Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset (Kol 2,14).
Han, Jesus, udslettede det anklagende skyldbrev, det, der var imod os (jf. gl. oversættelse). Også det, der var imod dig, som læser dette. Jesus bar din og min synd, og det blev naglet til korset med ham. Også din synd. Alt det, som skilte dig fra Gud – fra Himlen – det tog Jesus bort. Det vil sige, at vejen til Himlen er fri.
Der er kun én ting, som endnu kan skille dig fra Gud, og det er din vantro. Jesus siger det selv i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16: at enhver, som tror på ham er frelst. Han er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Gud uden om Jesus.
Altså må også du vejen om af Golgata, hvis du vil til Himlen. Det er nemlig kun den vej, som fører til målet.
Åh, du må igen lytte til dette kærlige budskab om frelsen i Jesus Kristus! Han udslettede det anklagende skyldbrev. Alt det, som dømte dig til en evig fortabelse, til en evig død uden at være sammen med ham, som du og jeg er skabt til at tilhøre.
Alt det, som var imod os, det har Jesus sonet på Golgata – og alt dette rækkes dig af nåde. Du må tage imod Jesus som din frelser og sige ham tak. Da vil du for alvor opleve, at det er godt at være et menneske!
Udgivet af
Egon Jensen
Egon Jensen, Haderslev, tidligere ansat i Luthersk Mission som landsjuniorsekretær og leder af Juniorforlaget, derefter skolesekretær på Rinkenæs Ungdomsskole, nu pensionist og fritidsprædikant i Luthersk Mission.