Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ondskabens åndemagter

Ugens vidnesbyrd, uge 36 2021. Luk 12,4-5.

Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel, har magt til at kaste i Helvede (Luk 12,4-5).

Verden af i dag er fyldt med frygt. I øjeblikket kan man ikke tænde for nyhederne, før man bliver bombarderet med nyhederne om naturkatastrofer her og der, om stakkels mennesker, der forsøger at flygte bort fra krigens rædsler osv. Nu her sidst de tusindvis af mennesker, der strømmer mod lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, for at slippe ud af landet efter Talibans magtovertagelse.

Begivenheder, der er sket i en så rivende hast, at omverdenen ser måbende og frygtsomt til.

Det fik mig til at tænke på, hvor hurtigt det kan gå, når den Onde vinder terræn. Både på verdensplan og i det enkelte menneskes liv. Giver man ham først en lille åbning, er han lynhurtig til at overtage hele magten.

Ondskabens åndemagter raser, og vi kan så let gribes af frygt.

Umiddelbart ser det jo helt anderledes fredeligt ud hos os i vort lille land, men når kæmpe menneskemængder så i denne måned marcherer i Københavns gader til høj musik, fest og regnbuefarver, så kan det også fylde os som kristne med frygt. Vi ved, at vi har en anden holdning end den, som råbes ud fra højtalerne, og den kan det være svært at holde fast ved. Her oplever vi den Ondes angreb blot i en anden forklædning. Vi oplever det, som om vi lever midt i Sodoma og Gomorra, hvor den Onde tilsyneladende er på fuld fremmarch.

Bibelen fortæller os, at Satan til tider kommer som en ”brølende løve”, mens han til andre tider kommer som en ”Lysets engel”.

Vi kan altså hurtigt lammes af frygt, men Bibelen fortæller os, at vi som Guds børn dybest set intet har at frygte. Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

Det eneste, vi skal have en hellig frygt for, er at få Gud imod os. Derfor må vi bede Herren om, at vi må forblive på hans vej og i hans vilje. Vi må være iførte Guds fulde rustning. Kampen for os er ”ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet”.

Hvor er det stort, at vi har fået ”Åndens sværd”, Guds ord, og at vi må lægge alt frem for ham i bøn. Efeserbrevet kapitel 6 vers 18: ”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne.”

Hvor forunderligt at Gud vil dække os med nåde som et skjold. Alt, der måtte møde os på vores livsvej, må igennem ham først. Kun det, han tillader, vil vi komme til at møde, og han har lovet at gå med os alle dage og hele vejen, til vi når vort himmelske hjem.

Udgivet af

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.

Henriette Juul Larsen

Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.