Våg IV
”Våg!” er en skønlitterær serie, som vil lede vores tanker hen på alvoren i, at vi snart skal stå for Guds domstol. Vi følger forskellige familier og personer med tilknytning til den nye og aktive frimenighed, som er oprettet ud fra det gamle missionshus ”Laudes”. Ingen af personerne er uden fejl. Alle skal de møde Gud. Men hvem er rede?
Resumé: Frederik og Marianne er tidligere missionærer. De måtte vende hjem på grund af Mariannes alvorlige sygdom. Men det var en omvæltning at komme hjem fra den lille, fattige menighed i lerhytten til den store, velfungerende frimenighed i det flotte, istandsatte missionshus. Ved et vidnemøde stillede Frederik spørgsmålstegn ved, om Jesus stod uden for menigheden. Det gav en del uro, og sønnen Josva har tilsyneladende fået problemer i skolen på grund af sin fars ord. Direktøren Kjeld har henvendt sig til præsten Joakim, fordi hans datter Isabel har forsøgt at skære i sig selv. Kjeld mener, at det er Frederik, der er skyld i datterens mørke tanker.
Der var flag på bordet i den lille stue. Normalt sad Frederik og drengene i køkkenet og spiste, men i aften var der rettet an i mere hyggelige omgivelser, og gryder og pander var erstattet af de pæne fade og tallerkener.
Marianne havde det bedre. Så godt, at hun kunne spise sammen med de andre. For to dage siden havde hun fået en opløftende besked fra lægen, som kunne fortælle, at de seneste undersøgelser tydede på, at der meget vel kunne være en bedring på vej i hendes tilstand. En varig bedring vel at mærke, ikke blot et af disse vildtvoksende udsving i positiv retning, som snart gik i sig selv igen.
Godt nok havde de endnu ikke nogen præcis diagnose at stille, og medicineringen var fortsat famlende. Men bare det håb, der knyttede sig til de to lovende ord ”meget vel”, som blev udtalt af den mest kompetente og tillidsvækkende læge, Marianne endnu havde haft med at gøre – det havde tændt noget helt nyt i hende.
Hun havde været sikker på, at hun skulle dø. Tålmodigt, til tider utålmodigt, havde hun ventet på, hvornår Jesus fandt det rigtigt at kalde hende ind til hvilen og freden hos ham.
Men de sidste par dage var det som om, også hun var ved at ”komme hjem” til Danmark.
Som om, hun var ved at vågne op til livet igen. Ikke bare en tilværelse som patienten, den døende mor og hustru. Nej, der var noget af den gamle Marianne tilbage. Et glimt af en gnist fra svundne dage.
Og de nød det og fejrede det og takkede Gud. Det var så længe siden, der havde været noget at fejre, og bedringen var kommet så uventet. I to dage havde hjemmet været som en uindtagelig engleborg fuld af lys og glæde.
Nu var det, som om flaget, der havde stået på bordet siden beskeden fra lægen, var begyndt at falme lidt. Dannebrog hang så underligt blegt og dødt ned fra toppen af den lille, spinkle stang. På det rustfri stål var der fedtede aftryk af Jakobs fingre, efter at han havde svunget det så flittigt med den yngste søns begejstring over at se sin mor på højkant.
Egentlig var det vel nogle inderligt ligegyldige ting, der havde sneget sig ind mellem dem. Marianne prøvede at lade som ingenting, som hun sad der ved bordet og med moderens indforståede blinken fiskede fetaternene væk fra Jakobs nydeligt afmålte salatbunke, der spagfærdigt stak frem ved siden af pomfritbjerget og ketchupsøen.
Når man tænkte på, hvad de som familie havde stået igennem, burde de ting vel ikke betyde noget.
Men selvom hun var skamfuld over sin egen utaknemmelighed, måtte hun bare se i øjnene, at det ikke var udelt positivt at vågne op til virkeligheden.
Gradvist var hun begyndt at sanse tingene omkring sig på en ny måde. Stuen, som trods Frederiks velmente forsøg på at holde orden og gøre rent, mest af alt lignede en udvidet udgave af hans gamle ungkarleværelse. Josvas problemer i skolen, som endnu hvilede som en hemmelighedsfuld skygge over hjemmet, fordi ingen havde taget initiativ til at tale ud om noget. Uvisheden og midler-tidigheden i hele deres uholdbare situation her i byen og i det gamle, fugtskadede hus.
Selvom begrænsningerne i Mariannes fysiske og tankemæssige kapacitet de sidste par dage var aftaget betydeligt, begyndte de nu igen at gå hende meget på. Ikke fordi hendes tilstand blev værre, men fordi hun nu havde overskud til at se og føle, hvor de kræfter, hun ikke ejede, skulle have været brugt.
Og lige nu var det bare prikken over i’et, at fjernsynet var gået ud af funktion, netop som de havde sat næsen op efter en familiehyggeaften.
Marianne havde foreslået en filmaften ikke mindst for Josvas skyld, og Josva og Frederik havde gjort et stort nummer ud af at finde den helt rigtige historiske film, der ville blive en god oplevelse for dem alle fire. De var også taget på tankstationen sammen for at købe bland selv-slik, og Josva havde uselvisk prioriteret en stor skovlfuld chokolade-paddehatte, fordi Frederik havde fortalt ham, at de ikke kunne undgå at gøre mor lækkersulten.
Men fjernsynet var altså kommet på tværs. Frederik havde med hidsig stædighed forsøgt at reparere skaden og havde støvet i hele stuen med sine ubehjælpsomme påfund. Men selvom de udskød aftensmaden, så bøfferne mistede saften, og pomfritterne blev mørke og tørre, måtte han slukøret melde tilbage, at ”det skidt” var umuligt at gøre noget ved, de blev nok nødt til at investere i et nyt fjernsyn.
”Nyt fjernsyn?” havde Marianne råbt, og drengene havde kigget forskrækket på hende. Det var længe siden, de havde hørt deres mor råbe. Og det var som om, det råb jog englene på flugt.
Børnene tænkte vel, at hun var hysterisk, og at det var hende, der brød den gode stemning ved at tage sådan på vej. Og det ærgrede hende også, at hun var kommet til at give så højlydt luft for sin frustration.
Men hvem af de drenge – inklusive Frederik – havde nogen idé om den økonomiske situation, de var i? Det hele var sejlet i sænk de sidste fire måneder, efter de var kommet hjem til Danmark.
Det havde været et chok for Marianne at få indblik i de mange udgifter, Frederik havde haft under hendes sygdom, og som han ”for at skåne hende for den slags bekymringer” ikke havde delagtiggjort hende i.
Bilen alene havde der været så omfattende reparationer på, at det for længe siden kunne have betalt sig at købe en ny. Men ”hvis han havde købt en ny bil, ville hun jo have opdaget det – og begyndt at bekymre sig for, om de nu havde råd til det”.
Jo, en kærlig mand havde hun i sandhed fået. I alle henseender omsorgsfuld og blid mod hende og børnene og med et åndeligt klarsyn, som hun værdsatte højt. Praktisk begavet var han også – lige på nær, når det gjaldt biler og elektronik.
Men økonomisk sans, det var og blev en by i Rusland for Frederik. Og rent galt gik det, når den manglende økonomiske realisme allierede sig med Frederiks andet svage karaktertræk: den belastende tendens til at skubbe alt det foran sig, der kunne give ubehagelige konfrontationer.
Marianne mødte pludselig Frederiks spørgende blik hen over sovsekanden, som han rakte hende med en resignerende bevægelse. Hun tog imod kanden med et blegt smil og slog så blikket ned. Skamfuldt opdagede hun, at den status over mandens kvaliteter, der netop var kørt igennem hendes hoved, ikke var andet end en tro kopi af den tjekliste, hun havde fremstillet for veninderne i de tidlige teenageår:
”Han skal være kristen, godt inde i Bibelen, og så skal han være humoristisk handyman, social, holde styr på økonomien, og så høj, muskuløs og mørkhåret – brune øjne, selvfølgelig.”
”Okay, held og lykke, du bliver aldrig gift!” havde Gabriella grinet. Lige før hun selv fremlagde en række punkter, der lød nøjagtigt lige så utopiske.
Den larmende tavshed omkring bordet blev brudt på én gang, da Frederik og Marianne begge begyndte på en sætning:
”Jeg vidste altså godt, at …”, kom det fra Frederik.
”Undskyld, at jeg …” sagde Marianne.
De kiggede lidt på hinanden. Ingen af dem vidste, hvem der skulle fortsætte. Men øjnene talte videre, og lige nu var der ikke brug for så meget mere. Tavsheden var brudt og stemningen på en eller anden måde lettet.
Jakob tog den sorteste pomfrit på tallerkenen og knaste den demonstrativt højt.
”Jeg elsker bare svedne pomfritter”, sagde han med en prøvende, underfundig grimasse, og Frederik uglede med et træt lille grin op i drengens hår til energiske protester. Marianne noterede sig, at der var antræk til et glimt i øjet også hos Josva.
”Okay, nu må vi ikke lade det her med fjernsynet slå os ud,” sagde Marianne. ”Jeg foreslår, at vi sætter os ind på kontoret til den stationære computer og ser filmen der.”
Josva satte glasset på bordet med kraft. ”Den larmer bare helt vildt, når man ser film på den.”
”Jaja, det er noget gammelt bras, men så skruer vi ekstra op for højttalerne. Ikke? Skærmen er da bedre, end hvis vi skulle se den på en af jeres små bærbare.”
Marianne mærkede, hvordan hendes tilkæmpede ukuelighed løsnede lidt på den ældste søns mutte og ordknappe facon. Der kom et modvilligt smil frem. Og en bemærkning om, at det nok ville bidrage lidt til den historiske films autenticitet at se den på en museumsgenstand.
Typisk Josva at tale om ”autenticitet”. Han var begyndt at slynge om sig med sofistikerede fremmedord og blev i det hele taget mere og mere voksen og skolet i sit hoved.
Hvor var der meget at indhente med ham efter fire måneder som sengeliggende.
Det var umiddelbart efter Frederiks bøn fra bordet, at telefonen ringede. Frederik lignede en, der havde mest lyst til at lade den ringe, men tog den dog og trak ind ved siden af. Det var nok noget arbejde. Ja, ingen kunne vel heller tænke sig, at en prædikant skulle familiehygge en almindelig lørdag aften?
Marianne sukkede lidt og gav sig til at rydde af bordet med hjælp fra Jakob. Josva fortrak med undskyldningen, at han blev nødt til at starte computeren op nu, hvis den ikke skulle hakke for meget.
Der gik nu ikke mere end to minutter, før Frederik kom ind i stuen igen.
”Åh nej?” Marianne så straks, at det ikke var nogen god opringning, han havde fået.
”Rolig – jeg tager ikke af sted. Jeg sagde nej.” Frederik trak vejret tungt ind. ”Det var Malene, der ringede. Hun ville have mig til at komme ud. I aften. Hvor Kjeld ikke var hjemme. Ja, altså, jeg måtte gerne tage dig med, hvis det var, men hun var nok klar over, at det ikke var nemt.”
”Malene?” Marianne løftede øjenbrynene og forstod ingenting.
”Den er gal med Isabel,” forklarede Frederik sagte og med et blik til Jakob, der havde sat sig i sofaen med smartphonen. ”Helt gal. De havde Joakim ude ved dem i går aftes, men det hjalp ikke. Hun er virkelig langt nede. Altså også med åndelige kampe, som jeg forstår det.”
Marianne stod eftertænksomt en tid. Så sagde hun med bævende stemme: ”Når Malene ringer … Uden at Kjeld ved det. Så er det et nødråb. Det er du vel klar over? Ikke bare fra Isabel. Også fra Malene selv.”
Frederik slog ud med armene. ”Det er ikke alle ting i min tjeneste, der er lige lette at sige nej til,” sagde han lavmælt, men med glød. ”Jeg kan bare ikke tage derud, uden at Kjeld ved noget om det. Da slet ikke alene … Og vi skulle jo hygge os.”
”Vi tager derud. Begge to.” Mariannes øjne skinnede. ”Jeg kan mærke, at det er det, vi skal.”
Frederik ville protestere, men Marianne lagde hånden på hans arm og gav den et fast klem.
”Ring til hende igen med det samme. Jeg fikser det med drengene.”
***
Den gamle Ford klagede sig igennem Frederiks hårdhændede behandling på vej mod ”millionærkvarteret”, som området hed i folkemunde.
Undervejs fortog Mariannes fornemmelse sig mere og mere. Hun var ikke længere så sikker på, at det var rigtigt af dem at indvillige i på den måde at gå bag om ryggen på Kjeld.
Men mest var det nok moderhjertet, der fortalte hende, at noget var galt.
Josvas reaktion, da han havde hørt, at filmaftenen desværre var udskudt til i morgen, og de i stedet blev nødt til at tage om til Kjeld og Malene, havde været voldsommere end ventet.
Voldsom på den Josva’ske måde. Ikke nogen store armbevægelser eller højlydte protester. Men drengen havde set så forstenet og fortabt ud, at det var ubærligt at tænke tilbage på.
Han var jo ellers vant til at klare sig selv og sørge for Jakob, når far var ude for at prædike, og mor lå i sengen. Havde han virkelig glædet sig så meget til den filmaften?
Marianne fornemmede instinktivt, at der var andet og mere på færde.
”Kør ikke helt så hurtigt, Frederik”, sagde hun og knugede sig lidt sammen med hånden på maven.
”Jo, kør bare, vi skal hurtigt hjem til drengene igen,” ombestemte hun sig lidt efter.
”Jeg kan ikke li’ det her,” brummede Frederik. ”Jeg burde ikke lade dig få lov til at anstrenge dig sådan her. Har du ondt i maven nu?”
Intet svar.
Han svingede ind på gaden og parkerede på en holdeplads lidt fra Kjeld og Malenes hus.
”Tror du ikke, vi skal tage hjem igen?”
”Der må vel være en grund til, at jeg pludselig har fået det bedre,” sagde Marianne ud i luften. Hun åbnede døren og gik op mod villaen uden at se sig tilbage. Frederik luntede efter, mens han stille mumlede en bøn.
Ved døren var det Malene, der lukkede op. Hun så sig nervøst omkring og bød dem hurtigt indenfor i den rummelige entré.
”Jeg tror altså, der går noget tid, før Kjeld er hjemme,” var hendes første ord. ”Han har jo forsømt en del af forretningerne på det sidste på grund af … Ja, og så fik han besked om, at der var noget helt galt, så han blev nødt til at tage af sted, selvom det jo er lørdag aften, og …”
Hun stoppede pludselig op i sin egen talestrøm.
Marianne så intenst på kvinden foran hende. Det var længe siden, hun havde set hende. Sidste gang, de havde været på besøg, var også lige efter en opmuntrende besked fra lægen. Og efter det var det alligevel gået ned ad bakke.
Smuk var hun, Malene. Så fin og glat i huden, selvom alderen så småt var begyndt at sætte sig spor. Det rødligt farvede hår bølgede kraftigt og glansfuldt ned over skuldrene som i en tv-reklame. Tøjet var vel dagligdags. For hende. En moderigtig buksedragt med et bælte midt på maven gav hende en ungdommelig talje. Den åbne cardigan og glimtende halskæde hang i påtaget skødesløshed og fortalte i et umisforståeligt sprog, at der ingen steder var sparet på kvaliteten.
Det var svært at undgå at føle sig bonde-koneagtig, sådan som man troppede op i det, man nu gik og stod i derhjemme.
Men øjnene. De flakkede panikagtigt under de markerede øjenvipper. Den normalt så ophøjede og upåvirkelige ro, der gav hende ry for at være kold og snobbet, var som forduftet for dette nye element i hendes liv: uvisheden og hjælpeløsheden.
Med en kraftanstrengelse fik hun ro på sig selv og spurgte, om hun ikke måtte vise Frederik op til datteren. Isabel havde selv sagt, at hun godt kunne tænke sig at stille ham nogle spørgsmål. Og det var ikke mange ting, hun havde ytret ønske om på det sidste – så man ville jo gerne gøre, hvad man kunne …
Ja altså, hun syntes ikke, hun ville spørge Kjeld … Ikke fordi, men … Ja. Det var ikke så enkelt det hele. Og Joakim havde jo været der i går, men det var ikke gået så godt … Ham havde Isabel heller ikke selv haft lyst til at snakke med, og så var der jo ikke så meget at gøre.
Marianne blev vist ud til en barstol i køkken/alrummet, mens Malene guidede Frederik op ad trappen til Isabels værelse. Lidt efter kom hun ned. Midt på trappen stod hun stille, som om hun havde ombestemt sig, men sænkede så skuldrene og fortsatte ned mod sin gæst. Hun så meget mere rolig ud nu, som hun gik der som en dronning i sit prægtige hjem.
Det var svært ikke at føle situationen lidt akavet. Marianne følte sig pludselig så dum, at hun havde forstået opkaldet som et ”nødråb” og troet, at der kunne være brug for hende. Det var jo ikke Malene, der havde bedt om et besøg af hende, og det var tydeligt nok. Det så også ud til, at der var mere kontrol over situationen, end hun umiddelbart havde fået indtryk af.
Skulle man bare prøve at småsnakke lidt og håbe på, at det ville gå hurtigt med Isabel, så de kunne komme hjem og nå at se film?
Marianne så sig omkring i det store, lyse rum. Det hele var så åbent og venligt smilende i sammenligning med den trange og indelukkede stue derhjemme. Malene havde virkelig sans for indretning. Det viltre, skrigorange tæppe under det ovale, hvide laminatbord og de runde, arkitekttegnede læderstole, var ikke noget, almindelige mennesker ville have fundet på at vælge. Men knaldgodt så det ud i sammenhængen med alt det andet.
Den smukke, stilfulde kvinde var vel nogenlunde hendes jævnaldrende. Men hun havde allerede længe haft alt, hvad andre kun kan drømme om gennem et helt liv.
Marianne sukkede, trak vejret ind og ventede på øjenkontakt med sin vært, der fraværende var i gang med at finde et glas juice og nogle småkager fra køkkenafdelingen.
”Det må altså være dejligt med sådan et rum her,” udbrød hun, da deres øjne mødtes. Malene stod bare stille og kiggede på hende.
”Ja, du tænker nok ikke på det sådan i det daglige, men når man lige kommer ind udefra … Ja, og lige hjemme fra os, altså … Så er det bare ‘wow‘! I har virkelig fået det flot lavet, alt det … ”
Forsættelsen størknede i Mariannes mund. Blikket, der mødte hende fra de blå øjne, var uden nogen form for respons. De bare stirrede ind mod hende, som om de så et helt andet sted hen.
Uden et ord hældte Malene juicen op i det høje glas og puttede et par isklumper i det fra en lille, hvid skål ved siden af.
Så satte hun juicen på køkkenbordet, kiggede væk og sagde med en stemme, der var indestængt og helt uigenkendelig:
”Det sagde du ikke, sidst du var her.”
”Hv-hvad mener du?” Marianne sank en klump.
”Hvad jeg siger,” fnøs Malene med en krigeriskhed, der også så ud til at komme bag på hende selv. ”Sidste gang du var her, sagde du ingenting – absolut ingenting – om vores nye køkken. Og dengang var det endda helt nyt.”
Stemmen tog til i styrke, og de blå øjne skød flammende lyn mod gæsten.
”Glinsende nyt, siger jeg dig. Fuldstændig strålende nyt og originalt og gennemtænkt ned til mindste detalje. Jeg ledte dig med herud for at vise dig det, men – du sagde ingenting.”
”Okay?” Marianne satte håndfladerne mod barstolen og flyttede lidt på sig. Hun havde fulgt desorienteret med i anklagerne og var på kanten til at give efter for et vredt svar. ”Jamen beklager da meget, hvis jeg har været så uhøflig,” formedes de ironiske ord i hende, men hun åd dem i sig, før de kom over hendes læber. Pludselig skyllede en tanke ind over hende, og hjertets banken tiltog. Hun slog blikket ned og spurgte stille: ”Hvad sagde jeg så noget om?”
Malene lød som om, hun bare havde ventet på det modspørgsmål.
”Du snakkede om Jesus,” nærmest råbte hun. ”Du snakkede hele tiden og konstant om Jesus! Du fortalte om jeres oplevelser på missionsmarken. Du fortalte om, at du var blevet syg – men også det var du helt tryg ved og hvilede fuldstændigt i. For hvis Jesus ville, at du skulle være rask, så blev du rask, og hvis Jesus ville, at du skulle hjem til Himlen – ja, så var du klar til det … Du snakkede om, hvor vigtigt det er at have sin sag med Gud i orden, og hvor ligegyldigt alt andet kommer til at tage sig ud, når døden kommer nær.
Alt! Alt er ligegyldigt! Økonomi, materielle ting, ny bil, nyt køkken, fladskærme, hobbyer … Alt det, der fylder i almindelige menneskers liv i Danmark i dag – det betød helt åbenlyst ikke noget som helst for dig, fordi der stod Jesus på alt i din verden!”
Marianne fulgte med i Malenes hidsige ord med opspærrede øjne. Hun følte sig ramt og spiddet af det billede, der blev tegnet af hende selv fra for fire måneder siden.
Åbenbart var det ikke for Malenes skyld, hun skulle herud i aften. Det var for hendes egen skyld. Det gjorde ondt at erkende.
Hun kunne ikke forhindre en tåre i at bryde frem, da hun med bævende stemme tog til orde efter den lille pause:
”Du har ret, Malene. Sådan var jeg. Dengang.”
Malene så overrumplet på hende.
”Men nu er du anderledes?” Der var noget som et håb i hendes stemme.
”Malene, jeg er et menneske. Som alle andre. Det var jeg dengang. Og det er jeg nu. Men – hvor er der stor magt i alle de her ting!” Marianne slog ud med armene i det store rum.
”Hvad ved du om det? Du kender da ikke til at leve med …”
”Nej – men jeg kender længslen. Og jeg kender drømmene. De drømme og tanker, der vil have mig væk – væk fra alt det virkeligt gode i livet. Væk fra min mand og mine børn. Væk fra Jesus. Og ind i forestillingen om, at lykken findes lige på den anden side – af dét der og dét der og dét der.” Marianne pegede igen rundt på designerlamperne, læderstolene og den kunstige kamin. Der var kommet en fornyet styrke i hendes stemme, og hendes blik skuede om bag de ting, hun pegede på. Hun talte til sig selv.
Malene afbrød hende. Hendes hidsighed havde været forduftet for en stund, men vendte nu tilbage:
”Se, nu er du der igen! Som vi kender dig. Du peger rundt i vores hjem. Med din dømmende missionærpegefinger. Du er klar over, at det er dig og Frederik, der er skyld i, at Isabel har det, som hun har det, er du ikke? Hun har været helt lukket inde i sig selv, siden dengang I besøgte os. Hun tror ikke, at vi er kristne! Hun har fået sådan et billede inde i hovedet af at for at være kristen, så skal man absolut kaste al fornuft ud ad vinduet og rejse ned til primitive folkeslag og bo i negerhytter og lege verdens frelser … Som om …”
Malene gik i stå og kiggede rådvildt og frustreret ud i luften.
Marianne skulle til at sige noget beroligende til den fortvivlede kvinde. Noget nuancerende. Noget med, at det var en misforståelse, og det er selvfølgelig ikke alle, der skal rejse ud som missionærer. Fornuften fortalte hende, at det var det rigtige at sige. Men der var en anden tanke, der ikke lod hende i ro ved synet af Malenes rådvilde, spørgende blik. Nogle ord pressede sig på. Det var nok ikke klogt at udtale dem. Men de var der på læberne, og hun følte, at hun blev nødt til at sige dem.
”Malene. Hvis ord er det, du siger nu?”
De to kvinder målte hinanden med øjnene. Marianne var trådt over en grænse, og hun vidste det.
”Hvis ord?” Spørgsmålstegnet stod ordløst tegnet i Malenes måbende ansigt. ”Ja, hvor kommer de ord fra? Hvem har sagt dem?” Lige ordløst fastholdt Marianne sit spørgsmål.
Der gik et minut, der føltes som en evighed. Til sidst måtte Marianne slå blikket ned.
Malene sank sammen i samme øjeblik.
”Jeg ved det ikke,” sagde hun langsomt og tonløst. Marianne kiggede op igen og så ind i et par øjne, der var som huller af tomhed. Instinktivt følte hun, at hun nu så ind i Malenes allerinderste. Bevidstheden om det gjorde hende stille.
Lang tid sad de to bare sammen. Hidsigheden var død. I det fjerne hørtes lyden af en dør, der gik. Frederik var på vej.
Marianne bad indvendigt. Hun følte pludselig en vældig kærlighed bruse op gennem hende til den rige kvinde, der så så fattig ud. Så sagde hun stille: ”Malene – ved du, hvad vi to har brug for?”
Malene så op, forundret over tonen.
”Vi har brug for at se hen til ham, som har løskøbt os fra det tomme liv. Vi er løskøbt, Malene! Fra det tomme liv. Det har Gud mindet mig om i aften gennem de ord, du har sagt. Han kaldte mig hertil gennem dit telefonopkald til Frederik, fordi jeg gennem de sidste dage har været under angreb fra verdens fyrste. Ham, der vil have os til at finde vores glæde og lykke i tomheden, skød sine brændende pile mod mig. Tak, Malene, fordi du lod dig bruge af Gud!”
Varmen strømmede ud gennem Marianne med de sidste to ord. Malene mærkede det og så forlegent til siden. Marianne fortsatte i samme tonefald:
”Som vi sidder her nu – rig og fattig – så er der ingen forskel på os. Vi er hjælpeløse. Vi er hjælpeløse stakler, der er bundet af tomheden – vi søger tomheden, vi flygter bort fra Gud – det kommer indefra! Og vi kan ikke slippe ud af os selv. Men det skal vi heller ikke. Det er lige det, vi ikke skal. Vi skal ikke flygte. For vi har en frelser at komme til! En frelser, som kender os – til bunds. Helt ned i sjælens dybe hav, der hvor vi ikke engang kender os selv. Der hvor vi ikke engang kan se os selv i øjnene.
Jesus kender os, Malene. Han ser bag om alt! Og alligevel! Alligevel besluttede han at give sit liv for os. Han har løskøbt os! Det er vores håb! Vi er løskøbt med Kristi dyrebare blod.”
Marianne holdt en pause. Frederik var listet ned og havde respektfuldt stillet sig på afstand. Malene så flygtigt på ham, og det var ligesom om, hun vågnede op.
Marianne fastholdt hende lidt endnu med sine ord: ”Dét er min stolthed, Malene. Dét er hele min stolthed. Har jeg nogensinde været stolt af andet, så har jeg været blind. Selv har jeg ingenting. Men jeg har alt i ham, som har løskøbt mig med sit dyrebare blod. Han vil også give dig alt, Malene. Du har set, at du er fattig. Du har set, at alt det, du ejer, dybest set er uden værdi – blændværk, der ingen lykke giver. Det har plaget dig i lang tid. Men må du så også se, at netop dér, som den, der intet har – som den, der føler sig som et intet, fanget i tomhed – lige dér kan du eje alt i Jesus!”
Malene rejste sig hurtigt og gik hen mod Frederik. Hun så spørgende på ham. Blikket og det lille nik fik hende til hurtigt at trykke Frederiks hånd og at småløbe op ad trapperne.
***
Bilturen hjem var stille, på nær den gamle Fords klagende lyde. Men de lød ikke så uheldssvangre nu, som på vejen dertil. Faktisk lød det lige nu lidt som en himmelsang. Humpende og bumpende ad de små, snirklede veje; men det gik fremad – hjemad.
Marianne lagde sin hånd på Frederiks, da han holdt om gearstangen. Han så forbavset på hende, men gav den spinkle hånd et klem tilbage, så det gjorde ondt.
”Av,” sagde hun smilende.
”Undskyld!” sagde han forlegent – og lignede pludselig sin yngste søn, da han havde gnasket den sorte pomfrit.
”Åh, jeg elsker dig!” Der kom en lyd over Mariannes læber, der mindede om de grynt, hun i gamle dage gav, når der var et grineflip under opsejling. Frederik så lykkelig ud.
Så blev hun alvorlig.
”Hvordan gik det med Isabel?”
Frederik rynkede brynene og tog lidt fastere om rattet. Så smilede han et plaget smil.
”Godt, men …”
”Men hvad?”
”Men jeg er bange for, hun kommer til at sige noget til Kjeld.”
”Tror du?”
”Jeg er næsten sikker.”
En lille pause.
”Hun har det stadig elendigt med sig selv, men … Der er krummer i den pige!”
Marianne tænkte tilbage på Malene. Det havde været en lidt brat afslutning. Men hun havde fornemmet noget, der skinnede – et lille håb, der havde trængt sig vej ind.
”Også i hendes mor,” sagde hun. ”Eller … Det er nok i virkeligheden en rimelig dårlig måde at sige det på – at Helligånden er på arbejde. Det eneste, Helligånden har at gøre med vores ”krummer”, er, at han fejer dem sammen og kyler dem ud!”
Frederik løftede øjenbrynene og så på sin hustru, men hun var gravalvorlig.
”Som du kan sige det,” mumlede han. ”Men hvor har du ret.” Han gav hende et forsigtigt, taknemmeligt klem. ”Helligånden arbejder. Så må vi også stole på, at Han har det videre forløb i sin hånd.”
Det var sent, inden de var hjemme. Ikke så sent, at drengene skulle være gået i seng. I hvert fald ikke Josva. Men der var helt mørkt i huset.
Marianne gik forrest hen og låste døren op. Hun følte en uforklarlig angst ved synet af de mørke vinduer. Følelsen fra før vendte tilbage. Der var noget mere galt end bare en spoleret filmaften.
”Josva?” kaldte hun, så snart hun kom ind. Intet svar. I køkkenet brændte lyset under emhætten. Det glimtede ind imellem. Lysstofrøret trængte til at blive skiftet.
Frederik gik roligt ind og ville tænde lyset, men Marianne tog ham fast i armen.
”Se,” sagde hun. Med opspilede øjne pegede hun på den gule seddel, som sad på bordet lige ved komfuret, så det sparsomme lys blinkede ned på den.
Med Josvas store, kluntede skrift, stod der skrevet med sorte, spinkle kuglepensstreger: Det var ikke min idé.
Ikke andet. Marianne følte smerten i maven overvælde hende. Hvad skulle det betyde? Forskellige scener væltede ind over hende i en uudholdelig strøm. Fortvivlet søgte hendes flakkende øjne rundt i rummet.
”Rolig,” sagde Frederik, men frygten havde tydeligt forplantet sig til ham, og han buldrede op ad trappen mod drengenes værelser.
Marianne følte, at alt stod stille for hende, mens hun lyttede. Så hørte hun stemmer.
”Åh Gud,” sagde hun og følte taknemmeligheden gennemstrømme hende. Men så fulgte en ubærlig smerte, og hun sank brat ned på den nærmeste stol.
”Alt okay, de var begge to gået i seng. Men jeg kan ikke få ud af ham, hvad han mente med den seddel,” sagde Frederik, da han kom ned. ”’Bare lad mig sove’, siger han. Hvad skal jeg stille op med den dreng? Han vil aldrig sige noget til mig!”
Marianne bare så på Frederik. Hun havde ikke kræfter til at sige noget, måtte blot vente på, at han glemte Josva og fik øje på hende.
Der gik ikke mange sekunder – så mødtes deres øjne, og hun så angsten lyse ud af Frederik.
”Neeej” hørte hun en stemme råbe i det fjerne. Stærke hænder greb fat om hende.
Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage (Luk 17,26-36).
Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde (1 Pet 1,17-19).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2014. Hele bladet kan læses her.
