Prædikantens tårer

En 80 år gammel norsk prædikant så tilbage på et langt liv med forkyndelse af Guds ord. Denne dag kom fortvivlelsens tårer.

Peder Maudal

Peder Maudal blev født i Lier ud for Drammen og havde rødder i Rogaland. I en periode i de unge år rejste han rundt som forkynder, og i 1955 blev han fastansat, 40 år gammel. Han var gift med Fanny Johansen, og de havde tre sønner og en datter. Peder var først og fremmest forkynder, men var blandt andet også kredssekretær og bestyrer for et lejrsted.

Jeg havde meget at gøre med Fanny og Peder i de år, jeg var kredssekretær i Drammen i 1991-1996. En dag da han var omtrent 80 år gammel, talte vi sammen om blandt andet hans forkyndertjeneste. Jeg husker ikke meget af, hvad der blev sagt, men en sætning brændte sig fast. Den blev sagt under tårer: ”Tænk, jeg har rejst med Guds ord i så mange år, og så ved jeg ikke om én person, der er blevet frelst ved mine prædikener.”

Peder var en forkynder med et varmt og centralt vidnesbyrd. Missionsfolk var glade for ham, både som person og for det budskab fra Guds ord, han delte. Jeg vil driste mig til at sige, at han havde profetisk forkyndernådegave. ”Den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst” (1 Kor 14,3).

Smerten og nøden

Peder havde smerten og nøden for, at folk skulle blive frelst. Jeg har måttet stille mig selv spørgsmålet: Har jeg denne nød? Er Paulus’ nød for sit folk også min nød som forkynder for mit folk?

”Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte (…) Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses” (Rom 9,2; 10,1).

Vores folk er i stor nød. Vores folk er på vej bort fra Gud og hans ord. Det må være en smerte for mig og alle os, der forkynder Guds ord.

Jeg har som forkynder måttet spørge mig selv, om jeg forventer kun at tale til Guds folk, når jeg kommer som prædikant til samlinger om Guds ord. Desværre er det sådan, at de fleste, der kommer til missionshusenes møder, er mennesker, der regner sig som kristne. Mange er også med i en eller flere tjenester i forsamlingen.

Guds ord siger, at af de ti, som var på vej for at møde brudgommen, Jesus, havde halvdelen kun en ydre bekendelse, mens det åndelige livs lampe var slukket. Vi prædikanter må derfor forvente, at der er folk, vi prædiker for, som ikke er frelst. Vi må ikke undlade at forkynde ordet om korset og indbyde til Jesus, selvom alle i salen er ”missionshusfolk”.

I dag

Den kendte amerikanske prædikant Moody stod i en stor vækkelse i Chicago. En søndag aften sagde han til den enorme forsamling, han prædikede til, at de måtte gå hjem og tænke over deres forhold til Gud og så komme igen næste søndag for at tage imod frelsen i Jesus. Før næste søndag indtraf, blev der en enorm bybrand i Chicago, og mange af Moodys tilhørere omkom. Det blev en stor smerte for prædikanten. Han havde givet folk en uge til at omvende sig. Men Guds ord giver kun øjeblikket: ”Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde” (Hebr 3,15).

Minder vi forkyndere vores tilhørere om det?

Det er kun Guds Ånd ved Guds ord, der kan skabe troen i hjertet hos en synder. Her bliver vi mennesker sat på sidelinjen. Vi er derimod kaldet til at være ”udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” (2 Kor 5,20).

Et andet spørgsmål, der kom til mig, når jeg tænkte på Peders tårer: Lever jeg selv i og af det ord, jeg forkynder, eller er jeg blevet ”et rungende malm og en klingende bjælde”? (1 Kor 13,1).

”Men ordet, som de hørte, blev til ingen nytte for dem, fordi det ikke ved troen var smeltet sammen med dem, som hørte det” (Hebr 4,2, jf. norsk oversættelse).

Ak, Fader! lad dit ord og Ånd
dog ret få overhånd!
Og se, hvor fuld din urtegård
af torn og tidsel står!
Din vækst du her vel har,
men ak, hvor tynd og rar!
Hvor lidet er dog kraften kendt
af ord og sakrament!

O Jesus, Jesus! kom dog snart
at se din vingårds art!
Af døbte vrimler stad og land,
men hvor er troens brand?
Hvad hjælper det, vi ved,
hvad død du for os led,
dog tåles Satans fule værk
iblandt os lige stærk.

O Helligånd! for dig, vor skat,
vi græder dag og nat.
Kom, giv os samme lys og kraft,
som fædrene har haft,
da kristendommen stod,
som træ ved dejligst rod,
så ovenfuld af frugters sne
og purpur. Lad det ske!

(H.A. Brorson, DDS 347).

Lyd

Udgivet af

Ove Sandvik

Ove Sandvik, Jørpeland, forkynder i Norsk Luthersk Misjonssamband.