Det rigtige spørgsmål
Denne artikel har været længe undervejs, og det er således to år siden, Henrik Gren Hansen bad mig skrive en artikel under overskriften ”Hvad kan vi lære af Brorson”.
Jeg sagde straks ja, for jeg syntes, det var et godt emne. Men der var en lille orm, der gnavede. For skønt spørgsmålet uden tvivl er oprigtigt stillet, så er det stadig et spørgsmål stillet af moderniteten: Hvad kan vi lære, hvilke lærdomme kan jeg trække ud af Brorson, hvad i hele Brorsons forfatterskab er relevant for min verdensanskuelse. Det forekom mig altså, at spørgsmålet slet ikke drejede sig om Brorson, men om, hvad vi har lyst til at finde frem hos Brorson, som kan akkompagnere den holdning, vi allerede i forvejen plejer.
Disse tanker gik jeg nu og tumlede længe med, før jeg kom frem til, at det rette spørgsmål måtte være: Hvad vil Brorson lære os? Men det er mindst lige så drilsk, for hvem skal svare på det? Og så kom svaret pludselig en dag fra Brorsons egen hånd: ”Op, op til bedrings gråd og efter Jesus jag, men snart, det er mit råd, nu hedder det i dag.”
Denne er ganske vist en oversættelse fra et ukendt tysk forlæg, men som med alle Brorsons oversættelser, er der nærmere tale om en gendigtning, hvor salmen genopstår i Brorsons poetiske sprogham og med netop den betoning og formidling, som Brorson selv ønskede at fremme. For så vidt gælder det for al sand forkyndelse, at intet kommer fra os selv, men alene fra det, Gud har åbenbaret os. Derfor er det, for nu atter at vende tilbage til min gnavende orm, selvfølgelig for historikeren interessant at undersøge, hvad Brorson måtte have sagt, men for troen alene hvad Brorson ret forkynder.
Spørgsmålet må derfor blive: Er der noget i Brorsons forkyndelse af evangeliet, som vi har glemt eller måske bevidst udelader i dag, og som vi derfor har brug for at blive mindet om? Det var derfor, da jeg blev klar over, at mange, også på den såkaldte kirkelige højrefløj, tager afstand fra netop denne salme, at brikkerne faldt på plads til denne artikel.
Salmens budskab
Nogle kalder salmen direkte u-evangelisk, mens andre mere mådeholdent synes, at salmen let bliver misforstået i lovisk retning, som om det er os, der med vor flid skal vinde Guds nådige hjerte.
At der findes gamle salmer, som med tiden kan blive misforståelige af sproglige årsager er en ærlig sag, selvom Brorsons salmer har vist en ualmindelig slidstyrke i så henseende; Brorsons pen flyder let og ubesværet gennem rim og rytmer og slår kun sjældent knude på tungen for at få metret til at gå op. Sådan er også denne salme præget af en sproglig og teologisk klarhed, som gør en sådan indvending uforståelig. Medmindre vores egen kristendomsforståelse har flyttet sig væk fra det grundlag, Brorson skrev ud fra!
Salmens budskab er enkelt: Gennem sorg over synden skal vi fralægge os det gamle menneske og søge ind i nåden i Jesu favn. Men skynd dig, snart, for evigheden forestår, og vi ved aldrig hvad dag, nådetiden er forbi, og vi skal dø for at stilles for vor dommer.
Bag salmen ligger den gamle og pietistiske bodstanke, at nåde kun findes gennem oprigtig anger over synden. Men den oprigtige angers sande kendetegn er, at det bliver vort hjertes inderste ønske at fralægge os synden, for ønsker vi stadig at blive i synden, så har vi ikke angret ret, og så har vores bøn om nåde kun været på skrømt. Dermed adskiller den pietistiske anger sig væsentligt fra middelalderens klostre, hvor angeren blev gjort til hovedsagen, mens den her alene er et skridt på vejen mod nådens sødme.
Bibelsk funderet
Det bibelske grundlag for salmen findes i 2 Kor 6,6 og især Hebr 3,12-15. Budskabet er her det samme: en inderlig formaning til at udnytte nådens tid, i dag, mens vi endnu lever og kan høre Guds ord, til at tage imod Guds nåde. Men også her med en advarsel mod at lade sig forhærde af syndens bedrag, så vi misbruger nåden til at dække over et ondt og ubodfærdigt hjerte.
Denne tanke finder vi udfoldet overalt i Den hellige Skrift lige fra Natans afsløring af David (2 Sam 12) til Jesu revselse af farisæernes dild og mynte (Matt 23,23) og Pauli utrættelige advarsler mod at slutte fred med synden.
Selve gråden og sorgen over synden er mindre udbredt, men findes bl.a. i beretningen om Josefs brødre i Ægypten (1 Mos 44f.), efter guldkalven (2 Mos 32), over folkets ulydighed i ørkenen (4 Mos 14), i Davids salmer (Sl 32;38;39;51), hos profeterne (Es 22,12; Am 6,1), hos Apostlen Peter (Luk 5,8) og skarerne på pinsedagen (ApG 2,37).
Det samme gælder billedet om at jage efter nåden og lægge alt ind på at finde den kostbare skat (Fil 3,12.14; Matt 13,45ff.), og selv den trange vej har sit bibelske forlæg (Matt 7,14).
Altså er det ubetvivleligt, at Brorsons salme er funderet i de bibelske skrifter, ligesom eftertiden har taget salmen til sig som et klart udtryk for en sand bibelsk forkyndelse. Således var denne den hyppigst sungne salme hos Kaj Munk, ligesom Christian d. X. havde et særligt nært forhold til netop denne salme.
En sand brug af salmen
Hvad er det så i vores tid, som gør, at Brorsons salme pludselig bliver problematisk?
Et forhold kan være en uklar skelnen mellem den, som er uden for nåden, og den, som er i nåden. Prædiker vi vedvarende til gode kristne, som om de står uden for nåden, bliver forkyndelsen falsk, også selvom det er helt sandt, det, vi står og siger. Det samme gælder også med Brorsons salme: Den kan synges selvretfærdigt med stolthed over sin egen bodfærdighed – og så er salmen falsk. Den kan synges knusende, så den frarøver os hvilen i nådens sødme: Du skal græde over dine synder – også da er salmen falsk. Og endelig kan den synges afslørende, så den vækker os til en sand anger over de synder, vi ikke vil af med, som advarsel for at ruge over synden – og da er salmen sand.
Det forekommer mig, at mennesker i dag i langt højere grad behøver evangeliets trøst end i tidligere tider. Mennesker føler sig ensomme og forladte i en digitaliseret tidsalder og er ofte i vildrede med deres eget liv, fordi alle normer og skel er smuldrede. Vi er historieløse som aldrig før, mangler rod og står over for en verden fuld af utryghed, vold og uretfærdighed. Resultatet ses på de lange ventelister hos psykologer og terapeuter og det store salg i selvhjælpsbøger, mens kirken kun langsomt er ved at finde sig til rette med den terapeutiske og lindrende prædiken.
Men en del af kirkens lindrende forkyndelse er også at afsløre smertens knudepunkt: synden. En stor del af menneskenes sorg skyldes, at vi ikke lever i overensstemmelse med vores bestemmelse, og derfor bliver det falskhed og løgn, når vi søger at trøste mennesker, som ikke vil gøre op med synden i deres liv. Dette gælder både psykologisk, som Kierkegaard skriver et sted: Angst kommer, når du lever i strid med din grundholdning. Men i endnu højere grad gælder det evangelisk, og derfor bør vi endnu lade Brorson synge for os: Op, op til bedrings gråd og efter Jesus jag, men snart! det er mit råd. Nu hedder det: i dag.
1. I dag er nådens tid,
i dag er Gud at vinde,
nu kan alvorlig flid
hans milde hjerte finde.
Op! op! til bedrings gråd,
og efter Jesus jag,
men snart! det er mit råd.
Nu hedder det: i dag!
2. Se, hvor behagelig
fremskinner nådens stråle!
Men det at bedre dig
kan ej forhaling tåle;
måske din klokke slår
i dag sit sidste slag,
nu læges sjælesår.
Nu hedder det: i dag!
3. Træng i Guds arme ind,
og fat din Jesu hjerte,
det koste i dit sind,
ihvad det vil for smerte.
Til kronen går man ej
udi sin gode mag,
træng ind, nu er der vej!
Nu hedder det: i dag!
4. Det er en liden stund,
så lukkes Himlens døre,
begræd de mange pund,
endnu er nåden større
og vinker dig hen ind
i Jesu favnetag,
men skynd dig som en hind!
Nu hedder det: i dag!
5. Endnu er gunst at få
for knuste hjerters råben,
endnu er Gud at nå,
endnu er Himlen åben.
Hvor er der godt hos Gud!
Kom, hjerte, snart, og tag
mod nådens søde bud:
i dag, i dag, i dag!
Tysk 1731. Hans Adolph Brorson 1735. DDS 592.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mads Jakob Thorlund Jakobsen
Mads Jakob Thorlund Jakobsen, sognepræst ved Sct. Marie Kirke, Sønderborg.