Ønsker du at ligne Jesus? Det kan godt være, at du studser over det spørgsmål. Der er da mange, som vil mene, at det rigtige for en kristen må være at svare: ”Nej, det gør jeg ikke. Jeg er i bund og grund en fortabt synder, og mine ønsker går i en helt anden retning. Hvis jeg endelig ønskede at ligne Jesus, så ville det være et udtryk for, at jeg ønskede at opbygge min egen retfærdighed, det vil sige, at jeg ville være så ren, hellig og opofrende, at jeg kunne klare mig uden Kristus, og det var det værste, som kunne ske for mig.”
Jeg vil spørge: Er dette synspunkt rigtigt?
Nej, det er det ikke. Vi finder her et eksempel på, hvordan det går, når et menneske lader sig lede af sine egne tanker og meninger i stedet for at følge Guds ord.
Det er rigtigt, at der i trangen til at ligne Jesus kan ligge et ønske om at blive noget i sig selv. Men det er forkert at drage den slutning, at dette altid er tilfældet. Det kan være det gamle, selviske menneske, som søger at befæste sin position i dig ved at gøre dit kød fromt og gøre dig veltilfreds med dig selv i den tro, at du er en sand og alvorlig kristen, men når dette er sagt, så skal det også siges, at der, hvor troen er, der er også trangen til at følge Jesus efter.
Der findes nogle, som ikke kender denne trang. De taler måske meget sandt om kristendommen, men de kender intet til det nye liv, som mennesket føres ind i gennem troen på Jesus. Disse er ikke født på ny. De farer vild og fører vild. De er aldrig gået gennem den snævre port og er derfor fremmede for livet i Gud. Disse reagerer derfor voldsomt, hvis nogen vover at tale om en hellig længsel i den troende.
Er du imidlertid kommet til en levende tro på Jesus som din Frelser, og du lever i troens stadig henflyen til Ham, har du gjort åndelige erfaringer. Samtidig med at du har mærket en manglende lyst til bøn, bibellæsning og de helliges forsamling, har du også erfaret, at der var noget i dig, som længtes efter at leve Jesus til behag (2 Kor 5,9).
Satan er der midlertid straks og siger: ”Du skal aldeles ikke ligne Jesus. Det formår du alligevel ikke. Slå dig til ro. Du er i bund og grund en fortabt synder, men det gør jo heller ikke så meget. Alt er gjort af Jesus.”
Så ”kristeligt” kan Satan prædike. Han siger noget, som er rigtigt, og så kommer han med sin gift. Dit eneste våben mod ham er de dele af Guds ord, som modsiger de skriftsteder, som satan fordrejer for at før dig vild.
Trældom
Længslen efter at følge Jesus fører ofte et menneske ind i trældom.
Nogle af dem, som stærkest længes efter at eje Kristi sind, er forkrøblede og forkrampede i deres kristendom. Mange er også uhyggeligt dømmesyge. De ser ned på andre kristne og betragter sig selv som de eneste rigtige.
Alt dette skyldes igen sjælefjenden. Når det er blevet ham klart, at han ikke kan fortrænge den hellige trang i en kristne, så skifter han taktik. Han betynder at prædike for den kristne: ”Ja, nu må du se at tage dig sammen. Hvor er de andre dog lunkne. Mon de overhovedet er kristne? Hvor ville alt se helt anderledes ud, hvis alle tog det lige så alvorligt, som du gør.”
Hvis du ikke får lukket munden på Satan, når han kommer med denne tale, bliver du efter kort tid en plag for dig selv og dine omgivelser. Jeg har hørt om en mand, som kom hjem fra et møde. Han var helt umulig, skældte ud på hustru og børn, og ingen og intet var ham tilpas. Moderen søgte at berolige de forskræmte børn: ”I må bære over med far – han har lige været til helliggørelsesmøde!”
Dette er mere end et tragikomisk tilfælde. Det er et vidnesbyrd om, hvordan det går, når man med viljebeslutninger vil døde kødets gerninger. Da rejser kødet sig i protest, og jo mere man kæmper imod, desto stærkere erfarer man, at kødet bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det.
Stående i denne kamp reducerer mange på det, som de ud fra Guds ord er overbevist om, er Guds vilje, og dermed er de inde på en livsfarlig vej. Kristenlivet ebber ud, åndelige erfaringer hører op, og de kaster sig ofte ud i forskellige former for kristen aktivitet og organisationsarbejde i et forsøg på at redde livet.
Hvad er det, som er sket? De har forladt Guds vej, som Han har åbenbaret i sit ord, for her står det ganske klart, at kun den, som ved Ånden døder legemets gerninger, skal leve (Rom 8,13). De forsøger ved egen indsats at dræbe synden i deres liv. De lider nederlag i denne kamp, lader hænderne synke i afmagt, og kødet sejrer.
Vejen frem
Når du er kommet til en personlig tro på Jesus, er det altafgørende, at det bliver Jesus, som får lov til at lede dig i dit åndelige liv. Det gør han gennem den hellige Skrift. Her får du klar og usvigelig vejledning. Blandt flere mulige afsnit vælger vi Fil 2,5-11.
Paulus skriver her til filipperne: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” (v.5).
Efter denne formaning siger han ikke: ”Nu må I se at tage jer sammen. Det kan ikke blive ved med at gå, som det går. Mobilisér alle jeres moralske ressourcer!”
Nej, efter at formaningen har lydt, forkyndes Kristus. Ham males de kristne for øje. Den fornedrede, korsfæstede, opstandne og herliggjorte frelser. Når du retter dit blik mod Ham, og når du bliver ved med det, døder du ved Ånden legemets gerninger.
Prøv at tænke på dine egne åndelige erfaringer. Når Ånden får lov til at gøre forsoningens og opstandelsens under levende for dit hjerte, er det lettest at tale om Jesus. Det er at blive befriet for alt ens eget og et privilegium at pege på Jesus.
Dette skyldes, at Kristi død og opstandelse har en altafgørende betydning. ”For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom 6,10-11).
For Jesu Kristi skyld har jeg lov til hver dag at sige: Jeg er død fra synden. Det skete langfredag. Nu lever Kristus i mig (Gal 2,20).
Djævelen vil sige, at det er løgn. Han vil straks søge at vende dit blik bort fra ordet og bede dig bruge din fornuft: ”Du kan da nok se, at sådan forholder det sig ikke. Sådan skulle det være, og du må se at gøre alt, hvad du kan, for at det skal blive sådan.”
Mange lytter til denne røst i stedet for at holde sig til Ordet. Må jeg så stærkt, jeg kan, opfordre dig til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvor Guds ord siger ”er”, skal du ikke bukke under for den djævelske fristelse til at erstatte det med et ”bør være”. Hvor et ”er” erstattes med et ”bør være”, tappes evangeliet for sin kraft, og når det sker, er du værgeløs.
Det er sandt, at alt dit eget protesterer over for Ordets mægtige budskab om, hvad du er i kraft af Kristus. Men du må stå fast: ”Det drejer sig ikke om, hvad jeg er, men hvad Kristus er. For hvad han er, det er jeg. Derfor og alene derfor er jeg fri fra verden, synden, loven og døden.”
En passiv og selvglad kristen?
Fører det nu til passivitet?
Det kan det gøre. Djævelen slipper ikke et menneske, fordi hjertet har kendt evangeliet. Er en kristen engang blevet løst i sit hjerte ved nåden, er det ikke dermed givet, at han vedblivende vil leve ved evangeliet. Når fornuften vil overtage hjertets tro, bliver troen uden frugt. Lever du derimod i evangeliet og følger Guds ords anvisning, når Ordet byder dig at lægge loven på dit kød, så vil Åndens frugter kendes i dit liv.
Endnu en indvending må vi tage stilling til: Bliver man ikke en selvglad kristen, der soler sig i sin egen fromhed, når Ånden bærer frugt i ens liv?
Holder du dig nær til Kristus, vil dette ikke ske. Da vil det tværtimod være en af de største ydmygelser for dig, hver gang du hører røsten: ”Da bad du godt,” eller ”da vandt du en sejr” eller ”nu går det fremad”. Når du møder Satans forbundsfælle i dit eget kød, og det bliver dig klart, at intet hos dig er rent og helligt, så ser du, at du er magtesløs. Da prøver din modstander at tage alt mod fra dig, men da skal du på apostolisk vis rose dig af din magtesløshed og henvise til den Herre, du tjener. Hans ord til Paulus er også et ord til dig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).
Så er det aldrig dig eller mig, som bliver stor. Det er aldrig os, som skal berømmes. Det er alene Jesus. Det største, der kan siges om os, er, at vi for hans skyld får lov til at være med i den evige lovsang til Lammets pris:
”Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris” (Åb 5,12).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2022. Hele bladet kan læses her.
