Se, tiden er kort;
O, sov den ej, drøm den ej, leg den ej bort!
En regnskabsdag kommer til sidst for enhver;
Hvordan til Guds ord vil du stille dig her?
Jag ikke det spørgsmål letsindigt nu bort!
Se, tiden er kort!
Lina Sandell 1864
Der er sunget mange sange rundt omkring på bibelcamping, lejre og stævner denne sommer. De sange, som gør særligt indtryk på en, er sange, som er skrevet i 1800-tallets vækkelser. Man vil vække til et sandt åndeligt liv i glæde over korset, blodet og nåden i Jesus. Et andet aspekt, som er gennemgående fra vækkelsesperioden, er evighedsperspektivet. Fra ovenstående vers lyder det:
”En regnskabsdag kommer til sidst for enhver.”
En dag sad jeg og reflekterede over evighedsperspektivet i forhold til mange af de kristelige aktiviteter og røster, som findes i dag. Det gav anledning til dette vidnesbyrds overskrift og indhold!
Er det ikke lige meget, hvilket bibelsyn man har? Er det ikke lige meget, hvilke samlivsformer der findes? Er det lige meget, hvordan man bruger sin tid og sine penge?
Er det ikke lige meget, hvilken tro man har, bare man tror på Gud?
Er det ikke lige meget …..
Når evigheden forsvinder, bliver alt ligegyldigt!
For Gud er det anderledes. Det bliver man klar over, når man læser i Bibelen: Gud ønsker ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt (Matt 18,14).
Der findes noget, som er endeløst og aldrig står til at ændre. Derfor minder Gud os om – igen og igen: Det er menneskenes lod at dø en gang og derefter dømmes (Hebr 9,27).
Hvorfor er det ikke lige meget, hvilket bibelsyn man har, og hvilket forhold man har til synden? Hvorfor er det ikke lige meget, hvad man hører, og hvilken menighed man kommer i? Fordi det er menneskets lod at dø en gang og derefter høre ét af to ord; gå eller kom. Gå bort fra mig til den evige ild, eller kom og tag det rige i arv, som er bestemt for jer. “Gå” eller “kom” står ikke til at ændre på dommens dag.
Når evigheden rykker ind på livet
Når Gud minder os om evigheden, så bliver man taknemmelig for, at der findes frelse. At der findes nåde og syndernes forladelse. Tænk, jeg behøver ikke at skulle høre ordene en dag: “Gå bort fra mig til den evige ild.” For Gud har sendt sin søn til verden for at frelse syndere. Man takker i hjertet for, at disse ord er sande: Alt er fuldbragt. Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.
Frelsens budskab om syndernes forladelse i Jesus kan aldrig ændres. “Med evig kærlighed har jeg elsket dig” (Jer 31,3). Nåden er evig.
Når Gud minder os om evigheden, så bliver man taknemmelig for dem, som lever i samme tro, hvor nåden er det alt afgørende. Man bliver taknemmelig for, at man kan samles under løfterne; “at hvor en eller to er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt jer”. Dér i menighedens fællesskab kan vi hjælpe og opmuntre hinanden, så vi sammen når frem til troens mål, sjælens evige frelse.
Når Gud minder os om evigheden, så bliver man taknemmelig for, at Jesus har sagt: “Bed, så skal der gives jer” (Matt 7,7). Det får vi lov til at gøre med dem af vore kære, som ikke kender Jesus og vandrer mod en evig fortabelse. Man får lov at bede om, at det, jeg har fået for intet, kan blive dem til del. Herre, giv du mig frimodighed til at tale med dem om livet og evigheden. Må de, som ikke kender Jesus, høre ordene: Alt er rede – kom lad jer frelse.
Når Gud minder os om evigheden, så er det ikke lige meget, hvad der forkyndes, og man bliver taknemmelig for dem, som vil stride troens gode strid med god samvittighed (1 Tim 1,18), for at frelsens evangelium kan lyde for nuværende og kommende generationer. Man bliver taknemmelig for, at der kan udgives eller genudgives bøger, hvor frelsens evangelium er det gennemgående og centrale.
Hvorfor er det ikke lige meget, hvad børnene hører? Hvorfor er det ikke lige meget, hvad unge og ældre hører? Fordi de skal frelses!
”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord; for alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne falder, men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer” (1 Pet 1,23-24).
Lever man i denne sandhed, så er det ikke ligegyldigt, hvad der forkyndes for kommende slægter. Og man spørger: Hvordan kan jeg være med til – med de kræfter og økonomiske midler, jeg har – at blive til glæde for evigheden.
Lad os bede om, at Herren må kalde ledere og forkyndere, som ved, hvad nåde er, fordi de selv har smagt den. Man synger med på sangen af Trygve Bjerkrheim: ”Du må komme til Jesus, hver gang det går galt, du må komme for tusinde gang.” Han vidste, hvad nåde er!
Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej (Sl 139,23-24).
Udgivet af
Thomas Beck
Thomas Beck, viceskoleleder, Esbjerg