores sted.
I vers 11 læser vi (oversat til dansk fra den svenske Folkbibel): ”Gennem sin kundskab erklærer min retfærdige tjener de mange retfærdige.” I en note i Folkbiblen står der om det hebraiske ord, som normalt betyder kundskab: ”indebærer ikke kun viden, men også fællesskab, her Messias’ syndfrie fællesskab med Gud”.
Dermed kan vi omskrive verset som følger: ”Gennem sit syndfrie fællesskab med Gud, dvs. gennem sit hellige liv, hvor Han i alle ting levede efter Guds bud, erklærer min tjener de mange retfærdige.”
Mennesket selv kan altså ikke leve i overensstemmelse med Guds vilje og ad den vej erklæres retfærdig. Men Jesus har levet et helligt, uskyldigt og rent liv i alle menneskers sted. Derfor profeteres der om Ham i Jeremias’ Bog 23, vers 6, hvor han kaldes konge og en retfærdig spire af Davids slægt: ”Han skal få dette navn: ‘Herren er vor retfærdighed’.”
Jesus selv er vores retfærdighed.
Denne lovopfyldelse i vores sted kalder man i dogmatikken Kristi aktive lydighed.
Det retfærdige i Herrens domfældelse
På korset skete der et saligt pladsbytte. Jesus tog vores synd, og vi fik Hans retfærdighed. Jesus tømte vredens bæger, så vi kunne drikke velsignelsens bæger. Han udstod lidelse for vores synders skyld og udkæmpede en forfærdeligt hård strid i vores sted. Han var ene om det, der var ingen tilbage af os mennesker, der kunne udføre det eller blot være vores Frelser behjælpelig, så besmittede af synd og ondskab, som vi mennesker er. Selv ikke Peter kunne i al sin iver gøre det allermindste for sin Mester. I farens stund flygtede han sammen med de øvrige disciple og forlod Jesus. “Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham“ (Es 53,6).
Alt er sammenfattet i Sønnen, såvel vreden som tilgivelsen. Vreden har gået sin gang. Ikke en eneste synd er forblevet ustraffet. Og en fremmed retfærdighed, Kristi retfærdighed, er blevet tilregnet os.
I Esajas 1, vers 27 står der (oversat til dansk fra den svenske Folkbibel): “Gennem ret skal Zion frikøbes, gennem retfærdighed de, der vender tilbage.“ Ja, vi er virkelig blevet frikøbt, retfærdiggjorte på helt retslig grund. Ved vores retfærdiggørelse, hvor Herren erklærer os retfærdige, forbryder han sig ikke mod sit eget ord, der siger: ”Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky“ (Ordsp 17,15). Det er for Jesu Kristi skyld, vi erklæres retfærdige.
Det imputative i retfærdiggørelsen
Eftersom Kristi retfærdighed tilregnes os, kaldes den bibelske retfærdiggørelseslære også imputativ, af det latinske imputare, som betyder “at tilregne“.
Vi har set, at i Jeremias 23, vers 30, kaldes Jesus selv vores retfærdighed. I Det Nye Testamente fremholdes denne dyrebare sandhed i Første Korintherbrev 1, vers 29. Der står der, at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud, og grunden til det fremholdes i de følgende vers: “Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at ‘den, der er stolt, skal være stolt af Herren,’ som der står skrevet“ (v.30-31).
Gud har altså gjort Jesus Kristus til vores retfærdighed, og Han sidder nu på Faderens højre side i Himlen. Der kan ingen djævel eller nogen anden komme og bryde ned, gøre noget om igen eller på nogen måde stille spørgsmålstegn ved Ham. Vores retfærdighed er helt uantastelig. Paulus skriver: “Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham“ (2 Kor 5,21).
Yderligere belæg for den imputative retfærdiggørelse er alle de steder, hvor der tales om at være klædt i de hvide klæder, bryllupsdragen eller lignende (Es 61,10; Luk 15,22; Åb 3,18; 6,11; 7,9; 16,15). Med dette menes at tro på Jesus som sin Frelser og dermed tilregnes Hans retfærdighed; at være lige så ren, uskyldig og hellig, som Han er.
Paulus skriver til de troende i Galatien: “For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus“ (Gal 3,26-27).
Dette er en så stor og underfuld sag, at et menneskes levetid ikke er lang nok til at overveje den. Tænk at være iklædt Guds Søn, en person i den hellige treenighed! Vi, der tror på Jesus, er iklædt Gud!
Hvem kan egentlig fatte dette?
Et tillæg til den logiske opstilling
I den logiske opstilling ovenfor fik vi den helt blasfemiske konklusion, at Gud var afskyelig i sine egne øjne – selvom de tre præmisser var rigtige. Men da havde vi endnu ikke regnet med stedfortræderen Jesus Kristus. Han er Guds Lam, som gennem sin straflidelse i vores sted har borttaget verdens synd (Joh 1,29). Han er også den rene, hellige Frelser, som blev født under loven (Gal 4,4), levede et fuldkomment liv i vores sted, og hvis retfærdighed vi må iklæde os (Gal 3,27).
På grund af dette salige pladsbytte er Gud ikke afskyelig, men retfærdig, når Han erklærer mennesker retfærdige (Rom 3,26).
Oversat af Henrik Gren Hansen fra Bibliskt och romersk-katolskt – vari består skillnaderna? s. 63-70.
Udgivet af
Lars Borgström
Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.