Luthers brev til lutheranerne II
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
Man skal ikke være ret længe i selskab med kirkens reformator, før man må undre sig.
Positivt formuleret: Hvor fik Luther dog modet fra til at sætte sig op imod paven og hele den katolske teologi?
Eller mere kritisk: Fik Luther aldrig tanken, at når hele verden mente ét og han selv noget andet – så var det måske ikke hele verden, der tog fejl?
Ensomhedens anfægtelse
Der er næppe nogen grund til at antage, at Luther som det eneste menneske på jorden ikke var plaget af hovmodets synd. Hans egne skrifter vidner også om det. Luthers heftige retorik tjente ikke sjældent til at male et fortegnet og nedgørende billede af hans modstandere. Den store mængde øgenavne og andre respektløse udtryk var en del af den teologiske jargon på Luthers tid – men en latterlig-gørende og hovmodig debatkultur er jo ikke mindre syndig, fordi den er en kultur.
Alligevel har vi et helt forkert billede af Luther, hvis vi tænker på ham som et skråsikkert menneske, der aldrig blev anfægtet ved tanken om, at han i begyndelsen stod stort set alene mod hele kirken. Tværtimod hjemsøgte tvivlen ham som en tilbagevendende plage – som han bl.a. kan skrive i 1521:
”Hvor ofte har mit hjerte ikke hamret i mig, anklaget og bebrejdet mig med dette ene stærke argument: Er alene du klog? Skulle det være sådan, at de andre har taget fejl og gjort det gennem så lang tid? Hvad nu, hvis det var dig, der tog fejl og førte så mange folk i vildfarelse, folk, der alle evigt ville blive fordømt?”
Det er en stærk anfægtelse. Luther ved, hvad Skriften siger om lærere, der leder vild. Men Luther kan også læse i sin bibel, at på profeten Jeremias’ tid var der et hav af profeter, og at hele dette profetslæng gennem tiden havde formået at opbygge deres helt eget religiøse system, udsprunget af deres eget hjerte (Jer 23,16-32).
Det er altså ifølge Bibelen muligt, at det helt store flertal af dem, som benævner sig Guds folk i virkeligheden ikke er det. Ja, Bibelen advarer stærkt imod de vranglærere inden for menigheden, som helt sikkert vil komme og lede mange vild – i et større og større omfang frem mod Jesu genkomst (Matt 24,3-13).
En grund at stå på
Det er ikke let at stå alene blandt mennesker. Det er Jeremias det allerstærkeste eksempel på, når han frembærer Guds sande ord midt i hele den menneskelige religiøsitet, som hersker i samfundet. I dybet af sin ensomhed kan Jeremias løfte røsten mod Herren og råbe sin frustration ud:
”Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig. Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe. Når jeg sagde: ‘Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn‘, kom der i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det!” (Jer 20,7-9).
En utroligt rammende beskrivelse for alle, der har oplevet modstand for sandhedens skyld. Det er ikke noget attraktivt kald at stå ene mand med Guds budskab. Men der var i Jeremias’ hjerte en brændende ild, der rasede i knoglerne, så snart han prøvede at lukke munden.
Luther erfarede i sin kamp noget af den samme plage, som Jeremias blev udsat for. Men han var i sin samvittighed helt bundet til Skriftens ord – og dette fik Luther lov til at opleve ikke blot som en plage, men også som en fortrøstning og en sikkerhed, som han kunne bygge på med frimodigt sind. Da Luther i 1521 udpensler sin ensomheds plage, kan han videre skrive:
”Det varede ved, lige indtil Kristus styrkede og bekræftede mig med sit eget sikre ord, så mit hjerte ikke mere hamrede, men modstod dette argument fra pavetilhængerne, som en stenbred modstår bølgerne, og lo ad dets trusler og stormen.”
Luther står fast på sit – ikke fordi han er en særligt stærkt udrustet person, som i sig selv har kræfterne til at stå imod bølgerne og stormvejret; men fordi han står på den faste klippegrund, som Skriften er. Han bygger alt på det ord, som ikke er opstået i noget menneskes hjerte (1 Kor 2,9).
Som Jeremias ikke kan lade være med at tale Herrens ord, sådan kan Luther ikke fortie Skriftens klare vidnesbyrd.
Deri har Luther sin frimodighed – ikke i sig selv og sin egen tankeklarhed, men i det ydre ord, som altid er klart som det levende vand; Ordet, som er udsprunget af den Eviges egen Ånd.
Pavens nøgne ord
Luther var ikke den type menneske, som solede sig i modvinden og nød at være på tværs. Tværtimod havde Luther livet igennem stor respekt for traditionen.
Der er ingen grund til at tro, at Luther ikke mente sin indbydelse til teologisk debat alvorligt, da han hamrede teserne op på døren til Slotskirken. Med indbydelsen håbede han på enten at få medhold eller at blive modsagt og overbevist på Skriftens grund.
Luther sendte også teserne til ærkebiskoppen, Albrecht af Mainz, som havde fået afladshandlen som sit ansvarsområde, i håb om en reaktion fra denne.
Men i stedet anmelder ærkebiskoppen Luther til Rom for kætteri, og Luther må i forhør i Augsburg hos kardinal Cajetan. Her oplever Luther til sin gru, at kardinalen slet ikke er indstillet på at drøfte Skriften, men bare vil have Luther til at tilbagekalde sine udfald mod afladen.
Det har Luther ikke samvittighed til at gøre.
”Ikke desto mindre er jeg dog et menneske, der kan fejle, og jeg har underkastet mig og underkaster mig også nu den hellige kirkes legitime bedømmelse og bestemmelse.”
Luther er ydmyg over for situationen. Men han er samtidig klippefast og ikke til at rokke. Han er åben over for at kunne tage fejl, men han forlanger en legitim bedømmelse fra den katolske kirke. Det får Luther ikke – men han får det, som han senere kalder for pavens ”nøgne ord”, dvs. en ubegrundet pavelig erklæring om, at det er kirkens tro, at kirken med salget af afladsbreve kan eftergive mennesker deres straf i skærsilden som følge af kirkens fuldmagt til at forvalte helgenernes overskydende gode gerninger.
Vil du underkaste dig pavens bestemmelse?
Intense og forvirrede skrifter
Luther nægter med bævende hjerte at adlyde paven, og efter råd fra sine venner flygter han fra forhøret for at undgå kætterdommen i Rom.
I den følgende tid tager det, som begyndte som en almindelig indbydelse til disputation, mere og mere form af et opgør med selve pavens autoritet. Luther tog fat om det, der i hans øjne lignede en vissen gren. Med tiden måtte han til sin forfærdelse indse, at grenen var vissen, fordi den sad på et udgået træ. Det var stammen selv, der måtte rykkes op med rode og smides ud af Guds kirke.
Det har været en hård kamp for Luther at gå imod paven. Det har været med den yderste modvilje, Luther har sat sig op imod det, som han er blevet opdraget med som den eneste rette, kristne tro. Hele tiden hjemsøgte tvivlens anfægtelse ham: Er alene du klog? Hvad nu, hvis det var dig, der tog fejl?
Derfor gik der tid, før Luther kunne aflægge sig hele den katolske kirkes vranglære. Skriftens lys begyndte at brænde i Luthers hjerte, men stadig strittede mange ting i hele hans opdragelse imod, hvad han læste i Skriften.
Det giver Luthers skrifter frem til 1518 et utroligt intenst og kæmpende skær, men også et flakkende og forvirrende lys, fordi de springer frem og tilbage mellem klare og uklare formuleringer. Dette præg har gjort Luthers tidligste skrifter og forelæsninger populære blandt teologer gennem de sidste hundrede år. Det er ligesom mere spændende at læse Luther i denne tid – fordi der er formuleringer, som man vanskeligt kan få til at harmonere med klassisk luthersk teologi.
Den overstrømmende interesse for Luthers teologi før 1518 står i en mærkelig kontrast til den advarsel, Luther kommer med i forordet til sine samlede skrifter, som han mod sin vilje er blevet presset til at udgive:
”Først af alt beder jeg min gudfrygtige læser, og det for vor Herre Jesu Kristi egen skyld, om at læse alt dette med forstand – og dertil med stor overbærenhed. Læseren skal vide, at dengang jeg gik til værket, var jeg munk og en ivrig papist. Jeg var omtåget, ja, døddrukken af pavens læresætninger (…) Jeg var i den grad endnu bjergtaget af den hellige kirkes glans og anseelse og af mit eget vanegængeri (…) Derfor kan jeg også se med en vis overbærenhed på dem, der hænger så hårdnakket fast ved pavedømmet – i særdeleshed dem, der hverken læser i de hellige skrifter eller i verdslige bøger – eftersom jeg selv hang så hårdt fast ved det, selvom jeg så omhyggeligt og i så mange år havde studeret den hellige Skrift.”
I lovens lys
Luther hang i mange år fast ved meget af det, han var blevet oplært i som munk og teologistuderende. Det var en lang proces for ham at vride sig fri af vranglæren. Alligevel beretter Luther om sin ”reformatoriske opdagelse” som en engangshændelse.
Mange vil kunne genkende dette fra deres eget liv: Omvendelsen til evangeliet kan man på én gang se tilbage på som en proces og samtidig som en bestemt begivenhed.
Luthers omvendelse til evangeliet var en slidsom kamp mod hele den opdragelse, han havde fået, og mod hele den naturlige religiøsitet, som af alle kræfter strittede imod Ordet om korset. Men Luthers omvendelse til evangeliet var også en umådelig befrielse, som gik dybt ind i hjertet på den anfægtede sjæl og fik jublen og glæden til at bryde frem.
I lang tid havde Jesus banket på døren til Luthers hjerte, og i lang tid havde Skriftens lys arbejdet på at smelte den modstand, som blokerede for, at den sande frihed kunne gøre sit indtog.
I Skriften og i klosterkampen havde Luther i første omgang set lovens lys, som med ulidelige flammer brændte al hans egen stolthed og religiøsitet helt ned til grunden, så den lå tilbage som en afbrændt mark, sort og rygende. Det er denne frygtelige erkendelse, der står helt klar for Luther, da han skriver de 95 teser. Luther indser med forfærdende klarhed, at det eneste han har at komme med til Gud er sin afbrændte stolthed og sine tomme hænder. Det eneste han har at gøre er at kaste sig til jorden og tigge om barmhjertighed.
Men som Luther kommer der, tiggende med sine afbrændte jordlodder og sin hule tomhed; med hele sin indsigt i den katolske kirkes råddenskab, men også med en frygtelig indsigt i sin egen uforbederlige gudløshed – lige præcis dér er han kommet dertil, hvor Guds Ånd vil åbenbare en hemmelighed for ham.
At banke på Skriften
Luther sidder i sit studerekammer i klostertårnet, formentlig i år 1518, ca. et år efter teseopslaget. Han har siddet der så tit. Dag ud og dag ind gransker han Skrifterne. Han har som professor holdt lange forelæsningsrækker over Salmernes Bog, Romerbrevet, Galater-brevet og Hebræerbrevet. Mange ting er vokset i ham – evangeliske glimt fra Skriften er fløjet imod ham som gnister fra et flammende bål, og optændt af disse gløder har han skrevet fantastiske, trøstende, banebrydende ord. Men trods dette har bålet endnu ikke rigtigt fænget i hans hjerte.
Han sidder nu på sit værelse for endnu engang at vende tilbage til Romerbrevet – og er for 117. gang gået i stå ved ordene: ”I evangeliet åbenbares Guds retfærdighed”.
Luther mindes sine kvaler i fortalen til sine skrifter:
”Jeg hadede dette udtryk ‘Guds retfærdighed‘, for gennem alle de lærdes brug af det, var jeg oplært til at forstå det filosofisk, om den såkaldt ‘formale‘ eller ‘aktive‘ retfærdighed; den som gør, at Gud er retfærdig, når han straffer synderne og dem, der øver uret.
Jeg for min del elskede ikke den retfærdige Gud, som straffer synderen. Tværtimod, jeg hadede ham! For selvom jeg levede som en ulastelig munk, vidste jeg dog om mig selv, at jeg var en synder for Gud, og var urolig i min samvittighed. Jeg magtede heller ikke at stole på, at jeg havde stillet Gud tilfreds gennem mine fyldestgørende gerninger. Jeg var fuld af uvilje mod Gud. Om jeg ikke direkte spottede Gud i hemmelighed, så brokkede jeg mig i hvert fald gevaldigt og sagde:
‘Er det måske ikke nok, at de stakkels syndere, som går evigt fortabt på grund af arvesynden, rammes af al slags elendighed gennem loven og de ti bud – skal Gud også gennem evangeliet føje ulykke til ulykke og true os med sin forfærdelige retfærdighed?!‘
Sådan rasede jeg i min vilde og forrykte samvittighed, men blev alligevel stående der utålmodigt og bankede på dette sted hos Paulus, fuld af brændende tørst efter at få at vide, hvad det var, Paulus egentlig ville.”
I evangeliets lys
Luther bankede på hos Paulus, skriver han. Måske var det snarere sådan, at Jesus bankede på hos Luther. Men det er den samme bankelyd, der lyder, når Jesus vil ind i et menneskes hjerte med sin fred, som når et menneske drages ind i en forståelse af Skriften. Jesus, evangeliet, er i Skriften, og han er at finde dér for den, som søger ham.
Det fik Luther lov til at erfare på en overstrømmende rig måde. Han var bundet af sin vanelæsning af Skriften, sådan som også vi kan være det. Men Helligånden gav ham en vedholdenhed til at blive ved med at banke på hos Paulus, for Gud havde et Ord til ham – det Ord, som Luther blev kaldet til at bruge resten af sit liv på at forkynde og vidne om.
”Nat og dag grundede jeg over dette, indtil Gud forbarmede sig over mig, og jeg blev opmærksom på sammenhængen mellem ordene”, fortsætter Luther.
Luther får et helt nyt lys over Rom 1,17, da han gør en velsignet opdagelse:
Den ”Guds retfærdighed”, som åbenbares i evangeliet, er ikke den samme retfærdighed, som åbenbares af loven. Guds retfærdighed ifølge loven er, at Gud har ret, når han dømmer synderen skyldig. Denne retfærdighed kendte Luther til overflod.
Men den ”Guds retfærdighed”, som evangeliet åbenbarer for synderens hjerte, er, at Gud skænker os retfærdighed ved troen.
Sådan må man forstå hele verset (Rom 1,17), som også omfatter et citat fra Habbakuks bog, som bedst oversættes: ”Den retfærdige af tro skal leve” – altså: Den, som er retfærdig ved troen på Jesus, skal have del i det evige liv trods al sin ugudelighed!
Dette er Guds retfærdighed, som evangeliet åbenbarer for den fattige synder, som tigger nåde hos Gud.
Skriftens nye ansigt
Med denne ”reformatoriske opdagelse” siger Luther selv, at han fik et helt nyt lys over Skriften.
”Nu viste hele Skriften sig med et andet ansigt for mig (…) Lige så voldsomt som jeg tidligere havde hadet udtrykket ‘Guds retfærdighed‘, lige så højt kom jeg nu til at elske dette udtryk, som nu lød som den sødeste musik i mine ører. For mig blev dette sted hos Paulus på denne måde selve porten til Paradis.”
Porten til Paradis åbnes for Luther, ved at han lærer at skelne mellem lovens retfærdighed og evangeliets retfærdighed.
Evangeliets retfærdighed er ikke, sådan som den katolske teologi har lært ham, at Gud tilbyder sin nåde til den, der gør, hvad han kan. Evangeliets retfærdighed er ikke den kraft, som gør, at en synder får nåde til at leve et liv i ydmyghed og i stræben efter at gøre Guds vilje.
Hvis dette var evangeliets retfærdighed, så var der ingen mulighed for frelsesvished. For er du nu ydmyg nok? Har du nu angret nok over synden? Gør du nu alt, hvad der er i dig for at leve efter Guds bud?
Det var disse spørgsmål, der martrede Luthers sind i klosteret – og hvor vi også kender disse spørgsmål i dag! Har du angret nok? Er du oprigtig nok i din kristendom? Kan du – med hånden på hjertet – kalde dig en rigtig kristen?
Hør hvor Luther fandt sin fred: i visheden om, at al den retfærdighed, Gud kræver af os, samtidig er den retfærdighed, Gud skænker os helt og fuldt i nåden fra Jesu kors, hvor Jesus sonede Guds vrede og gik i døden i stedet for den ugudelige – i stedet for dig!
Frelsesvished var et kættersk ord for den katolske kirke. Og frelsesvished er den dag i dag den værste uretfærdighed og usmagelighed for den naturlige religiøsitet, der bor i os alle. For frelsesvisheden centrerer alt om Jesu kors og intet om din egen kristendom og evne til at leve som kristen. Men dét er evangeliets retfærdighed.
Tro på det – klyng dig til det – så er Paradisets port åben for dig. Så er du allerede sat i himlen sammen med Jesus (Ef 2,6)! Så lever du i fællesskab med Gud den højeste, ja han ser dig som sit kæreste barn for Jesu skyld.
Det var tilliden til Skriften, som var Luthers klippegrund. Det var Skriftens hellige ord, som brændte i ham, så han ikke kunne lukke munden, trods al den svære modstand. Og det var Skriftens hellige ord i lov og evangelium, som førte Luther gennem et anfægtelsens Helvede ind til frelsesvishedens Paradis.
I de kommende numre skal vi dykke ned i nogle af de Luther-skrifter, som på så mange forskellige måder udfolder dén grundlæggende erkendelse, som Luther mødte med en velsignet klarhed på sit studerekammer over en åben bibel – og søvnløse nætter.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2011. Hele bladet kan læses her.
