I Salmernes Bog finder vi de fleste eksempler på at råbe til Herren. Af de 150 salmer ved vi, at David har skrevet de 73. Asaf, som var en levit, der ledte sangen og musikken under gudstjenesterne på Davids tid, har skrevet 12. Koras sønner, der ligeledes var levitter, og som var sangere under gudstjenesterne, har skrevet 11 salmer.
I Salme 77 har vi et godt eksempel på, hvordan Asaf råber til Herren.
Salme 77, v. 1-2: Jeg råber højt til Gud om hjælp; jeg råber højt til Gud, han skal høre mig. På nødens dag søger jeg Herren, utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten, min sjæl lader sig ikke trøste.
Asaf er helt åbenbart kommet i stor nød. Han er så urolig, at han ikke kan tale. Han tænker på, hvordan det var engang. Det holder ham vågen om natten. Han tænker tilbage på længst forgangne år. Han må ransage sig selv og tænke, og her har vi nok noget om, hvad hans nød bestod i:
Forstøder Herren for al evighed?
Vil han ikke længere vise nåde?
Er hans troskab forbi for evigt?
Lyder hans ord aldrig mere?
Har Gud glemt at være nådig?
Holder han i sin vrede sin barmhjertighed tilbage?
For ham ser det ud som om – og det er med smerte, han siger det – at den højestes højre hånd ikke er den samme.
Men så giver han sig til at nævne Herrens gerninger og husker hans undere i fortiden. Og ved at tænke og huske på dem må han udbryde:
Gud, du handler i hellighed; hvilken gud (med lille ”g”) er stor som Gud (med stort ”G”)?
Han mindes, hvordan Herren udfriede sit folk med sin arm.
Det, der er hjælp og trøst i, er at gå tilbage til Skriften og se, hvordan Gud handlede og handler.
Prøv at finde steder, hvor der står om at råbe til Herren, og at bruge salmer som bønner.
Nogle eksempler:
Sl 61,3:
Fra jordens ende råber jeg til dig, når jeg føler afmagt.
Du skal føre mig op på den klippe, der er for høj for mig.
Sl 28,1-2:
Til dig, Herre, råber jeg, min klippe, vær ikke døv for mig.
Hør min tryglen, når jeg råber til dig om hjælp.
Sl 55,17:
Jeg vil råbe til Gud, og Herren skal frelse mig.
Sl 107 er en af de salmer, som indledes med et ”Halleluja.” Derefter et afsnit med årsag og grund til at takke og lovsynge Herren. Salmen er herefter inddelt i 4 afsnit, som beskriver forskellige vanskelige situationer, folket har været i pga. deres synd.
1. De flakkede om i ørkenen og ødemarken, de fandt ikke vej til en by, hvor de kunne bo; de sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud (v.4).
2. De sad i mulm og mørke, som fanger i lidelse og lænker (v.10).
3. De blev dårer ved deres overtrædelser og blev plaget på grund af deres synder (v.17).
4. De blev grebet af rædsel i ulykken, tumlede rundt og ravede som berusede (v.26-27).
Hvad gjorde folket så? Jo, de gjorde det eneste rigtige, de råbte til Herren i deres nød. Og han hørte dem. I de 4 situationer læser vi:
Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler, førte dem ad rette vej, førte dem ud fra mulm og mørke, sprængte deres lænker.
En sætning, der går igen er: De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker.
Til dig, som synes, du forgæves har råbt til Herren. Himlen synes lukket, det er de samme synder, som plager dig. Prøv f.eks. at læse Salme 16. Den slutter med en herlig lovprisning fra vers 7:
Jeg vil prise Herren, som råder mig,
Ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.
Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.
Herrens højre hånd er almagtens skaberhånd. O, salige stilling at være i Herrens hånd!
Når synden forskrækker og ængster min sjæl,
jeg trøstes ved Ordet, og det gør mig vel;
min synd er mod Jesus som gnisten mod hav,
den slukkes, forsvinder i dybeste grav.
O, salige ro: På Jesus at tro
og have Guds ord i sit bo!
Agatha Rosenius (SOS nr. 291)
Udgivet af
Bent Hansen
Bent Hansen, Herning, pensionist.