Nød, nåde og tak – frelsens harmoni

Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler (…) De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker (Sl 107,6.8)

I mange århundreder har komponister haft en forkærlighed for at skrive musik med et bestemt tema. En melodi eller en tonerækkefølge, der er tilbagevendende i stykket. Til tider udsmykket og ornamenteret, til andre tider gentaget i originalformen. I nogle musikstykker forekommer der flere temaer.

Lad os et øjeblik tænke os Salme 107 som et musikstykke. Læser vi salmen med den vinkel, vil vi hurtigt få øje på, at den har to temaer.

I vers 1-5 kommer der en introduktion, og så dukker det første tema op i vers 6. Det gentages efterfølgende i vers 13, 19 og 28. I vers 8 støder vi på det andet tema. Det genfinder vi i vers 15, 21 og 31.

Disse temaer vender altså parvist tilbage hele fire gange med kortere mellemspil imellem. Mellem disse fire forekomster af temaerne finder vi nogle længere mellemspil (v.9-12, 16-18 og 22-27), og slutteligt kommer der en længere afslutning, en finale (v.32-43).

Lad os se på det første tema: ”Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler.”

Har du oplevet det? Du var i nød og så ingen udvej. Din bøn forstærkedes til et råb til Herren. Et bønnens crescendo¹ for at tale i musikalske termer. For det er vel ham, du i første omgang går til med din nød? Frem for alt med syndenøden. Hos ham finder du redningen og frelsen. Og han giver den ikke uvilligt. Lad ham blot få vide om din nød, så kommer hjælpen. I Guds tid og på Guds måde.

Vi går til det andet tema: ”De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker.”

Har du erfaret nogen af Herrens underfulde gerninger i dit liv? Dage og tider, hvor durakkorden dominerede? Du behøver ikke granske dit liv længe for at indse, at det ville være løgn at svare nej. Har du takket ham for alt godt, han har gjort mod dig, og for at han altid har været trofast?

Den svenske bibeloversættelse har ordet ”nåde” i stedet for ”trofasthed”. Og så går tankerne til frelsesværket på Golgata. Dette frelsesværk må vi takke for og tage imod. At gøre andet fører ulykke med sig. En evig ulykke.

Vi går videre til det første korte mellemspil mellem de to temaer: ”Han førte dem ad den rette vej, så de kom til en by, hvor de kunne bo” (v.7).

Du har formentlig et sted på jorden, som du kan kalde dit hjem. Et sted, der udgør grundtonen i din tilværelse. Men har du også en bolig i den himmelske by? Hvis Herren har ført dig ad den rette vej, så har du det. I udgangspunktet er vi på afveje og finder ikke den rette vej. Vi er helt afhængige af at blive ledt ind på og frem ad den rette vej.

Det andet mellemspil har samme klang som det første: ”Han førte dem ud fra mulm og mørke og sprængte deres lænker” (v.14).

På grund af synden fødes vi ind i mulm og mørke. Men der findes en løsning på vores problem. Det kan næppe udtrykkes bedre end i Es 9,1: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

Årsagen finder vi i vers 5: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Det handler om Jesus, Frelseren. Skrevet flere hundrede år før hans fødsel!

Tredje mellemspil: ”Han sendte sit ord og helbredte dem og reddede deres liv fra graven” (v.20).

Vi befinder os stadig i samme toneart. Bliver vi ikke reddet, slutter det i evig gru. Her løftes Ordet frem som redningsmidlet. I Johannesevangeliet læser vi, at Ordet blev kød. Ja, det er virkelig et evangelium – Gud selv blev menneske, vores Frelser, for at forsone os med Gud. Ham vil du vel ikke forkaste? Hans Ord vil du vel ikke forkaste?

Det fjerde og sidste korte mellemspil mellem de to hovedtemaer lyder: ”Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig, de blev glade, fordi det faldt til ro, og han førte dem til den havn, de ønskede” (v.29-30).

Diminuendo² og ritardando³ på én gang, musikalsk udtrykt.

Disciplene oplevede dette bogstaveligt på Genesaret Sø. Men også vores liv kan være stormfulde. De mørke skyer tårner sig op. Et problemfrit liv hører den evige salighed til, ikke den jordiske tilværelse. Herren kan stilne stormen, men så længe vi er på jorden, kan det blæse op igen. Dog: For Herrens venner kommer den dag, hvor det for altid skal stoppe med at blæse. Så er vi fremme, så er vi hjemme, så har vi nået den havn, vi ønskede.

Vi har nu set noget på musikstykkets (salmens) firfoldigt gentagede hovedtemaer og de korte mellemspil, de indrammer. Men bliver du ikke lidt nysgerrig på, hvad komponisten (Herren) vil formidle i indledningen, i de længere mellemspil og i finalen?

Så må du tage din bibel frem, læse og grunde over hele salmen! Guds ord har altid mere at give!

Oversættelse: Henrik Gren Hansen

Udgivet af

Samuel Holmgren

Samuel Holmgren, Umeå, ansat i PostNord