Første Petersbrev VII
Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.
Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål! (1 Pet 1,2).
Med disse ord afslutter Peter indledningen til sit første brev. Det kan være nærliggende at gå let hen over ordene. Langt de fleste breve i Det Nye Testamente indledes med ønsket om og tilsigelsen af nåde og fred. Er det ikke bare noget, der siges, fordi det skal siges? Er det ikke naturligt at gå hurtigt videre til det, som følger?
Der er særdeles gode grunde til at stoppe op for denne hilsen. Edmund P. Clowney skriver i sin gode kommentar til Første Petersbrev: ”Peters korte hilsen – nåde og fred være med jer i stadig rigere mål! – rummer i kort form hele brevets budskab.”i
Peter vil med sit brev opmuntre og hjælpe modtagerne til at leve et frimodigt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng. Hvad er den afgørende hjælp ind i denne situation? Guds nåde og fred!
Det er bemærkelsesværdigt, at Peter afslutter brevet med de samme to ord, som han bruger i sin indledende hilsen. I det tredjesidste vers skriver Peter, at han har skrevet brevet ”for at opmuntre jer og bevidne, at dette er Guds sande nåde; den skal I holde fast ved” (5,12). Og så afslutter han brevet med disse ord: ”Fred være med jer alle, som er i Kristus Jesus!” (5,14).
Nåde og fred! Det er det, Peter vil tale om, og det er det, han vil formidle i og med sit brev. For det er kilden til en frimodig tro og et frimodigt kristenliv.
I ordene nåde og fred er gemt det centrale og åndeligt livgivende evangelium, som alene kan bære og bevare os som kristne. Snarere end at tænke, at ordene er uvigtige, fordi de bruges så hyppigt, må vi tænke modsat: Ordene bruges så hyppigt, for at vi skal forstå deres vigtighed, standse for dem og tage deres indhold og budskab til hjerte. Det er det, som er målet med denne artikel. Jeg vil bruge mest tid og plads på det første af de to ord, nåde. Det er grundlaget for det andet ord, fred.
Nåde
Der er mange falske former for kristendom, og de taler alle sammen om Guds nåde. Hvad Peter vil forkynde for os og undervise os om, er ”Guds sande nåde” (5,12). Nogle gange ser vi imidlertid det sande klarere, når det bliver sat i forhold til og skilt ud fra det falske. Derfor skal vi begynde med at se på en forståelse af nåden, som er lige så udbredt, som den er falsk.
Jeg vil begynde med at citere lidt fra en gammel prædikants erindringer. Christian Jepsen (1896-1978) var prædikant i hele sit voksne liv og havde en usædvanligt klar evangelisk tone i sin forkyndelse. I sine erindringer fortæller han om, hvordan hans mor blev omvendt, og hvordan hun ønskede at vidne for alle om frelsen i Jesus:
”Min mor blev omvendt, da jeg var 10 år gammel. Mors omvendelse var radikal, og hun vidnede om Jesus for slægt og venner, hun kunne slet ikke forstå, at de ikke kunne fatte det. En søndag var vi på besøg hos en gammel moster, og mor førte talen ind på det åndelige, hvilket moster syntes var for nærgående. Jeg husker endnu ganske tydeligt den forsvarstale, som gamle moster holdt: ’Ja, ja, Marie,’ sagde hun. ’Alt dette er godt nok, men vi har jo da altid været ærlige og stræbsomme, og vi har betalt hver sit. Og så har vi holdt os til Vorherre, læst i vor salmebog og gået i kirke. Og når vi nu har gjort det, så godt vi kan, så kan jeg vel nok håbe og regne med, at Vorherre vil være os nådig.’ Dengang forstod jeg ikke helt, hvorfor mor ikke kunne godtage gamle mosters kristendom, og jeg havde helt ondt af gamle moster, for hun var virkelig en gammel, god kvinde. Siden har jeg jo forstået det, for den grund, gamle mosters håb hvilede på, var falsk.”ii
Mosterens håb var, at Gud ville vise hende nåde. Men hvorfor skulle Gud vise hende nåde? Hvad var grundlaget for mosterens håb om nåde? Grundlaget var, at hun havde gjort det, så godt hun kunne. Hun kunne ikke leve op til alle Guds krav, hun kunne ikke være fuldkommen; det vidste hun. Men hun kunne gøre sit bedste, og hvis hun havde gjort sit bedste, så kunne hun nok regne med, at Gud ville komme med sin nåde og dække for det, som manglede. Uden at bruge de ord håbede mosteren, at Guds nåde ville være en kompensation for det, hun ikke selv klarede.
Nåde som kompensation
Som mosteren i Christian Jepsens beretning tænkte, sådan tænker vi alle af natur. Vores naturlige religiøsitet er lovisk. Det gælder også for os, som er kristne. Uanset hvor længe vi har været kristne, har vi en naturlig religiøsitet i os, som er gennemført lovisk, og som derfor hele tiden er tilbøjelig til at åbne sig for og følge falske begreber om nåden – væk fra frelsen i Jesus.
”Hjertet er det mest bedrageriske af alt” (Jer 17,9). Den sandhed har gyldighed i mange sammenhænge, men ikke mindst her. I vore hjerter tænker vi alle, at vort forhold til Gud i bund og grund må bero på os. Det er den dybeste tanke i vore loviske hjerter: Det beror på mig! Der må og skal være noget hos mig, som er godt nok, og som udgør et grundlag for og et bidrag til et godt forhold til Gud. Jeg magter ikke at være fuldkommen; det er jeg klar over. Men der er noget helt grundlæggende, som må være i orden, for at jeg kan regne med Guds nåde. Hvis det grundlæggende hos mig er i orden, så kommer nåden ind og kompenserer for resten.
Jeg har valgt i denne artikel at benytte mig af nogle grafiske illustrationer. Min tanke er, at de kan hjælpe os til at forstå og fastholde nogle grundsandheder om frelsen. Tanken om nåde som kompensation for det, vi mangler, kan illustreres på denne måde:

Pilen illustrerer det, som vi mennesker kan og må præstere. Vi klarer ikke at leve op til alle Guds krav. Vi klarer ikke at være fuldkomne. Men vi må leve op til et vist minimum, og når vi gør det, så kommer nåden ind og dækker resten.
Det er muligt, at denne forståelse af nåden sjældent udtrykkes i klar tale og tekst. Men den ligger dybt i vore hjerter, som på én og samme tid er loviske og selvretfærdige. Loviskheden fortæller os, at vi selv må yde noget for at blive frelst. Selvretfærdigheden fortæller os, at vi med den rette vilje og indsats bør være og er i stand til at leve op til det, som kræves. I forening fører loviskheden og selvretfærdigheden os ud i talløse og endeløse anfægtelser. For hvornår har vi gjort det godt nok? Hvornår lever vi op til det nødvendige minimum af sand kristen tro, lydighed, tjeneste, omsorg, kærlighed, glæde, fred og lidenskab?
I korte perioder kan vi måske have en oplevelse af, at det lykkes for os. Når vi føler os særligt ydmyge, angrende, glade for Jesus, berigede ved Guds ord, omsorgsfulde over for andre, stærke over for fristelserne, rige i troen og fredfyldte i bønnen. Men når disse ting falder fra hinanden og erstattes af deres modsætning, så kommer uroen og anfægtelsen. Når vi oplever os selv tomme, ligegyldige, overfladiske, verdslige, halvhjertede, kolde, selviske og tvivlende. Når vi ikke ser tegn på ægte tro og åndeligt liv hos os selv. Når Guds ord intet siger os, når tanken sniger sig ind, at himlen måske er tom, og at kristendommen er ét stort bedrag, og når det, som har med det kristne liv at gøre, vækker modvilje og ulyst i os – så ligger det nær at tænke, at lige nu og her, er vi ikke klar, hvis Jesus kommer igen. Det må blive anderledes og bedre med os først. Når de åndelige livstegn vender tilbage, da og først da kan vi have vished om frelse.
Savbladskristendom
Einar Solli skriver i sin gode bog Derfor glipper det om savbladskristendommen, hvor visheden om frelse og fred med Gud går op og ned i takt med de skiftende erfaringer af op- og nedture i kristenlivet.
I visse perioder kan man opleve at klare sig godt med glød, glæde og rigdom i troen og iver i tjenesten. Men den gode, opadgående kurve holder aldrig. Et herligt åndeligt toppunkt afløses af en nedtur enten pludselig eller gradvis, men altid ned imod en omvendt erfaring af tørhed, ligegyldighed, tvivl og kulde i troen, lyst til synden og svaghed over for den.
Nedturen kan nå et nulpunkt, hvor man tænker, at hele ens kristendom er en tom skal uden noget indeni. Hvad er der at gøre i den situation? Den første og naturlige tanke er at bede Gud om hjælp til at få det godt igen. Og så kan man længes efter og se frem til, at kurven atter går opad. Og når det sker, kan man takke Gud for det, glæde sig på ny, og synge ”Salige vished” og være tryg i troen – så længe det varer.
Savbladskristendommen kan illustreres på denne måde:

Savbladskristendommen er den kristendom, som udspringer af vore egne loviske og selvretfærdige hjerter. Er vi ærlige og alvorlige i denne kristendom, bliver vi slidt op af den. Vi kastes frem og tilbage mellem vished om frelse og frygt for fortabelse, ro og uro, hvile og anfægtelse. For vores egen oplevelse af vores kristenliv er lige så omskiftelig som vejret og havets bølger. Erfarne kristne har sat ord på det:
Jeg føler ofte skiften,
det stadigvæk slår om,
snart er jeg rørt af Skriften,
snart kold og død og tom.
(C.O.Rosenius)
I følelsernes verden
det veksler dagen lang
fra sol til vintermørke,
fra bitter gråd til sang.
(Abraham Thompson)
Mange, der baserede deres frelsesvished på deres egen oplevelse af deres kristendom, blev slidt op af det og endte med at vende den kristne tro ryggen. De orkede ikke den stadige vekslen mellem fred og ufred, glæde og sorg, vished og frygt. De ville så gerne være rigtige og gode og vellykkede kristne, men det mislykkedes for dem igen og igen. Til sidst gav de op og forlod den kristne tro og den kristne menighed, og for mange af dem oplevedes det som en befrielse.
Harald og Maria var to unge, for hvem det gik netop sådan. Om deres forsøg på at være gode kristne siger de:
Harald: ”Personligt syntes jeg altid, at det var meget svært. Jeg tog kristentroen meget alvorlig og syntes, at det var svært at vide, om man troede nok eller ej, om man var en god kristen eller ikke en god nok kristen. Det endte i nok så stor fortvivlelse og tanker om, at gid livet måtte slutte.”
Maria: ”Det har været en skal for mig uden så meget indeni. Det har været en rolle, jeg har kunnet spille. Ikke sådan at jeg har hyklet, for jeg har virkelig gerne villet leve det liv, man skulle leve som kristen. Jeg magtede det bare ikke.”iii
Både Harald og Maria endte med at forlade den kristne tro og den kristne menighed. De prøvede, og i perioder kunne de måske have en oplevelse af, at det lykkedes. Men så kom nedturen, og for hver op- og nedtur blev de mere slidte og mere modløse over sig selv, og til sidst gav de op. De magtede ikke at leve det liv, som var betingelsen for Guds nåde. Andre kristne magtede det måske, men de magtede det ikke. De gav op, forlod den kristne menighed og oplevede det som en befrielse.
Mange har haft det og har det som Harald og Maria. Hvad kan hjælpe dem? Det er et spørgsmål med evighedsbetydning. Netop derfor er det uhyre vigtigt for Djævelen at udbrede falske svar. Til det formål bruger han kristelige forkyndere og vejledere.
Nogle af dem tilbyder en åndelig hjælp, som kan hjælpe os fri af savbladet og frem til en kristendom, hvor vi til stadighed lykkes. Kunne man ønske noget bedre end det?
Sejrskristendom
I december 1521 kom tre bemærkelsesværdige forkyndere til Wittenberg. Luther var ikke selv i byen, så de tre mænd tog kontakt til Luthers gode ven og medarbejder Philip Melanchton. Det blev ham, som måtte vurdere den kristendom, de tre mænd kom med og forkyndte om.
Det var en imponerende kristendom. Umiddelbart fik Melanchton indtryk af, at de tre mænd befandt sig på et helt andet og langt højere åndeligt niveau end han selv. Og de bekræftede selv, at det forholdt sig sådan. De var sejrende kristne, som ikke oplevede svaghed, tvivl, anfægtelse over sig selv eller nedslående fald i synd. Deres tro var til stadighed stærk og rig og glad, og deres forhold til Gud var nært og hengivent. Melanchton var benovet og forvirret og usikker. Hvordan skulle han forholde sig til dem? Han valgte at skrive til Luther om sagen, og Luthers svar var klart:
”Kort sagt, jeg er helt og holdent imod, at man skænker dem tiltro (…) for hvis du hører, at det hele går så glat, gudhengivent (som de kalder det) og fromt, skal du ikke vise dem tiltro.”iv
Luther var overbevist om, at alle sande kristne erfarer sorg over deres synd, deres svage tro og deres mangelfulde og svage kristendom. De, som ikke oplever dette, er ikke sande kristne og ikke værd at lytte til. Melanchton tog Luthers ord til efterretning og fulgte hans råd.
De tre mænd i Wittenberg var hverken de første eller de sidste, der har forkyndt for kristne, at det er muligt at opnå et ophøjet kristenliv, som er kendetegnet af ubrudt glæde, fred, sejr og hengivenhed til Gud.
Meget af den katolske munkefromhed har sigtet på dette. Afskåret fra det verdslige liv og fra verdslige mennesker og hengivet til et liv i bøn, bibellæsning og ydmygt arbejde er det muligt at opleve en forening med Gud, hvor man løftes til et åndeligt liv højt over andre mennesker med en konstant, ophøjet og forædlet kristendom præget af sejr over synd, tvivl og svaghed. Det er løftet, og det er målet.
Både den første ørkenmunk Antonius og den mest kendte og anerkendte munk Frans af Assisi var motiveret af Jesu ord til den rige unge mand: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himmelen. Og kom så og følg mig” (Matt 19,21).v Munkefromheden var vejen til at erfare sig selv ophøjet, hellig, sejrende – fuldkommen.vi
I vores tid oplever vi en tiltagende fascination blandt evangeliske kristne af ørkenmunkene og ordensmunkene, deres livsform og deres åndelige vejledning. Få vil sige, at de her søger hjælp til at blive fuldkomne. Men mange søger hjælp til en rigere og mere konstant erfaring personlig hellighed, hengivenhed til Gud, fred i sindet og alvor i troen. Der er en dyb længsel efter et mere helt, ægte og dybtfølt kristenliv, og man håber, at de gamle munke kan vise vejen.
Andre søger i karismatisk retning. I 2020 var det halvtreds år siden, den karismatiske bevægelse brød frem. Man daterer den karismatiske bevægelses udbrud til påskedag 1960, hvor den amerikanske præst Dennis J. Bennet efter eget udsagn modtog Åndens dåb med tungetale. Denne erfaring var det særlige, som den karismatiske bevægelse havde at tilbyde: Åndens dåb med tungetale.
Ifølge den karismatiske bevægelses fortalere var det ikke alle kristne, der var døbt af Ånden, og de, der ikke var det, måtte uundgåeligt leve et haltende og humpende kristenliv præget af tilbagevendende erfaringer af afmagt, nederlag, tomhed og anfægtelser. Guds ønske og mål var noget ganske andet. Gud ønskede, at de skulle døbes med Ånden og derved løftes op på et højere og langt rigere og herligere niveau i deres kristenliv præget af kraft, sejr, åndelig fylde og vedvarende glæde. Hvilke kristne vil ikke ønske at få det sådan?
Jeg husker, at jeg som helt ung sad over for en pige, som fortalte mig, hvad der var sket for hende, da hun blev døbt med Helligånden. ”Før jeg blev døbt med Ånden, gik mit liv sådan her,” sagde hun, og så illustrerede hun med sin hånd en livslinje, som gik op og ned som et savblad. ”Efter, at jeg har fået Åndens dåb, så er jeg heroppe,” og så viste hun med hånden en linje, der kørte konstant højt oppe. Jeg sad og lyttede og fulgte håndens bevægelser og tænkte: Er det virkelig muligt? Hvis det er muligt, så er det det liv, jeg må bede om og stræbe efter!
Når munkekristendommen og den karismatiske kristendom appellerer så stærkt til os, er det, fordi disse kristendomstyper tilbyder os netop det, som vores loviske og selvretfærdige natur tror, skal hjælpe os i vores forhold til Gud: en kristendom, som konstant er ophøjet, vellykket og sejrende. Vi tænker, at Guds nåde er betinget af, at vi har en velfungerende kristendom, og netop dette tilbyder munkekristendommen og den karismatiske kristendom. Grafisk kan deres tilbud fremstilles på denne måde:

Få tilhængere af munkefromhed og karismatisk kristendom vil i dag hævde, at vi kan blive fuldkomne som kristne her på jorden. Men mange vil sige, at deres kristendomstype er vejen til at nå et ophøjet og konstant godt niveau i sit åndelige liv. Og erfaringen af dette liv vil uundgåeligt være en hjælp til at kunne tro, at man ejer Guds nåde.
Martin Luther kendte både til munkekristendommen og til tidlige udgaver af den karismatiske kristendom. Han anså dem for at være to alen ud af ét stykke. Begge tilbød at løfte kristne op på et ophøjet niveau, hvor deres kristendom kunne lykkes. Luther havde også erfaret og erkendt, at de ikke holdt ord.
Der var én afgørende faktor, som de forsøgte at ignorere, men som ødelagde alt for dem: det syndige og selviske menneskehjerte. Dette hjerte huserede i brystet på den frommeste munk og den mest inderlige karismatiker, og synden fra dette hjerte blandede sig i alt i deres kristenliv – den mest dybtfølte bøn og den mest henførte lovsang. At bilde sig ind, at man i kraft af et munkeliv eller i kraft af en karismatisk erfaring kunne blive hævet over og mere from, god og hellig end andre mennesker var et åndeligt bedrag, som kun kunne føre mennesker frem til én af to ting: hovmod eller mismod. Hovmod for dem, som syntes, at det lykkedes. Mismod for dem, som oplevede, at det mislykkedes.
Hvem var bedst stillet af de to grupper? Luther var ikke i tvivl: Det var de sidste! Der er kun ét håb for alle, som kæmper for en vellykket og sejrende kristendom: at de ved Guds ord og Guds Ånd får syn for den alvorlige og nedslående virkelighed. De må se sig selv, som de er i sig selv: hjælpeløse, tomhændede, æreløse og fortabte syndere – fra deres første til deres sidste dag på denne jord. Kun ved at se dette kan de blive sat fri. Kun derved kan de nå frem til den sande, sejrende og nåderige kristendom.
Hvad vi har brug for at se
Det mest forfærdelige syn på denne jord er et afdækket menneskehjerte. Denne gamle sandhed har grund i Guds ord. Her giver det igen mening at citere Jer 17,9:”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?”. Intet menneske kan af sig selv og ved sig selv gennemskue hjertet. Men det kan, og det gør Gud: ”Jeg, Herren, udforsker hjertet” (Jer 17,10).
Hvad ser Gud i vore hjerter? Det sætter Jesus ord på: ”Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19). Det er, hvad hjertet er fuldt af hos os alle, hos mig, som skriver dette, og hos dig, som læser det, og hos det frommeste menneske på denne jord. Bag facaden, i vores indre, er vi fuldstændig ens, og det gælder, hvad enten facaden er bygget op af disciplineret munkefromhed, karismatisk hengivenhed eller jødisk lovlydighed.
Hør Jesu ord til sin tids frommeste jøder: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed” (Matt 23,27-28).
Synden er inde i os. Den er en del af vores menneskelige natur. Vi ér syndere, før vi gør synd: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig” (Sl 51,7).
Tre steder i Bibelen beskrives og betegnes det syndige menneske som ”fordærvet” (Sl 14,3; 53,4; Rom 3,12). Når noget er fordærvet, er det råddent, ubrugeligt, og der kan ikke komme noget godt ud af det. Alt, hvad der kommer fra det fordærvede, er ødelagt af fordærv. Sådan er det med os syndige mennesker. Alt, hvad der kommer fra os, er berørt, besmittet og ødelagt af hjertets fordærv.
Det er denne pointe, Paulus understreger, når han taler om alle mennesker som fordærvede: ”Alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3,12). Det er umuligt for en, som er fordærvet af synd i sit hjerte at gøre noget som helst, der ikke er besmittet og ødelagt af hjertets synd. Et syndigt menneske kan ikke sige, tænke eller gøre noget som helst, som er godt og rent i Guds øjne. Synden er med i alt, hvad vi gør, hvad enten vi selv ser og erkender det eller ej. Dette er sandheden: ”Ingen gør godt, ikke en eneste.”
Uanset hvor længe vi lever, så kommer vi aldrig til at bede en bøn eller gøre en næstekærlig gerning, som er uberørt af synd, og som vi kan løfte op til gavn og hjælp for os selv i forhold til Gud. Paulus siger det uden reservationer: ”Skriften har indesluttet alt under synd” (Gal 3,22). Esajas siger det uden forbehold ”Al vor retfærdighed blev som snavset tøj” (Es 64,5).
Om sin egen bibeltro fromhed og lovlydighed siger Paulus: ”Jeg regner så vist alt for tab (…) Jeg regner det for skarn” (Fil 3,7-8). Det er et radikalt udsagn. Skarn er det, vi skyller ud i toilettet. Sådan ser Paulus på alt, hvad han selv har frembragt og har præsteret i sit liv af fromhed og åndelighed. Selv det bedste og det frommeste er ødelagt af synd. Det er for Gud, i Guds øjne, skarn. Selv det bedste, Paulus kan finde og henvise til hos sig selv, taler ikke til fordel for ham, men til skade; det tæller ikke som et plus, men som et minus, det er tab!
Det var sandheden om Paulus og hans liv, og der er sandheden om os og vore liv. Intet af vort eget består som rent og godt i Guds øjne. Intet! Vi fødes, lever og dør som æreløse syndere med tomme hænder. I Guds står øjne vi alle lige: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og mangler herligheden fra Gud” (Rom 3,23).
Hvis vi skal give en grafisk illustration af vores sande forhold til Gud, som Bibelen åbenbarer det for os, må den se sådan ud:

Vi fødes, lever og dør på nulpunktet. Vi hæver os aldrig over dette punkt så meget som et sekund. Ingen bøn, ingen overgivelse, ingen beslutning og ingen gerning kan ændre ved det. For vi kan ikke ændre ved det, vi er. ”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!” (Jer 13,23). Men lige så umuligt det er for nubieren at gøre sin mørke hud lys og for panteren at fjerne sine pletter, lige så umuligt er det for os at ændre ved det, vi er, så vi kan handle godt og forbedre os i Guds øjne. Det er udelukket. Derfor er vi i os selv helt og holdent og håbløst fortabte. Det er vi på vores første dag, på vores bedste dag, på vores sidste dag og på den store dag.
Der er dyb bibelsk sandhed i Lina Sandells ord:
Min bedre eller værre stund
er ganske ens for dig,
for hver en stund jeg syndig er.
O Gud, se ej på mig!
Hvis der findes en nåde hos Gud, som vi kan fortjene os til, så hjælper det os ikke det mindste. For vi kan absolut intet gøre, som kan fortjene os noget hos Gud.
Hvad August Toplady siger om sig selv, har gyldighed for alle kristne:
Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Det bibelske budskab om, hvad vi er og magter i os selv, har til alle tider vakt modsigelse fra ikke-genfødte mennesker både uden for og i den kristne menighed. Men det samme budskab bliver modtaget med glæde og tak af dem, som er født på ny. Hvorfor?
Guds børn har erfaret, at den fuldstændige dom over os og alt vort eget er betingelsen for, at vores frelse kan komme til at bero helt og holdent på Jesus alene, og det er frihed! Den barske sandhed om os baner vej for den befriende sandhed om Jesus. Vores selvretfærdige natur reagerer mod det ord, der fælder dom over os. Der er noget i os, som vil løbe væk fra det ord. Men bliver vi stående og tager dommen ind over os, så kommer Gud os i møde med et andet ord, et velsignet og åndeligt livgivende ord, evangeliets ord om nåde og frelse hos Gud – ved Jesus alene!
Guds yndest for Jesu skyld
Når Luther skulle sammenfatte den bibelske lære om den frelsende nåde, gjorde han det på denne måde: Nåden er Guds yndest for Jesu skyld.
”Yndest” er et gammelt udtryk, men vi genkender det i ordet ”yndling”. Når et ungt par finder sammen i kærlighed, så oplever de begge to, at der er én, som for dem er skilt ud fra alle andre. Der er én, som de på en helt enestående måde er kommet til at glæde sig over, og som de fryder sig over at se, tale med og være sammen med. Denne ene er deres yndling. Denne ene har deres yndest.
Jeg var ude at spille golf for nogle år siden med en tidligere elev fra vores bibelskole. Hans telefon ringede, og han tog den. Da han hørte, hvem der var i den anden ende, lyste hans ansigt op i et stort, varmt og taknemligt smil. Jeg behøvede ikke spørge, hvem der ringede. Jeg bad ham bare om at hilse hende.
Billedet er ikke grebet ud af luften. Netop den unge mands kærlighed til og glæde over den elskede bruges i Bibelen som billede på, hvordan Gud i sin nåde ser på og forholder sig til os, som tror på Jesus.
Du, som tror på Jesus som din frelser, hør hvordan Gud har det med dig og ser på dig:
”Herren din Gud er hos dig, helten som bringer frelse. Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd som på festens dag” (Sef 3,17).
”Som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5).
Sådan har Gud det med enhver, som ikke ønsker at frelses ved noget hos sig selv, men ved Jesus alene. Gud ser på os med fryd, jubel og glæde, intet mindre. I Guds øjne er vi strålende og klare himmellys i verdens mørke (Es 60,2-3). Og som en brudgom længes efter den dag, hvor han skal hjemføre sin brud, sådan længes Gud efter at tage imod os i sin himmel (1 Tim 2,4; Åb 19,6-8).
Men hvordan er det muligt? Hvordan kan vi, sådan som vi er, have Guds yndest? Luther sammenfatter svaret i de tre ord: ”for Jesu skyld”. Vi har Guds yndest på grund af Jesus, i kraft af hvad han er og har gjort for os til vor frelse.
Jesu frelsergerning har to sider. Vi skal kort se på dem begge.
Forsoningen
Den ene side af Jesu frelsergerning bestod i, at han blev tilregnet al vor synd. ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd!” (Joh 1,29). Det var Johannes Døbers ord om Jesus efter hans dåb i Jordanfloden. I tanken kan du stille dig ved siden af Johannes Døber og følge hans finger, som peger mod Jesus. Og så kan du vide: Dér er min synd. Den er taget fra mig og lagt på Jesus. Al min synd i fortid, nutid og fremtid, i tanke, ord og handling, erkendt og uerkendt synd, synd jeg husker, og synd jeg har glemt, synd som andre har set, og synd som kun jeg selv ved om, store synder og små synder, og – under over under! – det dybe fordærv af synd og selviskhed i mit hjerte og mit sind. Al synd er taget fra mig og lagt på ham. Den tilregnes ikke længere mig, den er blevet tilregnet ham. Det er ikke min synd længere, men hans!
På korset var Jesus i Guds øjne skyldig i al synd, hos alle mennesker, til alle tider. I Guds øjne var det ikke en uskyldig, der hang på korset, men den skyldige. Derfor blev Jesus ramt af hele Guds vrede og hele Guds dom. I tre timer kom der mørke over hele jorden. Det var dommens mørke, og dommen havde sit nedslag ét sted – på korset, i Jesus. Her på korset blev regnskabet gjort op, gælden betalt, og forsoningen fuldbragt. Med sit offer forsonede Jesus én gang for alle os alle med Gud. Ved sit offer fjernede Jesus både vores synd, vor skyld og vor straf i forhold til Gud. Nu har vi fred med Gud – ved Jesus!
Forsoningens under afspejles i nogle forunderlige vers i 3 Mos 34,6-7. De hører til de vers i Det Gamle Testamente, som ikke giver nogen mening uden Jesus som nøgle. Moses har tilhugget to nye tavler med de ti bud. Så kommer Herren til ham i en sky, går forbi ham og råber: ”Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd, men han lader ikke den skyldige ustraffet.”
Hvordan giver dette mening? Hvordan kan Gud være barmhjertig og nådig og tilgive skyld, overtrædelse og synd og samtidig være en Gud, der ikke lader den skyldige ustraffet? Det spørgsmål kan kun besvares i lyset af Jesu kors. Her, på korset, tager Gud et opgør med den skyldige. Her får det fuld gyldighed, at Gud ikke lader den skyldige ustraffet.
Alvoren i det opgør og prisen for det kommer vi i denne verden kun til at ane i glimt. Men ved evangeliets ord og ved Åndens gerning kan det blive klart for os, at her sones og fjernes ved Jesu offer al vores synd, skyld og straf. Ved det blod, som her flyder, renses vi helt, så vi nu kan fremtræde gode og rene, hellige og herlige for Gud. I kraft af Jesu rensende blod ser Gud os virkelig som dem, der aldrig har syndet. For enhver kristen er til stadighed under det blod, som renser for al synd (1 Joh 1,7).
Retfærdiggørelsen
Den anden side af Jesu frelsergerning får vi lys over, hvis vi rejser spørgsmålet: Hvad er betingelsen for, at vi kan få adgang til Guds paradis? Guds ord svarer utvetydigt klart:
”Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan bo på hans hellige sted? Den, som har skyldfrie hænder og et rent hjerte” (Sl 24,3-4).
”Her er Herrens port, her går de retfærdige ind!” (Sl 118,20).
”Luk portene op, så et retfærdigt folk kan drage ind” (Es 26,2).
I Johannes’ Åbenbaring hører vi om det evige paradis, at ”intet vanhelligt kommer derind” (Åb 21,27).
Adgangskravet til Guds paradis er en fuldkommen retfærdighed, intet mindre. Det betyder et liv 100% efter Guds vilje og lov, uden én syndig tanke, én selvisk følelse, ét uoverlagt ord.
Bare en enkelt synd bringer os ind under Guds vrede og forbandelse: ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen og følger det” (Gal 3,10).
Om jeg lever et helt liv uden nogen synd og så på mit dødsleje tænker én syndig tanke, da er jeg i al evighed udelukket fra Guds paradis og overgivet til Guds vrede og forbandelse.
Sådan taler Guds ord, og hvor er det fantastisk og velsignet godt! For det må hos enhver, som lytter og tager ordene til sig, udelukke enhver tanke om, at nogen af os på egen hånd og i kraft af vor egen godhed og retfærdighed kan få adgang paradis.
Men hvem kan da gå ind?
I en debat i Kristeligt Dagblad om himmel og helvede argumenterede mange indlæg for, at der ikke er nogen mennesker, som ender i helvede. Men så en dag kom der et læserbrev, som gik i en helt anden retning. Da jeg læste det, var det, som om mit hjerte sprang et slag over. Skribenten havde en enkelt pointe, som blev udtrykt i et spørgsmål: Hvorfor er der ingen, som spørger, om der overhovedet er nogen mennesker, som ender i Himlen?
Da jeg læste spørgsmålet, så jeg i et øjeblik for mig en tom himmel. Et forfærdeligt og rystende syn. Men det varede kun et øjeblik, så kom jeg til at tænke på, hvad Bibelen faktisk siger: at Abraham, Isak og Jakob skal være der. Og hvad læser vi om disse tre og deres liv? Bibelen er vidunderligt ærlig om disse tre og synden i deres liv: deres løgn og bedrag, tvivl og trods, synd og svigt.
Alligevel er de der! Alligevel er de gået ind i Himlen. Hvordan kan det gå til?
Svaret gives i 1 Mos 15,6: ”Abraham troede Gud, og han regnede ham det til retfærdighed”.
Abraham fik adgang til Himlen ved en retfærdighed, som han fik tilregnet. Denne retfærdighed kom ikke fra Abraham, men fra Gud, og af Gud blev den givet til og tilregnet Abraham, så den kunne gælde som Abrahams retfærdighed. I kraft af denne tilregnede retfærdighed gik Abraham ind i Himlen. Fantastisk, ubegribeligt, vidunderligt, velsignet!
Alt, hvad Gud siger i sin lov om sine krav til os og sin vrede over vores synd, tager i virkeligheden sigte på at lede os hen til denne frelsende retfærdighed. Lovens ord skal afsløre, hvor 100% umuligt det er for noget syndigt menneske på egen hånd skaffe sig adgang til Himlen. Loven skal vise os, at kun én lever op til den krævede retfærdighed: Jesus Kristus.
Da Jesus kom, var hans opgave, som han sagde det ved sin dåb, at ”opfylde al retfærdighed” (Matt 3,15). Han blev ”født af en kvinde, født under loven” (Gal 4,4). Han levede under loven og opfyldte i sit liv alle lovens bud i tanke, ord og handling, i hele sit liv. Peter, som vandrede ved Jesu side i 3 år, bevidner: ”Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund” (1 Pet 2,22).
Men dette retfærdige og syndfri liv, det levede han ikke for sig selv. Han levede det for os, i vort sted, til gavn for os, for at vinde en retfærdighed til os, som vi kunne få tilregnet. ”Gud tilregner retfærdighed” (Rom 4,6). Og den retfærdighed, Gud tilregner, er den, som Jesus har vundet til os: ”Sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18).
Dette uendeligt befriende evangelium åbnede sig for mig selv et par år før min konfirmation. Så da min konfirmationspræst spurgte, om jeg selv ville vælge mit konfirmationsvers, tog det mig ikke lang tid at vælge Rom 10,4. Det lød i den daværende oversættelse: ”Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.”
Dette evangelium havde givet mig vished om frelse: at Jesus har levet det liv for mig, som jeg skulle leve, men ikke kunne leve. At han har opfyldt alle bud for mig, så der ikke er ét bud tilbage, som jeg selv skal opfylde. I mit forhold til Gud er loven ophørt og væk. I stedet for loven er der en retfærdighed, som Jesus har vundet til mig, som bliver tilregnet mig, som gælder som min, og i hvilken jeg kan gå lige ind i Himlen! Gud ske tak og lov!
”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker” (Es 61,10).
Gud har klædt mig i en fuldkommen og evig retfærdighed, Jesu egen retfærdighed. Han ser mig i den, og han fryder sig over mig, når han ser mig i den. Jeg har Guds yndest og fri adgang til Himlen – for Jesu skyld!
Guds sande nåde
Dette er Guds sande nåde! At Gud ser på mig med fryd og glæde og åbner Himlens port for mig ene og alene i kraft af det, som Jesus er og har gjort for mig.
Som det udtrykkes i teksten på min fars gravsten:
Nu står mig åben Himlens port.
For mig har Jesus fyldestgjort.
Ja, Jesus har gjort fyldest for mig, fuldt og helt. Vor egen nådetænkning regner med en blanding af min præstation og Guds kompensation. Jeg gør min del, og Guds nåde kompenserer for resten. Når jeg yder mit, så lader Gud ”nåde gå for ret” i forhold til resten. Nåden kommer ind og erstatter retfærdigheden i forhold til det, jeg mangler.
Guds sande nåde står i radikal modsætning til alt dette.
I Guds sande nåde er der ingen sammenblanding af mit og Guds. Frelsen er fuldbragt af Gud i Jesus uden for mig, den står fast uden for mig, og den udelukker, at noget af mit eget nogensinde regnes med. Hvor længe jeg end lever som kristen, og hvor meget godt jeg end kan gøre i tjenesten for Gud og andre mennesker, så er der aldrig én af mine egne gerninger, som kommer til at tælle og gælde med i forhold til frelsen. På min første og min sidste dag som kristen, på min bedste og min værste dag, frelses jeg ufortjent, af nåde alene, ved det, Gud har gjort i Jesus.
”Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,24).
”Er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde” (Rom 11,6).
”Af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af” (Ef 2,8-9).
Ja, vi kaldes som kristne til at leve et nyt liv i tjeneste for Gud og vores næste. Og når troen på Jesus lever i vore hjerter, så ønsker vi også indefra at leve dette nye liv. Men aldrig nogensinde kommer dette nye liv til at bidrage det allermindste til vores frelse. Det kan være til stor gavn og glæde for andre mennesker på det vandrette plan. Men på det lodrette plan, i forhold til Gud og frelsen, der frelses jeg fra først til sidst, fra A til Å, af nåde alene, ved Jesus alene.
Af nåde! Det er al min trøst.
De ord er sagt med guddomsrøst.
Jeg kender hjertets syndighed,
men har i Jesu ord min fred.
Med fryd jeg hviler på den grund,
at jeg er frelst af nåde kun.
(Christian Ludwig Scheidt)
I Guds sande nåde er der ikke den mindste svækkelse eller tilsidesættelse af retfærdigheden. Der er ikke ét bud, som Gud giver køb på, og ikke én synd, som Gud ser igennem fingre med. Alle bud er opfyldt i Jesu liv, og al synd har fået sin fulde straf på Jesu kors. Kun sådan kunne Gud være en hellig og retfærdig Gud og samtidig vinde nåde til os.
I Getsemane sagde Gud nej til Jesu bøn om at slippe for korset. For synden måtte sones, straffen måtte falde, retfærdigheden måtte ske fyldest, og det gjorde den. Da Jesus råbte: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30), da var loven opfyldt helt og synden sonet helt, til frelse for os. På det grundlag kunne Jesus i sin dødstime gå gennem Himlens port og tage røveren med sig. For Jesus havde betalt for denne røver, fuldt og helt. Røveren blev frelst af Guds sande nåde baseret på Jesu fuldbragte frelse. Og hvad der gjaldt for røveren dengang, det gælder nu og her for os. I dag kan du og jeg sige og have vished om, at det er sandt:
Nu står mig åben Himlens port.
For mig har Jesus fyldestgjort.
Hvordan kan Guds sande nåde illustreres grafisk? Jeg foreslår denne fremstilling:

Jesus dækker alt i vores forhold til Gud. Alle bud er opfyldt, og al synd er sonet, og dette gælder altid! I vores forhold til Gud gælder Jesu fuldbragte frelse hver dag og hvert øjeblik. For Jesu skyld er Gud nådig imod os – altid og uforanderligt!
Det konstante
I troens liv ligger trøsten og freden i høj grad i at få syn for det konstante. Særligt to ting er befriende at få syn for: vores tilstand som vi er i os selv, og vores tilstand som vi er i kraft af Jesus.
Vi kan opleve, at der er gode og mindre gode dage, opture og nedture i vores åndelige liv. Men når Gud ser på os, som vi er i os selv, så ser han noget andet. Gud ser til hjertet, og han ser, at hjertets synd hver dag berører alt i vores liv – tanker, følelser, handlinger. Derfor er vi i Guds øjne altid lige syndige i os selv. Som de gamle troende sagde det: ”Syndens sum er konstant.” I Guds øjne er vi altid præcis de samme syndere i os selv – urene, tomhændede, hjælpeløse, fortabte.
Men der er noget andet, som også er konstant – det er vores tilstand i kraft af Jesu frelse. Vi er rensede for al synd og skyld og iklædt Jesu fuldkomne retfærdighed – altid. Vi er rene og retfærdige, hellige og herlige for Gud – altid. Det er vi, når vi vågner i vores seng, når vi står midt i hverdagens aktiviteter, når vi gør godt, og når vi gør ondt, når vi føler os åndeligt rige, og når vi føler os åndeligt tomme, når vi overvinder fristelser, og når vi falder i synd. Vi er altid og hele tiden under Jesu rensende blod, og vi er altid og hele tiden iklædt Jesu fuldkomne retfærdighed!
Alle dage er jeg syndig,
sort og uren i mig selv,
alle dage er jeg tvættet
ren i blodets røde elv.
(Lina Sandell)
I ham er jeg nu hvid og ren,
hvor sort jeg selv end er;
i ham jeg og er god og from,
altid fuldkommen her.
(Lina Sandell)
Du, som tror på Jesus, du har aldrig har været mere frelst og salig og retfærdig end nu i dette øjeblik. Du er samtidig synder og retfærdig. Syndig i dig selv, retfærdig i Jesus. Det er virkeligheden for enhver, som vil frelses af nåde alene, ved Jesus alene. Tak og lov og pris!
Fred
Peter indleder sit brev med ønsket om og tilsigelsen af nåde og fred. De to ting hænger uløseligt sammen. Ved Jesus er vi frelst af nåde alene, og ved Jesus har vi fred med Gud.
Paulus siger det vidunderligt klart: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus” (Rom 5,1).
Jesus har tilvejebragt en evig fred med Gud. Ja, mere end det: ”Han er vor fred!” (Ef 2,14) Vor fred med Gud er Jesus selv, og derfor er vor fred med Gud lige så urokkelig og uforanderlig, som Jesus er det.
Efter sin himmelfart træder Jesus frem for Gud i Himlen til gavn for os: ”For Kristus (…) gik ind i selve Himlen for nu at træde frem for Guds ansigt til gavn for os” (Hebr 9,24).
I Himlen står Jesus for Gud med sin fulde opfyldelse af alle bud og sin fulde soning af al synd, Gud ser det, og af denne ene grund er der nåde i Guds hjerte. Fordi Gud ser Jesus og hans fuldbragte frelse. Altid ser Gud Jesus, og derfor er nåden i Guds hjerte altid lige stor, stærk, rig og hel.
Som solen altid skinner lige stærkt, uanset om vi ser den, eller den er gemt for os bag skyer, sådan skinner nådens sol altid lige stærkt i Guds hjerte, fordi han ser Jesus og hans én gang for alle fuldbragte frelse.
Guds nåde er uforanderligt den samme, fordi den hviler på Jesus, og Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid (Hebr 13,8). Derfor har vi altid lige meget fred med Gud – ved Jesus alene.
Det gælder, når evangeliet når vore hjerter og giver os en følbar fred. Og det er stort og skønt, når det sker. Men det er forbigående. ”Troens sande fred og glæde er en sjælden gæst i hjertet”, kunne Luther sige. Når freden i vore hjerter forsvinder, er det vidunderligt at vide, vor fred med Gud er den samme. For den fred har intet at gøre med os og vort, men hviler ene og alene på Jesus og hvad han er og har gjort for os. Så hør det: Hvordan du end føler og har det nu, hvad du end ser og erfarer hos dig selv, hvad du end kan bedrøves over og savne hos dig selv, Jesus har gjort alt vel for dig! Du har fred med Gud nu og her, ved Jesus alene!
I stadigt rigere mål
”Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål!”
Det er Peters ønske for os og Peters mål med sit brev. Men det er også Guds ønske for os og hans mål med os i vores liv: at vi skal vokse i erkendelse af og taknemlighed over den nåde og fred, som vi ejer i Jesus. Og det underlige er, at vores glæde over nåden og freden i Jesus vokser i nær sammenhæng med, at Gud lader os se og erfare synden i vore hjerter og liv.
”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto” (Rom 5,20)
Sådan er vejen frem i kristenlivet. Som én har sagt det: ”Trinene frem mod Guds trone går nedad, stadig nedad.” På denne vej erfarer vi fristelser og fald, Ånden overbeviser os om synd, og loven og vort eget hjerte fælder dom over os, sådan som vi er i os selv. Men netop derved får vi brug for evangeliet, og ved evangeliets ord bliver Jesus og hans frelse stadigt mere dyrebar, rig og stor for os, og troens takkesang fornyes og forstærkes i vore hjerter:
Om hjertet mig fordømmer,
og fristelsen er svær,
den trøst jeg ikke glemmer,
at Gud dog større er,
at nåden vejer mere,
end al min synd og skam –
så takker jeg for nåden:
Pris være det Guds lam!
(Nils Frykman)
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2021. Hele bladet kan læses her.
i Edmund P. Clowney 1988: “The Message of 1 Peter”, The Bible Speaks Today, Inter-Varsity Press, Leicester, 27.
ii Christian Jepsen 1976: Mens solen daler, Dansk Luthersk Forlag, 131-132.
iii Mikkel Vigilius 1998: Frafald – en fare for dig? Logos, Dansk Luthersk Brevskole, 11.
iv Egil Sjaastad 1981, Når troen prøves, Dansk Luthersk Forlag, 5-6.
v Holmquist, Hjalmar og Nørregaard, Jens 1996: Kirkehistorie I, 429-439; Baus, Karl m.fl. 1980: “The Imperial Church from Constantine to the Early Middle Ages” i: History of the Church, bd. II (red.: Hubert Jedin, John Dolan),, 343ff.; Frend, W.H.C. 1984: The Rise of Christianity, 422 f., 574; Lawrence, C.H. 1984: Medieval Monasticism, 5ff., Hall; Stuart G. 1991: Doctrine and Practice in the Early Church, 173-176.
vi Stamm, Heinz-Meinolf 1980: Luthers Stellung zum Ordensleben, 50.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.