Sange med hjertet XXIV
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
1. O store Gud! Når jeg med undren skuer
naturens rigdom, herlighed og pragt
og stjerners tal på himmelhvælvets buer
og alle ting, dit guddomsord har skabt,
|: da bryder lovsang fra mit hjerte ud:
O store Gud! O store Gud! :|
2. Når jeg i Skriften skuer hvert et under,
som du har virket siden Adams tid,
og på din miskundhed og nåde grunder,
som hjalp dit folk mod livets synd og strid,
|: da bryder lovsang fra mit hjerte ud:
O store Gud! O store Gud! :|
3. Du planted selv et træ til korsets planke.
Og tornekronens busk var skabt af dig.
Fra evighed det var din store tanke,
at du på korset ville frelse mig.
|: Da bryder lovsang fra mit hjerte ud:
O store Gud! O store Gud! :|
4. Engang når tidens tåger er forsvundet,
og jeg skal se, hvor før jeg måtte tro,
når jeg ser frelsen, du for mig har vundet,
og jeg hos dig i evighed skal bo,
|: da bryder lovsang fra mit hjerte ud:
Tak, store Gud! Tak, store Gud! :|
Carl G. Boberg 1886. Lovsangstoner nr. 455.
Sangens baggrund:
Carl G. Boberg boede i Mönsterås, der ligger ved kysten i den sydøstlige del af Sverige. I 1885 var han på en varm efterårsdag, mens naturen var allermest farverig, og fuglene sang overalt, på vej hjem fra kirke, da vejret pludselig skiftede, og et forfærdeligt uvejr brød løs. Lynene glimtede, tordenbragene rullede, og vandet fossede ned. Boberg løb i det nærmeste skjul, han kunne finde. Efter kort tid lettede uvejret, skyerne skiltes, og en regnbue dukkede op. Da han kom hjem, åbnede han et vindue, nød stilheden, den friske luft og synet ud over havet. I det fjerne hørtes en kirkeklokkes ringen ved en begravelse.
Oplevelsen, kontrasterne, uvejret, freden, skønheden, døden, rørte ham dybt. Samme aften satte han sig ved sit skrivebord og skrev: O store Gud!
Sangen blev i 1886 trykt i en lokal avis. Flere år efter deltog Boberg i et møde, hvor han til sin store overraskelse hørte ’O store Gud’ sunget til melodien fra en gammel svensk folkevise. Kort efter århundredskiftet kom sangen uden for Sverige. I 1907 blev den oversat til tysk, nogle år senere til russisk og i 1925 til engelsk. Men først efter Stuart K. Hine kom med en ny oversættelse fra russisk til engelsk, kom den engelske version vi kender i dag: How Great Thou Art. Sangen blev for alvor kendt over den ganske verden grundet Billy Grahams kampagner, da han brugte den som signatursang – 99 gange i alt. I dag er det en af de mest elskede lovsange på verdensplan.
Hvorfor denne sang?
I mit barndomshjem hørte vi ikke megen musik. De første mange år havde vi kun radio, og den gik mest med nyheder/vejrudsigt, og i ny og næ blev det til Giro 413, når de gamle tog sig en lur søndag over middag. Det var derfor en kæmpe oplevelse, da jeg som stor dreng var til min første livekoncert. Første gang med et professionelt orkester, backupkor og en sanger der kunne fylde rummet. Artur Erikson i Skjernhallen. Jeg kan ikke huske ét ord af prædiken eller det, der ellers blev sagt, men sangene (O sällhet stor, Jeg har hört om en stad ovan molnen, De komma från öst og vest m.m.fl.), hvoraf de fleste var ukendte for mig, gjorde et uudsletteligt indtryk.
Dengang var det mest den musikalske del, harmonien mellem melodi og sang, kvaliteten i fremførelsen, den gode lyd, der gjorde indtryk, men sangene ramte noget dybt inde og blev der. Stor var derfor glæden, da jeg for 14 år siden kom i kontakt med Nyt Liv og Lovsangstoner – her var flere af sangene, og de blev brugt!
Det gælder også den sang, der havde gjort størst indtryk: O store Gud!
Vers 1: Skaberen
Naturen er en kilde til stadig undren. Den rummer enorme og skræmmende kræfter, der viser sig i ny og næ, men også en helt ufattelig variation, skønhed og ro. Vi rejser gerne for at opleve noget nyt, men selv om vi ikke har bjerge, dybe dale, store vandfald eller mange vilde dyr, har vi dog rigtig mange skønne steder i vort lille land. Sikke en rigdom. Og skaberværket giver os mad på bordet.
I dag undervises der overalt i ”big bang”; hvordan en ufattelig energiudladning fandt sted for milliarder af år siden, og siden er alt blevet til gennem tilfældigheder, mutationer og selektionstryk. Jeg kan ikke se, teorien giver nogen mening. Den arbejder i modsat retning af en af naturlovene (2. termodynamiske lov), der tilsiger, at et system altid vil gå mod større og større uorden (det passer med det, vi observerer overalt, inkl. i genetikken).
Og hvorfor den ufattelige rigdom og variation? Der findes 10.929 fuglearter, omkring 28.000 fiskearter, 390.900 planter, og regner vi alt med, lander vi på omkring 8,7 millioner arter.
Intet tilsiger dette. Og det menneskelige legeme, som jeg kender mest til, er så fint opbygget og afstemt, at jeg stadig forundres i erkendelse af, hvor lidt jeg ved. Vi er noget helt unikt. Skabt i Guds billede. Han blæste livsånde i os (1 Mos 1,26; 2,7, Sl 8,6).
Gud sagde … Og det skete!
O store Gud! O store Gud!
Vers 2: Historien
Gud er historiens Gud! Troværdig. For han siger forud, hvad der vil ske (4 Mos 23,19) – og det sker, trods al ydre logik og menneskelig forstand. Hele Bibelen vidner om dette.
Urhistorien med for eksempel Noa, der trods hån og latter på Guds bud byggede et kæmpeskib inde på land, og det blev ham og hans familie til redning, da vandfloden kom og dækkede jorden.
Hvordan Abraham, der fysiologisk umuligt kunne få et barn med Sara, får vist stjernehimlen med besked om, at så talrig vil hans afkom blive – og det skete.
Hvordan det var forudsagt, at Abrahams efterkommere skulle trælle i et fremmed land i 400 år for derefter at blive udfriet og ført tilbage til det land, der skulle være deres – og det skete.
Hvordan Gud igen og igen måtte tugte Israel for at få dem til at vende om fra deres frafald. Hvor de svigtede, igen og igen, forblev han trofast og stod ved sine løfter.
Og mest overbevisende af alt: Hvordan alle Guds løfter om en Messias, der skulle frelse sit folk, blev opfyldt gennem hans egen søns, Jesu Kristi, liv og virke, død og opstandelse.
Ja, sådan var det dengang, på Bibelens tid, men sådan er det også i dag! Klarest står genoprettelsen af staten Israel. Jesus forudsagde, at Jerusalem skulle ødelægges, og folket spredes. Det skete godt og grundigt i år 70. Men hvem troede, at løftet om, at folket igen skulle samles (Es 11,11-12), nogensinde ville blive opfyldt? Det skete! Prisen for jøderne var høj (holocaust), javist. Men på én dag var de der igen som folk: 14. maj 1948.
Og Jesu beskrivelse af tiden før han kommer igen – er den ikke spot on på vores tid? (Matt 24,35).
O store Gud! O store Gud!
Vers 3: Dårskaben
Al religion går ud på, at vi mennesker skal behage gud, gøre os fortjent til hans gunst og nåde gennem et godt og hengivent liv, og så ellers håbe det rækker. Min naturlige religiøsitet siger det samme. Der er noget godt at bygge på. Jeg …
Kristendom er noget helt andet, ja, det stik modsatte. Trods min glæde over skaberværket og Guds handlen i historien afvises alt mit kategorisk, for der er intet godt, den pæne overflade til trods (Rom 3,10-12 og 23). I stedet mødes jeg med et: ”Det er fuldbragt!” Jesu sidste ord på Golgata (Joh 19,30). Tortureret, hånet, korsfæstet, fornedret. Livet ebber ud, og så siger han disse ord.
Hvad ligger der i dem? Hvad vil det sige? Hvad betyder de for mig den dag i dag – og i morgen?
”Det er fuldbragt” tilsiger, at Jesus havde fået en opgave, og nu var den fuldført til punkt og prikke. En opgave, der aldrig var opkommet i noget menneskehjerte, men var planlagt af Gud selv før verdens grundlæggelse (1 Kor 1,18-2,9; Ef 1,3-14).
Fra evighed det var din store tanke, at du på korset ville frelse mig!
Den mægtige Gud, der har skabt alt ved sit ord, ja, selv tornebusken og korsets træ; den mægtige Gud, der fører det igennem, han har sagt, trods al vor ageren, modstand, uvidenhed, ringeagt og selvhævdelse – dén Gud gav sin søn for at frelse mig (Joh 3,16; Es 49,16). Så høj var prisen, og han var villig til at betale den. Nu var værket fuldbragt, opfyldt. Frelsen tilvejebragt, syndens lænker brudt.
En ufattelig tanke, Guds tanke, men tænk sig, sådan er det! Det er så ufortjent, som noget kan være, det er at få på trods. I stedet for fordømmelse og straf har jeg fred med Gud, for Kristus er min retfærdighed ind for ham. Det er at få af nåde over nåde (Es 43,25; Rom 3,23-24; Gal 4,4-5; Ef 2,4-5).
Men ”Det er fuldbragt” siger også, at intet kan eller må lægges til eller trækkes fra. Gøres det, er det pr. definition ikke længere fuldbragt; det er at sige, at det, Jesus gjorde, alligevel ikke er (helt) nok. Dommen over noget sådant er forfærdelig (Åb 22,18-19).
”Du skal …” lyder i mine ører igen og igen. Siger Jesus ikke selv: ”Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er”, og: ”Sådan er det med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død” (Åb 22,12; Jak 2,17). Øjnene, tankerne, sindet, bliver så let fokuseret på gerninger.
Men da hører jeg Jesu ord: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt” (Joh 6,29). Fokus flyttes. Med øjnene rettet mod Jesus tages præstationer, alt mit, fra mig, og i stedet mødes jeg af evangeliet; jeg får lov til at vandre i forud tilrettelagte gerninger (Ef 2,8-10; 2 Thess 2,17; Hebr 13,20-21). Det giver frimodighed i livet, i tjenesten.
O store Gud! O store Gud!
Vers 4: Herligheden
Livet er ofte på tværs af ønsker og håb. Tågebanker. Sigtbarhed på nul. Hvor går vejen? Hvad er meningen? Og hvad værre er, hvordan skal jeg kunne nå målet med det, der bor i mit indre, det der vil mit eget og er Gud imod, det der aldrig bliver anderledes? Tvivl, mismod. Håbløst.
Stop, kære ven! Nu ser du igen på sig selv. Se og hør!
”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig. Dine mure har jeg altid for øje” (Es 49,16).
”Jeg fører de blinde ad veje, de ikke kender, jeg leder dem ad stier, de ikke kender. Jeg gør mørket foran dem til lys, det bakkede land til slette. Det vil jeg gøre, og jeg opgiver det ikke” (Es 42,16).
”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv. Og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Joh 10,27-30).
Han, der skabte alt ved sit ord, han som er historiens herre, han som gav sin egen søn, står inde for det med sit ord!
Derfor, og kun derfor, vil jeg, den dag jeg skal herfra, få at se: frelsen, du for mig har vundet! – og hvor ufattelig meget jeg har fået tilgivet.
Da bryder lovsang fra mit hjerte ud: Tak store Gud! Tak store Gud!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Poul Erik Haahr
Poul Erik Haahr, Aalborg, læge.