Da sagde David til Natan: ”Jeg har syndet mod Herren.” Natan svarede David: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø” (2 Sam 12,13).
Forud for dette vers i Anden Samuelsbog læser vi, hvordan David falder i dyb synd. En aften går David op på taget, og heroppe får han øje på en smuk kvinde, som er i færd med at tage bad.
Begæret tændes i David, og han sender bud og forhører sig om, hvem denne kvinde er. Svaret kommer tilbage, at det er Batseba – og hun er Urias’ kone. Men alligevel læser vi om David, at han sender bud efter Batseba og gør sig skyld i ægteskabsbrud med hende.
Batseba bliver gravid, og nu er gode råd dyre for David. For han ved godt, at han har syndet og taget en anden mands kone. Vi læser videre, hvordan David vil dække over synden, og i sidste ende resulterer det i Urias’ død – foranlediget af David selv.
Det er skræmmende at læse, hvor langt vi er villige til at gå for at dække over vores synd – og samtidig tro, at Gud ikke ved det.
Men Gud glemte ikke David – og derefter læser vi om Davids møde med Profeten Natan. Natan fortæller om to mænd – en rig og en fattig. Den rige havde får og køer i mængde – den fattige havde ét enkelt lam. Dette lam levede som mandens egen datter. Han tog sig godt af det, og det voksede op hjemme hos ham selv og børnene. En dag får den rige besøg, men nænner ikke at tage af sine egne dyr, så han tager den fattiges eneste lam og tilbereder det for sin gæst.
Davids vrede flammede op, og han krævede, at denne rige mand skulle dø på grund af sine handlinger. Og så husker vi måske godt Natans svar: David! Du er manden! Det er dig, David. Du er skyldig!
Måske du også har mødt et sendebud fra Herren, som sætter fingeren på en bestemt synd i dit liv. Måske kender også du til det, at du prøver at slå en handel af med Gud. Undskyldningerne står i kø – og i bedste fald er det måske på grund af din skam over synden, at du prøver at bortforklare den.
Men hvor er det godt at læse om David! David faldt, og han faldt så dybt, at det må være nærliggende at tænke for os, at der ikke burde være tilgivelse for ham. Men her står ordet tilbage fra 2 Sam 12,13. Da sagde David til Natan: ”Jeg har syndet mod Herren.” Natan svarede David: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø”
Natan fortæller David, at han er manden – og David bekender straks, at han har syndet mod Herren! I Salme 51 kan vi læse, hvordan en fattig synders nødråb til Gud kan lyde: Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! For jeg kender mine overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje.
Så læser vi videre om David efter den straf, der blev givet ham, var indtruffet (at barnet, som Batseba var gravid med, skulle dø), at David er at finde et specielt sted. Der står nemlig i 2 Sam 12,20, at David rejste sig, vaskede sig, salvede sig og gik ind i Herrens hus for at tilbede.
Aldrig må du tvivle på, om Gud også kan og vil tilgive din synd. Han peger netop på det, som i dit liv skiller dig fra ham – og det gør han, fordi han igen vil fortælle dig, at i Jesu blod er også dit skyldbrev slettet ud. Det blev naglet til korset – for dig!
Og da må vi være at finde samme sted som David – blandt Guds folk, i kirke og menighed, for at tilbede og prise Lammet, som har båret verdens synd. Bliv aldrig borte, fordi du føler dig uværdig – for til dig, som har bekendt din synd for Gud, når han har peget på det ømme sted, lyder de samme ord, som David fik at høre af profeten Natan: ”Så tilgiver Herren din synd.”
Udgivet af
Jan Pedersen
Jan Pedersen, Høgild, sælger.