Retfærdiggørelse og helliggørelse

Retfærdiggørelse er et udtryk, som vi bruger, når vi sætter ord på det, der sker, når et menneske bliver et Guds barn.

Udtrykket er meget indholdsmættet, og kender vi til kristen tankegang, har vi fået en stor mængde information bare ved at høre dette ord.

Der er dog en ting, vi skal være opmærksomme på, når vi bruger udtrykket retfærdiggørelse: Det bærer en mulighed for misforståelse i sig.

Retfærdiggørelse leder nemt vore tanker i forkert retning, sådan at vi tror, retfærdiggørelse betyder, at Gud gør noget i os – i vores natur. Vi tror nemt, at det er os selv, der på en eller anden måde bliver rene og retfærdige. Men sådan er det ikke.

En frifindelsesdom

Lad os se lidt på det, der gemmer sig bag udtrykket. Hvornår sker det, at et menneske bliver retfærdiggjort? Det sker i det øjeblik, hvor et menneske bliver et Guds barn. Når det overgår fra død til liv.

Når nu retfærdiggørelsen ikke på nogen måde er noget, der sker i dig eller med dig, hvad er det da? I Rom 5,16 blev der i 1948-bibeloversættelsen brugt udtrykket “retfærdiggørelse”. Og i den nye oversættelse fra 1992 står der det samme sted: “er blevet til retfærdighed”.

Selv om meningen er den samme, fik jeg det først rigtigt sat på plads selv, da jeg stødte på dette vers i den norske bibeloversættelse fra 1930. Det blev en ahaoplevelse for mig at få den nuance med, som denne norske oversættelse rummer. Der bruges udtrykket “retfærdiggørelse” ikke, men sagen sættes i ord med udtrykket ”frifindelsesdom”.

Det flyttede alle mine tanker væk fra noget, der skulle ske i og med mig, og jeg fik lov til at skimte ind i Guds hjerte. Jeg fik lov til at skimte, hvordan min retfærdiggørelse sker som en frifindelsesdom dybt inde i Guds hjerte.

Frifindelsesdom – det vil være godt for dig, om du kunne tage dette udtryk til hjertet, grunde over det og lade det blive en del af det fundament, som du står på. Det kan blive et godt værn for dig mod hårdnakkede misforståelser.

Udtrykket frifindelsesdom vender tankerne mod det, der sker hos Gud. Vender tankerne mod, at det er en erklæring fra Gud. Og det er godt.

Retfærdiggørelse, syndernes forladelse og tilregnelsen af Kristi retfærdighed, er nemlig ikke, at en synder forvandles.

Nej, efter retfærdiggørelsen, syndernes forladelse, tilregnelsen af Kristi retfærdighed, er synderen stadig bare en synder. Han er stadig en, der helt igennem er ugudelig, men en ugudelig, som får tilgivelse. En ugudelig, som gennem en frifindelsesdom bliver dømt ren, bliver erklæret ren – frifundet for Jesu skyld.

Årsag og følgevirkning

Retfærdiggørelse er, at du bliver dømt ren efter din stedfortræders kvalifikationer. Men alt dette sker i Guds hjerte. Og hvad der udelukkende sker i Gud hjerte, det kan du ikke føle, fornemme eller registrere på nogen måde i dit hjerte. Det sker uden for dig – i Guds hjerte – men det handler om dig.

Her er det, du står i fare for at komme på vildspor. For du er ikke indstillet på at blive frelst, uden at du kan føle, fornemme eller registrere det på en eller anden måde i dig selv. Mange anfægtelser har sit udspring i netop denne problemstilling.

Det er så hårdnakket for dig, at du vil have frelsens centrum i din egen barm, at det skal bankes fast med syvtommersøm, før du fatter disse sandheder og bøjer dig for dem. Og indstiller dig på, at flyttes du over fra død til liv og bliver frelst, så sker det uden for dig.

Noget andet er, at denne frifindelsesdom i Guds hjerte altid medfører en nyskabelse og genfødelse i synderen, og det medfører delagtighed i guddommelig natur.

Men frifindelsesdommen i Guds hjerte er årsagen, og det nye guddommelige i hjertet er følgen. Og det må ikke blandes sammen. Det er farligt at blande det sammen, da det nye i hjertet ofte er noget, som du ikke registrerer selv (mere om det senere). Derimod kan du altid læse i Guds ord om det, der sker i Guds hjerte: det at han dømmer den retfærdig, som er kommet til tro på Jesus. Og Guds ord står fast.

Gud ser på Jesus

Altså: Retfærdiggørelsen (vores frelse) består i det, at Gud ved troen anser og regner os som rene i Jesus. I Jesus vil han føre os frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt (Kol 1,22). Han udvalgte os i Jesus til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt (Ef 1,4). Vi bliver altså anset, som om vi er rene, selv om vi ikke er det i os selv. “Jeg er sort, men yndig” (Højs 1,5).

Det er det, at han anser dig som om, der kan giver dig mange problemer. Du vil ikke regnes, som om du er værdig. Nej, du vil selv være værdig.

Denne tanke må du få gjort op med, hvis du skal frelses. Du må opgive at blive værdig til nåden selv, og så må du finde hvile i den sandhed og i det løfte, at i troen på Jesus anser Gud dig som om, du er ren.

Når du i anfægtelser tænker på, om du kan bestå for Guds ansigt, så forestil dig situationen hos Gud, når han skal vurdere en synder, som har taget sin tilflugt til Jesus:

Jesus sidder ved Guds højre hånd, og han er stedfortræder for enhver synder, som håber på frelse på grund af ham. Når Gud så skal vurdere dig, som lever i troen på Jesus som din frelser, så ser Gud ikke dig, men så vender han blikket til højre, hvor Jesus sidder. Og hvad ser han da? Han ser en fuldkommen renhed og retfærdighed.

Ved troen på Jesus har Gud besluttet, at han vil se bort fra dine kvalifikationer og kun se Jesus og hans værdighed. Så retfærdiggørelsen er: at du er kommet i en stilling, hvor Gud har besluttet at vurdere din stedfortræder og ikke dig.

Hvis du er i en situation, hvor du spørger dig selv, om du holder mål over for Gud, så glem dette spørgsmål, og spørg i stedet dig selv, om det, Jesus er, holder mål over for Gud.

Spørg dig selv, om Jesus er ren og hellig nok til at bestå for Guds ansigt. For det er nemlig ham, Gud ser, når du skal vurderes – dig som har taget din tilflugt til Jesus.

Hvordan kommer jeg til tro?

At blive retfærdiggjort, som beskrevet her, er ikke noget, som du kan kvalificere dig til på nogen måde. Du kan ikke beslutte dig til at blive retfærdiggjort. Uanset hvor meget du vrider dig over det, så kommer du aldrig uden om, at det er Guds værk alene.

Du vil så gerne have lov til at gøre bare lidt. Du ville så gerne, om bare den lille ting at tro kunne få lov til at være dit værk … Men det kan det ikke! Du kan ikke beslutte dig til at tro og derved gøre det.

Nej, troen sidder uden for din viljes rækkevidde. Et sted dybt i dit sjæleliv, hvor du ikke har nogen indflydelse.

Tværtimod er det måske netop troen, som styrer dig.

Men hvordan sker det, at du føres ind i retfærdiggørelsen gennem troen, når det ikke er noget, du er herre over? Hvordan bliver denne tro til? Rom 10,17: Troen kommer af det, som høres.

Du kan føres over fra død til liv ved det evangelium, som du hører. Hvordan går det til?

Det evangelium, du møder i ordet om Jesus, er budskabet om, at Jesus har sonet din synd – netop din synd.

Jesus gjorde dit regnskab op på Golgata, og så hører du, at alt det, Jesus har gjort – alt det, som han er – det har du gjort. Det er du i Guds øjne.

Hvad siger du til det? Hvis du afviser det i vantro, skaber det ikke tro i dit hjerte. Men hvis du hører det og tænker, at det er for fantastisk og alt for godt til at være sandt – så fortæller det, at ordet er begyndt at virke i dit hjerte.

Fra første øjeblik, dit hjerte fatter tillid til Jesus, så er du et frelst menneske, også selv om du ikke kan finde troen.

Når du ikke kan tro, så husk: Det kommer du aldrig til at kunne! Hvad så? Du kan kun lægge øre til budskabet om, hvad en anden har gjort for dig.

Troen kommer til dig, ved at du hører evangeliet. Budskabet om, at Jesus – en anden end dig selv – har opslugt Guds vrede over din synd, og lovens fordømmelse over dig. Han har skaffet din synd bort fra Guds åsyn og knust din død og grav.

Når du hører alt dette, så kommer Helligånden dig nær, og så virker han det i dit hjerte, at du begynder at høre dig ind i det. Du begynder at ane, at det gælder dig. Han tænder en indre fortrøstning, en hjertets tillid i dig.

Det eneste, du kan, er at lægge øre til budskabet om, hvad en anden har gjort for dig. Og dette ord overtaler dig. Det overbeviser dig. Det bliver dig for stærkt. Det skaffer sig selv ørenlyd i dit hjerte. Dette budskab virker selv den tro, som du aldrig fik lavet med dine anstrengelser og beslutninger.

Du kan ikke præstere en tro på dette. Men ved Helligånden skaber budskabet selv en fortrøstning – en lille troens spire i dit hjertes jord: Jamen, så er der jo håb for mig!

Ved at høre disse løfter, så synker det ind i dit hjerte: Når dette er sandt, så er der jo håb for mig. Denne lille spire af håb ved at høre evangeliet er den tro, som skiller liv fra død.

Helliggørelsen – Guds værk

Som retfærdiggørelse udelukkende er Guds værk, forholder det sig også med helliggørelse.

Det har vi svært ved at tumle. Vore tanker om helliggørelse går nemt i retning af, at det er en eller anden form for vellykkethed – noget velfungerende i vores kristenliv, som vi gennem åndelige øvelser og god pædagogisk vejledning skal komme frem til.

Det, der står i vores sind, når vi har det sådan, er en stor koncentration om vores egen åndelighed, om at vores liv som kristne lykkes, og at vores kristenliv sætter spor. Drivkraften kommer så nemt til at ligge hos os selv.

Jeg tror, Øivind Andersen rammer den situation lige på kornet i sin andagtsbog. I stykket til den 14/11 skriver han:

“Der findes kristne der har en “helliggørelse”, der gør dem til en plage for deres medmennesker”.

Du er sikkert stødt på dem. De er så åndelige, at de ikke er til at holde ud. Alt kredser om deres åndelighed, som de på fortræffelig vis formår at placere sådan, at den på en diskret måde altid er i fokus. Denne åndelighed lægger et pres ind over dig, som konstant kan give dig åndelige mindreværdskomplekser. Du har måske ofte tænkt: Kunne jeg dog bare blive som dem.

Så var der andre. Når du mødte dem, blev du glad, og de efterlod dig med længslen efter at komme nærmere til Jesus.

Den ene form for “helliggørelse” har sit udspring i selvlivets forsøg på at blive hellig og from. Den anden form for helliggørelse har sit udspring i et liv sammen med Jesus.

Frugt af friheden

Hvad er helliggørelse, når det ikke er selvdressur?

Ved den tro på Jesus, som fødes der, hvor dit hjerte får nåden tilsagt, sker der noget. Selve troen på Jesus indebærer en ny fødsel. Og med denne nye fødsel følger der også et helt nyt liv i hjertet.

Dette nye liv er delagtighed i guddommelig natur; det omskaber mennesket indefra, og skaber på en måde en helt ny retfærdighed i livet.

Denne retfærdighed, som er en frugt af det nye liv i nåden, er af en helt anden art end den retfærdighed, som springer ud af selvlivets forsøg på at blive hellig og from.

Hvis du ved troen er blevet et Guds barn, så er der født en ny natur i dig med en ny lyst, en ny vilje og en ny trang. Og så sandt du lever åndeligt set, så er dette nye i dit hjerte der mere eller mindre.

Fra dette liv spirer der en smerte over synden frem, og nåden bliver dyrebar og umistelig for dig. Din gamle natur vil en anden vej, men det nye – Jesu sindelag – længes efter det hellige og rene, og som konsekvens af dette bliver synden, det urene og vanhellige, en smerte for dig.

Dette er en retfærdighed i livet, som er af en helt anden art end der, hvor vi ved selvdisciplin forsøger at rette skuden op.

Den er anderledes, fordi den har sit udspring i evangeliets absolutte frihed. Det er en retfærdighed, som er frihedens frugt. Den er nådelivets frugt. Den er frugten af det liv, hvor alle krav om at være og gøre er løftet af hjerte og samvittighed.

Det er ikke muligt at leve i denne absolutte frihed, uden at det sætter spor. Også selv om du ikke kan se det selv. Disse spor, som er frugten af det frie liv i nåden, er den helliggørelse, som er en uløselig enhed med retfærdiggørelsen.

Hvis du synes, det ser sløjt ud i dit kristenliv, så skal du ikke tage nye livtag med dig selv.

Nej, der er kun et sted, hvor helliggørelsen og de åndelige frugter kan vokse, og det er der, hvor du får lov til at skue ind i det herlige evangelium, som giver dig alt for intet.

Ekko fra hjertet

Det er så vigtigt, at evangeliet får lov til at løfte alle byrder og krav af dit hjerte, så du bliver fri. Når det menneske, som stadig er bundet til, hvordan det skal være og gøre over for Gud, hører Guds bud, så hører det budene som krav.

Men når det forløste og frigjorte hjerte hører Guds bud, så møder det i grunden bare sit eget hjertes trang sat i ord. Budene modtager et ekko fra det forløste hjerte:

“Ja Gud, det er jo det, jeg vil. Jeg vil lyde dig, jeg vil følge dig – ikke af tvang, men af trang. Jeg vil følge dig af den trang, som din nåde selv fødte i mig.”

Som salme 119,32 udtrykker det i 1948-oversættelsen: “Jeg vil løbe dine buds veje, thi du har givet mit hjerte at ånde frit.”

Dette er helliggørelsens udspring og eneste drivkraft. Du har givet mit hjerte at ånde frit. Her ser vi, hvordan helliggørelse og al åndelig frugt altid er frihedens frugt.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Peder Mikkelsen

Peder Mikkelsen, Lystrup, prædikant i Luthersk Mission.