Profetier om Israel

Profetier om Israel

I Det Gamle Testamente (GT) møder vi mange profetier, der taler i fremtid om Israels folk. I disse profetier er det gennemgående tema, at Gud vil føre israelitterne tilbage fra landflygtighed til Israels land, at de vil omvende sig, og at Gud vil tilgive dem og velsigne dem.

Jeg har selv bøvlet noget med, hvordan disse profetier skulle forstås. Men pludselig en dag opdagede jeg, hvordan Det Nye Testamente egentlig anvender disse profetier. Det er blevet til en stor berigelse for mig i bibellæsningen! Med denne tekst vil jeg forsøge at give noget af dette videre.

De to første afsnit fokuserer hver på en central tekst fra GT, der taler om Israels fremtid. I hvert afsnit gennemgås teksten, hvorefter det nytestamentlige perspektiv på teksten inddrages. I det sidste afsnit behandles to indvendinger mod den forståelse af profetierne, som er fremført i de to første afsnit.

Jer 30-31

I Jeremias’ Bog kapitel 30-31 hører vi om jødernes trængsel og landflygtighed, og vi hører om, hvordan Gud vil føre dem tilbage til Israels land, at de vil omvende sig, og Gud vil tilgive dem, og at de vil opleve Guds velsignelse i landet.

Vi vil først se lidt på den trængsel, som beskrives i teksten. Israels folk er nemlig blevet ført i landflygtighed, de udsættes for trængsel og møje. Denne trængsel er ikke udtryk for en historisk tilfældighed; det er Guds straf for deres synd.

”Fordi din skyld var stor og dine synder mange” står der i Jer 30,14 – derfor lader Gud straffen ramme Israels folk, og derfor føres de i landflygtighed.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at Israels trængsel ikke er en engangsbegivenhed. Israels folk blev udsat for trængsel, da de blev ført bort til Babylon, hvilket var tilfældet på Jeremias’ tid. Men i Matthæusevangeliet kapitel 2,16-18, hvor i vi læser om barnemordet i Betlehem, ser vi, at den trængsel, som beskrives i Jeremias 30-31 også omfatter barnemordet i Betlehem. Vi kan også tænke på år 70 e.Kr., da templet blev ødelagt, og jøderne blev fordrevet fra Jerusalem.

Som jeg tidligere nævnte, fremgår det af kapitel 30-31 hos Jeremias, at Israels trængsel er Guds straf for deres synd. Man kan derfor spørge, hvori Israels synd bestod? Hvad havde de gjort forkert?

Israels synd består i, at de ikke holdt den pagt, som Gud sluttede med dem, da han førte dem ud af Egypten, nemlig pagten indgået på grundlag af Moseloven, som han gav på Sinaj bjerg. Israels folk forpligtede sig til at holde Moseloven og leve op til Guds bud. De fik omskærelsen som tegn på denne pagt. Hvis Israels folk holdt loven, ville Gud velsigne dem, jf. 3 Mos 26,3-13 og 5 Mos 28,1-14. Brød de derimod loven, ville Gud lade forbandelsen ramme dem, jf. 3 Mos 14-39 og 5 Mos 27,12-26 og 28,15-68. Som der står i 5 Mos 27,26: ”Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem.”

Israels folk overholdt ikke loven. Det var ikke bare tale om småovertrædelser hist og her – nej gentagne gange i GT hører vi om, at folket vender sig til fremmede guder og tilbeder dem. Det sker sågar, at de ofrer deres egne børn til dem. Derfor lader Gud forbandelsen ramme dem; fordi de ikke holdt loven, men brød lovpagten og syndede. Derfor straffede Gud dem med landflygtighed og trængsel.

Var det så loven, som var årsag til, at forbandelsen ramte Israel? Nej, loven er hellig og buddet helligt og retfærdigt og godt, som Paulus siger det i Romerbrevet kapitel 7,12. Det var ikke loven, som var skyld i, at Israel blev ramt af forbandelsen; det var ene og alene deres synd. Men med lovens bud fik synden et påskud, den blussede op og israelitterne blev afsløret, som det, de var; syndige ud over alle grænser, jf. Rom 7,13.

Og dette er lige netop, hvad der var lovens formål: at afsløre synden. Om dette skriver Paulus i Romerbrevet kapitel 3,19-22:

”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.”

Der er ingen, som bliver retfærdig ved at gøre lovgerninger. Det var ikke lovens formål at gøre hverken jøderne eller nogen andre retfærdige; formålet var at skabe syndserkendelse, at afsløre, at synden er syndig ud over alle grænser.

Det er dette, som Israels folks historie viser os: De og vi er syndere. Fortabte syndere, der ene og alene fortjener Guds vrede og straf.

Dette er vigtigt at have med, når vi læser i GT: Loven blev givet til jøderne. Det er dem, som er ”under loven”. Men loven har samtidig et budskab til hele verden; at vi er strafskyldige over for Gud. Det er det budskab, som trængselsafsnittene i Jeremias’ Bog kapitel 30-31 har til os i dag.

Vi vil nu gå over til at se på, hvad Jer 30-31 profeterer om, hvad der kommer til at ske for jøderne. For lykkeligvis for os og for dem har Gud andet og mere at sige til os end lovens tale.

Vi hører om, at Herren vil vende jødernes skæbne, jf. Jer 30,3. Dette indebærer flere ting. For det første hører vi om, at Herren vil føre jøderne tilbage til Israels land fra de fremmede lande, jf. Jer 30,3 og 10-11a, samt 31,8-9 og 16-17. Derudover hører vi om, at jøderne vil omvende sig til Herren og bekende deres synd, jf. Jer 30,8-9 og 20-22. Herren tilgiver jødernes synd, jf. Jer 31,34, lægger sin lov i deres indre, jf. Jer 31,33, og velsigner dem, jf. Jer 30,18-19 samt 31,4-5 og 12-14.

Endelig hører vi om, at jøderne ikke længere skal tjene de fremmede folkeslag, men tjene David, som Gud vil lade fremstå, jf. Jer 30,8-9; 20-22, og at Herren vil være deres Gud, og de skal være hans folk, jf. Jer 30,22 samt 31,1 og 33.

Denne forunderlige virkelighed, som jøderne er blevet lovet, at de en dag vil få del i, beskrives i Jer 31,31 som ”en ny pagt”. Den nye pagt sættes i modsætning til lovpagten, som blev indgået på Sinaj og fornyet i forbindelse med, at jøderne drog ind i Kana’ans land. Den nye pagt omtales nemlig som ”en pagt, som ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.”

I Hebræerbrevet kapitel 8,6-13 bliver det udlagt for os, hvad det er for en ny pagt, der tales om i Jer 31,31: Det er den nye og bedre pagt, som Kristus er blevet formidler af, jf. Hebr 8,6.

Den nye pagt, nådepagten, beskriver Paulus i Romerbrevet kapitel 3,21-25a på denne måde: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Kristus Jesus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen.”

Det, som er så herligt ved denne nye pagt, er, at den ikke bare gælder for jøderne, som det var tilfældet med den gamle pagt, lovpagten. Den nye pagt gælder ”for alle, som tror”, jf. Rom 3,22, både jøder og hedninger. Dette giver et nyt lag til forståelse af profetien om Israel i Jer 30-31: Profetien handler ikke bare om jøderne, for det, som jøderne bliver lovet i denne profeti, nemlig den nye pagt, er det, som Gud vil give enhver, som tror på Jesus Kristus.

Ez 37,16-28 m.fl.

En anden af profetierne om Israels fremtid møder vi i Ezekiels Bog kapitel 37,16-28.

Her møder vi en profeti, som lover Israels folk meget af det samme, som var tilfældet i profetien fra Jeremias’ Bog 30-31: Herren vil føre jøderne fra de fremmede folkeslag tilbage til Israels land, jf. Ez 37,21-22, jøderne vil omvende sig til Herren og blive frelst fra deres frafald, jf. Ez 37,23. Vi hører også om, at jøderne vil overholde Guds bud, jf. Ez 37,24b, og at de skal have David som deres konge, jf. Ez 37,24a, og at Herren vil være deres Gud, og de skal være hans folk, jf. Ez 37,27.

Når man umiddelbart læser sådan en profeti, er det nærliggende at tænke på, hvad der er sket med de jødiske folk de seneste 100 år. Fra frygtelige rædsler er de blevet ført tilbage til Israels land, hvor de nu har været i snart 70 år. Er dette så opfyldelsen af profetien, som den står i Ezekiels Bog kapitel 37,16-28? Det er i hvert fald ikke den fulde opfyldelse, for langt de fleste jøder har ikke omvendt sig og afviser stadig Jesus som deres Messias. Men det kan betegnes som en begyndende opfyldelse af den nævnte profeti; en stor del af jøderne er nu i Israels land, og vi må vente og bede til, at de snart må omvende sig og få del i Guds tilgivelse og den velsignelse, som de er blevet lovet.

Når vi læser i Det Nye Testamente, får vi imidlertid et lag mere på denne profeti, der viser, at teksten, ligesom teksten fra Jeremias’ Bog, ikke bare har noget at sige om jødernes fremtid, men også har noget at sige os i dag.

I Ez 37,27 siger Gud til jøderne: ”Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk”, jf. Ez 37,27. Denne formulering findes, som nævnt, også i teksten fra Jeremias’ Bog som en del af beskrivelsen af den nye pagt, jf. Jer 30,22, samt 31,1 og 33. Det bemærkelsesværdige er, at Paulus anvender denne formulering om alle troende. Der står således i 2 Kor 6,16-18:

”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne? For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: ’Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk’.”

Sammenhængen er her, at Paulus advarer de troende mod at opføre sig ligesom de vantro. Dette begrunder han med, at de troende er Guds tempel, og citerer derefter bl.a. Ez 37,27 som en virkelighed, der gælder for de troende i Korinth – som både omfattede jøder og hedninger!

Paulus peger dermed på, at den virkelighed, som jøderne skal få del i, når de er ført tilbage til Israels land og omvender sig, den virkelighed har alle troende, både jøder og hedninger, del i nu. Det, som Gud har lovet jøderne, at de skal få del i, når de er ført tilbage til landet og omvender sig, det har du del i nu ved troen på Jesus.

Den tanke, at vi ved troen på Jesus har del i det, som Gud har lovet Israel, genfindes flere steder hos Paulus.

Paulus bruger i Romerbrevet kapitel 11,16-24 et billede om dette. Han taler her om et ædelt oliventræ, hvis rod er hellig, og hvis grene som følge heraf er hellige. De fleste jøder er på grund af deres vantro brækket af dette træ. Og hedningerne bliver på grund af troen podet ind på dette træ. Gud har magt til at pode jøderne tilbage på det træ, som de blev brækket af, hvilket Paulus senere taler om, at Gud vil gøre, jf. Rom 11,25-27. Paulus præciserer ikke nærmere, hvad oliventræet er, men det er heller ikke afgørende for pointen.¹ Pointen er, at det, som jøderne mistede på grund af deres vantro, det har hedningerne nu på grund af troen fået del i.

Et andet sted hos Paulus, hvor vi møder den tanke, at vi ved troen på Jesus har del i det, som Gud har lovet Israel, er i Romerbrevet kapitel 4. Her tales om, at Abraham blev retfærdiggjort ved tro, og at det er dem, som har troen, der er Abrahams efterkommere og dermed arvinger. Der kan også peges på Gal 3,6-14; velsignelsen til Abraham er i Kristus Jesus nået ud til hedningerne.

Disse tekster giver et rigt perspektiv på profetierne om Israels fremtid: Når du læser i profetierne om Israels fremtid og læser om den herlighed, som beskrives, da må du tænke: Det ejer jeg allerede nu ved troen på Jesus.

To indvendinger

Profetierne om Israels fremtid taler bl.a. om, at jøderne engang skal leve i Israels land og opleve velsignelse dér, jf. f.eks. Ez 37,21. Derfor kan man måske tænke, hvordan dette kan hænge sammen med, at jeg i troen på Jesus har del i det, som Gud har lovet jøderne? Det er jo ikke noget, som jeg oplever nu!

Det er rigtigt! Der er nemlig meget af det, som vi allerede nu ejer i troen på Jesus, som vi ikke oplever. Der er meget af det, som vi allerede nu har del i, som vi venter på, skal opfyldes og fuldendes. For eksempel er vi ved troen på Jesus retfærdige og hellige for Gud, vi er uden synd. Samtidig oplever vi stadig synden plage os, og vi venter med længsel på, at det, som vi ejer i troen, skal fuldendes. Det sker, når Jesus kommer igen, ved at vi opstår og får et nyt legeme uden synd og syndens konsekvenser.

Vi har altså lige nu i troen del i en fuld retfærdighed samtidig med, at vi er syndere, der dagligt synder, og vi lever i forventningen om, at vi en dag skal opleve denne retfærdighed – at den skal fuldendes.

På samme måde med talen om at leve i Israels land og opleve Guds velsignelse dér; det er noget, som vi allerede nu har del i ved troen på Jesus. Allerede nu har vi borgerskab i Guds rige og er arvinger. Men vi venter på, at det skal fuldendes, når Jesus kommer igen, og vi opstår til et nyt liv med ham.

Altså; det, som Gud har lovet jøderne, at de skal få del i, når de er ført tilbage til landet og omvender sig, det har du del i nu ved troen på Jesus. Alt dette fuldendes dog først, når Jesus kommer igen; da skal vi få et nyt legeme, og da skal vi fysisk og virkeligt opleve den herlighed, som beskrives i profetierne om Israel.

Det er måske nogle, som vil sige: Der står ikke i Ez 37 og andre steder, at hedningerne får del i den velsignelse, som beskrives. Der tales om israelitterne og Israels folk. Altså skal dette alene forstås som jøderne.

Denne tanke rummer for mig at se flere problemer og er ikke i samsvar med Skriften. Men først må en ting gøres klart; når der i Ez 37 og andre steder tales om, at israelitterne skal føres tilbage til landet, at de skal omvende sig og få del i tilgivelsen og Guds velsignelse, så tales der rent faktisk om jøderne, og alt dette skal ske for jøderne, jf. bl.a. Rom. 11,25-26. Det Nye Testamente viser os imidlertid, at dette ikke bare handler om jøderne, men at det, som Gud har lovet jøderne, når de er ført tilbage til landet og omvender sig, det har alle troende nu del i for Jesu skyld. Derfor er der ikke tale om, at Israels folk ikke skal forstås som jøderne, når vi læser profetierne i GT. Der er derimod tale om, at hedningerne ved troen på Jesus har fået del i de løfter, som blev givet jøderne. De troende hedninger er ”medarvinger og medindlemmende i legemet og har medandel i Kristus Jesus”, jf. Ef 3,6, og derfor er de troende hedninger og de troende jøder ét, jf. Ef 2,11-18.

Paulus lægger stor vægt på dette, at der i troen på Jesus ikke er forskel på at være jøde og hedning, jf. bl.a. Gal 3,28-29. Dette er vigtigt at være opmærksom på. Når der i profetierne tales om, at jøderne omvender sig, får tilgivelse og skal opleve velsignelse i Israels land, så er der tydeligvis tale om, at jøderne kommer til tro. Hvis man derfor hævder, at profetierne i Det Gamle Testamente alene handler om jøderne, indfører man en sondring blandt de troende, som Det Nye Testamente tydeligt siger, er ophævet i Kristus, nemlig sondringen mellem jøder og hedninger. Også af denne grund må de tekster i Det Gamle Testamente, som beskriver, hvordan det skal være, når jøderne har fået del i den nye pagt, også gælde de hedninger, som tror på Jesus.

Udgivet af

Jesper Aagaard

Jesper Aagaard, Årøsund, ph.d.-studerende ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet.