Perspektiver

En vurdering af Bibelen 2020 IV

Afslutningsvist skal det nu handle om nogle spørgsmål, der sætter udgivelsen af Bibelen 2020 i perspektiv:

Hvor er vi på vej hen med de danske bibeloversættelser?

Hvordan forholder tendenserne i Bibelen 2020 sig til den åndelige kamp i vores tid?

Og til sidst: Har vi et positivt alternativ til Bibelen 2020?

Vores forhold til Bibelen

I juniorkredsen i Luthersk Mission Herning fik vi et kryds for hver onsdag, vi kom. Da jeg nåede op på 40 krydser, vidste jeg, at jeg godt kunne begynde at glæde mig – for så ville jeg få en bibel til den næste bibeluddelingsfest i missionshuset.

Det var (og er) en god skik. Jeg husker tilbage på den dag som en højtidelig dag: Tænk at jeg nu havde min egen bibel! Det var der noget særligt over. Og selve markeringen i missionshuset var med til at bekræfte det: Her har du Guds ord! Vi ønsker for dig, at du må få lov til at møde Gud gennem det, og at du altid må blive hos ham!

Dengang tænkte jeg ikke et øjeblik over, at der kunne eksistere andre bibeloversættelser – og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved, om det nu var ”den rigtige udgave”, jeg havde fået. Det var Guds ord. Gud ville tale til mig gennem det. Det var nok at vide for mig.

Jeg tror, at der er noget grundlæggende sundt i det forhold til Bibelen – ikke mindst som ung, men egentlig i alle aldre.

Forudsætningen for, at man kan have dette umiddelbare og tillidsfulde forhold til sin bibel, er bare, at oversættelsen er god og til at stole på. Det ødelægger noget vigtigt i andagtsstunden og i den enkeltes gudsforhold, hvis man hele tiden skal være mistroisk i forhold til de enkelte formuleringer og slå dem efter i andre oversættelser for at sikre sig, at det nu er det, der står.

Men sidder man med en oversættelse, der på afgørende punkter fordrejer Guds ord, uden denne grundlæggende mistro, er det endnu værre.

Hvor er de danske bibeloversættelser på vej hen?

Nu er vi ulykkeligvis i en bibelsituation i Danmark, hvor det bliver mere og mere nødvendigt at være på vagt over for de forskellige oversættelser.

Det har været tankevækkende at fordybe sig i Bodil Ejrnæs’ afhandling Skriftsynet i den danske bibels historie samtidig med læsningen i Bibelen 2020. Her får man nogle af de store linjer, som kan hjælpe os med at se og forstå, hvor vi er på vej hen med bibeloversættelserne i Danmark.

De første danske bibeloversættelser var fordanskninger af Luthers bibeloversættelse. Og ud over at bibellæserne her fik en oversættelse ud fra et sandt og klart evangelisk grundsyn, så var mange af biblerne forsynet med en omfattende læsehjælp, der skulle sørge for, at ingen gik vild i læsningen.

Frederik II’s bibel indeholder for eksempel Luthers fortaler til de to testamenter og til de enkelte skrifter. Derudover er der efterskrifter med hjælp til, hvordan man skal forholde sig til det budskab, man har læst; hvert kapitel rummer et resumé og til tider en vers-for-vers-kommentar, og bagest i Bibelen er der et 33 sider langt og kompakt register med ordforklaringer og skrifthenvisninger på tværs af testamenterne.

En stor del af fortalerne og de andre hjælpemidler havde til hensigt at hjælpe bibellæseren til at se, hvordan Bibelen hang sammen fra start til slut, og at Kristus var Skriftens kerne og stjerne.

Bodil Ejrnæs skriver: ”Udgangspunktet for det lutherske skriftsyn, sådan som det kommer til orde i fortalerne, er dette, at Kristus er hele skriftens centrum. Både i fortalen til Det Gamle Testamente og i fortalen til Det Nye Testamente betones skriftens enhed; begge fortaler beskæftiger sig med begge testamenter. Selvom hovedvægten ligger på det testamente, fortalen gælder, så er dette testamente sat i relation til det andet. Uanset under hvilken synsvinkel forholdet mellem de to testamenter anskues, lov-evangelium, forjættelse-opfyldelse, gerningsretfærdighed-trosretfærdighed (…) så udgør de to en enhed med Kristus som midtpunkt.”¹

Samme indgangsvinkel og hensigt havde resuméerne og de andre hjælpemidler. Under læsningen af Det Gamle Testamente blev man derfor hele tiden mindet om, at Skriftens centrum er Kristus – ikke blot ved selve oversættelsen, men også ved forklaringerne.

En note til 1 Mos 3,15 lyder for eksempel: ”Det er det første evangelium og forjættelse om Kristus, som er sket på jorden, at han skulle overvinde synd, død og helvede, og saliggøre os fra slangens vold. Dette troede Adam på med alle sine efterkommere, deraf blev han en kristen og befriet fra sit fald.”²

Eller når der i 1 Mos 14,18 står, at ”Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin”, er der i Frederik II’s bibel en forklarende note, der lyder: ”Ikke at han ofrede det, men at han ville bespise og ære sine gæster. Dermed hentydes også til Kristus, som bespiser verden med evangeliet.”³

Ikke alle de tidlige danske bibler var helt så fyldige og studiebibel-agtige som Frederik II’s bibel – men i alle de tidlige bibler gav oversættelsen, noterne og skrifthenvisningerne samstemmigt hjælp til at læse hele Bibelen med Kristus som centrum og med lov og evangelium som det klare lys.

Med Biskop Resens bibeloversættelse sker der noget nyt. Ligesom den meget bogstavelige oversættelse ikke giver læseren så meget hjælp til at forstå og tilegne sig meningen, reduceres der også betydeligt i de forkyndende og opbyggelige noter. Der er dog stadig noter, der hjælper med at forstå teksterne, især når det er ekstra snørklet dansk, og Skriftens enhed med Kristus som centrum fastholdes klart og tydeligt i både fortaler og noter.

Fra og med oplysningstidens indtog kommer bibelkritikken på banen, og nu melder dilemmaerne sig: Universitetsforskerne, som skal oversætte Bibelen, kan ikke længere forsvare alle de traditionelle tolkninger og oversættelser af Bibelen. Men ændrer man for meget i de centrale tekster, vil der komme protester i befolkningen.

Teologen Christian Kalkar, som var med til at udgive en revideret udgave af Det Gamle Testamente i 1871, gav følgende forklaring på, hvordan man havde manøvreret i dette dilemma: ”Kun i yderste nødsfald, og hvor vi ikke kunne forsvare det for den eksegetiske samvittighed at lade det gamle blive stående, har vi aldeles forandret den ældre oversættelse, om vi endog forudså, at mange, som ikke har haft tid og lejlighed til at følge med den nye sprogforskning, ville blive misfornøjede dermed.”⁴

1871-oversættelsen er altså på mange måder ”så konservativ som muligt” – af hensyn til modtagelsen! Og der var slet ikke blevet så meget plads til bibelkritikken, som mange havde ønsket – men der er dog spor af den i oversættelsen. Ikke mindst viser den begyndende bibelkritiske tilgang sig ved, at selvom man bevarer en del af noterne og indholdsresuméerne fra de tidligere bibler, så er fortalerne fjernet, en del af noterne er forkortet væk, og der er en tendens til at undgå de formuleringer i noterne, der afspejler en traditionel kirkelig tolkning, herunder for eksempel spor af treenigheden og Jesus i Det Gamle Testamente.

I årene op til 1931 kan bibelkritikken ikke længere holdes tilbage. Universitetsteologerne kan ikke længere tolerere Biskops Resens oversættelse, og vi får den første nyoversættelse af Det Gamle Testamente fra grundsprogene siden begyndelsen af 1600-tallet. Professor Frants Buhl laver en oversættelse af Det Gamle Testamente i 1910, præget af den bibelkritik, han havde mødt på studierejser i Tyskland. Og det er denne oversættelse, der ligger til grund for 1931-oversættelsen, men bearbejdet af kirkelige folk som C. Skovgaard-Petersen, der sætter stærkt præg på oversættelsen og gør den brugbar i kirkelige sammenhænge.

Ligesom vi her får et nybrud i forhold til selve oversættelsen, er der også et nybrud inden for den hjælp til bibellæsning, som gives i noter og forklaringer. Derfor er der i 1931-oversættelsen af Det Gamle Testamente intet udblik til Det Nye Testamente i noterne og kapiteloverskrifterne.

Bodil Ejrnæs udtrykker det sådan: ”Mens læseren af tidligere danske bibeludgaver på den ene eller anden måde har fået Det Gamle Testamentes sammenhæng med Det Nye Testamente anskueliggjort, så får læseren af 1931-oversættelsen – ikke mindst gennem ordforklaringen, men også gennem noter og kapiteloverskrifter – så at sige anvist at behandle det på dets egne præmisser.”⁵

1992-oversættelsen er i sin begyndelse gået et skridt længere ned ad den vej. Da oversættelsesprojektet begynder, er der ingen fra den kirkelige højrefløj involveret, og der er ingen tanker om, at man skal tage hensyn til den kirkelige tradition: Det skal bare være en helt ny oversættelse på baggrund af grundteksten og den nyeste (bibelkritiske) forskning!

Det viser sig dog hen mod slutningen af processen, at der stadig – som i 1800-tallet – er for store protester blandt kirkens folk mod universitetstilgangen til Bibelen, og i kraft af nogle dygtige og velargumenterende ildsjæle på den kirkelige højrefløj bliver der rettet op på meget, sådan at det stadig er muligt at bruge 1992-oversættelsen som bibeltro.⁶

Stor betydning har det også i denne sammenhæng, at det i den kirkepolitiske proces med færdiggørelsen af 1992-oversættelsen i praksis blev overladt til Kai Kjær-Hansen at udarbejde skrifthenvisningerne. Kai Kjær-Hansen er tidligere prædikant i Luthersk Mission og lærer på Menighedsfakultetet. Han har skrevet doktorafhandling om navnet Jesus og har i mange år været engageret i Israelsmissionen. At Kai Kjær-Hansen fik denne opgave blev set som ”en indrømmelse til IM og ’de elleve’ [elleve organisationer på den kirkelige højrefløj], for hvem forholdet mellem GT og NT havde stor betydning”⁷.

I arbejdet med henvisningerne skinner det tydeligt igennem, at Kai Kjær-Hansen har arbejdet meget netop med sammenhængene mellem testamenterne, og at han særligt har hjerte for at vise, at Jesus er jødernes og Det Gamle Testamentes Messias. Når det gælder skrifthenvisningerne og den hjælp, bibellæseren derved får til at se hele Skriften som et sammenhængende Guds ord, markerer 1992-oversættelsen derfor et afgørende fremskridt i forhold til den tidligere oversættelse.

Med Bibelen 2020 blev nogle DBI-teologer inviteret med i oversættelsen af enkelte skrifter og som konsulenter på dele af Det Gamle Testamente. Men det samlede resultat af den nye oversættelse er, at bibelkritikken og modstanden mod den kirkelige tradition og den evangelisk-lutherske bibeltolkning har fået en gennemtrængende og dominerende tone og plads.

Skrifthenvisninger og noter i den nye bibel er helt droppet. Det er blandt andet gjort af hensyn til læsevenligheden og den appetitlige opsætning. Men sammen med den generelle bibelkritiske interesse og teologi, som ses i oversættelsen, hvor Det Gamle Testamente forstås løsrevet fra Det Nye Testamente, og hvor man dyrker forestillingen om forskellige ”teologier” hos forskellige forfattere, virker de manglende henvisninger og noter opløsende på forståelsen af Bibelen som en samling af sammenhængende skrifter, der er blevet til ved den samme Ånd og forkynder det samme evangelium.

Dette umiddelbart blot ”layoutmæssige” skift er et nybrud i den danske bibels historie, som sammen med den overordnede tilgang i oversættelsen, gør det meget vanskeligt for læseren af forstå sammenhængene i Bibelen og at tolke skrift i lys af skrift.

Bibelen 2020 som pejlemærke

Bibelen 2020 er ”bare” en nudansk oversættelse. Men der er næppe nogen tvivl om, at Bibelselskabets store og ressourcekrævende arbejde med Bibelen 2020 vil få stor betydning for den næste autoriserede oversættelse.

Hvis der altså overhovedet kommer nogen ny autoriseret oversættelse. Det er ikke nogen givet sag, at det gamle og slidte autorisationsbegreb vil blive bevaret i en ny tid.

Lige nu er Bibelen 2020 ”på prøve” rundt omkring i mange kirker, hvor biskopperne rundhåndet har givet præsterne lov til at benytte sig af den nye bibel, og Bibelselskabet plæderer gentagne gange for netop dette: at man får den nye bibel testet og afprøvet i gudstjenestelig sammenhæng. For på den måde vil man finde ud af, om kirkegængerne kan vænne sig til det nye sprog – om det kan ”fungere”, eller om der bliver for store afsavn i forhold til de mere traditionelle formuleringer.

Evalueringen af dette projekt vil få stor betydning for brugen og udbredelsen af Bibelen 2020, og det vil også få store konsekvenser for kommende bibeloversættelser i Danmark.

Indtil videre har der stort set ingen protester været fra den kirkelige højrefløj. Vil protesterne komme, hvis Bibelen 2020 sidestilles med den autoriserede oversættelse til brug i folkekirken, eller hvis der bliver tale om en ny, autoriseret bibel, der minder om Bibelen 2020?

Det er et åbent spørgsmål.

Det kan undre, at de tendenser i Bibelen 2020, vi nu har set eksempler på, indtil videre ikke har forårsaget nogen stærke kritiske reaktioner. Når man tænker på det pres, som højrefløjen så sent som i 1980’erne fik lagt mod Bibelselskabet i retningen af en oversættelse, der tog højde for den luthersk-kirkelige oversættelsestradition, så er det en voldsom kontrast at se, hvordan højrefløjen i dag generelt ikke bare undlader at protestere mod Bibelen 2020, men direkte anbefaler den og glæder sig over den (med undtagelse af problematikken med Israel).

Hvad kan det skyldes?

Er det på grund af en på forhånd positiv tilgang til selve projektet med en nudansk oversættelse?

Skyldes den positive vurdering, at lederne kun selv har læst mindre brudstykker af oversættelsen, sådan som nogle af formuleringerne i udtalelserne godt kunne pege i retning af?

Har det at gøre med glæden over, at den kirkelige højrefløj har haft mulighed for at påvirke oversættelsen, og at andre, hvis åndelige dømmekraft man har tillid til, har udtalt sig positivt om den?

I hvor høj grad skyldes den positive vurdering også en manglende bevidsthed om og vågenhed over for den alvorlige vildførelse, man igen og igen møder i Bibelen 2020?

Uanset årsagen er det dybt alvorligt, og vi må håbe, bede om og arbejde for, at det sidste ord om den sag ikke er sagt. For Bibelen 2020 er ikke en bibel, der skal anbefales, men en bibel, der skal advares imod, og det burde vi kunne blive enige om som bibeltro, lutherske kristne ud fra det grundlag, vi deler.

Bibelen 2020 og kampen i vores tid

Det har haft en fremtrædende plads i den positive modtagelse af Bibelen 2020, at en ny, meningsbaseret oversættelse udgivet af Bibelselskabet er en fantastisk mulighed for at udbrede bibellæsningen, ikke mindst hos dem, der ikke læser i Bibelen til daglig, og som ikke ville drømme om at åbne den autoriserede oversættelse. Her er der kommet en ny oplagt mulighed til at læse og snakke om Guds ord med naboer og venner, unge og søgende. Sådan en mulighed må vi ikke lade gå fra os, selvom der givetvis er problemer i oversættelsen, siger mange af lederne på højrefløjen.

Og man kan kun have sympati og forståelse for de positive bevæggrunde, der ligger bag sådan en holdning til den nye bibel. Men uanset hvor vigtigt det er, at Bibelen bliver læst, så er det dog vigtigere, at det ord, der bliver læst, er Guds. Og de positive perspektiver for mission, der ligger i en ny bibeludgivelse, må ikke få os til at tage let på bedømmelsen af den nye bibels troskab mod det sande Guds ord. Vi bliver nødt at forholde os til Bibelen 2020 ikke blot som idé og som mulighed, men også som et konkret værk, der i stort omfang er blevet til med en bibelkritisk tilgang og med et frit og bevidst udfordrende forhold til den lutherske lære, som kan få ødelæggende konsekvenser og sprede alvorlig åndelig vildfarelse hos dem, der læser.

Det værste ved tendenserne i Bibelen 2020 er, at de rammer så rent ind i de angreb, Djævelen iværksætter med stor styrke i vores tid. Vi præges af forkyndelse og kristne bøger, der i stadigt højere grad fortier og bevæger sig væk fra den bibelske alvor og kaldet til omvendelse og tro på Jesus. Vi præges i samme retning af medierne og tidsånden. Derfor har en fordrejning af det bibelske budskab i denne retning så meget større mulighed for dels at vække genklang hos os, og dels at forblive ubemærket, fordi vi allerede er under indflydelse af den ånd og ikke reagerer mod den.

Som jeg ser det, kæmper Djævelen i vores tid målrettet for at nedbryde os kristne på nogle helt centrale bastioner: vores tillid til Bibelen som Guds ord, vores klarhed over lov og evangelium, vores blik for evigheden og den dobbelte udgang og hele vores gudsbillede og menneskesyn.

Alle de skanser vil i al stilfærdighed og ubemærkethed blive infiltreret med en satanisk gift, hvis vi lader Bibelen 2020 vinde indpas – og det vil medvirke til, at nogle kristne brødre og søstre vil blive besejret og miste den frelsende tro.

Samtidig frygter jeg, at søgende mennesker, unge og kirkefremmede, i Bibelen 2020 vil finde en udgave af Guds ord, som de kan relatere til og ”abonnere på”, men som leder dem uden om omvendelsens trange port og ind i en kristendom, der i virkeligheden fungerer som et skjold mod den sande kristendom.

Selvfølgelig er det ikke noget, Bibelen 2020 kan gøre alene. Men jeg er bange for, at vi i forvejen er solidt i knæ på alle disse vigtige områder af troens liv – og at brugen af den nye bibel for nogle vil blive dødsstødet, der kommer til at lede flere mennesker ind i almenreligiøsitet og en lovisk kristendom, hvor man med falsk fortrøstning og frimodighed går en evighed under Guds forbandelse.

Guds sande ord lyder mange steder i Bibelen 2020 og kan bryde igennem skallen. Men der er desværre alt for mange steder, hvor det ikke er Guds sande ord, der lyder, men et budskab, der leder os i retning af en kristendom, som vores menneskelige natur finder behag i, og som får os bort fra Guds hellige ansigt og frelsen i Jesus.

Alle er vi under angreb, for vi præges af den tid, vi lever i – men dem, der er de mest udsatte og forsvarsløse over for de tendenser, jeg her har nævnt, er netop målgruppen for Bibelen 2020: de unge og de søgende. Efterskoleeleverne, der hænger skriftsteder på væggen om, at Gud elsker dem og passer på dem, og hvis skrøbelige tro bygger alt for meget på, at de oplever Guds velsignelser og nærvær i hverdagen. Den religiøst søgende, der forholder sig kræsent til religionerne, og som søger den mest intellektuelt og følelsesmæssigt tilfredsstillende tro, men støder sig på Bibelens tale om Helvede og det sorte syn på, hvad mennesker kan gøre af gode og gudvelbehagelige gerninger.

Hvad får de i Bibelen 2020?

De får en lang række gode ord, som forhåbentlig kan trænge igennem. Men de får også velsignelser og velsignelsesønsker, der udelukkende handler om, at Gud vil passe på dem. De får en menneskelig gud, der har en svaghed for mennesker, og som derfor er til at tale med og forhandle taktisk med, med henblik på at modtage hans gode gaver. De får en oversættelse foretaget af teologer, der for størstedelen har som grundholdning, at synd, nåde og genoprettelse ikke er hovedproblemerne i Det Gamle Testamente, det handler om at opføre sig ordentligt for at få et godt liv som belønning. De får et Nyt Testamente, hvor omvendelsen er at ændre sit liv, og hvor fortabelsen i stort omfang er censureret væk. De får en bibel, hvor Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ikke hænger sammen, hvor budskaberne gerne stikker i hver sin retning, også inden for de enkelte skrifter, og hvor lov og evangelium blandes, så Ordet ikke kommer til at lyde til dom og frifindelse, men hvor en opblødt lov er vejen til Himlen.

Det er det sidste, de har brug for. Det er det sidste, vi har brug for.

Jeg går i fare, hvor jeg går,
min sjæl skal altid tænke,
at Satan alle vegne står
i vejen med sin lænke;
hans skjulte Helved-brand
mig let forvilde kan,
når jeg ej på min skanse står.
Jeg går i fare, hvor jeg går.

Det er virkeligheden for en kristen i hverdagen. Men det skulle meget nødigt være virkeligheden i andagtsrummet for den, der sidder med en åben bibel og søger stilhed for Guds ansigt.

Noget at bede for

Jeg har på mange måder stor forståelse og sympati for de mennesker, der greb nyheden om Bibelen 2020 med kyshånd og så udgivelsen som en tilskyndelse til fornyet bibellæsning og som en mulighed for mission. For der er næppe noget, troens folk i dag trænger mere til end at komme tilbage til læsning i Bibelen – og på baggrund af det, vi læser og finder trøst og kraft i, også dele det gode budskab med andre.

Jeg har også forståelse for, at denne agenda kan have været medvirkende til en for ukritisk tilgang til den nye bibel. Jeg var selv en overgang meget positiv efter nogle sporadiske læsninger i den nye bibel og efter de evalueringer, jeg havde læst – og selve idéen om en ny bibeloversættelse i et mere lettilgængeligt sprog lød i mine ører som en tiltrængt og fantastisk mulighed.

Derfor er det også med stor sorg og bekymring, jeg har observeret de farlige og forførende tendenser i den nye bibel, for jeg havde inderligt ønsket og håbet, at det ville være anderledes. Alligevel må jeg nu med afklaret hjerte sige: Selvom der er mange gode passager i Bibelen 2020, ikke mindst i de bøger, som de to DBI-teologer har oversat og i dele af især de mindre teologisk kompakte skrifter, så er jeg overbevist om, at vi som bibeltro ikke bør anbefale den nye bibel – hverken til eget brug eller i mission. De tendenser, der er i den nye bibel, kan det ikke være tilrådeligt for nogen at lade sig påvirke af. Ikke mindst fordi påvirkningen sker i det skjulte, på et sted hvor man burde være på sikker grund. Med Bibelen 2020 må man sidde på nåle, når man læser, fordi sandhed og løgn er blandet til en uigennemskuelig masse.

Jeg vil opfordre alle, og ikke mindst os, der er kritiske over for den nye bibel, til at bede for de mange nye bibellæsere og for dem, der oplever den nye bibel som en tiltrængt og kærkommen ny måde at få hul på bibellæsningen på. Bede om, at der trods alt må være et ord fra Gud, der trænger ind – og samtidig bede om, at de må blive ledt over til en anden oversættelse, der ikke på samme måde er gennemsyret af løgn og bibelkritik.

Jeg vil også opfordre til, at vi beder for arbejdet med den næste autoriserede oversættelse, som muligvis kommer i 2036, i anledningen af 500-året for reformationen i Danmark. Der er al grund til at frygte, at en eventuelt kommende autoriseret oversættelse vil blive præget af mange af de samme tendenser som Bibelen 2020. Derfor må vi bede om vækkelse og fornyet klarsyn blandt de teologer, der kan få indflydelse på en eventuelt kommende autoriseret oversættelse.

En vej frem kan også være, at nogle bibeltro, konservative kræfter får syn for nødvendigheden af selv at iværksætte en ny oversættelse af Bibelen helt uden om Bibelselskabet og universitetsteologien. Dette vil i så fald være et gigantisk stykke arbejde, og der vil være brug for, at vi beder de rette personer frem, som har både den faglige ballast, det åndelige klarsyn og de personlige ressourcer, som er nødvendige for at kunne gå ind i sådan et arbejde.

Hvilken bibeloversættelse skal jeg bruge?

I mellemtiden – mens vi beder om dette og lægger den danske bibels fremtid over i Guds hånd – hvad gør vi så? Hvad er det positive alternativ til at bruge Bibelen 2020 som hjælp til personlig bibellæsning? Og hvad er det positive alternativ til at føre unge og søgende ind i Guds nærhed ved at give dem en sprogligt lettilgængelig bibel, som vi kan læse sammen med dem?

Det kan ikke behandles fyldestgørende her, men afslutningsvist vil jeg knytte nogle korte kommentarer til de mest oplagte tilgængelige muligheder.

Den første af mulighederne kræver en lidt længere kommentar, da mange nok sidder med spørgsmål i tilknytning til den:

Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk er det alternativ, som de fleste vil ty til og anbefale som en direkte erstatning for Bibelen 2020, fordi den også bestræber sig på at være letforståelig og lettilgængelig. Den blev anbefalet fra forskelligt hold på de sociale medier, da debatten om Israel i Bibelen 2020 rasede på sit højeste.

Bibelen på hverdagsdansk udkom første gang i 1992 og dernæst i en revideret version i 2007. Den store forskel til Bibelen 2020 er, at den ikke er udgivet af Bibelselskabet, men af forlaget Scandinavia, og at den ikke er blevet til i et stort og koordineret samarbejde, men stort set er resultatet af én mands arbejde: Iver Larsen, som ikke er teolog, men lingvist (sprogvidenskabsmand).⁸ Iver Larsen har frikirkebaggrund, og Bibelen på hverdagsdansk er nok især blevet udbredt i frikirker.

Som nævnt har Iver Larsen et skarpt blik for den bibelkritik, der præger Bibelen 2020, og tager selv kraftigt afstand fra den. Derfor er det også nogle væsentligt andre problematikker, der gør sig gældende med Bibelen på hverdagsdansk, og selvom begge biblerne er hverdagsdanske, er der så stor forskel på de to oversættelser, at man ikke bør sætte dem i bås med hinanden. Bibelen på hverdagsdansk er udarbejdet af en, som jeg anser som en kristen bror, og ud fra mit kendskab til den, er den generelt væsentligt mere pålidelig og tæt på den oprindelige mening end Bibelen 2020.

Også med Bibelen på hverdagsdansk har vi dog at gøre med en meningsbaseret oversættelse, der ser det som sin pligt at træffe valg på vegne af læseren og lægge sig fast på den tolkning, som er oversætterens. Derfor skinner oversætterens teologi igennem.

Når jeg er tøvende med at anbefale Bibelen på hverdagsdansk, selvom jeg regner den for at være meget mere pålidelig end Bibelen 2020, skyldes det den frikirketeologi, som Iver Larsen står for, og som – i hvert fald en del steder – kommer til udtryk i oversættelsen.

Iver Larsen bekender sig blandt andet til en voksendåbsteologi, hvor der ikke er frelse i dåben, men hvor dåben blot er en bekendelseshandling. Han taler også om ”Helligåndens dåb” og om Helligåndens direkte åbenbaring og ledelse som én af tre grundpiller i det kristne liv. ⁹

Selvom Iver Larsen ser sin oversættelse som værende i forlængelse af Luthers oversættelsesprincipper, og selvom han tilslutter sig den lutherske lære om, at et menneske bliver frelst af nåden alene uden gerninger, lægger han også afstand til Luther og hans teologi. Han skriver for eksempel:

”Luther begik efter min mening den fejl at udgive sin lille og store katekismus som en rettesnor for de kristne i stedet for at henvise til Helligånden og Det Nye Testamente som de kristnes vejleder for kristenlivet. Det er nu ikke så mærkeligt, at Luther gjorde sådan. Han kendte jo ikke til Helligåndens dåb …”¹⁰

Den lutherske forkyndelse af lov og evangelium bliver også afvist på en måde, som tydeligt viser, at Iver Larsen slet ikke har grebet betydningen af det udtryk i luthersk lære: ”Den lutherske lære siger, at Guds nåde alene er nødvendig for frelsen, men Loven – De Ti Bud – er nødvendig for helliggørelsen. I luthersk lære prædiker man først loven og derefter nåden uden at tænke på, at hverken Jesus, Paulus eller andre i det Ny Testamente gjorde det. Man lærer også, at det frustrerede menneske i Romerne 7 er den normale kristne (…) Ny Testamente lærer, at Guds nåde og Helligåndens virke er tilstrækkeligt for såvel frelse som helliggørelse.”¹¹

Det ulutherske i Iver Larsens teologi kommer blandt andet til udtryk i netop forståelsen af centrale passager som Romerbrevet 7 og også Galaterbrevet 5,16-18, hvor Paulus taler om kødet og den fortsatte synd i en kristen. Det er to af de vigtigste sjælesørgeriske passager i Bibelen, hvor vi møder en erfaring, som er kendt af enhver ærlig kristen: at der er en drift i mig mod at følge kødet, og at mit forhold til synden stadig er sådan, at jeg ærligt må sige: Jeg har kærlighed til synden, og jeg har en inderlig lyst til at synde. Denne kærlighed til synden har jeg ikke uden anfægtelse, den eksisterer kun i kamp, for jeg har også en anden stemme i mit indre, nemlig Åndens røst, der vil drive mig til at gøre Guds vilje.

Den dobbelthed og kamp er helt basal i paulinsk (og luthersk) teologi, men Romerne 7 og Galaterne 5 er de mest centrale steder, hvor vi som kristne ser os genkendt i Paulus’ undervisning og samtidig møder en evangelisk trøst. For nok må jeg frustreres over mig selv og syndens konstante tiltrækningskraft på mig, men jeg må alligevel få lov til at udbryde med Paulus: ”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (Rom 7,25). Midt i min synd og anfægtelse må jeg se mig fri for fordømmelse, fordi jeg er gemt i Jesu retfærdighed med hele mit forgiftede sind.

Betydningen af et skriftafsnit som Rom 7,14-25 er enorm og har været central i al god luthersk sjælesorg.¹²

Men en del teologer ser i dag ulykkeligvis anderledes på både skriftafsnittet og selve den sjælesørgeriske sag, og det samme gør Bibelen på hverdagsdansk. Nogle teologer har hævdet, at Paulus i Romerne 7 slet ikke taler om sig selv som kristen, men om sit tidligere liv som farisæer, eller at han bruger et ”repræsentativt jeg”, hvor han i virkeligheden ikke tænker på sig selv, men på læseren. Og det er den udlægning, Bibelen på hverdagsdansk følger i oversættelsen. Iver Larsen går endda så langt som til i en note til bibelteksten at anføre denne tolkning som den indiskutabelt sande forståelse:

”Paulus bruger i disse vers det såkaldt ’repræsentative jeg’ på græsk. Når han siger ’jeg’, tænker han på alle blandt læserne, som lever under lovens herredømme, hvilket han selv gjorde engang. Denne for os lidt fremmedartede retorik har ført til mange misforståelser af dette væsentlige kapitel.”

På sin hjemmeside hverdagsbibel.dk uddyber Iver Larsen dette: ”At man i mange kristne kredse har brugt disse vers som en beskrivelse af det normale kristenlivs kamp er en misforståelse af, hvad Paulus siger, og den bygger på manglende forståelse af græsk sprogbrug samt en forkert teologi, der er inspireret af menneskelige tanker i stedet for af Åndens åbenbaring.”¹³

Når man som bibellæser ser en note med så skarp en kritik, er det nærliggende at tænke, at den nyeste sprog- eller retorikforskning nok har overtrumfet en gammel luthersk misforståelse, og at det er hævet over enhver tvivl, at Paulus her ikke taler om sig selv. Men det er på ingen måde tilfældet. Iver Larsens forståelse af Romerne 7 hviler på en teori fra den tyske teolog Werner Kümmels afhandling om Romerne 7 fra 1929. På det tidspunkt var teorien helt ny. Mange har fulgt den siden, men mange har også tilbagevist og argumenteret meget overbevisende imod den.¹⁴

Dette er ikke stedet til en længere diskussion af skriftstedet, men jeg vil nævne de to for mig at se mest afgørende argumenter for, at jeg’et i Romerbrevet nødvendigvis må være en kristen:

For det første siger Paulus i v. 22, at han ”inderst inde glæder sig over Guds lov”. Denne indre glæde ved Guds lov er et tydeligt tegn på, at Paulus skildrer sit liv som født på ny, hvor loven ikke kommer udefra som tunge krav, men er skrevet på hans hjerte ved Helligånden. Ingen steder i Bibelen finder vi udtryk for, at en ikke-troende eller farisæer har denne indre glæde ved Guds lov – samtidig med anfægtelsen over ikke at kunne holde loven! Det er tværtimod udtryk for et sandt og ægte trosliv.

For det andet står udtrykket ”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre” i v. 25 som Paulus’ frimodige glæde midt i netop denne erfaring af kampen mellem Ånden og kødet i hans liv. Genstanden for Paulus’ glædesudbrud er ifølge tekstens struktur dette udsagn: ”Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.” Glæden stråler altså ud af Paulus midt i det anfægtede kristenliv kendetegnet af kampen mellem ånd og kød.

Iver Larsen får kun afsnittet til at gå op med sin teologi ved simpelthen at bytte rundt på rækkefølgen i det, Paulus siger, så Paulus’ glædesudbrud kommer til at gælde udfrielsen fra et anfægtet kristenliv. Men sådan kan man ikke bare flytte rundt på sætningerne for at få det til at gå op med sin egen tolkning!¹⁵

At Iver Larsen forholder sig frit og bevidst udfordrende til evangelisk luthersk tradition og lære kan man også se i blandt andet teksten om Ånden og kødet i Gal 5,16-18 og i nogle vers om dåben (f.eks. Tit 3,5). Desuden indsætter Iver Larsen helt grundløst et ”som” i Joh 1,1: ”Ordet var hos Gud og var som Gud.” Og den almindelige oversættelse af ”retfærdiggjort” er ”accepteret”, hvilket som allerede berørt er meget misvisende.

Der er altså tendenser her, som gør også denne hverdagsdanske oversættelse problematisk, omend problemerne ligger på et helt andet niveau end med Bibelen 2020.

Gode bibeloversættelser

Det bedste og mest naturlige alternativ til de hverdagsdanske oversættelser vil for de fleste, både til personligt brug og i mission, være den autoriserede oversættelse fra 1992.

1992-oversættelsen er på ingen måde uproblematisk. Det gælder de spor af bibelkritikken, som også her gør sig gældende, for eksempel i oversættelsen af Es 7,14.¹⁶ Og det gælder det rent sproglige, som nogle gange er unødigt kringlet og svært at forstå.

Men med tanke på den udvikling, som Bibelen 2020 repræsenterer, er der primært én ting, der tæller: at 1992-oversættelsen uden tvivl er meget mere pålidelig og tæt på grundteksten. Og selvom oversætterne generelt set var præget af et bibelkritisk udgangspunkt, var der større respekt omkring den kirkelige oversættelsestradition og det sprogbrug, der kendetegner den kristne troslære, andagtslitteratur og salmetradition. Dertil kommer, at den kirkelige højrefløj, som tidligere beskrevet, på det tidspunkt var meget aktive i vurderingen af oversættelsen og fik stor indflydelse i den afsluttende revision.

At sproget i 1992-oversættelsen står i forlængelse af kirkens traditionelle sprogbrug og generelt bevarer kerneordene i den kristne troslære, er meget godt og gavnligt. Det betyder, at vi bliver bevaret mod de meget store meningstab og betydningsændringer, der finder sted i de hverdagsdanske omskrivninger.

Vi må se i øjnene, at der er nogle særlige ord i Bibelen og i hele kirkens tradition, som man ikke bare kan lave om på, uden dermed også at ændre i budskabet. Og selvom det indebærer nogle udfordringer at ”komme ind i” det sprogbrug, er det gavnligt for både nye og gamle kristne at bevare denne kontinuitet til kirkens tradition, som også gør, at det bliver lettere at synge med på gamle salmer, læse gamle opbyggelsesbøger, forstå hvad man selv siger i bekendelsen af den kristne tro m.m.

For nogle i den ældre generation er det nærliggende at supplere 1992-oversættelsen med den tidligere autoriserede oversættelse. Det kan der komme meget godt ud af! Og nogle steder er oversættelsen fra 1931/1948 bedre og mere præcis end 1992-oversættelsen.

Vi skal dog længere tilbage end den tidligere autoriserede oversættelse, hvis vi vil være fri for bibelkritikkens indflydelse, og jeg tør ikke sige generelt, at ”den tidligere oversættelse var bedre”. Særligt når det gælder skrifthenvisningerne, er der som nævnt sket betydelige forbedringer i 1992-oversættelsen, takket være Kai Kjær-Hansens store arbejde.

En elektronisk bibeloversættelse, der rent faktisk tager os længere tilbage i tiden, til før bibelkritikken for alvor påvirkede de danske oversættelser, er projektet Den frie bibel. Den frie bibel tager sit udgangspunkt i 1871-oversættelsen og har ligesom denne gamle danske oversættelse som mål at komme så tæt som muligt på den hebraiske og græske grundtekst. Sproget opdateres i forhold til 1871-oversættelsen, så det bliver læsbart for en moderne dansker, men uden at man ændrer på de bibelske kerneord.

Den frie bibel er altså ikke ”fri”, forstået som ”frit oversat”, men den er fri i den forstand, at ingen har copyright på teksten. Status på den frie bibel er pr. november 2020, at der er oversat 36% af Det Gamle Testamente og 19% af Det Nye Testamente. Teksterne kan læses på denfriebibel.dk.

Det bedste nuværende supplement eller alternativ til 1992-oversættelsen er uden tvivl Norsk Bibel, som først udkom i 1988, og som siden er kommet i en revideret udgave i 2007 og som studiebibel i form af Bibelen Ressurs i 2011.

Norsk Bibel er netop det, som vi kan håbe og bede om, at vi også får i Danmark: en bibeltro reaktion mod udviklingen i Det Norske Bibelselskabs bibeludgaver, og særligt den norske bibeloversættelse fra 1978, som blandt andet var kendetegnet ved omskrivninger af bibelske kerneord og manglende sammenhæng mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Den vigtigste drivkraft bag Norsk Bibel var den bibeltro, lutherske teolog Carl Fr. Wisløff. Norsk Bibel bliver til tider omtalt som ”Wisløff-Bibelen”, og selvom der var tre mand om oversættelsen, var Wisløff lederskikkelsen blandt oversætterne.¹⁷ Dermed er vi med Norsk Bibel på tryg og solid bibeltro grund – og det er en utroligt stor befrielse i den daglige bibellæsning!

Kan man leve med det norske sprog, er denne bibeludgave meget anbefalelsesværdig. Det er klart, at det vil være et fremmedgørende element for en del danskere at læse Bibelen på et andet sprog, men det norske bokmål ligger meget tæt på det danske skriftsprog, så for mange vil det være et spørgsmål om vane.

Bruger man den norske bibel, vil håbet og bønnen om en dag at få en tilsvarende bibeludgivelse på dansk uden tvivl blive holdt levende.

Afrunding

Luther tog det meget seriøst, at almindelige mennesker skulle kunne læse i Bibelen. Han tog det seriøst, at det, der oprindeligt var skrevet som dagligdags sprog, ikke skulle få en klang, som om det var en bog for de lærde og for teologerne.

I Danmark har vi en oversættelsestradition fra Biskop Resen, der trækker tydelige spor helt op til den autoriserede oversættelse, de fleste af os sidder med i dag. En tradition, hvor oversættelsen holder sig meget tæt op ad grundteksten med henblik på at være så præcis som mulig.

Den tradition skal vi være glade for. For havde vi ikke haft den tradition, ville bibelkritikken sandsynligvis langt hurtigere og langt mere gennemgribende have vundet indpas i de danske oversættelser. Den ordrette oversættelsestradition er på mange måder et værn mod, at bibelkritiske oversættere skal få lov til at føre bibelteksten alt for langt væk.

Når jeg ovenfor ender med at anbefale at gøre brug af oversættelser, der holder sig meget tæt på grundteksten, er det dog ikke, fordi det nødvendigvis er den eneste måde at oversætte på som bibeltro. Personligt mener jeg, idealet for en bibeloversættelse stadig må være som Luthers: at det, der klinger som dagligdags sprog på grundteksten, også kommer til at lyde som almindeligt nutidsdansk i oversættelsen, så vi ikke skaber unødige hindringer for, at almindelige mennesker kan læse og forstå, hvad der står. Med den oversættelsesform bliver det bare utroligt vigtigt, at oversætterne for det første har en klippefast bibeltroskab og for det andet er dybt grundfæstede i evangeliet. For kun på den måde er oversætterne i stand til som Luther vers for vers at overveje og tage stilling til, hvornår det er nødvendigt at gå på kompromis med idealet om hverdagssprog for at holde sig til det langt vigtigere: at Guds ord må komme frem uden ændring i tone og budskab.

Så længe vi ikke har sådan en bibeltro oversættelse i dagligdags sprog, så må vi være bevidste om, at vores tekstnære bibeloversættelser efterlader os med et meget stort og vigtigt kald: nemlig kaldet til oplæring og kaldet til bibelundervisning.

I vores oversættelsestradition er der ikke noget, der er ”pindet ud” for os. Og derfor er det af utroligt stor betydning, at vi har bibelundervisere (teologer eller ej), der gennem mange års bibelstudier har fået indsigt i de bibelske udtryksmåder og kan tolke skrift med skrift, til opbyggelse og oplæring i menigheden. Der er behov for forkyndere, der har fået nådegave til at forkynde Guds ord klart og tydeligt i lov og evangelium og med Kristus som centrum.

Frem for alt er der et skrigende behov for, at den enkelte bibellæser i hverdagen søger indsigt i Guds ord gennem bibellæsning og bøn – og søger hjælp, når man møder noget, der er vanskeligt i Skriften. Hjælpen kan søges personligt gennem åndelige vejledere i den menighed, man kommer i, eller gennem pålidelige bibelkommentarer.

Hjælp har mange de senere år fået gennem Bibelen Ressurs, studieudgaven af Norsk Bibel, der rummer mange gode forklaringer, indledninger og oversigter, ikke mindst med fokus på at se Kristus i Skriften. Det er nok det tætteste, vi i dag kommer på de gamle Luther-biblers Kristus-centrerede læsehjælp.

Lys over Skriften får vi først og fremmest, når Gud ved sin Ånd giver den enkelte at kunne skelne mellem lov og evangelium og bruge loven og evangeliet ind i sit liv.

Mit ønske som afrunding på artiklerne her skal være: Lad os holde fast i den daglige andagt og i bønnen og stilheden med Guds ord! Lad os tage imod det som Guds ord – til mig. Det er det ord, der skal bære os hjem.

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209