I dette forår er det 50 år siden, den nazistiske krigsforbryder Adolf Eichmann (1906-1962) blev dømt og henrettet i Jerusalem. I efterkrigstiden blev han personificeringen af nazismens ondskab. Eichmanns opgave var at sikre en effektiv strøm af jøder til de nazistiske udryddelseslejre. Han lagde alle sine evner og kræfter i denne opgave og var stolt af sin indsats. Han mente, at han ved at udrydde jøderne rensede både det tyske folk og det europæiske kontinent.
Eichmann var født og opvokset i en luthersk familie og bekendte livet igennem, at han troede på Gud. Samtidig havde han en stærk tro på evolutionslæren, og på denne baggrund var han overbevist om, at det var både naturligt og godt at udrydde mindreværdige menneskeracer.
Denne overbevisning blev bekræftet og forstærket i den nazistiske bevægelse. Blandt nazisterne blev det set som et skridt fremad i menneskelig erkendelse og værdighed, at man målrettet rensede sit folk og sit land for enhver racemæssig urenhed. Hvis nogen tøvede på dette område, blev det opfattet som et tegn på moralsk forvirring, blødsødenhed og illoyalitet over for folket.
Hvis Eichmann på et tidspunkt havde betænkeligheder ved at dræbe jøder, forsvandt de med tiden i den nazistiske bevægelse. Han kom til at se det onde som godt og var stolt af sine handlinger.
Eichmanns sjælesørger
I forbindelse med retssagen mod Adolf Eich-mann i Jerusalem ansøgte den canadiske præst William Hull om tilladelse til at samtale med og øve sjælesorg over for Eichmann.
Hull havde på dette tidspunkt været missionær i Israel i 26 år og havde vidnet om Jesus over for både jøder og arabere. Hans ønske var at hjælpe Eichmann til anger over sin synd og tro på Jesus som sin frelser. De israelske myndigheder gav Hull den ønskede tilladelse, og han førte herefter en lang række samtaler med Eichmann. Det blev en sjælerystende oplevelse for præsten.
I Eichmann mødte Hull en høflig, civiliseret og venlig mand uden hverken psykopatiske eller fanatiske træk. Han var velovervejet, klar i tanken og i stand til at sætte sig ind i andres tanker. Men han kunne ikke se noget som helst galt i det, han havde gjort:
”Jeg har ingen synd. Jeg har intet at bekende. Jeg angrer intet. Hvad skal jeg med en forsoner, når der intet er at forsone?”
Hull læste i Bibelen med Eichmann og fokuserede på tekster om Guds hellighed og dommens dag. Det var Hulls ønske og bøn, at Eichmann måtte se sin synd og sit behov for Jesus Kristus som sin frelser. Men Eich-mann så intet og ville intet se, hverken før eller efter dødsdommen. På vej til hængningen talte Hull for sidste gang til Eichmann om at vende sig til Jesus og bede ham om frelse. Men det var forgæves. Eichmanns sidste ord var en stolt bekendelse af, at han havde gjort sin pligt over for fører og folk.
Efter henrettelsen skrev William Hull en bog om sine samtaler med Eichmann. Samtalerne havde ikke været fortrolige, og Eichmann havde intet sagt, som han ikke ville stå ved over for offentligheden. På den baggrund mente Hull, at det var forsvarligt at fortælle om samtalerne, og han så et vigtigt formål i det.
Eichmann havde for Hull været en forfærdende illustration af, i hvilken grad vi som mennesker kan bedrage os selv til at tro, at ondt er godt, og at godt er ondt. Vi har intet sikkert moralsk kompas inden i os. Gud har indskrevet sin lov i vore hjerter (Rom 2,14-15), men det er et kompas, der kan ændres.
Åbner vi os for forførende tanker, vil vi uundgåeligt blive påvirket. Gradvist vil vi få en ny opfattelse af, hvad der er galt, og hvad der er godt. Der er ingen grænse for, hvor langt vi kan bevæge os ud i selvbedrag. Vi kan nå frem til at se det entydigt onde som godt og det entydigt gode som ondt. Det må forfærde os, at det er sådan – eller rettere: at vi er sådan.
I forordet til sin bog skrev Hull, at han udgav bogen for at advare os, ikke mod nazisterne, men mod – os selv1.
Hver tid sin forførelse
Vi lever ikke i et nazistisk samfund og møder derfor ikke den samme forførelse som Eichmann. Vi lever i et egocentrisk samfund, hvor vi forføres til at tro, at livets mål er den størst mulige nydelse, selvrealisering og lykke for os selv. Hver især må vi tage vare på vores eget liv og stræbe efter at få mest muligt ud af det for os selv. Vi har kun ét kort liv, og derfor gælder det om at suge mest mulig glæde, lykke og nydelse ud af det.
Vi skal ikke være tro mod en fører og et folk, men mod os selv. Vi skal mærke efter indadtil og finde ud af, hvad vi selv har det godt med. Vi skal være ”autentiske”, hører vi, og det er et godt ord, men i nutidens fortolkning kommer det ofte til at handle om, at vi skal tage udgangspunkt i os selv, vores eget hjerte, vore egne ønsker, vore egne følelser og så gøre det, vi selv har det godt med. Kun sådan kan vi leve livet rigtigt og få det maksimale ud af det for os selv.
Lev ikke for andre, men for dig selv!
Som kristne er vi på ingen måde immune over for vor tids egocentriske forførelse. Vi har det samme syndige hjerte som alle andre, og det er et hjerte, der begærligt tilegner sig budskabet om, at vi skal leve for os selv. Jo mere vi lytter til dette budskab, jo mere kryber det under huden på os. Gradvist begynder vi at tænke og føle på en ny måde. Handlinger og holdninger, som vi tidligere tog afstand fra, fordi de stred mod Guds ord, begynder vi nu at forholde os åbne overfor, fordi de ser ud til at føre glæde og lykke med sig her i livet.
Vi vurderer i tiltagende grad, hvad der er ondt og godt ud fra, hvad der gør ondt og gør godt. Det bliver stadigt mere naturligt for os at orientere os mod alt det, som er behageligt og nydelsesfuldt, og vi tænker, at det er i overensstemmelse med Guds gode vilje for os. Gud har jo skabt os til at have et godt liv, udfolde vore evner og muligheder og glæde os over livet.
Gradvist udvikler vi en kristendom, hvor vi glider med den kulturelle strøm, lever for vores egen nydelse og selvrealisering, vælger alt det svære og tunge i kristenlivet fra og tror, at vi er under Guds nåde med dette liv.
Når vejen til lykken spærres
På hvert nyt hold på vores bibelskole taler jeg med eleverne om, hvornår de oplever det særligt svært at være tro mod Guds ord. Det viser sig igen og igen, at elevernes troskab mod Guds ord for alvor sættes på prøve, når de har en oplevelse af, at Guds ord spærrer os vejen til et lykkeligt liv:
– Når Guds ord forbyder os at søge skilsmisse, selvom ægteskabet er hårdt og ulykkeligt (1 Kor 7,10-11).
– Når Guds ord forbyder en kvinde at blive leder og lærer i menigheden, selvom hun mener at have både kald og nådegave til det (1 Tim 2,11-12).
– Når Guds ord forbyder en teenagepige at tage en fortrydelsespille, efter at en dreng har udnyttet hendes manglende erfaring med alkohol (2 Mos 20,13).
– Når Guds ord forpligter den fraskilte til at leve alene eller at forlige sig med sin ægtefælle (1 Kor 7,10-11).
– Når Guds ord forpligter os til at finde en kristen ægtefælle og sige nej til hjertets forelskelse i en ikke-kristen (1 Kor 7,39).
– Når Guds ord forpligter en homofil til at leve seksuelt afholdende og ikke følge sine følelser og sit hjerte (1 Kor 6,9-10).
I alle disse situationer sættes vores tro på prøve. Tror vi, at Guds ord i alle forhold leder os til det, som er evigt godt? Eller tror vi, at vi bedst selv kan vurdere, hvad der er godt, og hvad der er ondt?
Et skridt videre
”Hjertet er det mest bedrageriske af alt” (Jer 17,9). Det er Guds ords bedømmelse af vort hjerte. Lader vi os bestemme og lede af vores eget hjerte, så farer vi med sikkerhed vild.
Netop derfor forsøger djævelen af al magt at overbevise os om, at det er mere kærligt og godt at følge vores eget hjerte end at følge Guds ord.
Den gamle bibeltroskab er alt for firkantet og mangler syn for, hvor kompliceret og broget livet kan være – siger djævelen. I mødet med vor tids konkrete menneskeskæbner kan vi ikke bruge de klare bibelske svar til noget. Her må vi fornemme og føle os frem. Hvad der er rigtigt og godt i de enkelte menneskers liv, det må vi vurdere i situationen, og så må vi glæde os over, at Gud altid er på livets og glædens side. Derfor vil han aldrig spærre nogen vejen til lykke og glæde …
Djævelen er en mester i at få den onde løgn til at lyde som en bedre og kærligere sandhed.
Lytter vi til ham, og følger vi ham, vil vi ikke føle, at vi bevæger os ud i formørkelse, forhærdelse og ondskab. Vi vil tværtimod føle, at vi bevæger os mod en stadigt mere forstående, kærlig og god kristendom. Vi lytter jo til mennesker, vi føler med dem, vi fornemmer, hvor de er, og derfor forstår vi også, hvorfor det nogle gange er det eneste rigtige, at et dårligt ægteskab opløses, at en kvinde med en rig åndelig udrustning bliver præst, at en misbrugt teenagepige aborterer, at en fraskilt bliver gift, at en kristen finder sammen med en ikke-kristen, og at en homofil lever sine følelser ud. Vi føler, at vi er nået frem til en langt bedre og mere kærlig kristendom end den, vi møder i Bibelen, og det er vi stolte af.
Jeg håber ikke, det lyder som en karikatur, for det er det ikke. Det er konkret og aktuel virkelighed, og det er det ulykkeligt langt ind i vore formelt bibeltro menigheder. Det er ikke kun vore unge, som fristes af djævelen til at følge deres egne hjerter imod Guds ord. Det gælder i høj grad også deres forældre, deres præster og deres prædikanter. Bag fristelsen står han, som kun vil os det ondt (Joh 10,10). Han er en mester i at forklæde ondt som godt, så vi ser synden som kærlig, og så vi føler, at vi bevæger os fremad i godhed og kærlighed, jo længere vi bevæger os ud i synden. Det er kun Guds ord, der kan rive os ud af bedraget, vække os og åbenbare sandheden for os.
Kærlighedens Gud
Når jeg taler med bibelskolens elever om disse ting, er det et centralt mål for mig at hjælpe dem til at se og forstå, at alle dele af Guds ord er udtryk for Guds kærlighed til os, også de dele af Guds ord, som vi umiddelbart reagerer mod, fordi vi synes, at de spærrer os vejen til lykken.
Når Gud forbyder skilsmisse og gengifte, er det for at hjælpe de to, som i kærlighed har valgt hinanden, til også at blive sammen. Intet ægtepar kommer gennem livet uden kampe og kriser. Der er fjender både udefra og i ægtefællernes hjerter, der vil bryde ægteskabets hellige ring. Men ringen er og forbliver ubrydelig – livet ud. Netop den virkelighed er en uvurderlig hjælp for de to ægtefæller til gang på gang at finde sammen igen, tilgive hinanden og begynde forfra som medarbejdere på hinandens glæde.
Når Gud forbyder en kvinde at blive leder og lærer i menigheden, er det for at værne den ordning, som Gud har givet for forholdet mellem mand og kvinde. I ægteskabet er manden kaldet at være en leder, der sætter hensynet til sig selv og sine egne ønsker, ambitioner og mål i anden række i forhold til det, som gavner og glæder hustruen og familien (Ef 5,25). Alt, hvad manden er og har, må han investere i dette kald. Kvinden er kaldet til at støtte manden i hans kald (Ef 5,22). Hvor begge ægtefæller går ind i deres kald, åbnes der for en ubeskrivelig velsignelse i ægteskabet.
Når Gud forpligter os til at finde en kristen ægtefælle, er det fordi han elsker os og vil have os til himlen. Når han forbyder os at slå fosteret ihjel, er det, fordi han vil værne det forsvarsløse liv. Når han kalder den homofile til at leve afholdende, er det, fordi han ved, at den homofiles smerte og sorg ikke forsvinder ved seksuel udfoldelse, men at vejen til et helt og frimodigt liv også for den homofile går ud i det åbne forhold til Gud, under hans nåde, på vej mod evig forløsning.
Alt hvad Gud har talt, er talt i evig godhed, visdom og kærlighed. Men vi kan kun se det på én eneste måde: ved at åbne os for det ord, Gud har talt, og tage det til os. Det er også kun ved at tage dette ord til os, at vi kan fornyes og bevares i en levende tro frem til målet i himlen.
Vejen frem
Borte fra Guds ord kan vi bedrage os selv til at tro, at ondt er godt, at synd er kærlighed, og at vi har fred med Gud, selvom vi er under Guds dom. Det er en forfærdende realitet, at vi ikke kan regne med, at vi har det godt med Gud, blot fordi vi har god samvittighed med det, vi gør.
Lever vi ikke i en stadig, personlig tilegnelse af Guds ord, så bliver vores tro, tanker og samvittighed uundgåeligt formet af den kultur, vi lever i. Så driver vi uden kompas og uden retningssans for den stærkeste strøm i tiden, og den strøm vil altid føre os væk fra Guds nåde og ind under Guds dom.
Hvor går vejen frem?
Vejen går der, hvor vi lever i stadig tilegnelse af Guds ord. Gud er trofast. Han bliver ved at tale til os i sit ord, og gennem dette ord vil Gud til stadighed afsløre det for os, når vi er på vej til at forsvare noget, som ikke bør forsvares.
Vi kan ikke regne med, at vi selv vil mærke det, når vi bevæger os ud i synden. Men Guds
ord vil gøre det klart for os, og når ordet afslører synd i vort liv, så kalder det os samtidig til at træde ud i lyset og tale ud med Gud om det.
Det gør ondt på os at erkende og bekende vor synd, men her i lyset kommer Gud os i møde med Jesu blod, som renser for os for al synd. Al vores trods, forvildelse, ulydighed, hovmod og selvklogskab renses væk af Jesu blod, og vi får en helt ny begyndelse under Guds nåde og i fællesskab med ham:
”Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden og Jesu, hans søns blod renser os for al synd” (1 Joh 1,8).
Lad os leve her, i tilegnelse af Guds ord, i et opgjort forhold til Gud og under Guds rige nåde for Jesu skyld! I dette nådens fællesskab med Gud vokser en ny bøn og et nyt ønske frem i vore hjerter:
”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri. Herre, vis mig dine loves vej, så vil jeg følge den helt og fuldt” (Sl 119,32-33).
1 Hull, William, The Struggle for a Soul, Doubleday, New York, 1963.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.