Når forsvar bliver til angreb

Til forsvar for troen (Del 1)

Jesus spurgte da de tolv: ”Vil I også gå jeres vej?” Simon Peter svarede ham: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige” (Joh 6,67-68).

En nedadgående kurve

”Det er ikke let at være Gud eller statskirke i Island i disse tider.”

Sådan lød indledningen på en internetartikel, jeg læste for nylig¹. Med det karakteristiske strejf af humoristisk-distanceret blasfemi, som er blevet almindelig god tone i vores tid, også i ellers saglige nyhedsartikler.

Artiklens ærinde var at redegøre for en undersøgelse, der viste, at ingen islændinge under 25 år tror på den bibelske skabelsesberetning. Altså: 0 % af de adspurgte under 25 år.

I aldersgruppen 25-44 år var det 10,1 %.

Og i aldersgruppen 55+ var det 25 %.

Ud fra en menneskelig analyse af udviklingen i Island, må vi sige, at alt tyder på, at troen på den bibelske skabelsesberetning er uddøende. Hvis udviklingen fortsætter, vil der ikke gå mere end et par generationer, før bibeltroskaben er helt forsvundet.

Guds perspektiv og menneskers perspektiv

Selvom der er tale om en på alle måder tragisk udvikling i Island, vil jeg gerne indlede med at præcisere: Udviklingen er på ingen måde, som journalisten antyder, ”synd for” Gud.

Jeg tror, at det netop er i sådan en situation, vi må citere det fjerde vers af Salme 2: ”Han, som troner i Himlen, ler.”

Det er en latter, som ikke signalerer ligegyldighed eller overbærenhed, for den følges op af Guds vrede og harme (v. 5). Men det er en latter, som med sin vælde og kraft åbenbarer det groteske og tragikomiske i skaberværkets små sammensværgelser mod Skaberen.

Netop sådan må evolutionsteorien tage sig ud i Guds perspektiv. ”Som om pottemageren regnes som leret! Kan en ting sige om ham, der lavede den: ‘Han har ikke lavet mig?’” (Es 29,16).

Det er ikke menneskers tro eller tilslutning, der bærer den almægtige, evige Gud, og menneskers fremadstormende oprør og sammensværgelser, så overvældende og medrivende de end kan føles her på jorden, mærkes ikke engang som et lille vindpust i Guds tronsal:

Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.

Anderledes påtrængende kan stormen føles for os. Det forsvindende lille mindretal af bibeltro kristne står ikke upåvirkede tilbage af verdens rasen.

Hvis der er noget, der kan rokke ved de fleste menneskers overbevisning, så er det at stå alene med deres tro. Og da især, hvis man kan genkende verdens trang til oprør mod Bibelens Gud som en uophørlig drift i sit eget hjerte …

Under beskydning

Selvom det ikke er 100% af hele verdens ungdom, der afviser den bibelske skabelsesberetning, så hælder den nedadgående kurve noget nær lige stejlt over det meste af den mere og mere afkristnede vestlige verden.

Skabelsesberetningen er under skarp beskydning, ikke bare i Island, men alle vegne, hvor Big Bang og evolutionsteorien har vundet indpas som videnskabeligt fastslåede, indiskutable kendsgerninger.

Som den svenske, skabelsestroende geolog Mats Molén har erfaret: ”Udviklingslæren betragtes så godt som altid som et videnskabeligt faktum. Derfor er det svært at fremføre noget andet synspunkt uden at blive regnet for mere eller mindre uvidende, mærkelig eller bagstræberisk².”

Men det handler ikke ”bare” om skabelsesberetningen. Angrebet på skabelsesberetningen er ikke kun et angreb på de første par kapitler i Bibelen. Det er et angreb på hele Bibelens troværdighed og på hele Guds frelseshistorie.

Evolutionstroen står i vores tid som en basal komponent i den modreligion til kristendommen, som tidsånden udgør. Det videnskabelige ”bevis” for, at Gud ikke har skabt verden som beskrevet i Bibelen, er samtidig et ”bevis” for, at bibeltro kristne i hvert fald ikke kan tage patent på hele sandheden.

Det kan være i orden og socialt acceptabelt at tro på ”en højere magt” og lade sig ”inspirere” af Bibelen. Men bare at ”underkaste” sig alt, hvad der står i en gammel bog uden at sortere i det – og måske endda oplære sine børn til at gøre det samme! – det er ikke noget, der bør høre hjemme i et moderne, oplyst samfund.

På helt samme måde, som et moderne videnskabeligt oplyst menneske ikke bør kunne tro på den bibelske skabelsesberetning, så bør et moderne humanistisk menneske heller ikke kunne acceptere Bibelens barbariske fremstilling af mennesket som fundamentalt ondt og skyldig til en evig pine i Helvede. Det forekommer indlysende, at denne tankegang hører en svunden tid til.

Ligesom det forekommer indlysende, at vi ikke bare skal overtage en svunden tids seksualmoral, forestillinger om forskelle mellem kønnene osv.

Så langt bibeltro kristne går stille med dørene og ikke fortæller nogen, hvad vi egentlig tror på (og dette er den i sandhed fristende fremgangsmåde i vores tid), så kan vi vel få lov til at være nogenlunde i fred, på nær nogle stikpiller og fordomme, som folk omkring os slynger ud for at prøve os af.

Men der, hvor folk virkelig finder ud af, hvad vi tror på, må vi være forberedte på en stærk modstand og latterliggørelse, der kan komme til at gøre rigtig ondt.

Under sådan en beskydning har vi som bibeltro kristne brug for et forsvar. Vi bliver nødt til at kunne svare folk, når de spørger os, hvordan vi dog kan tro på noget, der virker så indlysende urimeligt.

Apologetik

”Apologetik” er ordet for den ældgamle teologiske disciplin, som handler om at give svar på fornuftens og kulturens indvendinger mod kristendommens sandhed. Ordet kommer af ”apologia”, som var det græske ord, man brugte om forsvarstaler holdt i retslig sammenhæng.

I den tidlige kristne kirke, mens de kristne endnu blev forfulgt som et ikke-anerkendt trossamfund i det romerske rige, var ”apologeterne” nogle lærde mænd, som over for de romerske magthavere forsvarede den kristne tro som en fornuftig religion, der ikke var til skade for samfundet. Sådan har der været ”apologeter” op gennem hele kirkens historie, og behovet for apologetik – eller ”trosforsvar”, som det også kaldes – er ikke mindst blevet aktualiseret af mødet med den moderne massive bibelkritik, som præger vores verden.

Jeg tror, at de fleste kristne i dag, og måske især unge kristne, regner trosforsvaret som en selvfølgelighed. Når vi lever i en verden, hvor det, vi tror på, bliver angrebet og gjort til grin, så kan vi ikke bare ignorere det, men må reagere ved at forklare, hvorfor anklagerne ikke har ret, og hvorfor tiden ikke er løbet fra kristendommen.

Både for missionens sag og af hensyn til tvivlere i menigheden, er det vigtigt at have noget at sige over for de mange indvendinger.

Og det er sandt. Den kristne menighed har et kald til at være ”rede til forsvar”, både udadtil og indadtil. Det kommer vi tilbage til i de følgende to artikler.

Men netop fordi trosforsvaret for så mange af os er så stor en selvfølgelighed, vil jeg her begynde med at skrive om en oplevelse, jeg havde for nogle år siden, og om de tanker, som denne oplevelse satte i gang.

Det gode seminar

Det var til et seminar om Bibelens kanondannelse.

Vi sad en flok interesserede tilhørere, der begærligt sugede alle informationerne til os.

Hvordan gik det egentlig til, at lige præcis disse skrifter kom med i vores bibel? Hvordan kan vi vide, at alle de skrifter, der er samlet til vores udgave af Bibelen, er sande og givet os af Gud? Og har der mon været skrifter, der også var Guds ord, som ikke er kommet med i Bibelen?

Vigtige spørgsmål, som fik gode og grundige svar til seminaret. Det fyldte os tilhørere med frimodighed til at læse Bibelen som Guds hellige ord, hvor intet skal trækkes fra eller lægges til.

Jeg talte bagefter med flere, der – ligesom jeg selv – ytrede glæde over, at der kunne gives en så detaljeret og gennemskuelig redegørelse for, hvordan Bibelen er blevet samlet til den bog, vi kender i dag. Vi skal ikke være bange for, at der er noget, vi mangler. Og vi kan regne fuldt og fast med, at alt, hvad der står, er Guds tale.

Hvis min oplevelse af seminaret var sluttet her, ville det nok stille og roligt have fundet sin plads i baghovedet, hvor der efterhånden har lagret sig en lang række af den type bekræftelser på Bibelens troværdighed.

Men jeg talte også med en, der havde en helt anden oplevelse af seminaret end jeg selv og dem, jeg ellers snakkede med. Og det var tankerne fra denne korte samtale, der gjorde det mest varige indtryk på mig.

Det gode spørgsmål

Hos denne kristne bror mødte jeg en ånd, som vred sig og kviede sig ved at skulle lægge øre til sådan et seminar. Og når jeg hørte på ham, stod seminaret pludselig helt anderledes for mine øjne.

”Hvad er det, vi skal med sådan noget som det her?” spurgte han oprørt.

Jeg så på ham og bad om nærmere forklaring: ”Hvad mener du?”

Men i det øjeblik, jeg havde stillet spørgsmålet og set ham ind i øjnene, begyndte det at dæmre for mig, hvad det handlede om.

Denne bror var en ældre kristen. Hans bønner til bedemøderne vidnede om, at han gennem mange år havde levet i et nært og fortroligt forhold til Jesus. Han elskede sin herre og frelser!

At stille spørgsmålet om Bibelens troværdighed og understøtte den ved hjælp af historiske metoder var for hans inderlige og levende tro svarende til, hvis han skulle foranstalte en undersøgelse af sin kones troværdighed: Kan man nu også regne med hende? Mener hun, hvad hun siger, eller er det bare noget, hun finder på? Er der noget, hun holder skjult for mig? Hvordan kan jeg sandsynliggøre, at min kone rent faktisk er den, hun giver sig ud for at være over for mig?

Absurde spørgsmål – unaturlige spørgsmål – usunde spørgsmål. For den, der lever i et sundt og godt ægteskab, vil sådan en slags undersøgelse være overflødig. Og mere end det: Hvis tankegangen bag undersøgelsen vandt indpas, ville det virke direkte nedbrydende for den naturlige tillid mellem ægtefolkene.

Tilsvarende med den, der lever i et sundt og godt forhold til Jesus: Er det ikke i bedste fald overflødigt, i værste fald usundt og nedbrydende at arbejde med Bibelens troværdighed på anden måde end ved at høre det ord om Jesus forkyndt, der vækker og skaber troens tillid?

Alt dette var ikke noget, han sagde, men jeg mærkede, at det var det, der lå bag hans efterfølgende dirrende spørgsmål, som har brændt sig fast i mig: Kan du fortælle mig, hvordan det her kan lede mennesker ind i samfund med Jesus?

Jeg kan ikke præcist huske, hvad jeg svarede på spørgsmålet. Sikkert har jeg slukøret mumlet noget i retningen af, at det i hvert fald havde været godt for mig selv at lytte til, og at jeg havde hørt om flere andre, der også var glade for det.

Men jeg følte mig pludselig så fattig og så lille i min svage tro.

Spørgsmålet har siddet i mig siden.

Jeg tror stadig, at seminaret om kanondannelsen tjente Guds sag. Men jeg tror også, at det spørgsmål, jeg mødte, førte mig ind i en ydmygelse, der var nødvendig. En ydmygelse, som drev mig hen på knæ for Guds ord. Med tiggerarme rakt frem mod min levende herre og frelser: ”Herre, vær mig synder nådig!”

Det farlige forsvar

Når denne ældre kristne brors korte bemærkninger gjorde så stort et indtryk på mig, tror jeg, det skyldtes, at jeg her mødte noget som en hilsen fra en svunden tid. En hilsen fra den gamle vækkelsesånd, som efterhånden er så slunken og udmarvet iblandt os, hvor den overhovedet findes.

Og denne hilsen ramte mig på en måde, som fik mig til at føle mig utryg og utilpas ved hele det apologetiske projekt, som ellers er blevet så naturlig en del af livet for mig som ung kristen, der har været igennem mange svære anfægtelser over angrebene mod min kære Bibel.

Den fik mig til at stille spørgsmålet: Er det ikke sådan, at man historisk aldrig har set en vækkelsestid i forbindelse med et stort fokus på trosforsvar? Er det ikke tværtimod sådan, at de tider, hvor trosforsvaret har haft en opgangstid, har været kendetegnet ved et stort frafald og en tilpasning af kristendommen til kulturen?

Jeg fik en stærk fornemmelse af, at netop dette var tilfældet. Og et par nedslag i kirkens historie bekræftede mig i det.

Trosforsvar i den tidlige kirke

Først måtte jeg helt tilbage til oldkirken til de mænd, som for eftertiden er blevet kendt og berømmet som kirkens ”apologeter”.

Der er ikke noget at sige til, at disse mænd for eftertiden står som helte i den kristne kirke.

Når den tidlige kirkes apologeter forsvarede den kristne tro over for de romerske magthavere, skete det for det første under meget farlige forhold. Oldkirkens apologetiske kamp handlede ikke bare om at slippe for at blive gjort til grin, men om at undgå at blive kastet for løverne! Justin Martyr, den mest berømte af apologeterne, satte, som hans tilnavn vidner om, livet til i sin forsvarskamp.

Trosforsvaret skete for det andet med de bedste intentioner. Man ville beskytte de kristne forsamlinger mod forfølgelser og henrettelser og samtidig forsøge at vinde den romerske overklasse for kristendommen.

Men midlerne, som man kæmpede denne forsvarskamp med, var så farlige, at forsvaret måske blev det andet århundredes værste angreb mod den kristne tro.

For at få de romerske magthaveres, og i særdeleshed kejserens, accept af den kristne tro, mente de intelligente og veluddannede apologeter, at kristendommen måtte præsenteres som en slags filosofisk system.

Marcus Aurelius, som var kejser i 161-180, i en periode hvor der kom en stigende mængde lokale forfølgelser af de kristne, var kendt som ”filosoffen på kejsertronen”, og det var hans mening, at kristendommen var både ulogisk og samfundsskadelig.

Denne anklage måtte man imødegå. ”Fordommene” om kristendommen måtte overvindes. Derfor lød budskabet fra apologeterne for det første: ”Vi er ikke farlige!” Og for det andet: ”Den kristne filosofi er ikke ulogisk og barbarisk. Faktisk står den i direkte forlængelse af erkendelserne fra mange af de filosoffer, vi sætter højest i vores tid.”

Når man sagde sådan, var det ud fra den klare og menneskeligt set rigtige analyse, at det var en sådan præsentation af kristendommen, der kunne give sympati og tilslutning i den tid, man nu levede under.

Men for at nå til den filosofiske præsentation af kristendommen på samtidens præmisser, var det nødvendigt at ændre eller i hvert fald kraftigt nedtone centrale dele af det kristne budskab.

Trosforsvar i oplysningstiden

Netop denne apologetiske strategi ser vi fuldt udfoldet i ”oplysningstiden”, som man gerne benævner tiden i slutningen af 1700-tallet. Det er en tid, der – trods åbenlyse forskelle – minder forbløffende meget om vores tid, specielt når man ser på kirkens reaktioner.

Vi skal derfor bruge lidt mere tid på at se på den kulturorienterede, apologetiske strategi i oplysningstiden. Ikke for oplysningstidens skyld. Men fordi vi kan lære så meget om vores egen tid ved at studere den i historiens spejl.

Ingen respekt for traditionel kristendom

Grunden til apologetik var i denne periode ikke direkte kristenforfølgelser. Men 1700-tallet er det århundrede, hvor kirkens tro, menneskesyn og verdenssyn for alvor begynder at blive anfægtet af de moderne fritænkere og filosoffer, som har lagt grunden for kristendomskritikken i vores tid.

Det er ikke tilfældigt, at ”oplysningstiden” har fået sit navn. Det var en tid, der i den grad var præget af en fornemmelse af endelig at være nået igennem til den oplysning, som tidligere tider havde manglet. Og under det økonomiske opsving og de videnskabelige landvindingers betryggende løfter herskede en uforbeholden optimistisk tro på, at hvor den rette oplysning vandt frem, ville det gode i mennesket blomstre op, og verden ville blive et meget bedre sted.

Man var ikke i mål endnu, men den foreløbige top på verdenshistoriens stige var nået, og udsigten fra dette punkt var så blændende smuk, at det var meget lidt tillokkende at søge ned ad stien for at hente erkendelse og indsigt.

Hvad der var overleveret fra tidligere tider havde derfor i udgangspunktet ikke nogen værdi, og gamle institutioner som kirken mistede al på forhånd givet autoritet. Det negative menneskesyn og det uvidenskabelige verdenssyn, som kirken blev forbundet med, blev genstand for ondsindede angreb og grov satire fra toneangivende folk i den offentlige debat.

Der var kort sagt ikke længere nogen respekt om det at være præst eller det at være kristen i traditionel forstand, og det var tydeligt for enhver, at fremtidsudsigten for kirken måtte være en hensygnen og stille død.

– Hvis altså man ikke gjorde noget! Hvis man ikke på en måde ”genopfandt” kirken og retfærdiggjorde kristendommens gavn og eksistensberettigelse i en ny tid.

Hvordan kunne man så gøre det?

Det var, hvad man debatterede blandt præster og kristendomsvenlige filosoffer.

På fornuftens grund

Efter en menneskelig analyse var Bibelen – som en samling skrifter fra meget gammel tid – ikke i sig selv nogen naturlig autoritet. Det kunne altså ikke betale sig at føre en masse frem i tiden om, hvad ”der står skrevet” i de gamle bøger. Det ville der ganske enkelt ikke blive lyttet til! Man ville tale forbi hinanden, og på den måde ville det blive tydeliggjort, at kirken tilhørte en svunden tid og et andet paradigme.

Skulle kristendommen forsvares, og skulle mennesker vindes for kristendommen, måtte man vise, at det godt kunne lade sig gøre at være kristen og samtidig et moderne, oplyst menneske. Man måtte kort sagt demonstrere, at kristendommen hang sammen med den moderne, oplyste fornuft.

Oplysningstidens idealer omsat i kunst i Joseph Wrights billede “En filosof forelæser om et planetarium“.
Lyset spreder sig symbolsk ud mod tilhørernes ansigter.

Det første trin i denne demonstration foretog man helt uden om Bibelen, alene på fornuftens grund.

Oplysningsfilosofferne argumenterede for, at man ud fra almene fornuftsslutninger med tvingende nødvendighed måtte antage eksistensen af en usynlig skabergud, en almen moral og sjælens udødelighed.

Kommet så langt, havde man i hvert fald vakt det moderne, oplyste menneskes interesse for at beskæftige sig med religion, og det betragtede man som det nødvendige ”trin 1” for at vinde folk for kristendommen.

Den gode religion

Det næste trin gik ud på at demonstrere, at kristendommen var den sande religion.

Den tyske filosof Christian Wolff, som var manden bag denne apologetiske model i to trin, ønskede på det andet trin at fastholde og forsvare alle kristendommens kendte læresætninger.

Men de fleste efterfølgere af den ”wolffianske” model var ikke helt så optagede af det med dogmerne. Særligt læren om menneskets totale fordærv i arvesynden sprang man let hen over. Når interessen for religion nu var vakt med trin 1, mente man, at det ville være dumt at kaste det hele på gulvet igen på trin 2 ved at fare frem med en masse ”tungt” bibelstof, der virkede fremmed og frastødende på folk. Man skulle tværtimod gå videre ved at tage fat i de positive elementer af kristendommen og lægge fokus her. På den måde ville det blive åbenlyst for enhver, at kristendommens idéer kunne betragtes som gode og sande også i en moderne tid.

Kirken skulle fremstilles som en slags ”åndeligt hospital”, hvor mennesker kunne komme og møde positiv påvirkning og oplysning om det gode. På den måde ville man få at se, at kirken også havde sin funktion og positive nytte i den nye tids samfund som en kanal for næstekærlighed og samfundsansvarlig tænkning.

Det var kirkens ulykke, at de ”tørre” præster fra ortodoksiens tid og de ”sorte” præster fra pietismens tid havde fordunklet disse positive sider af kristendommen. Men nu var en ny generation af oplyste præster klar, som havde aflagt sig de ”teoretiske” prædikener om kirkens læresætninger og den ”nedgørende” og ”negative” tiltale af mennesket som en uforbederlig synder. I stedet stod man klar til at prædike på en langt mere jordnær og hverdagsagtig måde om, hvordan man som kristen skulle forholde sig i den og den situation, hvis man ville følge Guds vilje og gøre det gode.

De nye præster ville også selv komme til at stå som foregangsmænd i det lokale arbejde, så de blev inspirerende forbilleder og med deres engagement gjorde det klart, at kristendommen ikke bare var ord, men også handling.

Gudstjenestens form

Med til demonstrationen af, at tiden ikke var løbet fra kirken, hørte endvidere et stærkt fokus på at opdatere gudstjenesternes form. Sjældent er der i den danske kirkes historie blevet skrevet så meget om form og liturgi som i denne periode.

Nogle af tidens mest populære og debatterede bøger var kgl. konfessionarius Chr. Bastholms Den gejstlige talekunst (1775) og Forsøg til en forbedret plan i den udvortes Gudstjeneste (1785).

I Bastholms bøger møder vi det syn, at prædikenen og liturgien hører til den kommunikative kunst og dermed er et ”håndværk”, som kirkens folk burde bruge mange flere ressourcer på at dygtiggøre sig i.

Præsterne skulle have en retorisk skoling. De skulle lære at forstå, hvordan deres taler virkede på folk; hvilke elementer der virkede frastødende, og hvordan man med talekunstens midler kunne lære at flytte folk fra ét sted til et andet og frembringe en positiv reaktion.

Den ”gejstlige talekunst” var optaget af at finde den rette balance i retorikken. For eksempel gjaldt det om at bruge ”rørende vendinger” og ”levende billeder” for at få folk med, men det måtte ikke ske i et omfang, så det blev smagløst og overdrevet. Blev talekunstens midler anvendt med den rette variation og dosering, ville det betyde, at både tilhørerens hjerte og hjerne kunne engageres og bevæges³ (s. 203-207).

Også talerens stemmeføring og kropsholdning skulle være nøje afmålt for at tilvejebringe den rette virkning. Den gejstlige talekunsts to sidste store kapitler bærer overskrifterne ”Om udtalen” (s. 304-317) og ”Om gebærderne” (s. 317-333). Og Chr. Bastholm forklarer med en karakteristisk og opsummerende formulering, hvorfor talerens ydre fremtræden også er vigtig: ”Jeg har [indtil nu] talt om en god og nyttig tales indretning, for så vidt den er henvendt til fornuften, viljen, lidenskaberne og fantasien. Men tilhørerne har også sanser, og disse må også i nogen måde tilfredsstilles⁴.”

Med hensyn til talens emnevalg var det klart, at de konkrete formaninger og oplysninger om det gode liv og Åndens frugter skulle fylde meget. Men taleren måtte have så meget respekt for sin ukendte tilhører, at han ikke med sin tiltaleform gav indtryk af, at nogen i forsamlingen hørte til de ”onde” mennesker.

I øvrigt måtte taleren sørge for ikke at bruge en personlig, konfronterende tiltaleform som ”du”, men altid at inkludere sig selv under tiltalen med det mere ydmyge ”vi”.

Hvis disse basale hensyn ikke blev fulgt, ville tilhøreren føle sig stødt, måske endda vred, eller også ville han med tiden blot ikke længere tage den barske tiltale seriøst⁵ (s. 134-148).

Den nye type taler skulle understøttes af en justering af den øvrige form og liturgi. Gudstjenesterne skulle generelt være kortere og mere afvekslende. Og ikke mindst var der behov for en ny salmebog med en forkortelse og forenkling af salmerne, hvor de alt for tørre og ”dogmatiske” dele blev frasorteret. I stedet skulle der gøres plads til de lettere og mere følelsesmæssigt engagerende lovsange.

Satte man alt dette i værk, ville kirken uden tvivl blive fyldt af mennesker igen. Og de ville gå opløftede hjem – med et helt anderledes positivt billede af kristendommen end før.

Menneskers strategier og Guds kald

Når man læser Chr. Bastholms fuldstændigt ublu anvendelse af den retoriske videnskabs erkendelser på prædikenen og gudstjenesten, er det svært ikke at blive grebet af en væmmelse ved, hvor kunstigt han vil iscenesætte tonen i kirken med henblik på at frembringe de rigtige virkninger.

Og når man ser på hele oplysningstidens apologetiske model, kan man gribes af en undren over den store åndelige naivitet, der ligger bag at sætte sin lid til sådan en totrinsmodel.

Dog: Når vi fordyber os i kirkehistorien ikke bare som en historie, men som et spejl, som vi kan se på vores egen tid igennem, så fremtræder der pludselig uhyggelige ligheder mellem dengang og nu.

Det er de samme kødelige tankegange, der præger mange af de apologetiske forsøg, der gøres i dag, også fra mennesker, der ellers har ”hjertet på rettet sted”, som vi siger, og som egentlig har de bedste intentioner om at hjælpe den kristne menighed, nå ud til mennesker og forsvare den kristne tro⁶.

Og det er de samme kødelige tankegange, der kan bemægtige sig enhver af os, når vi forbereder en andagt, en prædiken eller en lejr.

Men så nærliggende de end er, så repræsenterer disse tankegange et forsvar for den kristne tro, som sker helt på menneskelige præmisser og ud fra menneskelige, strategiske forestillinger, og det er uden løfter om Guds velsignelse.

Tværtimod taler Jesus selv meget alvorligt om denne form for apologetik.

Jesus og den nedadgående kurve

I Johannesevangeliets sjette kapitel møder vi en bemærkelsesværdig struktur, som ikke er tilfældig.

Vi begynder med en flok på 5000 mand, der følger Jesus og er meget begejstrede. Faktisk er de så fulde af forhåbninger til Jesus, at de er klar til at gøre ham til konge.

Men da Jesus begynder at tale til skaren, bliver de forargede; de ”skumler” og vender sig væk.

Også disciplene, dvs. en snævrere kreds af mennesker, der har fulgt Jesus gennem længere tid, er forargede over det, de har hørt: ”Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: ‘Det er hård tale, hvem kan holde ud at høre på det?’” (Joh 6,60).

Da Jesus hører, at de står og skumler sådan for sig selv, kommer han hen og taler til dem. Og det resulterer i, at også disse disciple vender sig væk og forlader Jesus!

Til sidst står kun de tolv disciple tilbage – og af de 12 er den ene ”en djævel”, som kun bliver tilbage med urene motiver.

I løbet af et kapitel går vi altså fra en kreds på 5000 mand omkring Jesus, til en sølle lille folk på 12 disciple, hvoraf den ene er så lidt en discipel, at Jesus giver ham navn af djævel.

Brødrenes gode råd

Vi sidder naturligt tilbage med spørgsmålet: Hvad var det, der gik så galt? Og hvad skal Jesus nu gøre for at vinde mennesker for troen?

I denne situation kommer Jesu brødre til ham, dvs. Jesu halvsøskende, Josef og Marias børn. De har fra afstand betragtet, hvordan det går nedad i ”meningsmålingerne” for deres storebror. Og nu kommer de til ham med et godt råd. Johannes beretter:

”Jødernes fest, løvhyttefesten, var nær. Hans brødre sagde da til ham: ‘Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der gør noget i hemmelighed, når han vil frem i offentlighed. Når du gør sådanne ting, så vis dig for verden!’” (Joh 7,2-4).

Når vi ser disse ord i deres sammenhæng, bliver det meget tydeligt, at de udspringer af præcis den samme ånd som oplysningstidens trosforsvar. Brødrenes analyse er menneskeligt set så rigtig:

”Jesus, hvis du vil vinde mennesker for din sag, så skal du da ikke gå rundt herude i Galilæa og sige ting til folk, som ingen kan holde ud til at høre på! Folk er jo ikke interesserede i at høre om, at du giver dit kød og blod for verden. De fatter det ikke! De kan ikke se, hvad al den snak om, at troen på dig er den eneste vej til det evige liv, skal gøre godt for. Du må prøve, om du kan nedtone de dele af dit budskab lidt.

Og så må du gribe fat i det meget positive, du jo også har at komme med – det, som har vist sig virkelig at kunne appellere til folk – nemlig dine store undergerninger. Det er noget af det, folk forventer sig af en rigtig Messias. Så hvis du vil have folk til at tro på, at det er dét, du er – så gå til Jerusalem under løvhyttefesten, hvor der er rigtig mange mennesker, og gør så et af dine største undere der. Så skal du se: Så vil folkestemningen vende igen!”

Jer kan verden ikke hade

Der kan fra en menneskelig, strategisk vinkel ikke sættes en finger på noget af det, brødrene her råder Jesus til. En stor underdemonstration vil uden tvivl skabe flere tilhængere af Jesus. For kender man den jødiske kultur og de jødiske messiasforventninger, er der ingen tvivl om, at det er den type tegn og ”mægtige gerninger”, der kan virke overbevisende og positivt på folk.

Havde Jesus været i Grækenland, ville brødrene kunne have fortalt ham, at han ikke behøvede fokusere så meget på tegn og undere, men i stedet skulle fremføre sit budskab som en overbevisende visdomstale (jf. 1 Kor 1,22).

Vil man nå nogen vegne med folk, må man tage bestik af den pågældende kulturs ønsker og forventninger og indrette budskabet herefter. Sådan er ånden i brødrenes råd til Jesus.

Men Johannes skriver i det efterfølgende vers noget meget alvorligt:

”For ikke engang hans brødre troede på ham” (Joh 7,5).

Læg mærke til det lille ord ”for”.

Her har vi altså begrundelsen for, hvordan brødrene kan råde Jesus, som de gør: De troede ikke på ham!

Dermed være ikke nødvendigvis sagt, at de af kirkens apologeter, der forsvarer kristendommen ud fra en tankegang, der minder om Jesu brødres, ikke er kristne. Men er de kristne, så er de på dette punkt vildledte og vildledende kristne. For det er vantroens ånd og ikke troens ånd, der ligger bag brødrenes apologetik.

Som Jesus direkte siger til sine brødre i det efterfølgende vers: ”Jer kan verden ikke hade, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde” (v.7).

Det er tankevækkende ord. For er det ikke sådan, at det i høj grad er det, der bor som et dybt ønske i enhver af os? Vi vil være kristne, som verden ikke kan hade! Vi vil ikke grines af, vi vil ikke hånes. Vi vil fremstå som intelligente, sympatiske, åbne og opdaterede. Og vi mener, at det er den eneste vej til, at vi også kan vinde mennesker over på vores side.

Men ”mig hader verden”, siger Jesus. Og han lader os forstå med klare og utvetydige ord, at det altid vil gå den sande kristne kirke som dens mester: ”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15,19-20).

Når vi derfor som menigheder og som enkeltpersoner møder disse ord af Jesu mund: ”Jer kan verden ikke hade”, så skal vi vide, at det ikke er noget positivt, men noget dybt alvorligt. Når verden ikke kan hade de kristne, så er det aldrig et tegn på, at verden er ved at blive kristen. Det er et tegn på, at de kristne er ved at blive som verden.

Derfor må et trosforsvar, der har som mål, at kristendommen skal gøres mere socialt acceptabel i verden ved at undvige lovens dømmende ord, altid være et falsk trosforsvar – og i virkeligheden er det et frygteligt farligt camoufleret angreb mod den tro, som man forsøger at forsvare.

Hvem skal vi gå til?

Ind i alt dette mørke og ind gennem al denne tåge, som ”udspindes af uforstand og mandevid⁷”, er der én lygte, der skinner med et velsignet klart skær.

Beretningen fra Johannesevangeliet er nemlig ikke kun beretningen om et kolossalt frafald fra Jesus. Det er samtidig beretningen om en lille flok disciple, der forenes i en meget stærk bekendelse af troen, som lyder som svar på Jesu spørgsmål: ”Vil I også gå jeres vej?”

Simon Peter svarer på discipelflokkens vegne: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.

Jeg holder meget af denne bekendelse. Af flere grunde.

For det første fremgår det af spørgsmålet ”Hvem skal vi gå til?” at disciplene bestemt ikke er upåvirkede af situationen. Når disciplene ser de store menneskeskarer forlade Jesus, så er der også noget, der rykker i dem.

De står alene. Og det er ikke noget, som de på nogen måde kan ”godte sig” over eller være glade for. Ensomheden i troen er ikke noget, der fylder disciplene med en stærk selvfølelse og en positiv oplevelse af at høre til blandt de få trofaste, der bliver hos Jesus, når alle andre går væk.

Den følelse, disciplene sidder med, efter den store fiasko, som Jesu tale menneskeligt set havde været, er en beklemthed, en nedtrykthed og en nagende tvivl på, om det hele nu også kan være sandt.

Det ved Jesu brødre, og derfor siger de til Jesus: ”Tag herfra og gå til Judæa, for at dine disciple også kan se de gerninger, du gør.”

Med andre ord: Det er ikke kun for at vinde flere for sagen, du skal tage til Judæa og gøre dine undergerninger – det er også for at bevare de få, der endnu kan kaldes dine disciple. De har brug for det, det må du forstå, Jesus! Ingen kan holde ud til at stå alene på den måde i ret lang tid uden at blive knækket af presset.

Og igen: Hvor er det rigtigt set af brødrene! Menneskeligt betragtet er der kun én vej at gå for Jesus.

Men han går en anden. Han fortsætter med at forkynde det ord, som er blevet til så stor forargelse.

Det evige livs ord

Simon Peter og de andre disciple er nøjagtigt lige så ramt af forargelsen over Jesus som alle de mennesker, der har taget skridtet og vendt sig væk fra ham.

Alligevel bliver de hos Jesus.

Af den ene grund: at de er blevet ramt i samvittigheden af det ord, Jesus har forkyndt.

Jesus har vidnet om verden, at ”dens gerninger er onde”. Sådan sammenfatter Jesus selv det budskab, der gør, at mennesker forarges på ham (Joh 7,7). Jesus har i sin store ”fiaskotale” forkyndt, at menneskers gerninger er så helt igennem onde, at man må se aldeles bort fra dem som et middel til at være Gud til behag. Den eneste vej til fred med Gud er gennem troen på hans søn (jf. Joh 6,28-29).

Og kan man ikke forestille sig, hvordan også en mand som Simon Peter har taget anstød af det ord? Simon Peter, som så gerne vil være stor. Simon Peter, som har så svært ved at erkende sit eget svigtende hjertes ondskab og egoisme.

Men Jesu ord er ikke som alle andre ord. Jesu ord er ånd og liv (Joh 6,63). Og de ord har ramt samvittigheden. Peters samvittighed har vidnet sammen med Jesu ord om, at dette er sandheden. Og sammen med forargelsen og modstanden, som bliver ved med at bølge op i Peters oprørske sind, har de samme ord tændt en funke af fryd og himmelsk fred: Er det virkelig sandt, at jeg er ond? Er det virkelig sådan, Gud ser på mig? Bruger Gud det samme ord om mig, som han bruger om Satan selv? Men alligevel taler han om frelse – for en som mig – gennem Jesus?

Jo, i sandhed: Du har det evige livs ord, min Herre og Frelser. Du har ikke talt som alle andre – smigrende, om alt det, jeg kunne opnå, hvis jeg gjorde de rette ting. Nej, du har set mig som den, jeg er – helt derned, hvor jeg ikke vil kende mig selv. Derned i det afskyvækkende dyb af boblende råddenskab, som jeg ikke vil kendes ved, og som jeg prøver af alle kræfter at lyve om for mig selv og for andre, men som du dog med din helligheds glans har åbenbaret som den forfærdende sandhed om mig.

Du har ladet mig se et glimt af, hvem jeg selv er, Jesus, og det glimt kan jeg ikke gøre mig fri af. Det råber i min sjæl om dom og evig pine, om Guds straf og vrede i evighedernes evigheder.

Men din stemme hvisker også til mit hjerte om en anden sandhed. Du forkynder mig din nåde og skænker mig din frelse for ingenting. Netop fordi jeg er så helt igennem ond i min vilje, i min tanke og i mine handlinger, må du komme til mig og give mig dig selv. Jeg må spise dit kød og drikke dit blod, og så må du være hele min retfærdighed og hele min stolthed.

Hvor skal jeg gå hen? Det gør ondt at være her. Men jeg kan ikke gå fra dig, Jesus. Gå du heller ikke fra mig!

Ordet, der giver ånd og liv

Det er ikke underligt, at et menneske, der har fået troens ånd, må stille sig skeptisk over for det intellektuelle trosforsvar som vejen til Jesus.

For det menneske har gjort sig en erfaring: Det er forkyndelsen af Jesu ord med lovens ransagende og dømmende ild og evangeliets heldækkende og frisættende hvide klædning, der skaber og fornyer troens liv. Intet andet end dette budskab kan føre et menneske ind i samfund med Jesus.

Det er troens folks erfaring gennem alle tider.

Erik Pontoppidan formulerer det i bogen Sandhed til gudfrygtighed, en lærebog i kristendom, som har sat et dybt præg på troens folk i hele Norden.

Han spørger som det fjortende af de i alt 759 spørgsmål, som bogen stiller om den kristne tro: ”Hvad skal det menneske gøre, som ikke tror, at Skriften er Guds ord?”

Og der ville være rig anledning til at prioritere dette spørgsmål højt i Pontoppidans tid, hvor kristendomskritikken var i stormende fremmarch.

Men det bemærkelsesværdige svar lyder:

Han skal kun forsøge at adlyde ordet og give dets virkning rum i sit hjerte, da mærker han snart, at det har en overnaturlig og ret guddommelig fynd, kraft, liv og ånd hos sig til at oplyse, overbevise, opmuntre, trøste og straffe samvittigheden.

Efter dette spørgsmål og svar stopper al tale om kristendomskritik og trosforsvar i Sandhed til gudfrygtighed! Nu skal læseren føres ind i Ordet, det hellige, guddommelige ord, som har kraft og liv og ånd til at skabe den personlige tro!

”Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv” (Joh 6,63).

Her er kilden til al mulig menneskelig ydmygelse! Kødet gør ingen gavn. Men her er også kilden til en velsignet hvile i vores kald som kristne: Jesu ord er ånd og liv.

Det er det ord, det kristne trosforsvar alene må bygge på og lede hen til, hvis det skal være et ægte forsvar for troen.

Men det betyder ikke, at vi skal ignorere vantroens og tvivlens spørgsmål. Mere om det i de to følgende artikler.

Gå videre med artikel 2: Vær rede til forsvar

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209