Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.
Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det!
Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.
Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!”
(Luk 14,25-35, 2. søndag efter Trinitatis 1978)
Det nye folk
En stor del af kirkeårets prædiketekster handler om, hvordan den kommende tidsalders folk bliver samlet og opbygget. I den nuværende tidsalder er Jesus i færd med ud af alle folkeslagene at samle det nye folk, som engang, når Jesus kommer igen, skal være det evige folk i den nye tidsalder på denne jord. Guds ord gør det klart for os, at døden er den store sandhedens time for os, hvor det endeligt og for bestandigt skal vise sig, om vi virkelig var med i det folk, mens vi levede her.
Ingen vil nogensinde kunne sige, at Jesus har skjult denne dødens alvor for os. I lignelserne om ”den rige bonde” og ”den rige mand og Lazarus” viser han os med to meget tydelige og stærke eksempler, hvordan to mennesker i døden møder den fortabelse, som de ikke havde tænkt sig skulle blive deres mulighed. Det er værd at lægge mærke til, at ingen af de fortabte nogensinde havde regnet med den mulighed i deres liv, at de kunne gå fortabt.
Her tænkes ikke mindst på farisæerne i Jesu samtid, som tænkte allermindst på, at netop de havde mulighed for at gå fortabt under Guds vrede. Men det var dem, som var fortabelsen nærmest. Omvendt skal vi også lægge mærke til, at alle i det nye folk har kendt den mulighed og frygtet, at de skulle gå fortabt. De, der holdt sig til Jesus, var mennesker med dom over deres liv. Mennesker, som gang på gang har tænkt på det spørgsmål: Hvad med Guds vrede til sidst?
I dag svarer Jesus os på spørgsmålet om, hvem der virkelig er hans discipel; hvem det er, som er kommet med i dette nye folk. For vi hører her, hvordan Jesus vender sig mod den store skare netop med dette spørgsmål for at gøre det helt klart for dem, hvem der virkelig er hans discipel blandt dem.
Rigtignok følger de ham med en meget positiv indstilling og med megen hyldest. Ja, folket hænger så stærkt ved ham, at da farisæerne beslutter at fange ham og slå ham ihjel, tør de alligevel ikke, fordi folket hænger ved ham. Det vil sige, at denne store skare, som går tæt omkring Jesus, simpelthen er hans værn mod alle åbenbare fjender.
Dog var denne skare ikke Jesu sande disciple. Endnu ville denne store skare i døden blive afsløret som fortabte. De hyldede Jesus, de vandrede om ham, og de var hans værn. Men ved vejs ende, når de gik ind i døden, blev det afsløret, at de var fortabte som Jesu fjender. Det er det, som får Jesus til at vende sig for at sige til dem, hvem der virkelig er hans disciple.
Med afslutningen for øje
Der er to ting, som gør folkeslagene til hans disciple. Det er dåben og Ordet:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,19-20). Dåben og Ordet er de to ting, som gør alle folkeslagene til hans disciple. Og uden disse to ting er ingen på denne jord hans disciple. Man kan ikke undvære en af tingene og dog være hans discipel – uanset om man er barn eller voksen.
Det, vi hører i dag, er, hvordan Jesu disciple – dette nye folk – opbygges af Ordet. Jesus bruger to billeder her. Han fortæller dels om en mand, der stod i færd med at bygge et tårn, men som ikke bare gik i gang med at bygge uden på forhånd at tænke over, om det, som da voksede frem, ville blive godt nok. Men han satte sig hen og tænkte på afslutningen; om han var i stand til at fuldende, hvad han var begyndt på. Om det kunne stå færdigt til sidst. For han ville nødig begynde at bygge noget, som ikke kunne stå færdigt til sidst.
Det andet billede fortæller om en mand, der skal føre krig, og som gør nøjagtigt det samme. Han sætter sig ned og tænker på afslutningen: Kan jeg sejre i denne krig, eller kan jeg ikke sejre? Og da han opdager, at han ikke kan sejre, sender han bud til sin modpart og spørger om fredsbetingelserne.
Disse to billeder viser, hvordan Jesu disciple bliver opbyggede ved Ordet. De opbygges dels ved Ordet under påvirkning af det liv, de lever i kødet. Dels opbygges de ved Ordet under påvirkning af evangeliet om Jesus.
Jesus gør det her klart for os, at en sand discipel ikke bare er et menneske, der begynder at være en kristen og leve som en kristen. En virkelig kristen efter Jesu eget ord er en, som lever med afslutningen for øje. Han er begyndt med at se frem mod enden, når hans livsbygning skal stå færdig for den levende Gud. Det er han begyndt på.
En sand discipel er ikke bare en, som er begyndt at følge Jesus. Nej, han har fået øje på afslutningen. Det skal være færdigt en dag – og hvad så? Det spørgsmål driver ham fremad.
Altid lever dette nye folk med sandhedens time foran sine øjne. Vil Han kendes ved mig til sidst? Vil mit hus stå færdigt i Guds øjne, når jeg skal dømmes efter sandheden om det? Det er noget af det, som bor dybt i en kristen, når han går til ro efter dagens gerning. Hvis jeg skal høre hans røst i nat: ”Kom, for nu skal du dømmes efter det, som du virkelig er.” Er mit hus så færdigt? Eller skal jeg stå med en ruin, som ikke blev færdig?
Det er kun indbildte kristne, som ikke frygter det. Kun indbildte kristne er bare begyndt at bygge uden sans for enden. Kun indbildte kristne kender ikke denne skjulte frygt: Er mit hus færdigt, når jeg skal møde Gud?
Den sande discipels leveregel
En sand Jesu discipel kender den frygt, fordi han altid i sit liv er påvirket af det kød, han lever i. For vel er det rigtigt, at når han er i evangeliets lys, er hjertet glad og uden frygt. Men en sand kristen lever også i lyset af sit kød – så vist som han altid i sit hjerte er lydig mod Jesus og derfor daglig støder an mod det kød, han lever i. Sagen er nemlig, at en kristen har fået en ny ånd i sit indre – en hellig, ren og fuldkommen ånd.
Jeg læste en dag om en mand, som havde den leveregel: ”Kend din ret og gør din pligt.”
I grunden er den leveregel nøjagtig den samme, som bor i en kristens hjerte. Men i hans liv, er det bare Jesus, som lærer ham, hvad ret han har, og hvad pligt han har. I det hjerte er der ikke noget, der kan tilfredsstilles, før han vandrer ligesom Jesus. Helt uden hensyn til far og mor, helt uden hensyn til hustru og børn, brødre og søstre. Helt uden hensyn til sit eget liv, om han får medgang eller modgang. For ham er der kun ét mål: ”Herre jeg vil følge dig i alle ting.”
Det er ud af den ånd, en kristen synger:
O var jeg blot dig, Jesus lig,
så nådefuld og god,
med kærlighed helt uden svig,
som du i striden stod.
Var jeg blot for Gud som Jesus. Vandrede jeg bare som han. Det er en kristens nye ånd. Altid er dette folk overgivet ham og hans ord. En kristen kan aldrig bare følge traditioner og overleveringer, så han blot gør det samme som andre kristne. Nej, en kristen har den målestok: Hvad siger Gud i Himlen, at jeg skal gøre? Derfor hører og læser han Guds ord og holder sig til det. Han spørger ikke, hvad der er tradition for, men hvad Jesus vil, han skal gøre.
Den sande discipels anfægtelse
Men det folk, der omgås Jesus med den ånd, føler og mærker den dom, som hænger ved alt det, der ikke er helt fra Gud. De føler og mærker, hvordan de har et kød, som er imod. De føler og mærker, hvordan kødet aldrig bliver villigt, som Jesus var villig. De opdager, hvordan dette kød aldrig opfylder Guds vilje, sådan som Jesus opfyldte den. Hvordan jeg aldrig med mine tanker og mit hjerte lever Herren så nær, som jeg gerne ville. Men tit synes, jeg er så langt, langt borte fra ham med mine tanker og mine følelser. Jeg, som ville være ham så nær. Jeg, som ville elske ham over alt på denne jord. Jeg bliver så kold, så død. Det, som min ånd inde i mig hellere end gerne vil, gør jeg ikke. Det, som jeg allerhelst vil være, er jeg ikke.
Når jeg ser alt dette ufærdige, er det, jeg tænker på enden: ”Gud, hvordan skal det gå mig, når du skal dømme mig, som jeg er? Ikke som jeg vil være, men som jeg er. Når du skal dømme, om jeg står færdig med min bygning. Herre, hvordan skal det gå mig da?”
For jeg ved, at kun det, som er færdigt, kommer til Himlen. En ruin kommer ikke ind i Guds rige. Det er bare det, der er som Jesus, der kommer i Himlen. Det er bare den, der har samme retfærdighed som han, der kommer i Himlen.
Guds fredsbetingelser
Det underlige er, at Skriften siger, at i intet folk kendes synden mod Jesus så stor, som netop i det folk, der er hans. Der er ingen, der kender så klart, at de drives af en anden ånd, som dem, der har hans hellige Ånd. Det er så ejendommeligt med dem, som har den hellige Ånd: at de bliver så fulde af synd.
Helligånden overbeviser om synd. Det er sådan, en kristen lever; drevet af Guds fuldkomne vilje, men påvirket af kødet. Der er hele tiden noget andet, der påvirker dette folk, end Guds gode og fuldkomne vilje.
På samme måde som den mand, Jesus fortæller om, der sendte bud til sin modpart for at høre om fredsbetingelserne, da han så, at han ikke kunne ende med sejr, sådan søger dette nye folk tilflugt i Guds fredsbetingelser. Og de lyder i al korthed sådan: ”Os til fred kom straf over ham. Vi fik lægedom ved hans sår” (Es 53,5). Et andet sted lyder fredsbetingelserne sådan: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom 5,1). Andre steder lyder Guds fredsbetingelser sådan: ”Han er vor fred” (Ef 2,14). ”Han stiftede fred ved blodet på hans kors” (Kol 1,20).
Men når sandhedens time kommer for dette folk, er det ikke bare et folk, som er ham imod. Så er det ikke bare et folk, der ikke står færdige efter hans gode og fuldkomne vilje. Men det er et folk, som med hjertets tro hænger ved Guds egne fredsbetingelser. Det er et folk, som skjuler sit liv med alle dets synder og brist bag de ord, hvori Gud selv forkyndte fred for os, nemlig ordet om Jesu død.
Den tro, siger Skriften, gør dem retfærdige for Gud, dvs. ret færdige for Gud.
Disse fredsbetingelser kaldes i Skriften for Guds evangelium eller ordet om korset. Evangeliet er ordet om korset, om blodet. Evangelium betyder ”godt budskab,” og det er virkelig et godt budskab, fordi fredsbetingelserne er lagt i en andens hænder. Han skaffede syndere fred, da han bar deres dom. Han skaffede syndere fred, da han fra sit kors sagde til syndere: ”Nu er det fuldbragt!”
Da tog han vores synder op på sig. Da blev gældsbrevet slettet, og vores synder blev fjernet fra os, lige så langt som østen er fra vesten. Da kunne disciplene gå hjem med syndernes forladelse og alt fuldbragt.
Det nye folks kors
Det er vel værd at lægge mærke til, at Herren ikke stifter fred ved at give efter for lidt af det, som er hans gode og fuldkomne vilje. Han ændrer ikke en tøddel i det, som er hans gode og fuldkomne vilje. For hans hellige folk på denne jord skal ikke leve efter mindre mål end den samme hellige vilje, som gælder i Himlen. De skal ikke have behag i en vandring, der ikke svarer nøje til det, som gælder i Himlen. Sådan er det.
Vel er det et kors at leve med det lys; for det er et kors at måtte vende sig fra sit eget liv, fordi det er helt uden ære, helt uden ros, helt uden herlighed og helt uden kraft. Det er et kors hver eneste dag at opleve det og måtte sige til Jesus: ”Herre, jeg var ikke, som du skulle have mig i dag. Jeg var det ikke. Jeg ville så gerne have været dig nær, men jeg har været så langt fra dig i dag. Jeg ville så gerne have vandret helt på dine veje, men der var så meget, som hindrede mig i dag.”
Det er et kors at måtte sige: ”Herre, jeg må hade det liv, jeg lever.”
Det er et kors at måtte give afkald på alt, hvad jeg selv har. Kunne jeg bare have stået med noget i aften, hvor jeg kunne have sagt til ham: ”Dette har jeg gjort for dig i dag.” Men i stedet har min vandring været sådan, at jeg må jeg give afkald på alt, for det var ikke som Jesus.
Det nye folks glæde
Men dette nye folk har til gengæld også en ny og evig glæde. Nemlig at vor fred hviler på én fuldbragt gerning. Den, som Jesus gjorde for os på Golgata.
Når jeg i aften skal være alene med Jesus, må jeg i stedet sige: ”Jeg mangler intet. For alt, hvad jeg mangler, har jeg i en salig overflod hos dig i Himlen.”
Dette nye folk er nemlig helt og holdent skabt og dannet til hans ære. Hans blod er deres fred, hans sejr er deres sejr, hans liv er deres retfærdighed. Denne tro holder Jesus frem for Gud og siger: ”Gud, da jeg manglede alt, gav du mig alt i din Søn.”
Ved denne tro, siger Skriften, er jeg retfærdig for Gud.
I denne tro har et menneske, hvad ingen andre har på denne jord. I denne tro er jeg så fuldstændig friet af synden, at Gud ikke tilregner mig én eneste synd. Det har jeg alene for den tros skyld, som holder sig til Jesus. Den tro har al synd forladt. Det har ingen andre. Og i den tro er jeg ganske vist selv død for Gud på grund af kødet, siger Skriften. Men jeg er blevet levende i Kristus Jesus. Han er vort liv, bekender troens folk.
Ikke mindst i sandhedens time, når jeg ligger og skal herfra, hvis ikke Jesus er kommet igen inden. Da ligger der en ruin efter Guds fuldkomne lov, som nu skal ind og dømmes, som den er. Den har ønsket at vandre som Jesus, men det er mislykket, og nu er den dømt på det punkt. Men her gælder bare Jesu blod. Den, som i sin afmagt holdt sig til Guds store gave, Guds Søn, skal leve altid.
Det er i kraft af denne store nåde og rige gave – at jeg hører Jesus til – at jeg kan holde ud at vandre med ham, som jeg er. Fordi jeg har fået alt i denne store gave: at mine synder er mig forladt. Det er min kraft. Det er min styrke. Derfor kaldes evangeliet om korset også en Guds kraft. Aldrig havde jeg kunnet vandre helt med Jesus, hvis jeg ikke havde alt hos Jesus. For så ville min afmagt have slået mig ud. Nu rejser Guds nåde mig igen.
Nuvel, vi har her hørt, hvad Jesus siger om at være en sand discipel. Og nu spørger du måske: ”Jamen er der mennesker, som har et sådant forhold til ham?”
Og da havde jeg nær sagt, som Jesus sagde til Peter: ”Hvad angår det dig?”
For Jesus spørger jo ikke, om du er som de andre. Jesus spørger: ”Er du blevet af sandhed ved evangeliet?”
Skal det lykkes at få dig med i det folk, som bliver taget ud af alle jordens folkeslag som arving til den nye tidsalder? Er du kommet med i Jesu folk, det genløste folk? Vi spørger ikke, hvad de andre er. Du må hade alle andre og tilsidesætte alle andre, for det gælder kun én nu. Det gælder dig. Er du med?
Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.