Syv studieoplæg om tilbedelse
Pris Herren er en lille bog om tilbedelse til brug i bibelstudiegrupper, skrevet af Lars Frederiksen. Den rummer syv studieoplæg med overskrifterne:
1. Tak og tilbedelse fødes i den, der ser Guds velgerninger.
2. Tak og tilbed Skaberen for alle hans velgerninger.
3. Tak og tilbed Frelseren for alle hans velgerninger.
4. At tilbede med jubel og glæde.
5. At tilbede når livet gør ondt.
6. At tilbede med hjerte, mund og hænder.
7. Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn.
Med bogen følger desuden to cd’er med lovsange. Meningen er, at man i bibelkredsen først skal læse og drøfte dagens studieoplæg og dernæst synge fire lovsange sammen.
”Der mangler et eller andet”
Efter at have læst bogen og hørt de to cd’er sidder jeg med lidt af den samme fornemmelse, som jeg ofte sidder med, når jeg i menigheden har sunget med på nyere lovsange: Der siges og synges meget godt. Alligevel er det, som om der mangler et eller andet.
I de bedste af de nyere lovsange kan der i et vist omfang gives stemme til det, der er den dybe glæde og frimodighed i en kristens liv: takken over frelsen og nåden i Jesus på baggrund af anfægtelserne fra det daglige liv i kamp mod synden.
På samme måde bliver der også givet en vis plads til anfægtelse over synden og tak for frelsen i bogen Pris Herren. I det tredje studieoplæg fortælles der om syndefaldet og om Paulus’ erfaring af synden i det daglige (Rom 7). Der fortælles videre om, hvordan Jesus kom til verden for at frelse os og blev gjort til syndebuk for vores synd. Og kapitlet slutter med at tale til den anfægtede: ”Undertiden kan vi have svært ved at se den forløsning, som Paulus så. Vi kan have vanskeligt ved at tro på, at Guds tilgivelse virkelig gælder os” (s. 38). Men så må vi bekende vores synd og tro på evangeliet om, at synden er sonet og gælden betalt.
Det er meget glædeligt, at denne tone findes i bogen! Og man kunne ønske sig, at denne tone virkelig nåede ud og satte sig spor blandt dem, der læser bogen for at søge vejledning i bibelsk lovsang. Så ville bogen nemlig lede ind i det, der er nerven i den bibelske, evangeliske lovsang.
Men i bogen Pris Herren er der ingen fornemmelse af, at spørgsmålet om synd og frelse er nerven i den kristnes liv og den kristnes lovsang. Det får en plads. Men ”problemet synd” reserveres stort set til dette ene kapitel ud af syv. Og på disse få sider får sagen overordnet set en ret beskrivende, elementært undervisende og meget lidt forkyndende karakter.
Den afsvækkede anfægtelse
Kun ét sted i de øvrige seks studieoplæg omtales synden, men da sker det i afsvækket form. Synden skildres som det, at ”vi ikke altid tænker, siger og gør det, der er godt. Vi ved, hvad vi burde gøre, men handler ofte modsat. Vi tjener os selv og ikke fællesskabet. Vi skraber til os, mens verden lider” (s. 12).
Når anfægtelsen kommer af, at vi ”ikke altid” magter at leve op til vores idealer, og at vi ”ofte” tænker mere på os selv end på andre, bliver den ikke anderledes end en almindelig utilfredshed med sig selv, som ethvert ordentligt, verdsligt menneske kan opleve.
Den anfægtelse over synden, som vi møder som baggrunden for de bibelske lovsange, er anderledes radikal og anstødelig for en verdslig tankegang. ”For jeg kan let snuble, og min smerte har jeg altid for øje; jeg vil bekende min skyld, jeg er foruroliget over min synd” (Sl 38,18-19).
En anfægtelse som Davids stikker langt dybere end en erfaring af, at man ”ikke altid slår til”, og at det ikke er altid, tingene lykkes, som man gerne ville have det. En anfægtelse som Davids tændes som et bål i flammen fra Guds hellige nærhed. Fra mødet med Guds hellighed kommer en smertelig bevidsthed om, at alting – selv den i mine øjne bedste gerning og frommeste tanke – er gennemtrængt af råddenskab og under Guds vrede og dom! Og denne erkendelse gør ondt! (Se Sl 38!).
Når vi har del i denne erkendelse, kommer vi frem for Gud med bæven og gudsfrygt:
Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl,
flyver fredløs under ø –
tvæt mig, eller jeg må dø!
– Augustus Toplady
Men det er også i denne erkendelse, at tørsten efter evangeliet, glæden over Jesus og hvilen i det fuldbragte forsoningsværk fødes (se Sl 40 på baggrund af Sl 38-39!):
Vist er jeg ej tilfreds med mig;
thi i mit kød bor synder alle.
Mit hjerte har endnu i sig
det gamle æbles bitre galde.
Hvi synger jeg dog glad og fro
om evig nåde, fred og ro,
glad og fro?
Det kommer, Jesus, blot fra dig;
kun du er værdig frydesangen,
du gav dit dyre blod for mig
og er for mig til Gud indgangen.
I al min største usselhed
har jeg dog fuld retfærdighed
blot derved.
– C.O. Rosenius
Gudsfrygten og anfægtelsen er den klangbund, der giver de bibelske lovsange deres dybde og styrke. Hvad der trækkes fra anfægtelsen, trækkes fra glæden. Hvis loven ikke længere møder os med Guds helligheds overvældende styrke, så giver evangeliet heller ikke længere nogen særlig glæde og frimodighed.
Der hvor gudsfrygten og anfægtelsen er svækket eller helt fraværende, må man bruge andre midler til at gøre lovsangen stærk. For de fleste kristne har en erkendelse af, at lunken lovsang ikke går an, når man har med Gud at gøre. Deraf kommer den nye lovsangstraditions fokus på, at menigheden bør og skal udtrykke en stærk synlig begejstring og hengivelse i sangen for ikke at vanære Gud.
Begejstret lovsang
Lars Frederiksens studieoplæg er nuancerende i forhold til en alt for ensidig forståelse af lovsangen som udtryk for en begejstring og følelsesmæssig hengivelse. Som nævnt er bogen ikke uden syn for anfægtelsen i kristenlivet. Og især giver bogen stemme til de lidende i menigheden med spørgsmålet: ”Hvordan kan vi synge lovsange til Gud, når livet gør ondt?”
Lars Frederiksen gør endda eksplicit op med forestillingen om, at man skal være ”i humør” til at synge lovsange (s. 59).
Alligevel kommer bogen samlet set til at stå som en opmuntring til den nye lovsangstraditions dyrkelse af begejstringen som lovsangens rette form.
I bogens sidste studieoplæg sammenlignes menighedens tilbedelse af Gud med fodboldtilskuere på et stadion:
”De fleste har oplevet en fodboldlandskamp på tv – eller måske endda i Parken. Se for jer hvilken stemning, der er blandt publikum umiddelbart inden kampen. En dirrende forventning og glæde. Og straks det danske landshold træder ind på banen, bryder vi ud i et brøl af begejstring. Nu kommer vores helte. Dem, der skal sejre og vinde kampen for os, og vi klapper, hopper og synger. Hvis vores danske fodboldhelte kan udløse den reaktion hos os, når vi ser dem gå i aktion, hvor meget større må begejstringen og lovsangsbruset over Hærskarers Herre – han som virkelig har vundet sejr for os – så ikke være?” (s. 79-80).
Med dette billede udmales, så enhver fodboldinteresseret kan forstå det, hvordan lovsangen bør ske i en stemning af begejstring, som man skal ”finde ind i” og kan ”varme op til”.
Dette er også, hvad der lægges op til i bogens forord og med de to tilhørende cd’er.
I forordet beskrives fremgangsmåden ved bibelstudiet sådan, at man, efter at have ”gearet ned” ved at bede sammen og efter at have drøftet studieoplæggene, skal synge lovsangene sammen og i den forbindelse bruge cd’erne ”som hjælp til at søge ind i lovprisningen og tilbedelsen af den hellige Gud og frelser” (s. 8-9).
Hvis cd’erne for alvor skal blive til hjælp, er det dog væsentligt, at ”musikken er så kraftig, at I ikke overdøver den (…) Skru op for lyden og lad musikken bære jeres lovsang og tilbedelse” (s.9).
Musikken på de to cd’er er gennemgående præget af idealet om en kropsligt engageret lovsang. I de tilfælde, hvor der synges ældre salmer, er der sket en stærk musikalsk ”oppepning”, som gør, at alle sangene bliver i den samme rytmisk appellerende stil.
På den måde er musikken med til at understrege, at lovsangens form bør vær begejstringen, selvom nogle af teksterne rummer en helt anderledes bibelsk dybde.
Når kapitlet om fysisk udfoldelse i lovsangen står som bogens sidste, er det formentlig ikke tanken, at det er det, der skal stå som bogens afsluttende indtryk og aftryk. Tanken er snarere, at det kræver fortrolighed med hinanden at turde give sig hen i lovsangen med hele kroppen – så derfor vil det være nemmere at have fokus på det den syvende og sidste studie- og lovsangsaften.
I forordet står der: ”Det kan måske opleves kunstigt og påtaget at skulle lovsynge og tilbede Gud i hinandens nærvær, men øv jer i det, og det vil hurtigt blive nemmere og mere naturligt” (s.9).
Og bogens sidste kapitel tager så hånd om, hvordan vi jantelovstyranniserede danskere må lære at slippe kroppen løs under lovsangen (s. 82).
Tanken er formentlig videre, at når man har overvundet sig selv til at få kroppen med i lovsangen i det lille fællesskab, vil skridtet ikke være så stort til at gøre det samme i menighedens forsamling.
På den måde repræsenterer bogen et program til ændring af en hæmmende dansk mødekultur, hvor man af frygt for de andres blikke kun synger ”fra halsen og opefter” (s. 81).
Mikal og David
Som bibelsk belæg for det usunde i denne ”danske” mødekultur bruges beretningen om, hvordan Mikal udviste foragt for David, der ”dansede af alle kræfter” for Herrens ansigt (2 Sam 6).
Diskussionsoplægget lyder: ”Har vi nogle Mikal’er i dag i den kristne menighed? Hvis ja, hvordan opleves det? Hvad gør de moderne Mikal’er ved glæden og frimodigheden i menighederne? Hvordan kan vi hjælpe vores Mikal’er? Obs: Vær gerne konkret, men ikke nedsættende i jeres drøftelse” (s. 83).
Der er noget meget rigtigt i anvendelsen af denne bibeltekst – men også noget meget forkert.
Det rigtige er, at det ganske tydeligt i beretningen lægges Mikal til last, at hun har ytret sig foragteligt om Davids dans.
Og det er en pointe, som vi, der har et konservativt syn på menighedens sang, bør lægge os på sinde: Når vi møder en sang og musik i menigheden, som efter vores vurdering er usund, må det aldrig lede til foragt for de velmenende kristne brødre og søstre, som fremfører lovsangen. Det må tværtimod lede til kærlighedens sorg og bekymring og til bøn og arbejde for, at den usunde lovsang ikke må få lov til at lede mennesker bort fra Gud. Vi er også på dette punkt kaldet til at være ”sandheden tro i kærlighed” (Ef 4,15).
Havde Mikal reageret over for David med kærlighed, ville hun aldrig være blevet straffet for det. Men nu dækkede hendes reaktion over ren kødelighed, og derfor blev hun ramt af Herrens straf.
Det forkerte i anvendelsen af beretningen om David og Mikal er, at Lars Frederiksen tilsyneladende slutter af beretningen, at ”dansen af alle kræfter” er et eksempel til efterfølgelse for den kristne menighed.
Det anføres som argument for denne anvendelse, at David var ”manden efter Guds hjerte” (s. 83). Men vi må huske på, at der skrives meget om personerne i Bibelen (også gode folk som David), som absolut ikke er til efterfølgelse. Når vi bruger Bibelen, er det meget vigtigt at skelne mellem deskriptive (beskrivende) og præskriptive (foreskrivende/normative) tekster.
Vil man anvende beretningen om Davids dansen rundt af alle kræfter som normativt gældende for lovsangen i menighedens forsamling, må man tage skridtet fuldt ud og fremover acceptere ”uanstændig blottelse” (2 Sam 6,14.20) som et naturligt led i menighedens lovsang.
Men nu er der ingenting, der tyder på, at vi skal tage denne beretning til os som en vejledning i menighedens lovsang. Tværtimod hører der faktisk negative følger med i beretningen om folkets dans: Uzza viser manglende ærbødighed for det hellige ved at gribe fat i Guds ark (v.8), og David, som var midt i sin dans, bliver grebet af vrede mod Gud (v.8), hvilket også er et stærkt udtryk for manglende ærbødighed for det hellige.
Derfor mener jeg egentlig, at hvis teksten endelig skal bruges i musikdebatten, må det snarere være som et argument imod brugen af “dansemusik” i tilbedelsen, fordi dansen her i beretningen giver sig udslag i manglende blufærdighed og manglende ærbødighed for det hellige.
Nedbrydende generaliseringer
Det er nedtrykkende at se, hvordan lovsangene i vores tid bliver mere og mere livlige og mere og mere uden liv. Det er skræmmende at være vidne til, hvordan mange menigheder nu verden over desperat forsøger at genvinde den tabte styrke og glæde i den bibelske lovsang ved musikkens og kropsappellens kræfter.
Og det kan være fristende på den baggrund at vælge helt at se bort fra alle nye sange, der bliver skrevet, og klynge sig til de gode, gamle sange, man selv er blevet tryg ved.
Men det kan ikke siges generelt om alle nye lovsange, at de mangler anfægtelsens klangbund. Der skrives glædeligvis også lovsange i dag, der fødes ud af et liv med Guds ord i lov og evangelium.
Derfor er det af meget stor vigtighed for dem, der stiller sig på en konservativ linje i spørgsmålet om sang og musik, at man ikke stiller sig kategorisk afvisende til alle nye sange, men prøver dem enkeltvist på Guds ord.
Afviser man alt nyt uden at forholde sig til de enkelte sange, vil man – så konservativ man end ønsker at være – komme til at skade den sag, man ønsker at bevare.
Den troende menighed har ikke brug for et ”nyt” evangelium, men den troende menighed har brug for, at hver ny generation tilegner sig det gamle evangelium – og når man tilegner sig evangeliet, vil man også vidne om det med sine egne ord og med sine egne sange.
Dette vidnesbyrd må ikke kvæles! Det må opmuntres på alle mulige måder!
En ulykkelig tendens
Men vi hjælper og opmuntrer ikke dette vidnesbyrd ved at undlade at prøve det på Guds ord.
Og skal sangene prøves efter Guds ord, er det en stor hjælp at danne sig et generelt billede af, hvilke usunde tendenser, der gør sig gældende i den nye lovsangstradition.
Min erfaring er, at hovedproblemet i den nye lovsangstradition, som også i nogen grad afspejler sig i bogen Pris Herren, er tendensen til, at anfægtelsens klangbund mangler eller er stærkt svækket.
Denne tendens er hovedårsagen til, at den nye lovsangskultur, hvor den vinder frem, fører menigheden i en retning, der er meget farlig for troen: Der gives ikke længere gennem sangen trøst og hjælp til den anfægtede. Tværtimod gives der ofte næring til det overfladiske gudsforhold, der ligger os alle sammen så nær.
De sange, der synges i den kristne menighed, tegner et tydeligt billede af menighedens åndelige tilstand. Samtidig er sangene i høj grad også med til at præge udviklingen af menighedens forhold til Gud. Der hvor sangene i den kristne menighed er uden syn for loven og Guds hellighed, vil der over tid ske det, at mennesker falder fra troen og kommer til at leve i falsk tryghed, verdslighed og forhærdelse.
Det er den store alvor i spørgsmålet om sang og musik i den kristne menighed. Og hvor har vi brug for ledere, der har syn for dette og vil gå foran i at føre lovsangen tilbage på en sund og bibelsk grund!
De klare bibelord
Når vi vil finde Guds vilje for os med lovsang i menigheden, må og skal vi lade de tydelige, præskriptive tekster være hovedrammen, som vi tolker alt andet i lyset af. Herunder først og fremmest:
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud” (Kol 3,16).
”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn” (Ef 5,18-20).
”Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse (…) Alt skal gå sømmeligt og ordentligt til” (1 Kor 14,26.40).
”… af hjertet for Herren”
I den nye lovsangstradition anvendes af og til udtrykket ”syng og spil af hjertet for Herren” løsrevet fra sammenhængen som en opmuntring til, at vi bør glemme de fordømmende Mikal’er og give os hen i tilbedelsen med hele kroppen.
Læst i sin sammenhæng får verset dog en ganske anden mening.
I alle tre ovennævnte tekster pointeres kraftigt, at sangens mening er at tjene til opbyggelse. Når lovsangen skal ske af hjertet, må det derfor henvise til, at sangens ord ikke skal forblive i den udvendige ”liren ordene af”, som vi så ofte kan have tendens til. Vi må tilegne os sangenes indhold, så de kan blive til formaning, undervisning og opbyggelse!
Der er i bibelsk sprogbrug ikke noget som helst i udtrykket “af hjertet”, der kan kobles sammen med en følelsesfuld, kropslig hengivelse i musikken. Tværtimod peger udtrykket indad på det personlige forhold til Gud, og på vigtigheden af at være bevidst om at stå for Guds ansigt – både som dem, der synger, og som dem, der spiller til.
“Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24).
Når du synger og spiller i menigheden, skal du vide, at du står for Herrens ansigt. Ligesom du sidder for Herrens ansigt under en prædiken, og ligesom Guds Ånd ønsker at arbejde med dig, når du hører og læser Guds ord.
Det, Guds Ånd er optaget af, når vi synger sammen i menigheden, er, at Gud skal have al ære. Men hvordan får han det? Det får han, når sangen taler til os og herliggør Jesus for vores hjerter. Det er altid det, Helligånden er optaget af, og det gælder også, når vi synger sammen.
Bibelens vej til en velsignet lovsang
Vi kan så let få lovsangen til at blive til noget andet, ligesom korinthermenigheden fik tungetalen til at blive til noget andet: til store, spektakulære oplevelser. Men hverken lovsang eller tungetale er tænkt som en jagt på oplevelser. Hvis der skal være tungetale i menigheden, så skal der være et budskab i det til opbyggelse – og hvis der skal være lovsang i menigheden, så skal der være et budskab i det til opbyggelse.
Lovsangens tekst skal herliggøre Jesus for mit hjerte. Det er formålet med lovsangen! Og det betyder ikke, at mit fokus skal være på, hvad der sker i mit hjerte, når jeg synger lovsang. Mit fokus skal være på at suge teksten til mig – så jeg forstår, hvad der står, og kan tage det til mig og gribe om det i den situation, jeg nu står i.
Hvis jeg gør det, så synger jeg efter Guds vilje – og til Guds ære.
Så klar og enkel er Bibelens vejledning i lovsang.
Hvor denne vejledning følges, er vejen åben for en velsignet lovsang i menigheden. En lovsang, der ligesom på den nye jord samler sig om frelsen i Lammets blod (Åb 7,9-10). En lovsang, som har anfægtelsens klangbund, og som derfor først og fremmest er en trøst og en stor rigdom for den lidende og anfægtede. En lovsang, som rummer Ordets dybder og Åndens kraft, så den kan tjene til at holde os fast ved Ordet om korset til hjertets trøst og jubel over nåden i Jesus.
Det er jo grunden til, at vi samles i den kristne menighed. Og det er grunden til, at vi synger sammen.
Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen (Jud v.24).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.
