Mors tro

Sådan kom jeg til tro VIII

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

To brødre

Ali og Samir har fulgtes ad hele vejen: fra Irak, over Jordan og til Danmark, fra en tryg og god barndom, over en teenagetid med rodløshed og omfattende stofmisbrug til en personlig omvendelse og levende tro på Jesus Kristus som deres frelser og Gud. De er brødre, Ali er i dag 23 år og Samir 21 år.

De er begge kommet til tro på Jesus i Danmark, men deres vej til Jesus begyndte langt tilbage i tiden i Bagdad, da Ali lige var blevet født.

Første bøn til Jesus

Ali blev født med indre organer, som tidligt viste sig ikke at fungere. Han havde hul i hjertet, så hjertet var på konstant overarbejde og forbrugte ekstraordinært meget energi. Samtidig var han utilbøjelig til at spise. Fra fødslen spiste han kun et par spiseskefulde mælk om dagen, så han tabte sig mere og mere. Et par måneder efter fødslen, begyndte hans lunger og lever at sætte ud, og han fik betændelse i de indre organer.

Lægerne forsøgte efter bedste evne at hjælpe ham, men de måtte til sidst give op. Til sidst gav en af dem den tunge besked til Alis mor:

”Din søn dør senest i morgen!”

Moderen kunne ikke holde ud at se på sin drengs dødskamp, så hun lod Alis mormor blive hos ham og ringede til sin mand. Alis far lukkede sin guldsmedebutik og tog af sted for at mødes med moderen. Da de senere samme dag kørte sammen gennem byen i en taxa, kom de ind i en trafikprop.

Taxa-chaufføren opgav at køre videre. ”Vi stopper her”, sagde han og satte dem af. Da de stod på fortovet og så sig omkring, blev moderen opmærksom på, at de stod uden for en kristen kirke. Ingen af dem havde nogen sinde hørt om Jesus eller om den kristne tro. Men i sin nød spurgte hun sin mand, om det var i orden, at hun gik ind i kirken. Det var

han indforstået med.

Inde i kirken gik hun op til alteret, faldt på knæ og bad til Gud om, at hendes lille dreng måtte få lov at leve. Da hun åbnede øjnene, så hun et billede af Jesus. Det var altertavlen.

Men det var mere end det. Billedet blev levende for hendes øjne, og hun oplevede, at Jesus så på hende på en måde, så hun forstod, at han havde hørt hendes bøn og ville svare hende. Hun oplevede, at Jesus tog byrden af hende og gav hende fred.

Da de kom tilbage til sygehuset, mødte de en gruppe forundrede læger, som var ude af stand til at forklare, hvad der var sket. Netop i den time, da Alis mor havde bedt for drengen, var han begyndt at tage næring til sig. Han havde drukket to hele flasker mælk og sov derefter hele natten.

Da lægerne efterfølgende tjekkede hans lunger, lever og øvrige indre organer, var der ikke længere nogen sygdom at spore. Hullet i hjertet var der stadig, men ellers var drengen rask og frisk.

Mandæismen

Oplevelsen gjorde et dybt indtryk på Alis mor. Men den førte ikke i første omgang til nogen omvendelse. Hun kendte fortsat ingen kristne, og hun vidste ikke, hvem den Jesus var, som hun havde bedt til.

Både hun og hendes mand hørte til den mandæiske religion, som forkaster kristendommen og opererer med en fjern guddom, som man ikke kan have et personligt forhold til. Det var ikke en religion, som havde nogen personlig betydning for forældrene, men de var født ind i den som deres kultur.

Det betød, at de hørte til et religiøst mindretal i det altovervejende muslimske Irak. I takt med muslimernes radikalisering i Irak fik mandæerne det stadigt sværere i landet, i de seneste to årtier er 9 ud af 10 mandæere udvandret. Det samme gjorde Alis og Samirs familie.

God barndom i Irak

Selv husker Ali og Samir stort set kun årene i Irak for det gode. Vejret var altid godt, sådan som de husker det, og de kunne lege ude foran huset fra morgen til aften.

De blev ganske vist advaret mod at komme for tæt på muslimerne, men når bare de rettede sig efter det, behøvede de ikke at være bange.

Af og til var der krigshandlinger i nærheden af deres hus. Ali husker en nat, hvor bomberne faldt: ”bom, bom, bom!” Men det var primært, fordi hans mor blev bange, at han også selv blev det.

På et tidspunkt blev deres nabos hus bombet. Men heller ikke det gjorde drengene urolige. Krigens larm og virkelighed var en del af deres normale hverdag, ligesom lærernes fysiske afstraffelser i skolen og muslimernes modvilje mod dem. De tænkte ikke på, at det kunne være anderledes.

Det pres, børnene ikke var bevidste om, gik imidlertid hårdt ind på forældrene, og til sidst valgte de at bryde op fra Bagdad. De forberedte ikke drengene på det. De fortalte dem bare en dag: Nu skal vi af sted!

Det var i år 1999.

Nådens kirke

For drengene og deres mor gik turen i første omgang til Jordan, hvor de kom til at bo i et år, mens faderen rejste videre til Danmark for at arbejde på og åbne mulighed for, at hele familien kunne slutte sig til ham her For deres mor blev året i Jordan afgørende for hendes omvendelse.

I Jordan fik drengene og deres mor en god lejlighed. En af de første dage valgte de af kedsomhed at gå en tur i byen for at se sig omkring. På et tidspunkt kom de til et skilt med en skrift, de kunne genkende. Der stod en tekst på irakisk-arabisk: Nådens kirke.

Drengens mor ville gerne ind i kirken og kigge, og indenfor blev der taget godt og varmt imod dem. De fik noget at drikke og blev inviteret til at komme igen:

”Vi mødes for at høre om Gud og synge, og ind imellem tager vi på lejr. Kom igen en anden gang!”

Det takkede de ja til.

”Det var her, det hele brød løs med mors tro”, fortæller drengene. ”Anden gang vi var der, fik mor en Bibel, og den begyndte hun at læse i. Mor havde altid søgt Gud, men hun havde aldrig fundet vished om, hvem Gud var.”

Ikke så snart var hun imidlertid begyndt at åbne sit hjerte for Bibelens ord, så slog en ny ulykke ind i familien.

Vendepunktet

Ali havde været ud og lege og havde spist noget forgiftet. Hans krop var i forvejen ikke stærk, og nu blev den hårdt angrebet indefra. Hele kroppen blev oppustet, han ophørte med at spise, fik røde forgiftningsprikker, munden begyndte at hænge, og ansigtet blev trukket skævt..

Moderen stod alene med ansvaret for den syge dreng og frygtede for hans liv. Sammen med frygten oplevede hun sig anfægtet:

”Djævelen kom til mor og sagde, at det her skete, fordi hun var begyndt at åbne sig for en ny tro”.

Men hun valgte at trodse djævelen og bede til den Jesus, hun var begyndt at tro på.

Hun var imidlertid famlende og usikker over for, hvordan hun skulle bede. Pludselig tænkte hun på den Bibel, hun havde fået. Hun gik hen og læste den første tekst, hun slog op på. Det var Salme 103, en salme, der var gennemglødet af tillid til Guds nåde, hans fulde forladelse af al vor synd og hans barmhjertighed mod os og vore børn i slægt efter slægt. Hun læste salmen igen og igen og igen:

”Ordene gik lige til mors hjerte. Vi havde altid fået fremstillet Gud som en, der var i baggrunden. Men det her var en Gud, der var nær, og som hun kunne bede til. Det var ord fra mor til Gud. Mor læste salmen 20-30 gange.”

Efter at hun havde læst salmen, blev hun opmærksom på et lys i lejligheden. Hun så op og så Jesus. Et stærkt lysskær gjorde det umuligt at se hans ansigt, men hun kunne se, at han stod med åbne arme for at tage imod hende og lytte til hendes bøn.

Hun blev fyldt af fred, og Jesus spurgte hende: ”Hvad vil du have?“

”Ali“, sagde moderen.

Det næste, hun hørte, var, at Ali kaldte på hende fra sin seng. Han var sulten.

Det var vendepunktet i Alis sygdom, men det var også vendepunktet i moderens åndelige liv. Hun havde fået bekræftet, at Bibelens Jesus er Gud. Hun græd af glæde, faldt på knæ i stuen og bad i tak til Jesus: ”Endelig har jeg fundet dig!”

Når Ali og Samir fortæller om deres vej til Jesus, beretter de flere gange om syn og åbenbaringer i lighed med dem, som moderen oplevede de to gange, hvor Ali var syg. Det er ikke ualmindeligt blandt nyomvendte i og fra den arabiske verden i disse år. Mange kan fortæller, at Gud har brugt syn og åbenbaringer til at kalde ad dem og lede dem til Jesus. Men det er karakteristisk at synerne og åbenbaringerne altid leder i retning af kristne fællesskaber og hen til Guds ord. For det er kun i mødet med evangeliets ord, at mennesker kan komme til tro Jesus som deres frelser og forsoner. Dette gjorde sig også gældende for Alis og Samirs mor.

Moderen begyndte straks at vidne for sine drenge om Jesus som Gud. Det var endnu kun meget lidt, hun vidste om Jesus, men det hun vidste, fortalte hun videre:

”Hun vidste ikke, at Jesu blod har renset os for synden, så det kunne hun ikke fortælle os. Men efterhånden som hun lærte det, fortalte hun os det alt sammen.”

Inden afrejsen fra Jordan blev moderen døbt i Nådens kirke.

Blandt mandæerne betragtes det som en stor skam, hvis man vender sig til en anden tro. Det giver alvorlige konflikter i forhold til familien. Ikke desto mindre var drengens far forstående og accepterende over for moderens nye tro, og det er han fortsat:

”Det er mor rigtig, rigtig glad for!”

Til Danmark

Kort efter moderens dåb flyttede hun med drengene til Danmark. På dette tidspunkt havde de to brødre fået en noget yngre lillebror, så der i alt var tale om en familie på fem. De slog sig ned i Karup, og efter nogen tid lykkedes det for faderen at starte sin egen Pizzaforretning.

For de to store drenge var det en stor, men primært positiv omvæltning at komme til Danmark:

”Vi kunne simpelthen ikke forstå, at der kunne være sådan en fred her! Man kunne jo ligge på gaden og sove uden at risikere noget. Der var ingen krig og heller ikke nogen vilde hunde, som vi skulle passe på. I Irak var vi vant til, at de vilde hunde jagede i flok, og at de kunne slå børn ihjel og æde dem. Derfor blev vi også bange, da vi så de første hunde i Danmark. Men så blev vi klar over, at her bliver de holdt i snor, og at man ikke skal være bange for dem, og at folk sover sammen med dem! Det tog lidt tid for os at forstå det.”

”Det var skønt, at man ikke fik bank i skolen som i Irak. Hverken af lærerne eller af de andre elever. I Irak bankede de store elever de små, og lærerne kunne finde på at smadre eleverne. Når lærerne gjorde det, skulle man passe på med at se på dem, for så blev man selv smadret. Man skulle bare kigge lige ud, som om man ikke så det.”

”Det var godt at komme til Danmark, og vi var meget glade. Men det var koldt! Vi havde jo aldrig set sne før, så det var en stor oplevelse at stå med det i hånden og se det smelte!”

Straks familien kom til Danmark, begyndte drengenes mor at lede efter nogle kristne. Hun begyndte at komme i en folkekirke, men det var meget anderledes end det, hun kendte til fra Nådens kirke.

På et tidspunkt spurgte hun præsten lige ud: ”Tror du selv på Jesus?”

Svaret var undvigende: ”Arhj…” Så holdt hun op med at komme der.

Til gengæld var det en stor glæde for hende, da hun kom med en bibelstudiekreds, som blev ledet af indvandrerkonsulent Enok Sørensen. Her mødte hun nogle kristne brødre og søstre, som troede på Bibelen og på Jesus. Her kunne hun blive støttet og opbygget i troen.

”Derved blev der holdt liv i mors tro.”

Mormor

I bibelkredsen kunne hun også fortælle de andre om sin store nød: ”At hele familien måtte komme til tro på Jesus.” Det kunne de nu bede om sammen.

På dette tidspunkt boede drengenes mormor i Tyskland, og det var et brændende ønske for drengenes mor, at hun måtte blive frelst. Da mormoderen faldt og brækkede hoften, tog hendes datter ned for at se til hende på sygehuset, hjælpe hende og vidne for hende om Jesus.

Det førte til brydninger i mormorens sind, men hun oplevede, at Jesus kom til hende og åbenbarede sig for hende som hendes frelser og Gud. Hun var 70 år, da hun kom til tro.

”I de første år gjorde mormor rigtig meget, for at familien i Irak ikke skulle få at vide, at hun var blevet kristen. Det var mor ked af. Hun oplevede det, som om at mormor skammede sig over Jesus. Men en dag ringede mormor så og sagde til mor: ’Lad alle det vide!’ Nu skulle hele familien derhjemme høre, at hun var kommet til tro på Jesus. Det blev mor glad for.”

Da det gik mod enden for mormoderen, hentede familien i Danmark hende til Karup for at hun kunne dø der. Det sidste hun fortalte familien, var, at hun så Jesus, som kom for at tage hende hjem. Hun ligger nu begravet i Karup.

Mistrivsel

Efter nogen tid lagde den første store glæde over Danmark sig hos drengene. De begyndte at få det sværere både åndeligt og menneskeligt.

De savnede begge to Nådens kirke. Der havde de følte sig hjemme på en måde, som de ikke oplevede i de kristne fællesskaber i Danmark. Ali begyndte i en søndagsskole, men han oplevede at blive drillet, og derfor stoppede han.

Derhjemme fortalte deres mor dem om Jesus, bad med dem og sang sange fra Nådens kirke med dem. Det var de glade for, men de blev ved med at have med Jesus at gøre gennem deres mor og gennem hendes tro:

”Vi vidste meget om Jesus, men vi var ikke kristne.”

At Jesus kaldte ad dem, vidste de dog. Ali oplevede det på en meget konkret måde i et syn, han fik, da han var 13 år gammel. Han så Jesus passere forbi og hørte en stemme råbe ”Helligånden“. Han fortalte sin mor om synet, og hun var ikke i tvivl om, hvad det betød:

”Det er Jesus, der vil have, at du skal følge ham.”

Ali var meget glad for, at Jesus kaldte ad ham: ”Men jeg vidste jo ikke, hvordan jeg skulle følge Jesus.”

I de følgende år gled kaldet fra Jesus i baggrunden for Ali, ligesom det også gjorde det for Samir.

For dem begge gjaldt det, at en voksende mistrivsel fik dem til at søge trøst i hash og i hårdere stoffer. De fulgte hvert deres spor, men forløbene var meget parallelle.

Ali

Alis skolegang endte med, at han blev smidt ud af 8. klasse:

”Jeg var vildt urolig i skolen. Jeg kunne ikke sidde stille i timerne, jeg larmede og var respektløs over for lærerne. Jeg havde ingen selvbeherskelse. Uden for timerne var jeg dominerende og drillede de andre elever bare for ikke selv at blive drillet. Dybest set handlede det om, at jeg havde det svært indeni. Jeg kunne ikke se meningen med livet.”

”Min far og mor blev fuldstændig overraskede og rigtig skuffede, da jeg blev smidt ud af skolen. De kunne ikke forstå det: deres søn! Men jeg så det selv som en frihed. Nu kunne jeg gå mine egne veje.”

”Da jeg var 14-15 år gammel, begyndte jeg at ryge hash. Jeg glemte alt om synd. Først røg jeg en gang om ugen, så blev det en gang om dagen, og til sidst hver anden time. Da min mor opdagede det, var hun i chok. Hun sagde, at jeg måtte stoppe. Jeg løj så og sagde, at jeg var stoppet.

Men i virkeligheden blev det bare værre og værre. Jeg fik det også værre og værre med min mor og far. Jeg så dem som mine fjender. Jeg tvang dem til at give mig penge, og hvis de ikke gjorde det, smadrede jeg ting derhjemme. De havde ingen kontrol over mig.

Pengene brugte jeg på hash og på ture til Christiania. På et tidspunkt huggede jeg 42.000 fra min far og brugte dem i København. Jeg kom der, så tit jeg kunne, og min afhængighed af stofferne voksede bare. Til sidst fyldte de alt. Samtidig havde jeg følelsen af, at jeg havde styr på det.”

Igennem hele denne tid bad Alis mor vedholdende for ham:

”Hun bad om at jeg måtte komme til Jesus og få frihed hos ham. Hun kontaktede også nogle vækkelseskristne i USA og bad dem om at bede for mig og min bror.”

De amerikanske kristne var udholdende i forbønnen for drengene, og det samme var moderens bibelkreds.

Indre kamp

I lang tid tænkte Ali, at det var muligt at leve det liv, han levede, og samtidig have et godt forhold til Jesus. Han ønskede ikke at forkaste Jesus og vende ham ryggen:

”Jeg bildte mig ind, at jeg havde det godt med Jesus, og at jeg ville komme i Himlen.” Men gradvist gik det op for ham, at det var en illusion.

Hans mor begyndte at spørge til hans forhold til Jesus: ”Hvad med Jesus, Ali?”

Hun tydeliggjorde for ham, at Jesus ville forlade ham, hvis han ikke vendte om. Det rystede ham. Hun mindede ham også om, at han skulle møde Gud som sin dommer og stå til ansvar for ham med sit liv.

”Jeg begyndte at tænke: ’Hvis jeg dør, hvor kommer jeg så hen?’ Mor var virkelig klog, da hun mindede mig om det der. Jeg vidste godt om himmel og helvede. Jeg begyndte at bede hver aften: ’Please, Jesus lad mig ikke dø i nat! Det blev tungt for mig. Hver gang, jeg gik i seng, tænkte jeg: ’Nu skal jeg igennem den nat igen’.”

Samvittigheden begyndte også at plage Ali. Han skammede sig over det, han gjorde, og ønskede ikke at hans forældre skulle se ham i påvirket tilstand. Derfor ventede han med at komme hjem, til alle var gået i seng. Så slap han for at se sin mor og far i øjnene. Men han slap ikke for at møde Guds ord.

Hans mor begyndte at lægge Bibelen frem til ham, hver gang han kom hjem. Hun slog den op på en bestemt tekst, som hun gerne ville, at han skulle læse og markerede så på arabisk et afsnit ”herfra” og ”hertil”. Når Ali kom hjem, læste han det.

”Jeg oplevede, når jeg læste det, at det er det her, min sjæl tørster efter. Det er lige det, jeg har brug for! Men min krop ville noget andet. Den ville ud igen og have stoffer.”

Alligevel havde bibelordene en dybtgående virkning:

”Efter at jeg begyndte at læse Bibelen, oplevede jeg en rigtig stor tomhed ved alt, hvad jeg gjorde. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg sagde til mig selv: ’Du mangler noget, Ali. Er det stoffer, piger, en bil? Hvad kan det være?’ Så skaffede jeg det: stoffer, en kæreste, en bil, alt det, jeg kunne begære. Og det gav en kort gevinst, men så var tomheden tilbage.”

”Jeg begyndte at søge Gud og bad min mor om at bede med mig. Det var godt, når hun bad. Hun kunne sætte ord på det, jeg havde brug for at bede om, og det gav fred.”

I en periode forsøgte Ali at forene misbrug og åndelighed:

”Jeg skiftede min musik ud. Jeg droppede den hårde og rå rap-musik, og så hørte jeg i stedet salmer fra Nådens kirke. Så sad jeg der og røg hash og hørte salmer og græd, fordi jeg var så tæt på Gud. Men det var en hård blanding. Min sjæl ville så gerne hen til Gud, men min krop ville ikke slippe stofferne. Et eller andet sted vidste jeg, at jeg ikke kunne begge dele. Når jeg sad og røg hash og hørte salmer og græd, kunne jeg tænke: ’Hvis jeg dør nu, hvor ender jeg så?’”

Omvendelse

En nat var Ali på vej hjem med en ny forsyning stoffer. Tæt på hjemmet hørte han pludselig et gennemtrængende og forfærdeligt skrig:

”Jeg hørte det som et skrig fra alle dem, der var i Helvede, og jeg tænkte: ’Nu skal du dø!’ Jeg løb op til mit værelse, og hele vejen sagde jeg bare: ’Jesus, Jesus, Jesus!’ Da jeg kom derop, tænkte jeg, at jeg må læse i Bibelen, så jeg fandt den frem, men da jeg åbnede den, blev frygten bare ti gange stærkere. Jeg oplevede det, som om at satan stillede sig mellem mig og Bibelen, og at han af al magt ville forhindre mig i at læse den. Det var også, som om der var en uren ånd inden i mig, som slet ikke kunne klare, at jeg tog og læste Bibelen.”

Ali tvang sig selv til at åbne Bibelen og læse, og da det var lykkedes for ham at læse bare et lille stykke, slog han Bibelen i med lettelse. Han oplevede, at han havde vundet, og regnede med, at så måtte han også have det godt med Gud.

”Så var jeg klar til at lave en joint og ryge den!”

Han håbede stadig, at det var muligt at forene misbruget med et godt forhold til Gud. ”Men da jeg havde røget en halv joint, kunne jeg ikke mere:

”Jeg blev utroligt bange for Helvede og for satan! Jeg havde lige oplevet satan her på jorden. Hvordan ville der så ikke være i Helvede? Jeg var sikker på, at jeg var på vej til Helvede. Jeg så mit liv: Gud var væk, og intet havde værdi, intet gav mening.

Jeg oplevede, at jeg skulle bede. Jeg gik hen til vinduet, og så bad jeg: ’Gud, din vilje må ske! Frels mig!’”

”Bagefter satte jeg mig på sofaen, og så oplevede jeg, at jeg lige så stille og roligt blev fyldt indefra med kærlighed, glæde og fred. Jeg rejste mig op og løftede mine hænder og priste Gud med salmer fra Nådens kirke.

Så fandt jeg min mobiltelefon frem. I min mors bibelkreds var der en gammel mand på 80 år, som hedder Evald. Han havde bedt for mig, og så havde han sendt mig en hel masse andagter og bibelord på sms. Nu fandt jeg dem frem, og så læste jeg dem alle sammen fra en ende af, og lige pludselig kunne jeg forstå, hvad der stod! Indtil da var Bibelens ord alt for ofte bare tomme og sorte bogstaver.

Nu forstod jeg det: Jesus elsker dig, han renser dig for din synd og frier dig for dine lænker! Jeg tænkte: Det må betyde, at Helligånden er i mig! Nu forstår jeg, hvad Jesus har gjort for mig. Gud har hørt min bøn! Det er den bedste dag, jeg nogensinde har oplevet!”

”Jeg sad på min seng og takkede bare. Jeg manglede ingenting! Tomheden var fyldt helt ud! Jeg gik ind til min mor i hendes og min fars soveværelse. Jeg bad hende om at komme med ud, men hun lod, som om hun sov. Hun var vant til, at jeg bare kom for at få penge eller nøglerne til bilen. Men til sidst kom hun ud.

Da jeg stod over for hende, kom der et vandfald af tårer ud af øjnene på mig. Det var det her, hun havde bedt om i 5 år. Jeg græd af glæde, fuldkommen glæde. Og min mor glædede sig med mig. Vi gik tur i natten sammen, og undervejs smed jeg mine stoffer i en kloak. Der gik lang tid, før jeg sov den nat; jeg ville ikke sove.”

Tilbagefald

Et nyt liv var begyndt for Ali, et liv i troen på Jesus og i glæde over Guds nåde. Men kroppen huskede stadig rusen og længtes efter den. En uge efter sin omvendelse fik Ali et tilbagefald og røg hash igen. Det blev ikke det sidste tilbagefald. Ali var selv ulykkelig, og hans mor var det ikke mindre. Alligevel oplevede Ali, at en opmuntrende stemme sagde til ham: ”Der er lyse dage på vej!”

Den følgende tid blev hård. Ali gik i døgnbehandling i et halvt år. Det var en svær tid og samtidig en berigende tid:

”Jeg begyndte at læse i Bibelen hver dag, og i løbet af det her halve år kom jeg uge for uge tættere på Gud. Der var hårde dage, men alligevel kom jeg tættere på Gud.”

Efter det halve år fik Ali endnu ét tilbagefald. Det varede i et par måneder, hvor Ali røg sammen med sin lillebror. Hans mor vidste ingenting. Hun troede fortsat, at han var fri af misbruget, og når hun spurgte til det, løj han over for hende. Det var hårdt for Alis samvittighed:

”Jeg løj over for min mor, og så hørte jeg hende sidde og takke Gud for, at jeg var fri for det, som jeg lige havde siddet og løjet om. Og jeg tænkte: ’Gud, efter alt det, du har gjort for mig, hvordan kan jeg så blive ved at gøre det her?’”

Gud var ikke tavs. Han talte til Ali, og Guds budskab var klart: ”Du skal sige sandheden!” Ali forstod godt Guds tale, men han var tilbage i det gamle spor, hvor han ville forhandle med Gud og forene ting, der ikke kunne forenes:

”Jeg sagde til Gud, at det ville være bedst at vente med at sige sandheden. Et halvt år i hvert fald. Det ville jo være hårdt for mor at høre, hvordan det stod til.”

Men Gud ville ikke forhandle.

Sandheden gør fri

”En morgen stod jeg op og læste i Bibelen, og der stod der meget enkelt og klart: ’Sandheden vil gøre dig fri!’ Senere samme dag hørte Samir og jeg en prædiken, der handlede om at tage masken af og bekende synden. Efter den prædiken fik jeg en sms fra Evald, hvor der stod: ’Du skal tale sandhed – det vil gøre dig fri!’”

I første omgang nåede budskabet dog ikke ind til Ali. Han var indstillet på at fortsætte sit misbrug og sit dobbeltliv, og han glædede sig til om aftenen efter hashrygningen at læse i sin Bibel, bede og mærke Guds fred. Han var vant til at slutte dagen med Bibel, bøn og så en følelse af fred.

Men den aften kom der ingen fred. I stedet blev han fyldt af den gamle tomhedsfølelse:

”Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg følte mig forladt af Gud. Jeg oplevede det, som om jeg ikke havde nogen sjæl. Det var jo Helligånden, der ydmygede mig! Jeg blev bange, og jeg spurgte Gud, hvad jeg havde gjort.

Men Gud svarede ikke. Der gik lang tid. Sådan følte jeg det. Der gik måske bare en time. Men det føltes som 100 år. Så spurgte jeg en sidste gang: Gud, hvad har jeg gjort?

Først dér kom jeg i tanke om, hvad jeg havde læst om morgenen, hørt i prædikenen og læst i Evalds sms. Gud mindede mig om det. Han mindede mig om, at jeg havde løjet for min mor, og han sagde, at det ikke kunne vente et halvt år at få bekendt det.

Jeg sagde til Gud, at jeg ikke ville sige det lige nu. Men så fik jeg det bare endnu værre. Guds vilje kan virkelig være hård nogen gange, tror man! Så bad jeg fem gange om frimodighed til at få det sagt.”

Næste dag skulle Ali køre sin far på arbejde. Samir var med i bilen. Da de to brødre blev alene, fortalte Ali, hvad han havde oplevet og fastslog:

”Vi skal sige det i dag!”

”Nej, det skal vi ikke,” svarede Samir.

Ali vendte ansigtet og så ud ad bilruden.

”Jeg kan huske, at jeg sad der og så ud ad ruden og tænkte: ’Friheden er der, hvis jeg går i krig med Samir!’ Så bad jeg til Gud: ’Herre, du må tage over. Din vilje ske. Bring fornuft i Samir!’

Så gik der 30 sekunder, og så sagde Samir: ’OK, lad os gøre det.’

Jeg blev utrolig lettet og tænkte bare: ’Tak Gud!’”

På vejen hjem sagde Ali til Samir, at de måtte tale med deres mor med det samme, når vi kom hjem. Samir ville vente til om aftenen, men det ville Ali ikke være med til: ”Jeg har en frihed, jeg skal ud til!”

Det var hårdt for drengene at sige det til deres mor, og det var hårdt for hende at høre det.

”Mor blev virkelig bange for os og rystet i sin egen tro på Gud.”

I sin anfægtelse ringede moderen til en ældre kvinde fra bibelkredsen, Anne Grethe, som igennem hele tiden i Danmark havde været en afgørende åndelig støtte for hende og en trofast forbeder for drengene. Da Anne Grethe hørte, hvad der var sket, gav hun et svar, som i høj grad hjalp moderen:

”Tag det roligt. De er babyer i troen. De skal lære at gå.”

Moderen fik også et bibelvers, som hun oplevede, at Helligånden talte igennem, 1 Joh 1,9: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”

Det vers vendte moderens anfægtelse til tak og glæde.

”Det trøstede hende virkelig, så hun græd af glæde. Siden den dag har der ikke været usandhed mellem mor og os.”

Samir

I modsætning til sin storebror fuldførte Samir sin folkeskole. I niende klasse var han på en kristen efterskole i Sædding.

”Det var meningen, at jeg skulle blive kristen, men det blev jeg ikke. Jeg troede, at man kunne tro på Jesus og samtidig leve sit eget liv.”

Det var ikke sådan, at Samir skilte sig synligt ud fra de andre elever på skolen:

”Jeg bad og sang og var med til andagter og lovsang ligesom de andre.”

Det handlede ikke kun om, at han ikke var kristen:

”Jeg har altid følt mig anderledes og fremmed, selvom jeg blev taget rigtig godt imod.”

Efter efterskolen ville Samir bryde det negative mønster:

”Jeg ville tage sagen i egen hånd. Jeg ville gøre noget for mig selv og være sammen med nogle, som accepterede mig, som jeg var. Dengang vidste jeg ikke, at Jesus elsker mig.”

Samir begyndte at ryge hash og begyndte også at forhandle det. Hos dem, som røg hash, fik han respekt, men hashrygningen gjorde ham også afhængig, og hashhandlen førte ham ud i en stor gæld.

På det tidspunkt mødte Samir en pige, som han blev forelsket i. Han oplevede det som en stor gave. Hun hjalp ham med at komme ud af gælden, men hun kunne ikke hjælpe ham ud af afhængigheden.

Det endte med, at Samir valgte at gå i døgnbehandling.

Samir var i døgnbehandling i et halvt år. Det positive var, at han i løbet af det halve år fik god terapeutisk hjælp i forhold til sin følelse af at være anderledes. Det negative var selve behandlingen af hans stofafhængighed. Samir var god til at skaffe sig hash under behand-lingsforløbet:

”På den måde var jeg med til at trække andre ned. Det blev opdaget flere gange, men jeg lærte ikke af fejlene. Til at begynde med havde jeg haft stor tillid hos lederne på centret. Men til sidst lå den smadret som en tallerken på gulvet. Jeg tog hjem med et kæmpestort nederlag.”

Gud og kæresten

Det store nederlag blev begyndelsen til Samirs omvendelse.

”Da jeg kom hjem fra centret, fik jeg en stor længsel efter at søge Gud. Jeg havde det meget dårligt og vidste, at jeg havde brug for Gud. Men at jeg søgte Gud, stødte min kæreste fra mig.”

Til at begynde med ville kæresten gerne følges med Samir til gudstjenester og bibelstudier med Enok Sørensen. I udgangspunktet tænkte Samir, at det var muligt at forene et godt forhold til Gud med en videreførelse af forholdet til kæresten:

”Jeg ville gerne leve sammen med Gud og samtidig leve med min kæreste. Jeg ville gerne have både Gud og hende. Men efterhånden blev det klart for mig, at det ikke var Guds plan for mig.”

Det endte med, at Samir måtte bryde med sin kæreste. ”Det endte med to store nederlag: Jeg tabte behandlingsforløbet, og jeg tabte hende.”

Men han forstod, at der ikke var nogen vej udenom. Ali havde forklaret ham, at Gud måtte være herre i hans liv, alene, og han havde forklaret, at det handlede om himmel eller helvede.

I udgangspunktet tvivlede Samir på, at han kunne blive Guds barn efter alt det, han havde gjort. Men jo mere han læste i Bibelen, jo klarere blev det for ham, at det handlede om dette enkle – at have Jesus som sin frelser:

”Gradvist begyndte jeg at glæde mig over, at jeg har Jesus. At være Guds barn er min identitet, ligesom mit navn Samir er min identitet. Har jeg Jesus, så har Gud tilgivet mig alt, hvad jeg har gjort. Så kan satan komme og bruge alt muligt i min fortid til at anklage mig. Men min trøst er, at jeg er Guds barn på grund af Jesus. Har jeg taget imod ham? Det er det afgørende. Har jeg taget imod Jesus, så er jeg frelst og kan glæde mig i Herren.”

Mors støtter

Det var hårdt at sige farvel til kæresten. Men Samir fik stor hjælp gennem de sms’er, som den gamle Ewald sendte til ham undervejs i forløbet:

”Da jeg følte, at det var verdens undergang, sendte Gud nogle ord gennem Ewald, som jeg virkelig kunne finde trøst i. Han sender dem stadig! Han ringede til mig, længe før jeg kom til Gud, og sagde: ”Samir, vi vil have dig med på himmelvejen!”

Det er dette ene, det også har handlet om for Alis og Samirs mor hele vejen: at få sine drenge og hele familien med på himmelvejen. Drengene har været længe undervejs, og det har lang tid set mørkt ud. Men deres mor fik hjælp fra kristne brødre og søstre til at tro på Guds frelsesvilje og frelsesmagt.

Da drengene var længst ude i misbrug og verdslighed, trøstede Anne Grethe hende med nogle ord, som hun blev ved at vende tilbage til: ”Vent på Herren! Han vil fuldende sin gerning!”

Ali og Samir ved, at de har været genstand for deres mors trofaste forbøn fra den dag, hun selv kom til tro. Men de ved også, at det har været af uvurderlig betydning, at hun har haft nogle kristne hos sig, som har støttet hende i troen og i bønnen: en leder af en bibelstudiegruppe, en gammel mand med en mobiltelefon, en ældre kvinde med åndelig visdom og nogle amerikanske forbedere.

Nu er Ali og Samir selv kommet med i denne flok. De har intet større ønske end at få deres lillebror og deres far med på himmelvejen. De beder for deres bror og for deres far. De læser bibelhistorie med deres lillebror, og de vidner for ham om, at der er én ting, han har brug for: Jesus! Ikke legetøj, modetøj, spil og maskiner. De kan ikke give ham nogen virkelig fred. Det handler om at have Jesus, så har han alt, nu og i evighed!

Ali og Samir er fortsat nye i troen. Der er meget, de gerne vil lære, og de er åndeligt sultne. De oplever det som en velsignelse at komme i en missionsk menighed, og det er tydeligt, at menigheden oplever det som en stor velsignelse at have dem hos sig.

Begge vil de gerne på bibelskole, og det er deres opsparingsprojekt nummer et. De er unge planter i Guds vingård, og de har brug for forbøn. Lad os bede for Ali og Samir om, at de må blive bevaret i en levende og frimodig tro på Jesus, og lad os bede om frelse for hele deres familie!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.