Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Nej til frihed

Om at vi ikke kan give os selv eller andre frihed, når Guds ord taler klart.

Frihed er et trylleord, som sætter manges dømmekraft ud af drift. Man overgiver sig med lukkede øjne, som om alt var rigtigt og godt, bare det sker i frihedens navn. Man har glemt, at på faldets dag tog Adam og Eva sig den frihed at handle imod det, Gud havde sagt. At det førte til en frygtelig trældom for både dem selv og deres efterkommere, burde alle kunne se.

Hvor har det siden den dag været tungt for mange falske frihedsprofeter at skulle drikke bærmen af deres egen vin.

Vi er som Herrens børn ikke upåvirkede af de røster, som i denne verden bestandigt forkynder os, at frihed er den eneste vej frem. Umærkeligt kan også vi i sind og tanke præges, så vi tager skridt, som det ville have været rigtigt ikke at tage.

Vi giver os selv frihed”

Djævelen søgte at få vore stamfædre til at tro, at frihed var noget, man bevilligede sig selv. Det lykkedes alt for godt. Det har han ikke glemt. Han fortsætter med den gamle politik.

Mennesker, der kalder sig kristne, giver sig selv frihed til at have hvilket som helst syn. Den tanke breder sig mere og mere, at man kan have talrige meninger i spørgsmål som samliv før ægteskab, fri abort, homoseksualitet og kvindelige præster.

Men det kan ingen kristen. Står han på sandheds grund, da må han mene, hvad Guds ord siger om disse spørgsmål. Gør han ikke det, kan han vel fastholde sin mening, men han står ikke længere på sandheds grund.

Gud har aldrig givet, og han vil aldrig give noget menneske ret til at mene noget andet end det, som Herren siger i sit ufejlbarlige ord. Gud er Gud. Det er ham, der må give en sådan ret. Tager mennesket den selv, har mennesket i grænseløs selvovervurdering gjort sig selv til Gud. Dermed er det menneske hjemfalden til Guds dom.

Vi må give hinanden frihed”

Det man ikke må give sig selv, har man heller ikke ret til at give andre. Gud er nemlig ikke alene min Gud. Han er også de andres Gud. Det, Herren siger i sit ord, gælder ikke alene mig. Det gælder også de andre. Det er ikke alene mig, der skal bøje mig i lydighed mod Herrens ord. Det er også de andre.

Ingen kristen kan bevillige de andre frihed til at mene, hvad de synes, er rigtigt i en sag, hvor vedkommende selv ud fra Guds ord er overbevist om sandheden. Det kan være fristende at gøre det for at bevare en illusion om enighed, men det er en falsk vej. Og det er en fornægtelse af Guds gerning i ens eget hjerte gennem sit ord og ved sin Ånd.

Når Herrens ord taler klart, skal vi ikke forplumre denne klarhed ved at give hinanden frihed. Og det er det, der sker i praksis.

Umiddelbart har vi alle en forståelse af, at hvis Herrens ord taler klart i en sag, kan vi ikke stille hinanden frit. Derfor indebærer en erklæring om, at vi alligevel gør det, uundgåeligt en dom over Guds ord. Vi stempler dermed Guds ord som uklart og usikkert i dets udsagn om den pågældende sag. Satan fryder sig, når han kan få os ind på denne afvej. Han ved nemlig, at denne uklarhedens og usikkerhedens bacille har det med at angribe område efter område i spørgsmål om kristen tro, lære og liv.

Et liv i frihed

Den eneste, der har friheden i sin hånd, er den store Frigører. Og hvem er det, som Jesus frigør? Det er dem, som bliver i hans ord (Joh 8,31). Der findes, når alt kommer til alt, kun én frihed, og den består i fuldstændigt at være bundet til Guds ord. Guds ord skaber ved Guds ånd en levende tillid til, at alt, hvad der står skrevet, er til at stole på. Derfor må jeg usvigeligt sikkert vide, at Jesu blod virkelig renser fra al synd. Denne sandhed kan kun fastholdes gennem en absolut tillid til Guds ord.

Vi kan ikke give noget menneske frihed til at mene, hvad det vil. Vi ved, at i forholdet til evangeliet afgøres himmel og helvede for et menneske. Sandheden er urokkelig. Vi kan ikke tvinge noget menneske. Det ved vi. På den anden side kan vi heller ikke give noget menneske frihed i forholdet til sandheden. Gud har ikke givet nogen denne frihed, og han vil ikke gøre det. Det siger Guds ord.

At der er spørgsmål, som kristne ser forskelligt på, er en stor smerte. Men Herren fri os fra at ville ophæve den. Vejen vi må gå er en anden. Vi må bede om, at Herren må lade sit mægtige ord får magt iblandt os, så spørgsmålet igen blandt Guds folk bliver: Hvad står der skrevet?

Det spørgsmål er nemlig forstummet langt ind i missionsfolkets rækker.

Vi ved, at Gud før har tændt lys i mørke. Og vi ved, at det, Gud engang har gjort, kan han gøre igen. Derfor råber vi til ham. Vor bøn er, at Guds ords kraft igen må forene Herrens folk på Sandhedens grund.


Fra Båndet nr. 8-1985


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2023. Hele bladet kan læses her.