Retfærdiggjort

Fra evangeliernes skatkammer I

Frank Jacobsen var præst i Mariehøj Sogn i Silkeborg i mere end 30 år. En gang om måneden skrev han en kort artikel til lokalavisen, hvor han forkyndte evangeliet ud fra søndagens tekst. Vi bringer et udvalg af disse artikler.

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes” (Luk 18,9-14)

Retfærdiggørelsen er den kristne tros centrum.

”Med læren om retfærdiggørelsen står og falder den kristne kirke”, siger Luther. Og på det, som Romerkirken lærte om den sag, stemplede han paven som Antikrist.

Ordet taler nemlig om den vigtige sag: at være retfærdig for Gud. Retfærdiggørelse vil slet og ret sige, at et menneske bliver anset for retfærdigt af Gud – dvs. er uangribeligt, ustraffeligt, helligt, syndfrit for Gud.

Retfærdiggjort er den, som ikke af Gud kan anklages eller fordømmes for nogen ting. Den sag vil vi se på.

Antikristen retfærdiggørelseslære

Først vil vi se sagen, som den er mest nærliggende for os, og som de mange forskellige antikrister da også lærer det i en eller anden skikkelse: at det er noget, som kræves af os, at vi skal gøres retfærdige.

At dette ikke er så lige til en sag, men behøver Guds kraft, er klart for alle. Skal vi gøres retfærdige, må det ske lidt efter lidt – skridt for skridt – og under påvirkning af Guds Ånd.

At dette ikke gør os fuldkomne er også indlysende for alle, skønt man kan nå langt, hvad Romerkirken kan pege på ved at henvise til forskellige hellige mænd og kvinder, som nåede langt i den retfærdighed – som f.eks. Frans af Assisi og den hellige Birgitta. Men trods al stræben og åndelig øvelse vil et menneske på vejen mod at blive retfærdig efter Guds krav have brug for Guds nåde og barmhjertighed.

Til gengæld ligger der deri en kraft til at gøre endnu større fremgang på retfærdiggørelsens vej – og ingen når her i livet til ende med den.

Den kristne retfærdiggørelseslære

Over for det har vi den kristne kirkes lære.

Den siger, at retfærdigheden ikke kræves, men er en gave, som gives den, der tror på Jesus. Når Paulus beskriver denne retfærdighed, siger han, at den består i, at Gud ikke tilregner os synden.

Det var det, der skete med tolderen, som Jesus fortæller om i teksten fra Lukasevangeliet. Da han forlod helligdommen, var han nået meget, meget længere end farisæeren. Han havde nemlig nået det store og betydningsfulde mål: at blive gjort retfærdig for Gud.

Havde han ikke synd da?

Jo. Vi hører jo, hvordan den endda tynger og bekymrer ham.

Ja, men havde han da lovet, at det nu skulle være forbi med synden, og at han nu ville bestræbe sig på at blive retfærdig?

Nej – ikke et ord om det.

Hvad da?

Han havde søgt ind under Guds nåde – og: derinde blev han retfærdig for Gud. For derinde tilregnede Gud ham ikke en eneste synd.

Det er retfærdiggørelse.

Og, det sker ikke ved noget andet end tro på Jesus uden gerninger – dvs. alene ved det: at tro på Jesus.

Guds nådes gave

Jesus er nemlig Guds nådes gave. Guds nåde gav den fortabte syndens verden sin Søn. Han kom og blev menneske. Han fik den tjeneste at stride med Gud for os i Getsemane Have. Han fik pålagt at bære dommen for os på Golgatas kors. Han gennemførte offeret til sejren Påskemorgen, som betød, at retfærdigheden hermed var vundet os, som Paulus siger i Rom 4,25. Og med alt dette fuldbragt har han fået ærespladsen ved Guds højre hånd, hvor han er ”til gavn for os” (Hebr 2,9).

Alt dette samler apostlen i det udtryk: ”Vi står som retfærdige ved den enes lydighed” (Rom 5,19).

Og alt hvad en synder gør er at tro på ham. Med troen har han det. Med troen – og bare med troen – er han i al sin færd i syndens verden retfærdig for Gud. Med troen har selv en tolder en større retfærdighed end alle farisæeres og helgeners retfærdighed tilsammen: Han har Guds Søns egen retfærdighed som sin – han er retfærdig ved Guds Søns lydighed mod Gud.

Det, som de andre aldrig når her i livet, det har troen på Jesus.

Den tro fremmer og priser den kristne kirke derfor til Kristi ære. Den synger om og priser Gud for retfærdighedens gave, som er givet os i det ene menneske, Jesus Kristus (Rom 5,15-16).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Frank Jacobsen

Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.