De kristnes frihed fra loven
I en prædiken fra 1525 om, hvordan man læser Det Gamle Testamente ret, siger Luther bl.a. følgende:
”Mose lov angår jøderne, men binder ikke os. Thi loven er givet alene til Israels folk (…)
Det siger jeg med adresse til sværmerånderne. Når de læser Moses, tager de til sig alt, hvad han har skrevet (…) og vil således regere folket efter lovens bogstav. Men dette vil vi ikke gå med til. Jeg vil aldrig mere prædike på den måde, thi om jeg gør det, så giver jeg plads for Moses, men driver Kristus ud af menneskers hjerter. Vi vil ikke have Moses som hersker og lovgiver længere, ja, Gud vil ikke have det således mere (…)
Man må derfor lukke munden på sværmerånderne. Når de siger: ’Således taler Moses’, ’der står skrevet i Mose lov’ osv., så skal du svare: Det angår ikke os, hvad Moses siger. Om jeg godtager et af hans bud, så må jeg anerkende dem alle. Og om Moses blev min læremester, så ville det føre til, at jeg måtte lade mig omskære, tvætte min klæder på jødisk vis og spise og drikke og klæde mig på den måde, som jøderne havde fået befaling om i loven. Derfor vil vi hverken holde Mose lov eller anerkende den som vor. Moses er død, og hans regimente ophørte, da Kristus kom (…)
Vi anerkender gerne Moses som en lærer, men vor lovgiver er han ikke – kun for så vidt som hans bud stemmer helt overens med Det Nye Testamente og den naturlige lov.”
Så vidt Luther. Har han ret, eller er det farlig antinomistisk vranglære, han her prædiker?
Principielt har Luther ret, om end det er en noget tilspidset formulering, han anvender, når han siger: ”Det angår ikke os, hvad Moses siger.” Det gør det i allerhøjeste grad, for også om hele Moselovens indhold gælder det, Paulus skriver i Romerbrevet 15,4: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.”
Men det er vel også det, Luther selv har i tanke, når han skriver: ”Vi anerkender gerne Moses som lærer, men vor lovgiver er han ikke.”
Hovedsagen er ifølge Det Nye Testamente ganske klar: Moseloven havde sin tid fra Moses, indtil Kristus kom (Joh 1,17). Efter at Kristus er kommet, og hans frelsergerning for os er fuldbyrdet, er Moseloven ikke længere herre over os (Rom 7,1). Vi er nu ”gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud” (Rom 7,4). I kraft af Kristus og hans fuldbragte værk er vi nu ”løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle” (Rom 7,6).
Den frigørelse fra loven, der her er tale om, er total. Den omfatter ikke bare en del af loven, men loven som helhed betragtet, ikke bare nogle af dens mange bud, ordninger og forskrifter, men samtlige.
Kristus som lovens opfyldelse
Hvordan rimer dette sammen med Jesu stærke og klare ord i Matthæusevangeliet 5,17-19? Jesus siger selv her, at han ikke er kommet for at ”nedbryde loven og profeterne”, men for at ”fuldkomme” eller ”opfylde” alt, og at ”ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel skal forgå af loven, før alt er sket”.
Det vil sige: Ved at blive menneske, ”født af en kvinde, født under loven” (Gal 4,4), og ved sin stedfortrædergerning for os i liv, død og opstandelse har han ”opfyldt al retfærdighed” (Matt 3,15) og netop derved købt os, som var under loven, løs fra alle dens fordringer og krav på os om noget, vi må være, gøre eller lide (Gal 3,13-14 og 4,4-5). Så er ”ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel” af loven omstødt og gjort til intet, men ”alt er sket” (Matt 5,18). Tværtimod at loven sættes ud af kraft ved evangeliet og troen, så stadfæstes altså herigennem loven (Rom 3,31). I og med Kristus og hans frelsergerning for os er loven opfyldt og fuldkommet. Det er sket alt sammen! Det, som loven umuligt kunne udrette og virke, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn (Rom 8,1-3).
Når evangeliet herom modtages i tro, sker genfødelsens under, da opfyldes lovens krav – ikke af os, men i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden (Rom 8,4).
Kristus som lovens ophør til retfærdighed
Derved er Kristus blevet ”enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror” (Rom 10,4).
”Ved sit kød afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter” (Ef 2,15, gl. overs.).
”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14).
Ingen af Moselovens mange bud og forskrifter har derfor længere krav på os, som i troen hører Kristus til.
Moseloven var kun ”gyldig, indtil det ’afkom’, som havde fået løftet, var kommet” (Gal 3,19).
”Efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager” (Gal 3,25).
Alle Moselovens spise- fest og sabbatsforskrifter var ”kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus” (Kol 2,16-17, gl. oversættelse).
Efter at Kristus er kommet, er skyggernes tidsalder forbi. Vi er med ham ”døde fra verdens magter” og skal derfor heller ikke igen ”underkaste os påbud, som om vi levede i verden” (Kol 2,20-23, jf. Gal 4,1-11).
Det ville være ensbetydende med på ny at lade sig spænde i trældoms åg og således fornægte den frihed, hvortil Kristus har frigjort os (Gal 3,3-4. 5,1-9, jf. ApG 15,1-29).
Kristus som mellemmand for en ny og bedre pagt
I Hebræerbrevet understreges det meget stærkt, at Moseloven ikke i nogen henseende bragte det fuldkomne (7,19).
Det foreløbige og ufuldkomne ved den gamle pagts helligdom og gudstjenesteordning understreges stærkt (8,5 og 9,9).
Om loven hedder det, at den kun ejer en skygge af de kommende goder og ikke tingene i deres sande skikkelse (10,1).
Derfor er også alle Moselovens ublodige og blodige ofre ”ligesom mad og drikke og forskellige renselser, kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning” (9,10).
Den ”rigtige ordning” indførtes med Kristi komme og fuldførelsen af hans frelsergerning.
Som ypperstepræst ”på Melkisedeks vis” er Kristus blevet mellemmand og står inde for en ny og bedre pagt, grundet på bedre forjættelser (7,22; 8,6-13; 9,15; 12,24). Dermed er den gamle pagts tidsalder endegyldigt forbi (7,23; 8,7; 9,13). Den gamle og den nye pagt kan ikke begge samtidig bestå. Moses og Kristus kan ikke samtidig herske over os. Efter at Kristus er kommet, er Moses’ regimente slut.
Guds hensigt med loven
Nu vil nogen måske spørge med Paulus i Galaterbrevet 3,21: ”Er loven da imod Guds løfter?”
”Aldeles ikke,” svarer Paulus. Det ville alene være tilfældet, hvis den falske forudsætning, hans judaistiske modstandere tænker ud fra, holdt stik: at der fandtes en lov, som mægtede at levendegøre. Da ville retfærdighed jo virkelig være at opnå og få ved loven, og da ville der i sandhed være strid mellem loven og forjættelsen (Gal 3,22). Men nogen sådan lov findes ikke.
Guds hensigt med at give Israel loven ved Moses har heller aldrig været den, at Israel ved hjælp af loven skulle opnå retfærdighed og vinde Guds velbehag og velsignelse. Loven har aldrig af Gud været tænkt som ”frelsesvej”. Guds hensigt med loven var og er en anden: at overbevise om og indeslutte alt og alle under synd, at virke erkendelse af egen fortabthed og frelsesbehov (Gal 3,19-24; Rom 3,19-20; 5,20; 7,7-13).
Moselovens blivende betydning for os
Det bliver undertiden sagt, at loven bare er afskaffet som ”frelsesvej”, men har blivende betydning som forpligtende ”rettesnor” for vort liv. Er det sandt? Nej, det er det ikke. For det første har loven aldrig været ”frelsesvej”. Så er det også meningsløst at tale om, at den er blevet afskaffet som sådan. For det andet er det i høj grad uklart og misvisende at tale om, at ”loven” er forpligtende rettesnor for vort liv, hvis det er Moseloven, man har i tanke.
Sandt nok: Moseloven er Guds lov. Den er åbenbaring af Guds hellige væsen og vilje.
Alligevel er det ikke rigtigt, at Moseloven er forpligtende norm for os i dag. Det var den for Israel fra Moses og indtil Kristus. Men den er det ikke uden videre for os i dag, hverken som helhed betragtet eller nogen bestemt del af den, heller ikke de ti bud i deres gammeltestamentlige betydning og mening. Billedforbuddet (2 Mos 20,4-6), som de reformerte regner for det andet bud, mens Luther forbinder det med det første, og ligeledes sabbatsbuddet (2 Mos 20,8-11 og 35,2-3) er tydelige eksempler på det.
Det hjælper os heller ikke meget at gribe til den skelnen, som nogen vil gøre gældende, når de hævder, at det alene er den ceremonielle og juridiske del af Moseloven, der ikke mere har forpligtende gyldighed for os, mens den moralske lov fortsat står ved magt som rettesnor for vort liv. Det Nye Testamente skelner aldrig på denne vis, men omtaler altid loven som en helhed.
Dertil kommer, at der også er mange moralske forskrifter i Moseloven, som ikke i deres bogstavelige gammeltestamentlige form kan siges at være forpligtende rettesnor for os i dag. Som eksempler herpå kan nævnes forbuddet mod at høste til kanten af sin mark og sanke nedfaldne bær i sin vingård (3 Mos 19,9-10) eller mod at lade to slags kvæg parre sig, så to slags sæd i sin mark eller bære klæder, vævet at to slags garn (5 Mos 22,9-11).
Hvad er da forpligtende for os i dag, og hvad er det ikke?
Jeg tror, det er vanskeligt at give klarere og bedre svar end det, Luther gav i sin tidligere anførte prædiken: ”Vi anerkender gerne Moses som en lærer, men vor lovgiver er han ikke – kun for så vidt som hans bud stemmer helt igennem overens med Det Nye Testamente og den naturlige lov” (jf. til dette sidstnævnte udtryk Rom 2,14-15).
Hvad der er Guds forpligtende vilje for os i dag, det lærer vi ikke af Moses først og fremmest, men af Kristus og apostlene. I Jesu undervisning og personlige eksempel og ligeledes i de mange apostolske formaninger i Det Nye Testamente har Gud givet os den åbenbaring af hans vilje, som er nødvendig og gavnlig for os, og som er forpligtende rettesnor for vort liv i dag. Jf. udtrykket ”Kristi lov” i 1 Kor 9,21 og Gal 6,2.
Så langt som det, der står i Moseloven, stemmer helt igennem overens med Jesu og apostlenes undervisning i Det Nye Testamente, så er det også forpligtende for os i dag. I modsat fald er det ”kun jordiske forskrifter, gyldige indtil tiden for den rigtige ordning” (Hebr 9,10) – og den ordning er nu indført. Det skete, da Kristus kom. I lyset fra ham og den fuldkomne frelsesåbenbaring i Det Nye Testamente ser og finder vi, at hele Skriften – også Moseloven – vidner om en eneste: Kristus – og frelsen i ham! (jf. Joh 5,39.46-47).
Det er denne hemmelighed – Moseloven som Kristusvidnesbyrd – der er af allerstørste vigtighed og blivende betydning for os i dag.
Artikel fra Pro Fide 1-1977.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Niels Ove Vigilius
Niels Ove Vigilius (1931-2002), tidligere studierektor på Dansk Bibel-Institut.