Mine tanker går tit på langfart – måske mere i denne tid, hvor den ene uhyrlighed og katastrofe afløser den anden.
Mange mennesker er på flugt, nogle fra krig, nogle fra sult, nogle fra forfølgelse og meget andet.
Det er svært at undgå at støde på disse forfærdelige ting, uanset hvor man opholder sig.
Jeg kom til at tænke på det at være på flugt.
Tankerne gik tilbage til, da man var dreng. Der var ingen grænser for de narrestreger, vi kunne finde på. Dem skal vi ikke komme nærmere ind på her, men jeg vil nævne, hvad der oftest blev udfaldet af disse ting, vi fandt på.
Når vi måtte tage flugten, var det sikreste sted hos mor, simpelthen fordi det var hos hende, der faldt mindst brænde ned. Det endte dog tiest med en eller anden straf, i form af arbejde.
Kort efter min omvendelse, og sidenhen, har jeg ofte været på flugt.
Det var ikke nemt at læse en eneste side i Bibelen, uden at mit gamle jeg kom jagende efter mig, for at få mig til at falde på ny.
Til daglig snakker jeg med en del mennesker. Der møder jeg tit en, som er på flugt, en på flugt fra virkeligheden, en anden fra sig selv, en tredje fra Gud.
I Bibelen kan vi læse om Saulus (Paulus), der flygter fra jøderne kort efter hans omvendelse (ApG 9,20-25).
Vi kan læse om Israels flugt fra Egypten (2 Mos 13,17-22).
Vi kan læse om, at Jesus med sin familie flygtede til Egypten efter hans fødsel (Matt 2,13-15).
Der var mange flere, vi kan nævne, som var på flugt.
Men hvad med dig ? Er du også på flugt?
Hvis du er på flugt, hvor flygter du så hen?
Jeg kender et sted – et sted, hvor der er plads til alle. Et sted, hvor ingen bliver afvist, et sted, hvor der er nåde nok til alle, ja nåde i overmål. Et sted, som intet menneske har ord eller viden til at beskrive fuldt ud. Et sted, som alt, alt for få finder vej til.
Stedet er på Golgata ved Frelserens fødder.
Synden og skylden driver os til Jesus og der bekender vi, hvad og hvem vi er.
Du er afsløret.
Der er det eneste sande tilflugtssted, for der er fuldbragt frelse at få.
Her vil Guds børn være at finde. Så uanset hvor du flygter fra, så flygt til Jesu kors.
Altså så længe det er nådens tid.
For en dag er det for sent…..
Fri vi er købte, intet fordømmer,
Jesus som frelser intet forsømmer.
“Kom hid til mig” han beder som ven.
Kom, han vil frelse hver og en.
Hver og en, o synder blot tro det!
Hver og en o broder, tag mod det!
Fly til hans kors, der bliver du ren,
Kristus har købt os hver og en.
Udgivet af
Torben Bitsch
Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.