Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt 6,33).
Indledningsverset er hentet ud af en sammenhæng, som har overskriften ”Om bekymringer”. Disse bekymringer har to hovedpointer. Dels handler det om Jesu budskab om, at ingen kan tjene to herrer, og dels om Jesu forsikring om, at den, der tror på ham og søger ham, har alt, hvad der er behov for. Jesu budskab er, at du, menneske, skal holde dig til én herre, og du skal ikke være ’lidettroende’ – tro på ham! Dine egne anstrengelser og bekymringer giver dig hverken fred i sjælen eller mad og tøj.
Matt 6,33 har i et stykke tid lydt i mit indre, efter at jeg har hørt og læst ordene fra Johannesevangeliet kapitel 17 om, at ’være i verden, men ikke af verden’. Jeg har flere gange hørt, at denne tekst bliver omtalt med store bekymringer og med undskyldninger om, hvordan det har været tidligere. Der bliver fremført, at det i alt for høj grad tidligere har været tendens til, at de kristne har isoleret sig i deres egne ghettoer, uden kontakt til den farlige verden. Det fremhæves, at der har været en manglende omtale af og oplæring i at leve i verden. Og hertil føjes, at det er godt, at vi i dag er kommet frem til et klarere syn på dette, altså, at man er blevet klogere, og at de mange gode bøger, som er kommet i de senere år, har været medvirkende hertil.
Med denne nye og bedre oplæring og erkendelse tænkes der, selv om det måske ikke altid siges højt og direkte, at nu har de kristne fået redskaberne til at leve, som Jesus levede i verden mellem alle mennesker, hvilket indebærer, at man kan være kristen og være god og kærlig, ligesom Jesus var det, og på denne måde være i stand til at være i verden, uden at være en del af den. Og netop på denne måde kan kristne leve og missionere i stedet for at leve i en beskyttet kristen ghetto, uden at vise meningsfyldt discipelskab.
Lad os vende tilbage til indledningsordet. Bekymringerne om snart det ene og snart det andet og Jesu advarsel om, at ingen kan tjene to herrer.
Hvad var Jesu svar på det? Jo, ”søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Der er altså en tale om en ”rækkefølge” – og en rækkefølge, som en bekymret kristen, efter Jesu ord, bør følge.
Bekymringerne om de kristne ghettoer og manglende deltagelse i verden uden for disse ghettoer, kan man vel fremsætte. Men er der nogen, der med sikkerhed kan sige, at disse mennesker ikke har fulgt Bibelens ord om ”rækkefølgen”, nemlig først at søge Guds rige og hans retfærdighed?
Når Jesus siger, at hans disciple er i verden, men at de ikke skal være af verden, så siger han det ikke, fordi hans disciple skal engagere sig i verden, men han siger det, fordi verden er ond og frafalden.
Denne Jesu tale til hans disciple er i dag også talen til alle, der vil høre ham til. Det er en tale, der er god grund til at lytte til. Ingen kan tjene to herrer, og ordet om først at søge Guds rige og hans retfærdighed, er rækkefølgen.
I 1 Kong 18,21 er der også skrevet, at ingen kan tjene to herrer samtidig. Der står: ”Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: ’Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba’al, så følg ham! Men folket svarede ham ikke et ord.”
Paulus skriver i Rom 12,2: ”Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje; det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”
I Joh 16,33 siger Jesus: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Jesu disciple er i verden og der er trængsler. Hvorfor? Jo, det skyldes syndens hærgen. Og fordi synden hersker i den verden, lyder Jesu ord til hans disciple, at de ikke skal være en del af det. Det gælder også, selv om der måtte komme en tanke frem om, at det nok vil være nødvendigt at følge verden nogle skridt for at nå de mennesker, som lever i den syndige verden. Det, Jesus siger, er: Gå ud i al verden, men søg først Guds rige og hans retfærdighed. Rækkefølgen er altså: Søg først Gud og hans retfærdighed, spørg ham, og lad ham lede.
Når nogle påstår, at de kristne til en vis grad skal tillempe sig denne verdens måder og spilleregler for at kunne være en røst til verden, så er det svært at finde et bibelsk belæg for det. Jesus har overvundet verden, derfor er der intet menneske, der på egen hånd skal gå ud og tilpasse sig verden for at fortælle verden om Jesu gerning for dem. Missionsbefalingen (Matt 28,18-20) begynder med ordene fra Jesus, som lyder: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.”
Hvis der lyder et budskab om, at en kristen i større eller minde grad skal ”falde i med verden” for på den måde at kunne være en sand discipel, med henvisning til missionsbefalingen, da er der grund til spørge: Hvor kommer det fra? Jesus har overvundet verden, Jesus har al magt i himlen og på jorden, og der står ingen steder, at du skal ligne verden, hvis du vil være missionær i verden. Derimod står der, at et Guds barn først skal søge Guds rige og hans retfærdighed, for så skal alt det andet gives i tilgift. Det er rækkefølgen.
I 2 Kor 6,14-18 siger Paulus nogle vægtige ord om ikke at være af verden. Når disse ord læses i sin sammenhæng, og det kan jeg kun opfordre til, så lyder det hult, når det i moderne tider lyder, at det var meget forkert i gamle dage, at de kristne blev i deres ghettoer og forsømte at blive mere integrerede med verden. Hvis nogen vil være missionær, så søg først Gud og hans rige og hans retfærdighed. Husk rækkefølgen. Hvis din kristendom og dit discipelskab ikke begynder med Gud og hans retfærdighed, da er alt ligegyldigt og forgæves.
Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne (Åb 3,22).
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.