I forlængelse af min artikel Værdifuld og fortabt i Nyt Livs blad 1/2025 er der blevet rejst adskillig kritik i forskellig sammenhæng. Kritikken har blandt andet handlet om de følgende fire forhold:
- At jeg taler om de falske profeters kendetegn i sammenhæng med, at jeg taler om nogle prædikanter på Å-festival og Event.
- At jeg er gået ud med en offentlig kritik af nogle prædikener uden først at have talt med prædikanterne personligt.
- At jeg har anonymiseret de behandlede prædikanter på en måde, som gør det muligt for dem, som vil det, at finde ud af, hvem jeg skriver om.
- At jeg ikke selv har kontaktet de ansvarlige IMU-ledere.
I forhold til alle de fire punkter kunne jeg ønske, at jeg i min artikel bedre havde forklaret, hvorfor jeg har skrevet, som jeg har. Der er nogle misforståelser og mistolkninger, som jeg kunne og burde have taget hånd om og forebygget på en bedre måde. Jeg håber, at det nedenstående i nogen grad kan råde bod på disse mangler i min artikel.
Jeg vil kommentere de fire forhold i den ovennævnte rækkefølge.
Falske profeter
Bibelen forbereder os på, at der kan træde falske profeter frem i vores menigheder, og den giver os nogle pejlemærker for, hvad der kendetegner de falske profeters forkyndelse. Et af de karakteristiske træk er, at de fortier det budskab, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst. Den form for forkyndelse må vi være på vagt over for. Vi, som er prædikanter, står alle i fare for at prædike på den måde. Det kan ske ubevidst og mod vores ønske. Men vi må som kristne til stadighed være på vagt over for, om forkyndelsen i vores fællesskaber bevæger sig i den retning. Når det sker, må vi reagere. Anliggendet med min artikel var at påpege, at den gennemgående tendens ved forkyndelsen på Å-festival og Event 2024 var, at den i alarmerende grad fortiede det, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst. Det samme gjorde sig gældende for den forkyndelse, som jeg lyttede til fem år tidligere fra Event 2019.
Det, jeg skrev om falsk forkyndelse og falske profeter i min artikel, var baseret på tre præmisser, som jeg gerne vil uddybe.
1) Vi må være forberedte på, at der kan træde vranglærere frem fra vores egen midte.
I sin afsluttende tale til Israel forbereder Moses sine landsmænd på, at de kan møde falsk og forførende tale fra ”din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven” (5 Mos 13,7). I sin afsluttende tale til de ældste i Efesus forbereder Paulus dem på, at der vil træde falske profeter frem ”blandt jer selv” (på græsk: fra jer selv) (ApG 20,30). I brevet til galatermenigheden advarer Paulus dem mod at lytte til nogen, som prædiker et andet evangelium end det, de har hørt, om det så er Paulus selv, der kommer med det (Gal 1,8). Paulus tager ikke for givet, at han selv bliver ved evangeliet. Han frygter, at han, som har prædiket for andre, selv skal falde fra (1 Kor 9,27).
På denne baggrund advarer jeg, når jeg har en naturlig anledning til det, vores LMH-elever mod at følge LM, LM’s ledere, LMH, LMH’s lærere, mig. Hvis vi følger organisationer, institutioner og personer, er vi i overhængende fare for at blive ført vild. For både organisationer, institutioner og personer flytter sig. Der er kun én vejleder, der ikke flytter sig, og det er Guds ord. Så vi må lytte til vejledningen fra de organisationer, institutioner og personer, som knytter os til Skriften, og som i Skriften knytter os til Jesus som vores frelser – så længe de gør det. Men vi må ikke følge – dem. For selv de bedste af dem kan bevæge sig væk fra den bibelske sandhed i deres tro, teologi og tale, og i samme grad det sker, bliver det åndeligt farligt at lytte til dem og følge dem.
Det her sagte gælder selvsagt også Nyt Liv. Derfor må det også betones over for dem, som støtter Nyt Liv, og som kalder sig Nyt Livs venner. I sommers forkyndte jeg på Nyt Livs bibellejr og citerede i min anden bibeltime Paulus’ ord i ApG 20,30: ”Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig”. I tilknytning hertil sagde jeg:
”De vil gerne have disciplene med sig. Det er et kendemærke for vranglærerne. De vil have folk med sig, de vil have folk til at følge dem, være på deres hold, i deres gruppe. ”Nyt Livs venner” – hvad skal man mene om sådan et begreb? Forstået ret tror jeg, det kan forsvares. Men der er en kæmpe fare i det. Faren er, at vi bliver optaget af, hvem og hvor mange der kommer hos os, støtter os, følger os, hvor mange har vi med os. Hvad skal Nyt Liv være? Nyt Liv skal være en finger, der peger mod Jesus og siger: Se Guds lam, som bærer verdens synd. Og så kan den finger være svag og rystende, og det er faktisk godt, hvis den er svag og skrøbelig og rystende. For så er det ikke naturligt at rette opmærksomheden mod den og blive indfanget af den. Så ser man i stedet mod det, som fingeren peger imod: Jesus, Guds lam, som bærer verdens synd. Gud give, at vi i Nyt Liv må være det og intet andet. Og Gud give, at I, som kommer her nu og er her nu, at I ved det, I møder her, må blive knyttet sådan til Jesus, at når der her på stedet ikke længere lyder et sandt vidnesbyrd om Jesus som Guds lam, så forlader I Nyt Liv, og så søger I derhen, hvor det vidnesbyrd lyder. Himmelvejen er ikke knyttet til det her sted. Himmelvejen er knyttet til vidnesbyrdet om Jesus som Guds lam. Vi skal ikke have folk med os. Vi skal lede folk til Jesus og knytte dem til ham.”
Alle kristne organisationer, institutioner og personer er i bevægelse, og de kan ende med at lede vild. Derfor må vi til stadighed prøve dem på Guds ord. Reformationen opstod, fordi der var en munk, som gjorde netop dette. Han læste Skriften og så vurderede han organisationen, institutionen og de formelle ledere ud fra den. Skriften alene var hans princip, og fordi han fulgte Skriften, blev han ført til Jesus. Jeg prøver efter bedste evne at lære mine bibelskoleelever at gå i Luthers spor og lade Skriften alene være deres norm og prøvesten i forhold til alt og alle og ikke mindst i forhold til min egen forkyndelse og undervisning. Det er ifølge min vurdering den bedste vejledning, jeg kan give dem.
2) Falsk forkyndelse er ikke kun at fremføre et bibelstridigt budskab, men også at fortie det budskab, som tilhørerne må høre for at blive frelst.
I Ez 3,16ff. får Ezekiel at vide, hvad der er hans grundlæggende kald som profet i Israels hus:
”Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige, og han ikke vender om fra sin uretfærdighed og sin uretfærdige færd, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv.”
Der er et grundlæggende budskab, som Ezekiel skal gå med. Det er kaldet til omvendelse og frelse. I den sammenhæng sætter Gud ord på, hvad der vil være det fatale svigt for Ezekiel som profet. Det fatale svigt er, at han fortier kaldet til omvendelse – at han undlader at forkynde det budskab, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst. Hvis Ezekiel undlader at forkynde dette budskab, så vil Gud kræve de fortabtes blod af hans hånd, og Ezekiel vil selv komme under dom. Der er én måde, hvorpå Ezekiel kan redde sit liv: Det er ved at være tro mod og lægge røst til det budskab, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst: ”Hvis du derimod advarer den uretfærdige, og han ikke vender om fra sin uretfærdighed og sin uretfærdige færd, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv” (v.19) Kun sådan kan Ezekiel redde sit liv.
Spørgsmålet er så, i hvilket omfang denne forpligtelse kan overføres på andre prædikanter til andre tider. Det spørgsmål får vi svar på i ApG 20, hvor Paulus holder sin afskedstale for lederne i Efesus. Her minder Paulus dem om, hvordan han har forkyndt i de 2-3 år, han har været hos dem. Der er én ting, han understreger med særlig styrke: at han ikke har fortiet det budskab, som de havde brug for at høre for at blive frelst. Og så er der én bibeltekst, som han henviser til og tydeliggør, at han føler sig forpligtet af: Ez 3,16ff. Paulus siger i sin afskedstale:
”I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus… Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje. (v. 20f.; 26f.).
Som forkyndere af Guds ord er det vores grundlæggende kald at forkynde det budskab, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst. De falske profeter i den gamle pagt var kendetegnede ved, at de ikke gjorde dette: ”De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne” (2,14). De falske profeter fortiede den sandhed, som mennesker havde brug for at høre for at blive frelst.
3) Hvis vores forkyndelse fortier det, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst, så ligner vores forkyndelse de falske profeters forkyndelse.
Den præmis er åben for misforståelse, hvis den ikke præciseres. Vi må prædike over alle emner og tekster i Bibelen, og selvom det er sandt, som Luther siger det, at der ikke er nogen bibeltekst som er ”extra crusem” (uden for korset), og som kan forstås uafhængigt af korset, så er det ikke alle emner og tekster, som lægger op til og bedst belyses ved, at vi sjælesørgerisk kalder til omvendelse og forkynder de grundlæggende frelsessandheder. Men jo flere prædikener, vi holder, og jo mere vi kommer rundt i de bibelske tekster og emner, jo mere oplagt og forpligtende bliver det, at vi må prædike til vækkelse og omvendelse for dem, som lever i synd, og til trøst for dem, som angrer deres synd. Vi må tale om Gud i både hans hellighed og hans kærlighed, hans vrede og hans nåde. Vi må tale om skellet mellem fortabte og frelste, og vi må tydeliggøre, at det er altafgørende i forhold til Gud, om vi har med Gud at gøre uden Jesus eller med Jesus. Vi må kalde til omvendelse, og vi må forkynde det helt centrale i evangeliet: hvad Jesus har gjort for os til vores frelse ved at opfylde loven for os, dø på korset for vores synd og opstå til evigt liv for os. Jo mere udtalt det bliver, at vi fortier det, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst, jo mere kommer vi til at ligne og fremstå som de falske profeter.
I min artikel citerer jeg Lloyd-Jones for sige dette om de falske profeter:
– De giver indtryk af, at alt grundlæggende er godt og gør ingen urolige eller bange for, om de er frelst.
– De taler sjældent om Guds hellighed, retfærdighed og vrede og får ikke nogen til at bæve ved tanken om den ophøjede og frygtindgydende Gud, vi har med at gøre.
– De betoner aldrig dommens dag og den evige fortabelse.
– De betoner ikke vores dybe syndefordærv og vores manglende evne til at gøre noget til vores egen frelse.
– De vil ikke betone omvendelsens nødvendighed.
– De fremstiller porten til himlen som vid og vejen til himlen som bred og giver indtryk af, at alle, som vil til himlen kan komme det uden anger og uden omkostninger.
– De lærer ikke, at det var absolut nødvendigt, at Jesus døde på korset, hvis vores synd skulle sones og fjernes – at Guds vredesdom måtte ramme ham, hvis den ikke skulle ramme os.
– De lærer ikke, at Jesus døde i vores sted, for vores synder, og at det er grundlaget for vores frelse.
På baggrund af disse gengivelser fra Lloyd-Jones skriver jeg:
”Netop det, som Lloyd-Jones her fremhæver som kendetegn på den falske forkyndelse, netop det har kendetegnet de prædikener, jeg har hørt på Å-festival og Event 2024.”
Jeg fortsætter så med at sige, at jeg er overbevist om, at forkynderne andre steder og på andre tidspunkter kan have holdt prædikener, som klarere har forkyndt Guds lov og evangelium, og at de givetvis er enige i, at vi skal prædike lov og evangelium efter Bibelens ord. Men den gennemgående tendens og linje i forkyndelsen på Å-festival og Event 2024 var, at hverken loven eller evangeliet blev forkyndt klart. Mit anliggende var ikke at rette opmærksomheden mod og fælde en bestemt dom over den enkelte prædikant, men derimod at rette opmærksomheden mod og vurdere den gennemgående tendens og linje i forkyndelsen.
Det er de tre ovennævnte præmisser, jeg baserer min artikel på i den del, hvor jeg taler om de falske profeter.
Der er et spørgsmål, som jeg ikke skriver om i min artikel, og som jeg heller ikke tror, vi kan give et entydigt, bibelsk funderet svar på: Hvornår præcist går en forkynder over fra at være en sand profet til at være en falsk profet?
Noget kan vi nok sige. Hvis en forkynder tilegner sig, proklamerer og trods formaning til at vende om fastholder en alvorlig og åbenbart bibelstridig vranglære, så må den forkynder betegnes og betragtes som en falsk profet. Men jævnfør det ovenstående så regner Bibelen med, at man kan blive en falsk profet ved at fortie det, som mennesker har brug for at høre, for at de kan blive frelst. Hvornår har man fortiet det så længe, så bastant og så konsekvent, at man må betragtes og betegnes som en falsk profet? Det tror jeg ikke, vi kan svare på. Tilsvarende tror jeg heller ikke, vi kan svare på, hvornår en kristen har levet så længe, så trodsigt og så ubodfærdigt i synd, at troen er død i hjertet. Men jeg kan heller ikke se, at det er vigtigt for os at kunne definere de absolutte grænser i disse forhold. Det er nok, at vi forstår den dybe og evige alvor ved at leve i synd, så vi kalder alle, der gør det, til at vende om fra synden, bekende den for Gud og modtage tilgivelse for Jesu skyld. Tilsvarende er det nok, at vi forstår den dybe og evige alvor ved som forkynder at fortie de fundamentale frelsessandheder, så vi kalder alle, der gør det, til at lægge røst til det, som mennesker har brug for at høre for at blive frelst. Det var det, jeg gerne ville med min artikel – også med afsnittet om de falske profeter.
Min analyse af de ti prædikener på Å-festival og Event 2024 tog i særlig grad sigte på at afdække, hvad der på tværs af prædikenerne blev sagt og navnlig ikke blev sagt om det mest afgørende: frelsen i Jesus. Jeg skriver:
”Det handler ikke om personer, men om sagen. Endvidere må det tages i betragtning, at de enkelte prædikanter taler ud fra tildelte emner. Det påvirker naturligt nok, hvad de betoner. Derfor mener jeg, at fokus særligt skal rettes mod de store linjer og gennemgående træk på tværs af prædikenerne” (20).
Når vi ser på de store linjer og de gennemgående træk, så tales der ifølge min vurdering ulykkeligt og foruroligende lidt om det, som de unge har brug for at høre for at blive frelst. Når jeg i den forbindelse bragte de falske profeter på bane, var det for at tydeliggøre alvoren ved at fortie de centrale frelsesandheder. Det er ikke en ubetydelig ting. Det er de falske profeters spor. Vi skal følge et andet spor.
Offentlig bedømmelse af offentlig forkyndelse
Jeg er selv prædikant, og jeg ved, at jeg er sårbar, når jeg har stået på prædikestolen. Det naturlige er, at der er identitet mellem min tro og mit budskab. En kritik af det sidste rammer derfor det første – sådan kan jeg og vi, som er prædikanter, opleve det. Det er en af flere grunde til at det opleves tungt at blive kritiseret for sin forkyndelse. Man kan også blive dybt anfægtet i forhold til tilhørerne: Har jeg svigtet dem? Har jeg ført dem vild? De spørgsmål må vi, som prædiker, til stadighed forholde os til. Og vi må være forberedt på, at der kan komme kritik af vores forkyndelse. Vi træder offentligt frem med vores budskab ”og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne” (2 Kor 4,2). Vores forkyndelse udbredes offentligt, og den må derfor også bedømmes og om nødvendigt imødegås offentligt.
I den lutherske tradition har vi siden reformation lært, at offentlig forkyndelse må bedømmes og om nødvendigt imødegås offentligt. Det var i høj grad det, reformationen handlede om. Luther understreger, at den offentlige bedømmelse af forkyndelsen er vigtig for at undgå, at falsk lære udbredes uden at blive afsløret og modsagt. Luther er blandt andet inde på dette i sin udlægning af det 8. bud i Den Store Katekismus. Først udlægger han Matt 18 og tydeliggør, at den praksis, Jesus foreskriver her, den gælder skjulte synder, som vi bliver opmærksomme på i private relationer. Derefter skriver han:
”Alt dette gælder de hemmelige synder. Hvor synden derimod er helt åbenbar, og dommeren og enhver anden kender den, kan du uden synd undgå ham og lade ham selv om det, fordi han selv har gjort sig til skamme, og du kan desuden offentligt vidne imod ham. For det, som ligger klart for dagen, kan ikke være genstand for bagtalelse, og der kan heller ikke dømmes eller vidnes falskt. Således har vi f.eks. lov til at irettesætte paven med hele hans lære, da det alt sammen ligger offentligt i bøger og er udskreget for hele verden. For hvor synden er offentlig, er det kun rigtigt at straffe den offentligt, for at enhver kan vide at vogte sig for den.” (Credo Forlag, 1996, 96, min kursivering).
Det, som Luther taler om til sidst i citatet, er offentlig forkyndelse. Når en lære udbredes offentligt, må den også bedømmes og – hvis den er falsk – imødegås offentligt: ”for at enhver kan vide at vogte sig for den”.
Det bibelske kardinaleksempel på dette princip er Paulus’ offentlige imødegåelse af og domfældelse over Peter, da han trækker sig fra at have fællesskab med de hedningekristne og derved fornægter evangeliet. Paulus ser, at Peter trækker andre troende med sig, ”så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri” (Gal 2,13). Når Peter som kristen leder offentligt handler på en måde, som fører andre væk fra evangeliet, så må han imødegås offentligt – af hensyn til de troende, så de kan blive advaret mod at følge ham. Derfor træder Paulus op offentligt og imødegår Peter offentligt: ”Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør…” (v.14). Jeg forestiller mig, at Paulus i denne situation har stået med tårer i øjnene. I kapitlet forinden har han fortalt, at Peter var den første af apostlene, der modtog ham som en kristen bror. Det er denne Peter, som nu er på vej væk fra evangeliet og trækker andre med sig. Men kærligheden til Peter får ikke Paulus til at tie. For det er til hjælp for både Peter og de troende i menigheden, at Paulus træder op og taler imod Peter – offentligt.
I kommentarserien Bibelværk for Menigheden skriver Kurt E. Larsen i tilknytning til dette sted i Galaterbrevet:
”Fordi Peters fremgangsmåde havde vakt offentlig forvirring, trådte Paulus også offentligt op imod ham. Normalt skal kristne ellers sætte hinanden i rette under fire øjne (Mt 18,15), men da skaden var sket offentligt, måtte den også gøres god igen i fuld åbenhed. Sygdommen og lægemidlet må svare til hinanden” (170).
Den konfessionelle lutheraner R.C.H.Lenski skriver i sin kommentar til dette sted:
”Paul gave Peter a public rebuke, public not as deserved punishment for him but so that all might hear it for their own good. Even Pelagius says: Publicum scandalum non poterat privatum curari (En offentlig skammelighed kunne ikke håndteres privat). Augustine, otherwise his opponent, agrees: Non enim utile era terrorem, qui palem noceret, in secreto emendare. A public wrong is not to be corrected in private. We certainly do not hang our dirty linen in the front yard. It was Peter who sinned as a public man in a public way; he forced the public rebuke from Paul, he made it necessary that all should hear” (The Interpretation of St. Paul’s Epistles to the Galatians to the Ephesians and to the Philippians, Augsburg Publishing House, Minneapolis, Minnesota, 1961, 99-100).
Det er det samme princip, vi har handlet ud fra, når vi i missionsforeningerne fra begyndelsen og frem til nu eksplicit og offentligt har kritiseret meget af det, som er blevet sagt og skrevet af teologer, universitetslærere, præster og biskopper i Danmark. Og det er i realiteten det samme princip, som ligger til grund, når vi anmelder bøger, der præsenterer sig som kristne. Når nogen træder offentligt frem med en forkyndelse eller en anden form for åndelig vejledning, som præsenteres som kristen, så har vi som kristne en forpligtelse til ud fra Bibelen at forholde os kritisk vurderende til det, som siges. Hvis det, som siges, ikke er sand bibelsk og evangelisk vejledning, da er det både nødvendigt, bibelsk og kærligt i forhold til alle parter at imødegå det – offentligt.
Det er naturligt at overveje, om man også og først skal gå til og tale med de prædikanter og åndelige ledere, som har sagt eller skrevet noget, som er vildledende. Det kan ofte være godt at gøre det, og jeg har selv gjort det adskillige gange. Men jeg finder mest naturligt at gøre det, når jeg kender prædikanten, når jeg har et medansvar for forkyndelsen, eller når jeg i det mindste hører til i den kristne sammenhæng, hvor prædikanten har talt. Jo længere jeg er på afstand, jo mere unaturligt bliver det – ifølge min vurdering.
Og yderligere: Hvis det, jeg foruroliges over, mere er en gennemgående tendens på tværs af flere prædikener ved et arrangement end noget bestemt, som er sagt i en enkelt prædiken, så er det ifølge min vurdering mere naturligt, at jeg henvender mig med min bekymring til lederne af arrangementet end til de enkelte prædikanter.
Derfor valgte jeg også for fem år siden, da jeg blev foruroliget over forkyndelsen på Event at henvende mig til nogle, som var tættere på Event end jeg, som ifølge min vurdering bedre kunne være ambassadører for mit anliggende end jeg, og som på den baggrund også kunne gå til de ansvarlige ledere med det.
Skulle jeg have gjort noget lignende igen her fem år senere? Det tror jeg, ville have været godt. Når jeg valgte at gå ud med en offentlig artikel, skyldtes det, at en række familier havde henvendt sig til mig med spørgsmål om, hvorvidt det ifølge min vurdering var godt at sende unge afsted til samlinger som Å-festival og Event. Jeg lovede i den forbindelse, at jeg gerne ville sætte mig ned for at lytte til og vurdere forkyndelsen og på den baggrund give en vejledning. Jeg tror stadig, at det var det rigtige at gøre. Men i lyset af det, som er sket efter udsendelsen af min artikel, tror jeg, at det havde været godt først at sende artiklen til dem, som har det ledende ansvar Å-festival og Event, så de var fortrolige med artiklens indhold, før den kom ud. Disse ledere kunne så vurdere, hvordan og i hvilket omfang de ville tale med prædikanterne om den. Jeg tror, det ville have været den bedste fremgangsmåde, og jeg vil gerne beklage, at jeg ikke valgte den. Hvis jeg havde tænkt klarere, og hvis jeg havde handlet som beskrevet, tror jeg, det havde været godt både for enkeltpersoner, relationer og sagen.
Hvordan reagerede Peter på Paulus’ offentlige formaning? Jeg er overbevist om, at Peter i første omgang lyttede med meget blandede følelser. Jeg kan ikke forestille mig andet. Jeg har aldrig været glad for at blive irettesat for min forkyndelse. Selvom jeg ud fra troen ønsker at blive irettesat, hvis jeg taler falsk eller forførende, har det altid været og vil det altid være meget udfordrende for mig at lytte til den slags formaninger. Det er jeg overbevist om, at det også var for Peter. Men det endte med, at han bøjede sig for sandheden i Paulus’ ord og vendte tilbage til evangeliet. Og det var ikke kun Peter, som på den måde fik hjælp. Paulus’ offentlige kritik var en uvurderlig hjælp for de kristne, som af Peter var blevet ført væk fra evangeliet. Det hele endte med, at Peter i sit sidste brev talte med varme om Paulus som ”vor kære bror” (2 Pet 3,15).
Med det ovenstående har jeg ønsket at fastholde, at der knytter sig et stort ansvar til at træde frem med offentlig forkyndelse. Vi må tale som Guds ord (som der står i den græske grundtekst til 1 Pet 3,11). Det er vores kald, og netop fordi det er vores kald, må vi både være forberedte på og positivt ønske, at andre kristne prøver vores forkyndelse på Guds ord – som de kristne i Berøa gjorde det i forhold til apostlenes forkyndelse (ApG 17,17).
Som jeg skriver det mod slutningen af min artikel, tror jeg ikke, det er muligt at have en længerevarende tjeneste med forkyndelse uden at måtte bedrøves over egne svigt og fald. Vi kan ikke bygge vores frimodighed på, at vi ikke svigter og aldrig fejler. Vi må bygge vores frimodighed på, at vi har vores tjeneste af barmhjertighed, at der er nåde hos Gud for alle synder og svigt, og at der på nådens grund en ny begyndelse for os – som der var det for Jonas.
Anonymisering
Jeg skriver om anonymiseringen af de enkelte prædikanter:
”Jeg har valgt i det følgende ikke at nævne navne på de enkelte forkyndere. Det handler ikke om personer, men om sagen. Endvidere må det tages i betragtning, at de enkelte prædikanter taler ud fra tildelte emner. Det påvirker naturligt nok, hvad de betoner. Derfor mener jeg, at fokus særligt skal rettes mod de store linjer og gennemgående træk på tværs af prædikenerne.” (20).
Når jeg så har skrevet om de enkelte prædikener, har jeg ikke desto mindre henvist til dem på en måde, som gør det muligt for den, som absolut gerne vil det, at finde ud af, hvilken prædikant jeg skriver om. Når det blev sådan, var det, fordi jeg ønskede at tilgodese to hensyn: For det første ville jeg gerne kunne vurdere den enkelte prædiken i lyset af dens emne og de enkelte dele af prædikenens i lyset af dens helhed. For det andet ville jeg gøre det muligt for andre at efterprøve og imødegå det, jeg skrev om den enkelte prædiken. Jeg kunne ikke se, og jeg kan stadig ikke se, hvordan jeg kunne tilgodese disse to hensyn og samtidig på en absolut måde hemmeligholde prædikanternes identitet.
Som jeg påpeger det i det ovenfor gengivne citat fra min artikel, så må det, som siges i den enkelte prædiken, ses i lyset af, hvilket emne prædikanten har fået tildelt. Men det er umuligt at nævne den enkelte prædikens emne uden derved at afsløre, hvilken prædiken og prædikant der er tale om.
De enkelte pointer og udsagn, som kommer i en prædiken, må også forstås i lyset af konteksten i prædikenen – hvad går forud, hvad kommer efter, og hvad er den gennemgående tanke? At løsrive de enkelte dele fra konteksten, er ikke rimeligt over for prædikanten, og det vil uundgåeligt ende i en atomiseret sværm af fritstående udsagn, der er åbne for fortolkning i mange retninger, og et tab af den meningsmæssige helhed, som det for mange af prædikanterne er vigtigt at opbygge. I samme grad de enkelte dele af prædikenen sættes i forhold til konteksten, i samme grad bliver det gennemskueligt for den, som vil finde ud af det, hvilken prædiken og prædikant der er tale om.
Skal det, jeg skriver om den enkelte prædiken, kunne efterprøves og imødegås af andre, så må det være gennemskueligt, hvilken prædiken der er tale om. Når Søren Rønn og jeg har kunnet kan have en meningsfuld, offentlig dialog om hans prædiken og om min vurdering af den, så er det, fordi det er muligt for den, der målrettet går efter det, at finde ud af, hvornår jeg i min artikel taler om hans prædiken.
Man kan argumentere for, at det skulle veje tungere at skjule prædikanternes identitet, end dels at omtale den enkelte prædikens emne og helhed og dels at give mulighed for at efterprøve og imødegå min vurdering. Men jeg har truffet et andet valg. Jeg har opfordret læserne af min artikel til at se på sagen frem for på personerne, og jeg håber, at mange læsere har taget det til efterretning. Jeg håber med andre ord, at det er få, som har været opsatte på og sat sig for at identificere prædikanterne. Men jeg har åbnet mulighed for, at dette sidste kunne ske, og jeg har gjort det af de nævnte grunde.
Personlig kontakt til IMU-ledere
Jeg skriver i min artikel, at jeg for fem år siden henvendte mig til to kristne ledere for at tale med dem om min bekymring vedrørende forkyndelsen på Event. Den ene henvendte jeg mig til skriftligt, den anden telefonisk. Jeg skriver i min artikel, at det var to ledere, som ”i kraft af deres formelle lederroller havde mulighed for at præge og tage initiativ i en god retning.” Jeg skriver også, at jeg oplevede, at de tog godt imod mit anliggende. Den ene af de to sagde, at han ville tale med den ansvarlige IMU-leder om sagen.
Når jeg henvendte mig til disse to, var det ud fra overbevisningen om, at de hver på deres måde kunne være bedre ambassadører for mit anliggende, end jeg selv kunne være det. Jeg er hverken IM’er eller ung, jeg har ikke haft lederansvar for nogen af deltagerne på Event, og jeg har aldrig været på Event. Jeg var for fem år siden en 56-årig LM-prædikant bosat i Hillerød. Jeg mente, og jeg mener stadig, at de to, jeg henvendte mig til, ville have langt bedre betingelser for at formidle mit anliggende end jeg selv. Derfor betroede jeg mig til dem, og jeg var meget taknemlig for deres lydhørhed.
Efter min henvendelse har jeg ikke talt mere med nogen af de to om sagen. Det var underforstået, at de ville gå videre med anliggendet, som de selv mente, det ville være bedst. Det var lige så underforstået, at de ikke skulle rapportere tilbage til mig. Hvad der er sket og ikke sket i forlængelse af min henvendelse, ved jeg derfor ikke. Det er måske også mindre væsentligt i forhold til, hvad der er sket og ikke sket med forkyndelsen. Det er den, jeg har skrevet om i min artikel.
Hvad jeg fortryder, er, at jeg ikke sendte min artikel før offentliggørelsen til de ansvarlige ledere for Å-festival og Event. Det vil jeg gerne beklage over for alle og ikke mindst over for lederne og de prædikanter, som lederne ville have haft bedre mulighed for at tale med og drage omsorg for, hvis de havde fået artiklen før offentliggørelsen.
Jeg har fuld forståelse for, at min artikel kan rejse mange kritiske spørgsmål – også flere end dem, jeg har berørt her. Men jeg håber, at det ovenstående har kastet lys over et par af de vigtigste og mest presserende spørgsmål. Jeg håber, at det dermed også kan fremme en god samtale om, hvordan vi kan være tro mod Guds ord og evangelium i forkyndelsen til vor tids unge. Det er det, som har været mit egentlige anliggende.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.