Sange med hjertet
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
Ren og retfærdig, Himmelen værdig
er jeg i verdens frelser alt nu.
Ordet forkynder, at mine synder
kommer han aldrig mere i hu.
O, jeg er frelst og salig, fordi
Sønnen har gjort mig virkelig fri!
Helt fri fra nøden, dommen og døden.
Amen, halleluja!
Længe jeg tænkte, Gud ikke skænkte
nåde til den, som manglede alt.
Jeg ville lide, kæmpe og stride
for at få hele gælden betalt.
Men i min strid, min møje og nød
fandt jeg alene afmagt og død.
Lammet har vundet, blodet er rundet.
Amen, halleluja!
Midt i det svære vil han mig lære:
Kristus har købt mig, just som jeg er.
Han måtte lide, kæmpe og stride.
Han måtte stå mod Helvedes hær.
Nu er jeg fri, så hør og giv agt:
Synden på verdens frelser er lagt.
Gud nu forkynder fred til mig synder.
Amen, halleluja!
– Ole Brattekaas
En af de sange, som er mest sunget i missionshusene (bedehusene) i Norge gennem de sidste 100 år, er sangen Ren og retfærdig, Himmelen værdig. Det er en sang, der også har betydet meget for mig personligt.
Jeg er vokset op i et kristent hjem og kom med mor og far til møde, fra jeg var et lille barn. Denne sang har fulgt mig gennem livet og har hjulpet mig til at holde det rette fokus i livet med Jesus.
Frafaldet – og rystelsen
Sangen blev skrevet i vinteren 1891/92 af en 30 år gammel gårdarbejder fra Telemark i Norge. Gårdarbejderen hed Ole Brattekaas og blev født i 1862. Ole voksede op i et kristent hjem, og ikke mindst hans mor var en højst respekteret kristen i byen. Ole valgte imidlertid at gå bort fra Jesus i en ung alder. Han havde forskellige jobs på gårde i nærheden af hjemmet. I 1885 kom han til en gård i nabobyen Drangedal. Her blev han gift med Helene Marie Torsdatter.
I 1890 indtraf en rystende hændelse i familien Brattekaas. En dag i september arbejdede Oles lillebror ved en elv i nærheden. Han var uheldig og faldt i elven, og livet stod ikke til at redde. Mikkel, som lillebroren hed, blev kun 25 år gammel.
Da nyheden om broderens død nåede Ole, blev der stor sorg. Samtidig skabte det en stærk uro hos ham med tanke på hans egen sjæl. Hvad nu hvis det var ham, der var druknet, hvor ville han så havne? måtte han spørge sig selv. Efter broderens begravelse blev uroen ved med at tage til hos Ole Brattekaas.
Vækkelsestiden
I de to sidste årtier af 1800-tallet var det vækkelsestider i de østlige dele af Telemark. En prædikant, der stod i mange og store vækkelser, var en original forkynder fra Skåne i Sverige. Han hed Anders Nilsson og blev født i 1849. Som ung emigrerede han til Amerika, og her blev han frelst. Kort tid efter omvendelsen mærkede han et kald til at forkynde Guds ord, især for sine egne landsmænd. Han rejste derfor tilbage til Sverige og blev med tiden ansat som forkynder i Vestre Skånes Missionsforening, tilsluttet Fosterlandsstiftelsen. Nilsson fik lov til at stå i mange vækkelser i Skåne, men også i Norge.
Svenske-Nilsson, som han blev kaldt i Norge, var rosenianer og talte helst om Jesu stedfortrædende lidelse. Han havde også en lyrisk åre. Af hans mest kendte sange i Norge kan nævnes ”Bliv blot i sårene, Frelserens brud” og ”Vi må videre frem, her er ikke vort hjem”. (På dansk kender vi især sangen ”Alt skal tjene til det bedste”. Red.).
Nilsson stod i en stor vækkelse i Drangedal i 1886. Ole og hans hustru Helene blev ikke frelst på det tidspunkt, men efter broderens død i september 1890 mærkede Ole som nævnt et kald fra Gud. Det var et kald, han ikke kunne stå imod, og han blev frelst ved en møderække, som Anders Nilsson havde i Drangedal, formentlig i efteråret 1890 eller i 1891.
Fuld af sang
Måske var det Anders Nilssons lyriske åre, der også vækkede en tilsvarende åre hos Ole. For der gik ikke lang tid efter, at Ole blev frelst og kom til evangelisk frihed, før han begyndte at skrive kristne sange. Ofte kom de til ham, mens han gik og arbejdede på gården.
En af disse sange var den kendte sang, der er nævnt i overskriften. Ole arbejdede på gården, da han pludselig fik et vers, som skildrede hans tilstand over for Gud. Han havde ikke papir tilgængeligt. For ikke at glemme sangverset tog han en lille blyant frem fra lommen, gik ind i laden og skrev følgende vers på ladens væg:
Ren og retfærdig, Himmelen værdig
er jeg i verdens frelser alt nu.
Ordet forkynder, at mine synder
kommer han aldrig mere i hu.
O, jeg er frelst og salig, fordi
Sønnen har gjort mig virkelig fri!
Helt fri fra nøden, dommen og døden.
Amen, halleluja!
En pludselig død
Senere skrev Ole Brattekaas to vers mere, og sangen blev snart kendt både i Norge og i nabolandene. Ole og Helene flyttede til byen Kragerø i sommeren 1892, og Ole blev efterhånden en elsket forkynder af Guds ord. Han var ansat af Indremisjonen og Det norske misjonsselskap.
I efteråret 1916 havde han talt på et marked. Vel hjemme hos sin vært faldt hans hoved pludselig bagover, og han døde, kun 53 år gammel. Han oplevede det, han havde skrevet om i en anden af sine sange:
Vi må færdige stå, brudekransen ha på
og med olie i lampe og kar.
Snart så lyder der bud: Du skal møde din Gud!
Du skal se ham, som sonoffer var.
(oversat fra Norsk sangbok nr. 897).
Tolderens bøn
Som teenager oplevede jeg en vækkelsestid, det år hvor jeg gik på Fjelltun Bibelskole i Stavanger. Jeg var med i en kristen ungdomsforening, sang i kor og var også ofte til stede ved de almindelige møder. Jeg ville tage min kristendom seriøst og ønskede at blive en endnu bedre kristen end det, jeg syntes, jeg var. Det var også en af grundene til, at jeg søgte til bibelskolen.
Efter nogle uger på bibelskolen sad jeg til et møde og hørte en af de andre elever fortælle sit vidnesbyrd. Da hun bad, takkede hun Jesus for, at han havde tilgivet hende alle hendes mange synder.
Jeg sad på stolen og bad lidt anderledes. Jeg takkede Jesus for, at jeg ikke var så stor en synder.
Mens jeg bad denne bøn, kom jeg til at tænke på farisæerens bøn i templet: ”Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt” (Luk 18,11f.).
Jeg er overbevist om, at det var Helligånden, der mindede mig om, at jeg nu bad, som farisæeren bad. Det blev en opvækker for mig, og jeg måtte bede, som der står i en anden sang: ”Sig mig mine lyder, at jeg altid nyder nådens rigdom her” (LT 321).
Det tog ikke lang tid, før jeg blev afsløret som en synder og fik glæde i tolderens bøn: ”Gud, vær mig synder nådig!”
Virkelig fri
Men der var alligevel noget, der plagede mig. Det var alle mine forsømmelsessynder. Jeg vidste, at jeg en dag skulle frem for den hellige Gud, og da forstod jeg, at mit liv overhovedet ikke havde været, som Gud ville, det skulle være. Der var gerninger, Gud havde lagt til rette for mig, som jeg ikke havde gået i. Mit liv var ufuldkomment.
Lidt længere inde i skoleåret sad jeg til et nyt møde. Ham, der forkyndte Guds ord, havde som tekst Gal 2,20: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20).
Prædikanten skildrede Jesu liv. Jesus gjorde aldrig en synd. Han tænkte aldrig en uren tanke. Hans tunge sagde aldrig noget i strid med Guds vilje. Han var lydig mod alt det, Gud Fader bad han om at gøre. Jesus levede et liv, som passer ind i Himlens renhed og hellighed.
Så fortsatte prædikanten med at sige, at den dag, du tager imod Jesus som din frelser, er det Jesu liv, der tæller for Gud.
Det var som en tung byrde, der faldt af min unge ryg. Evangeliets lys gik op for mit hjerte. Jeg fik at se, at ”holder ikke min kristendom mål, så holder min Herre Kristus” (Rosenius).
Herefter blev Ole Brattekaas’ sang også en af mine kæreste sange: ”Ren og retfærdig, Himmelen værdig, er jeg i verdens frelser alt nu.” Her og nu er jeg værdig til at være sammen med Jesus i Himlen. Ikke fordi jeg er lykkedes med min kristendom – jeg er ren og retfærdig ene og alene i Jesus.
Jeg er fri af alle fordømmelser og anklager. Havde der været spørgsmål om noget hos mig, havde anklagerne haft ret og fordømmelsen været helt fortjent. Men jeg er ”frelst og salig, fordi Sønnen har gjort mig virkelig fri! Helt fri fra nøden, dommen og døden. Amen, halleluja!”
Hør og giv agt
Nu er der gået mere end 40 år, siden dette skete. Men stadig kan der komme tanker om, at jeg må ”lide, kæmpe og stride for at få hele gælden betalt”.
Derfor trænger jeg til at høre forkyndt og læse i Guds ord det samme, som jeg hørte dengang. ”Lammet har vundet, blodet er rundet. Amen, halleluja.”
Paulus vidnede også om dette til sine venner i Korinth. Han nævnte, at han havde måttet lide for evangeliets skyld. Forfølgelse, ulykker og tortur. Han havde også haft en vældig åbenbaring, hvor han blev rykket lige inde i Himlen. Men ingenting af dette var nok, nej han fik et andet budskab at høre: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).
Til filipperne sagde han det så stærkt, at han regnede alt sit eget for skarn, ”for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen” (Fil 3,8-9).
Så er det godt at stemme i med den nyfrelste Ole Brattekaas: ”Nu er jeg fri, så hør og giv agt: Synden på verdens frelser er lagt. Gud nu forkynder fred til mig synder. Amen, halleluja!”
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Ove Sandvik
Ove Sandvik, Jørpeland, forkynder i Norsk Luthersk Misjonssamband.