Mødet med den ikke-kristne

At vidne om Jesus III

Hvad skal vi huske på, når vi møder en ikke-kristen? Der er én ting, som vi må huske frem for alt: at vi står over for et menneske, der er under Guds dom, men som samtidig er højt elsket af Gud, og som Gud her og nu arbejder på at frelse.

Den ikke-kristne er ifølge Jesu eget billedbrug et får, der er kommet bort fra hyrden. Det er fortabt og går mod døden. Men hyrden har ikke opgivet det! For ham har dette ene får uendelig stor værdi. Det er ikke bare ét i mængden. Hele hyrdens kærlighed og omsorg samler sig om dette ene får. Og han er ude for at finde det. For han vil frelse det! Netop sådan har Gud det med enhver ikke-kristen. Ingen steder får vi det så klart forkyndt og illustreret som i Jesu lignelse om det bortkomne får:

”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,4-7).

Jesus lader sin lignelse ledsage af et spørgsmål: Er det ikke sådan, en hyrde handler i forhold til et bortkommet får? Mange, som lever på afstand af en hyrdekultur, vil være tilbøjelige til at svare jo. Men hele lignelsens pointe er, at ingen almindelig hyrde vil handle, som denne hyrde gør. Alt hvad denne hyrde gør, går på tværs af almindelig adfærd og afslører en helt ubegribelig omsorg for og kærlighed til det ene bortkomne får.

Ingen hyrde ved sine fulde fem vil forlade nioghalvfems hjælpeløse og værgeløse får i ørkenen for at gå ud efter ét bortkommet får. Men det gør denne hyrde – af kærlighed til det ene får! Hvis en hyrde endelig skulle forlade de mange for den ene, ville han kun gøre det en ganske kort tid. Anderledes med denne hyrde – han går ud og leder efter det ene får, og han bliver ved at lede efter det ene får ”indtil han finder det”. Ingen hyrde vil tage et fuldvoksent får op og bære det på sine skuldre. Han kan til nød bære et lille lam, men ikke et stort og tungt får. Men det er, hvad denne hyrde gør – og han gør det med glæde! Ingen hyrde kalder venner og naboer sammen til glædesfest, fordi han har oplevet det mest hverdagsagtige og almindelige i et hyrdesamfund – at finde et bortkommet får. Men denne hyrde gør det – af glæde over at have fået det ene og højt elskede får tilbage!

Gud og den ene

Som den hyrde, Jesus beskriver, har det med det ene får, sådan har Gud det med den ene ikke-kristne! Uanset hvordan dette menneske er og opleves af andre. Guds kærlighed er ikke betinget af personen. Den er helt igennem ufortjent og grundløs. Gud elsker for sin egen skyld, og derfor elsker han hver eneste ikke-kristen med den samme kærlighed. Han har fulgt hvert eneste vantro menneske fra undfangelsens dag og hver dag siden. Han kender hver tanke og hver handling. Hvert hovedhår er talt. Hele Guds omsorg og kærlighed er vakt i forhold til den ene, og hans kærlighed har ét bestemt mål: at denne ene må frelses! Det er det, Gud arbejder på. Det er det, han vil – og det kan ske!

Denne virkelighed har vi brug for at blive mindet om igen og igen. Vi har så nemt ved at tænke om de ikke-kristne som nogen, der én gang for alle har afklaret deres forhold til Gud. De har valgt Gud fra, og det må vi så acceptere. Det er beskæmmende og foruroligende, så hurtigt vi kan slå os til ro med, at de er vantro, og tænke, at der ikke er noget at gøre ved det. En hovedårsag er uden tvivl, at vi finder det umuligt, at de skulle blive troende. Men for Gud er intet umuligt. Han både kan og vil frelse. For ham er der ingen ’umulige tilfælde’.

Gud frelser i dag. Han arbejder her og nu på hver eneste vantros frelse – og i dette arbejde vil han bruge os! I samme grad vi får syn for denne virkelighed, i samme grad bliver det vores hjertes ønske og bøn, at vi må blive brugt af Gud, og spørgsmålet rejser sig hos os: Hvordan kan jeg være et brugbart vidne for Gud i min hverdag?

Hvordan kan jeg vidne?

Det er et vigtigt spørgsmål. Det er vakt af Guds Ånd. Et stykke på vej er det et spørgsmål, som ikke kan gives nogen almen besvarelse. Som kristne har vi i overensstemmelse med Guds gode vilje vidt forskellige personligheder, vores livssituation er forskellig, og Gud bruger os på meget forskellig måde. I princippet er der lige så mange måder at være et godt og brugbart vidne på, som der er kristne. Og vi må være meget varsomme med at opstille almene idealer og skemaer på dette område. Det medfører nemt et lovisk pres i retning af én bestemt holdning og adfærd. Når begrebet evangelisation for mange kristne er uløseligt forbundet med dårlig samvittighed, er en af de væsentligste årsager utvivlsomt, at de har mødt nogle loviske forventninger eller fordringer om, at alle kristne skal vidne og evangelisere på én bestemt måde.

I artikel II har vi set, at der er ét fælles kald til alle kristne: at leve godt med Jesus i hverdagen, bekende hans navn og være rede til at svare, når nogen spørger til vores tro. Dette ene fælles kald kan så udfoldes på mange forskellige måder. Det må vi give plads for og frihed til. Der er en gudvillet forskellighed og evangelisk frihed på dette område, som det er uhyre vigtigt at værne om. Herved værner vi selve den evangeliske tro.

Dette indebærer imidlertid ikke, at der ikke kan være behov for gode råd om, hvordan vi kan være vidner for Gud i hverdagen. Tværtimod kan en bibelsk baseret rådgivning netop være med til at værne den evangeliske frihed i vidnetjenesten. I det følgende vil jeg give 10 råd til en evangelisk vidnepraksis:

1. Bed Gud om anledninger til at vidne

Når Paulus i Kol 4,5 formaner os til at være ”vise i omgangen med dem udenfor”, handler det givetvis først og fremmest om, at vi må leve med en vågen bevidsthed om, at de ikke-kristne er fortabte og har brug for at møde et ord om Jesus. I samme grad dette er levende for os, bliver det naturligt at bede om anledninger til at vidne.

En sådan bøn er med til at holde os selv vågne over for de ikke-kristnes åndelige nød og over for vores mulighed for at hjælpe dem. Samtidig er der noget befriende ved at kunne lægge ansvaret for anledningerne i Guds hænder. Så kan vi med stor frimodighed være sammen med ikke-kristne om forskellige menneskelige aktiviteter og engagere os i samtaler med dem om mange forskellige emner og vide, at det ikke er vores forpligtelse at sikre, at vi kommer til at tale om åndelige spørgsmål. Vores kald er at være åndeligt “vise” i synet på og omgangen med de ikke-kristne og så at være opmærksomme på og bruge “det gunstige øjeblik”, når Gud giver anledning til at vidne (Kol 4,5).

Med dette for øje kan vi på samme tid have et godt medmenneskeligt fællesskab med ikke-kristne og være årvågne og beredvillige vidner.

2. Vær ærlig om din kristendom

Som nævnt i artikel I fortæller Paulus gang på gang i Det Nye Testamente om sin tid som forfølger af kirken. Han fortæller også åbent og ærligt om, hvordan han som kristen fortsat erfarer en dyb syndighed i sit hjerte og ofte handler ondt og forkert (Rom 7,14-25). Hvorfor fortæller Paulus så åbenhjertigt om alle de mørke sider både af sin fortid og sin nutid?

I Efeserbrevets første kapitel løfter han sløret for svaret. Her taler han om, at Gud i sin store nåde har gjort syndere til sine elskede børn for Jesus skyld (Ef 1,3-7). Det har han gjort med et bestemt mål for øje: ”til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn” (v.6).

Når Gud har frelst os syndere, så har det ikke været, for at vi efterfølgende kunne træde frem for verden og fremvise en flot og fin kristendom. Vi er ikke kaldede til at vække lovprisning af os selv og vores kristendom. Vi er kaldede til at vidne om og vække lovprisning af Guds nådes storhed. Det gør vi allerbedst ved ærligt og redeligt at træde frem for mennesker som de små, krøllede syndere, vi er. Da viser vi verden, at Guds rige virkelig er et nåderige!

Er vores synd og svaghed da en hindring for at vi kan vidne? Tværtimod, kun som syndere kan vi vidne om nådens storhed! Som nævnt i første artikel siger Paulus om sig selv, at når netop han blev udvalgt til apostel, så var det, fordi han var den største af alle syndere. Netop derved kunne han blive et enestående stærkt vidnesbyrd om Guds nådes storhed og herlighed (1 Tim 1,15-16).

Det ligger i vores natur at tro, at det er omvendt. At vi som vidner i verden må tildække alle svagheder og alle sprækker i vores kristendom, så der ikke er det mindste at sætte fingeren på. Først da kan vi være troværdige vidner om  Ja, om hvad? Vi er netop ikke kaldede til at vidne om os selv, men om Jesus og Guds store nåde i ham: ”Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus” (2 Kor 4,5).

Det er befriende. Så kan vi få lov at være vidner, præcis som vi er og har det. Vi behøver ikke at fremtræde mere overbeviste, vellykkede eller begejstrede, end vi er. Det er en stadig fare for os i vidnetjenesten, at der opstår et misforhold mellem ”ydersiden” og ”indersiden”. At vi udvikler en yderside af større glød og glæde og begejstring, end der egentlig er dækning for på indersiden. Det er slidsomt og ødelæggende for os selv, og det bekræfter kun de ikke-kristnes forestilling om kristendommen som et projekt for de særligt vellykkede. Vi er kaldede til noget helt andet og herligt befriende: at træde frem præcis som de famlende og fumlende syndere, vi er, og så vidne om Guds store nåde mod os i Jesus!

3. Vær tro mod din egen personlighed

Det kan være meget opbyggeligt at læse navnelister i Bibelen. Det gælder også listen over de disciple, Jesus kalder til at være foregangsmænd i evangeliets udbredelse (se f.eks. Matt 10,2-4). Det er en meget broget gruppe med vidt forskellige personligheder. Der er den impulsive Peter, den skeptiske Thomas, de frembrusende Zebedæus-sønner, den initiativrige Andreas osv. Jesus kalder og bruger en bred vifte af mennesketyper som vidner.

Det er værd at bemærke, for ofte er vi tilbøjelige til at løfte én bestemt personlighedstype op som den ideelle for et kristent vidne: det udadvendte, afbalancerede, velformulerede, velorienterede, velargumenterede og selvsikre overskudsmenneske. Der er næppe mange, der falder inden for denne idealtype, og det er godt det samme. Idealet er intet andet end en afspejling af vores kødelige tro på, at det afgørende i vidnetjenesten er overlegen menneskelig styrke og argumentationskraft. I samme grad vi holder fast ved denne tro, skaber vi blot mismod hos dem, som ikke lever op til idealet, og hovmod hos dem, som mener, at de gør det.

Jesus går en anden vej. Han gør brug af alle slags mennesketyper. Alle har de både styrker og svagheder. Men alle kan de bruges som vidner om den frelser, som netop kalder alle slags mennesker til sig: udadvendte og indadvendte, boglige og praktiske, humørfyldte og melankolske, frimodige og forsigtige.

Når det drejer sig om at skabe kontakt til og samtale med ikke-kristne, er der ingen personlighedstype, som er ideel. Det gælder for os mennesker generelt, at det er meget forskelligt, hvilke personlighedstyper vi umiddelbart føler os mest trygge ved og nemmest åbner os for. Netop derfor er det en rigdom, når den kristne menigheds vidner repræsenterer en stor bredde af personligheder.

Den personlighed, vi hver især har, er en Guds gave. Når vi kommer til tro, helliger Gud vores personlighed til anvendelse i missionsarbejdet. Vi er kaldede til at vidne om Jesus, ikke som vi gerne ville være, og ikke som vi håber på engang at blive, men som vi er!

4. Mød den ikke-kristne med oprigtig lydhørhed

Hvad kunne vi ikke udrette som vidner, hvis vi havde alle de følgende kvalifikationer: al kundskab og indsigt, al veltalenhed, tro nok til at flytte bjerge, profetisk gave og selvhengivende offervilje helt indtil døden! Kunne vi ønske os mere? Paulus er tindrende og vækkende klar: Intet af dette er noget værd, hvis ikke det ledsages og bæres af – kærlighed (1 Kor 13,1-3)!

Hvad er kærlighed? Jesus giver en god definition i Bjergprædikenen: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” (Matt 7,12). Det er et ord, som et godt at tage med sig ind i mødet med den ikke-kristne. Det må vejlede alt, hvad vi gør og siger. Her skal kun berøres et enkelt aspekt: den oprigtige lydhørhed.

Når vi selv taler med andre, sætter vi pris på, at der bliver lyttet til det, vi siger. Den omvendte oplevelse er ganske nedslående. Man kan nogle gange opleve det netop i forhold til nogen, som søger at formidle en bestemt religion eller politisk overbevisning. Man mærker ganske snart, at de ikke for alvor hører på og overvejer det, man siger. De venter blot på at komme til med deres eget anliggende igen. Jo mere personligt det er, det man selv taler om, desto mere forstemmende er oplevelsen.

Når vi sidder over for en ikke-kristen, sidder vi over for et medmenneske, en næste, som vi må behandle sådan, som vi gerne selv vil behandles. Sand næstekærlighed ytrer sig i, at vi oprigtigt lytter til og lever os ind i det, som vores næste taler om. Det kan være spørgsmål og emner, som ligger langt fra det åndelige område. Men i samme grad det er personligt vigtigt for vores næste, så er vi kaldede til at engagere os i det. Naturligvis er der grænser for, hvad vi kan og skal bruge tid på. Vi kan f.eks. have at gøre med personer, som på sygelig måde lægger beslag på andre og udnytter deres godhjertethed. Men det overordnede bibelske princip står fast: Vi må møde vores ikke-kristne næste med lydhørhed over for det, som han eller hun gerne vil tale om. Kaldet til at vidne om Jesus går ikke forud for og overtrumfer ikke kaldet til at vise vores næste kærlig og oprigtig lydhørhed.

At samtale med vores ikke-kristne næste på denne måde står ikke i modsætning til ønsket og bønnen om at få en anledning til at vidne. Den anledning kan opstå når som helst i en god samtale. Når det bliver naturligt at bringe Gud og forholdet til ham ind i samtalen, må vi gribe anledningen. Men det er ikke først da, vi begynder at tjene Gud og gøre hans vilje. Guds vilje for os i forhold til vores næste er udtrykt i kærlighedsbudet. Såvel det at lytte som det at vidne om Jesus er udmøntninger af det ene og samme kærlighedsbud. Selvom vi kun får anledning til det første, så er det en tjeneste for Gud, der har værdi i sig selv.

5. Lad dit vidnesbyrd handle om det personlige forhold til Gud, om dom og om frelse ved Jesus

Der er meget at lære af Jesu to samtaler i Johannesevangeliet kapitel 3 og 4 med henholdsvis Nikodemus og den samaritanske kvinde. Det er blandt andet værd at bemærke, at begge Jesu samtalepartnere er meget interesserede i at tale om åndelige og teologiske spørgsmål.

Farisæeren Nikodemus indleder samtalen med at udtrykke sin anerkendelse af Jesus som en sand og gudbenådet rabbi og lægger op til en teologisk drøftelse (Joh 3,1-2). Den samaritanske kvinde udtrykker tilsvarende sin anerkendelse af Jesus som en sand profet og lægger op til en diskussion af et klassisk teologisk stridsspørgsmål (Joh 4,19-20). Men Jesus ønsker tydeligvis andet og mere end en teologisk samtale. Han vil tale om det personlige forhold til Gud og om dom og frelse, og han leder meget målrettet samtalen i denne retning.

Vi kan ikke regne med, at vi har fået Jesu to samtaler overleveret i deres fulde længde. Der er uden tvivl blevet sagt mere end det, som er taget med i Johannesevangeliet. Derfor kan overgangene fra det ene emne i samtalen til det andet også have været mere flydende, end det kommer til udtryk i den bibelske tekst. Men som samtalerne er gengivet for os, viser de med stor tydelighed, at Jesus har ét overordnet mål for øje: Han vil vise disse to mennesker, at de er syndere under Guds dom, og at de har brug for ham selv som deres frelser.

Allerede Jesu første ord til Nikodemus placerer den lærde og fromme farisæer uden for Guds nåderige: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). At Nikodemus forstår budskabet og tager det til sig, fremgår af, at han meget ligefremt tilkendegiver, at han ikke ved, hvordan man bliver født på ny (v.4).

Tilsvarende indleder Jesus samtalen med den samaritanske kvinde med at afsløre hendes uvidenhed om det, som hører Guds rige til: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand” (Joh 4,10).

Men den samaritanske kvinde synes ikke at forstå eller ikke at ville forstå alvoren i Jesu ord og leder samtalen væk fra spørgsmålet om hendes eget forhold til Gud. Jesus giver imidlertid ikke op. Han vender tilbage til det svære emne og taler denne gang med større tydelighed: ”Han sagde til hende: ’Gå hen og kald på din mand, og kom herud!’ Kvinden svarede: ’Jeg har ingen mand.’ Jesus sagde til hende: ’Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt’” (Joh 4,16-18). Meget klarere kan det ikke siges, at kvinden er en synder under Guds dom.

I begge samtaler tager Jesus målrettet sigte på at afsløre, hvor hans samtalepartnere står i forhold til Gud: at de er uden for hans rige og under hans dom. Jesus bruger ikke skarpere og voldsommere ord end nødvendigt. Det er ikke et spørgsmål om, at han vi skabe en stærk effekt eller rystelse. Han vil i al enkelhed og klarhed afsløre virkeligheden så alvorlig, som den er. Først på denne baggrund forkynder han evangeliet om sig selv som frelseren.

Nikodemus får som det første menneske lov at høre de herlige ord: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Den samaritanske kvinde får som den første lov at høre Jesu åbne bekendelse og forkyndelse af sig selv som Messias: ”Det er mig, den der taler til dig” (Joh 4,26)!

Når vi får anledning til at vidne for en ikke-kristen, er vi kun i begrænset omfang herrer over samtalens forløb. Men vi må samtale under bøn om, at Gud selv vil lede samtalen på en sådan måde, at vores samtalepartner møder det samme budskab hos os, som Nikodemus og den samaritanske kvinde mødte hos Jesus. Den ikke-kristne må høre og erkende sandheden om sit forhold til Gud. Da først er der grundlag for at forstå og glæde sig over evangeliet om Jesus som frelseren.

6. Lad dig ikke bremse af begrænset viden

Det er bemærkelsesværdigt, at mange af de vidner, vi hører om i Det Nye Testamente, har en yderst begrænset viden om den kristne tro, når de går ud og fortæller andre om Jesus. Den samaritanske kvinde er en af dem. Da Jesus har åbenbaret sig for hende som Messias, lader hun straks sin vandkrukke stå og går ind i byen for at vidne om ham. Der er meget, hun endnu ikke ved, men det hun ved, fortæller hun, og mange kommer til tro: ”Mange samaritanere fra den by kom til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: ’Han har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort’” (Joh 4,39).

Vi møder en tilsvarende reaktion hos mange af dem, Jesus helbreder. Straks efter helbredelsen går de ud og vidner om Jesus, selvom deres viden om ham endnu er meget mangelfuld (Matt 9,27-31. Mark 1,40-45; 5,1-20; 7,31-37. Joh 5,1-18; 9,1-37). Vi må regne med, at de har mødt en lang række spørgsmål og indvendinger, som de ikke kunne svare på. Om den blindfødte hører vi således i Joh 9, at han to gange må sige, at han ikke kender svaret på de spørgsmål, han møder (v.12 og 25). Ikke desto mindre aflægger han et kraftfuldt vidnesbyrd om Jesus.

Det kristne vidnesbyrd handler om personen Jesus og det, han har gjort for os.

Overbevisningskraften ligger hverken i vores fremførelse eller i vores evne til at diskutere og argumentere, men i ordet om Jesus.

Dette skal ikke være en undskyldning for ikke at arbejde på en uddybet forståelse af den kristne tros indhold. Det skal heller ikke være en undskyldning for ikke at tage ikke-kristnes spørgsmål til den kristne tro alvorligt og søge svar på dem. Det bør vi gøre både for de ikke-kristnes skyld og for vores egen.

Men det må minde os om, at vi ikke skal vente med at vidne! Gud kan og vil bruge os her og nu præcis med den viden, vi har og ikke har. Hvis vi møder spørgsmål, som vi ikke kan svare på, må vi erkende det åbent og ærligt. Hvad kan der ske ved det? Der kan faktisk ske noget godt:

– Det kan blive tydeliggjort, at kristentroen ikke består i at kende og kunne en bestemt lære, men i at kende personen Jesus.

– Det kan blive en anledning til at skifte spor i samtalen fra det rationelle trosforsvar til det personlige vidnesbyrd.

– Det kan minde os selv om, at det afgørende i omvendelsen ikke er vor evne til at argumentere, men Guds Ånds gerning på hjerteplanet, og det kan anspore os til bøn og forventning til Gud.

– Det kan gøre det naturligt for os at undersøge spørgsmålet nærmere og eventuelt videreføre samtalen på et senere tidspunkt.

Enhver, som kender Jesus som sin frelser, er både kaldet og udrustet af Gud til at fortælle om ham. Hvad vi skal svare, når vi står i situationen, skal vi ikke bekymre os om på forhånd, siger Jesus. Det skal gives os i samme stund. Guds Ånd vil selv tale gennem os (Matt 10,19-20). Da kan det ske, vi vil blive overraskede over, at Guds Ånd først og sidst vil tale om Jesus!

7 Del frimodigt ordet ud i tillid til dets iboende virkekraft

Jesu lignelse om sædemanden har noget vigtigt at lære os (Matt 13,4-23). Hvad er det overraskende i lignelsen? De første tilhørere har givetvis primært hæftet sig ved én bestemt ting: at sædemanden så ubekymret og ødselt strør sæd ud – overalt! Han kaster sine sædekorn på vejen, på klipperne og ned blandt tidslerne. Det ville ingen almindelig sædemand gøre. Men det gør denne sædemand.

Gud kalder os til at udbrede sit ord til alle mennesker uden forskel og undtagelser. Det er ikke vores ansvar at vurdere, hvem der er modtagelige, og hvem der ikke er det. Skinnet kan bedrage. En begejstret modtagelse i det ydre kan dække over klippegrund i det indre (v.20-21). Omvendt kan en tøvende holdning i det ydre dække over et hjerte med god jord, hvor ordet slår rod og bærer frugt (v.23). Kun Gud kender hjerterne. Vores ansvar er dette ene at sprede ordet i tillid til, at det har en mægtig, iboende kraft til at vække og frelse mennesker. Når vi så har spredt ordet, må vi gøre som bonden i Jesu lignelse om den selvvoksende sæd (Mark 4,26-29). Når han havde strøet sæden ud, gik han hjem og lagde sig roligt til at sove i tillid til, at den iboende kraft i sæden nu selv ville gøre arbejdet!

Der er altid grund til glæde, når vi har fået lov at række et menneske Guds ord. Der er blevet lagt et sædekorn ind ved hjertet med guddommelig kraft til at skabe tro og åndeligt liv. Så er det muligt, at vi ikke selv ser nogen frugt af ordet. Det er også muligt, at vi helt mister kontakten med de mennesker, vi har vidnet for, og aldrig ser dem igen. Det er ikke så vigtigt. Sædekornet ligger der, og Gud både kan og vil bruge det. I hans time kan det spire og bære frugt til evigt liv.

Det træ, som du planter i dag,
kan meget vel først give frugt,
når du selv er gammel og svag,
eller først når dit livslys er slukt.
Så fortsæt du blot med at så,
Guds ord, det vil spire og gro.
Trods modgang og slid må du gå
med de frø, der kan blive til tro.

(Preben Olsen)

Det er muligt, at Gud efter os sender andre til dem, vi har vidnet for, og bygger videre på det, vi har sagt. Han bruger én til at plante og en anden til at vande (1 Kor 3,7). Først på dommens dag skal vi se den store sammenhæng og frugten af vore ord (1 Kor 3,12-15). Indtil da får vi lov at arbejde frimodigt i forvisning om, at der er åndelig livskraft i hvert et ord fra Gud, som vi lægger røst til. Det gør Guds gerning i menneskers hjerter. Det har vi hans eget ord for:

“Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Es 55,11).

8. Vær opmærksom på ønsket om og villigheden til at høre mere

“Det vil vi høre dig tale om en anden gang” (ApG 17,32). Sådan var reaktionen hos nogle af Paulus´ tilhørere efter hans tale på Areopagos. Vi kan møde den samme reaktion i dag, når vi har talt med en ikke-kristen om åndelige spørgsmål. Der kan være tale om ren nysgerrighed eller om et oprigtigt og alvorligt ønske om at lære den levende Gud at kende. Uanset motivet og drivkraften på hjerteplanet, må vi glæde os, når mennesker ønsker at høre Guds ord. Det er en stor mulighed, og vi må gøre, hvad vi kan, for at lade sådanne mennesker møde ordet på en måde, så de forstår det. Men hvordan gør vi det bedst?

Det almindelige mønster i Apostlenes Gerninger er, at der etableres samtalefællesskaber ved siden af gudstjenesten, hvor de kristne i en enkel og forståelig form kan føre de søgende ind i den kristne tros grundsandheder og besvare deres spørgsmål. Disse samtalefællesskaber fungerer som en slags ”mellemstation” på de ikke-kristnes vej fra verden og ind i den kristne menighed.

Hvordan kan den slags mellemstationer se ud i dag? Det må afhænge af de pågældende personer. Det er forskellige ting, der er naturlige for forskellige mennesker. For nogle kristne er det naturligt at spørge en ikke-kristen, om de skal læse Bibelen sammen. Det kan være en god model, hvis der er tale om to af samme køn, og hvis både den kristne og den ikke-kristne er trygge ved det. Så kan man for eksempel begynde med at læse et evangelium, hvor tekst efter tekst fortæller om Jesu møde med mennesker, som han vil frelse. I og gennem disse tekster kommer Jesus selv til dem, der læser og taler om teksterne.

En åben bibelstudiegruppe er en anden mulighed, hvor et par kristne mødes med en eller flere ikke-kristne. Målet med samlingerne er at læse nogle helt centrale tekster i Bibelen og finde ud af, hvad bibelteksterne siger. Får teksterne lov at tale, kommer Gud selv til orde.

Kristendomskurser tilbydes i mange menigheder. Indholdet kan variere meget i kvalitet. I dansk sammenhæng vil jeg anbefale de to kurser, som tilbydes gennem Indre Mission: ”Den røde tråd” og ”Kristendomskursus.dk”. Når en menighed tilbyder sådan et kursus, kan en kristen invitere en ikke-kristen med, også selvom den kristne oplever det svært selv at redegøre for den kristne tros indhold. Det er der andre, som tager hånd om. Målet med kurset må være, at den kristne tro ikke bare formidles som viden, men at Bibelens centrale budskab forkyndes til omvendelse og tro på Jesus.

En fjerde mulighed er at give den ikke-kristne en bog, som kort forkynder det centrale i evangeliet, og så tale sammen om bogens budskab. En god bog til det brug er Hvad skal jeg med Jesus? Den kan erhverves gratis gennem Nyt Liv.

En femte mulighed er at lytte til enkel og central kristen forkyndelse eller undervisning fra nettet og samtale om det.

Som kristne skal vi naturligvis med stor frimodighed invitere ikke-kristne med i vore menigheder. Men det, som sker og bliver forkyndt i menigheder, er og vil altid være uforståeligt for en ikke-kristen. I menigheden samles vi om den rigdom, vi ejer i Jesus. Det er en usynlig rigdom, som er helt ukendt og helt uforståelig for en ikke-kristen. Derfor er det godt at udvikle nogle andre samvær med ikke-kristne, hvor vi kan formidle det centrale i Guds ord til dem enkelt og klart, og hvor de kan stille deres spørgsmål. Hvilken type samvær, der vil være den bedste, afhænger som nævnt af personerne. Men det kan være godt for alle kristne at have overvejet, hvilken type samvær vi vil forslå, hvis vi taler med en ikke-kristen, som siger: “Jeg vil gerne høre mere.” Når det ønske opstår, er det er stor gave, som vi må tage vare på.

9. Koncentrer dig frimodigt om nogle få

“Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus” (Matt 10,5-6).

Det var Jesu ord, da han første gang sendte sine disciple ud for at vidne. Han gav dem en bestemt og afgrænset målgruppe i det evangeliserende arbejde. Når disciplenes målgruppe blev afgrænset på den måde, som det skete, hang det sammen med, at evangeliet under Jesu jordeliv i første omgang skulle rækkes til jøderne. Selvom det forholder sig anderledes nu, er der et principielt aspekt i Jesu handlemåde, som vi skal bemærke. Den viser os, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem troen på Guds almene frelsesvilje og så en praktisk koncentration i det evangeliserende arbejde om en afgrænset målgruppe.

Vi møder det samme princip eksemplificeret i den arbejdsdeling, som Paulus fortæller om mellem sig selv og Barnabas på den ene side og de øvrige apostle på den anden side: “Vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne” (Gal 2,9). Der råder ingen uklarhed eller uenighed mellem apostlene om, hvorvidt Gud vil alles frelse. Det er de fuldt ud enige om. Der er heller ikke tale om, at de ikke vil benytte enhver gudgiven anledning til at vidne også for dem, der falder uden for deres egen særlige målgruppe. Men de erkender, at Gud på en særlig måde har kaldet og udrustet dem til en bestemt, afgrænset opgave (Gal 2,8-9).

Apostlenes erkendelse må vi tage til os. Gud vil, at alle mennesker skal frelses. Men han kalder og udruster os som kristne hver især til en afgrænset opgave i sit missionsarbejde. Vi skal ikke se det som vores personlige kald at gå til alle og vidne for alle! Vi må samle os om dem, som Gud på en særlig måde lægger hen til os at bede og vidne for. Vi må se det som vores primære kald at være trofaste og samvittighedsfulde i forbønnen og omsorgen for netop disse og så overlade alle de andre til Gud i tillid til og bøn om, at han som høstens herre vil sende andre arbejdere ud til dem. Søger vi selv at nå alle, er der en stor fare for, at vi ingen når. Hvem vi skal koncentrere os om, må vi tale med Gud om. Det er vigtigt, at vi gør det. At være kaldsbevidst på dette område er en stærk ansporing til trofasthed i det, som er betroet os, og samtidig en stor hjælp til hvile fra det, som Gud ikke har lagt hen til os.

10. Vær beredt på at vejlede en, som gerne vil være kristen

“Hvad skal vi gøre?” Det var tilhørernes spørgsmål efter Peters pinseprædiken (ApG 2,37). Det samme spørgsmål kan vi møde i dag. Det kan komme som en reaktion på en enkelt samtale eller prædiken. Det kan også opstå i forlængelse af en længerevarende indføring i den kristne tros grundsandheder. Mødet med Guds ord kan vække et oprigtigt ønske om at blive kristen, og så lyder spørgsmålet: “Hvad skal jeg gøre?” Når vi har med søgende mennesker at gøre, er det godt at overveje på forhånd, hvad vi skal svare på dette spørgsmål.

Fra én side set er der kun ét rigtigt svar på spørgsmålet: ”Du hverken kan eller skal gøre noget. Jesus har gjort alt det, som skulle gøres. Det eneste, du kan gøre, hvis du vil gøre noget, er at sige tak!” Det er jo evangeliet i en sum. Og det må vi række til enhver, som ønsker at blive kristen.

I Jesu samtaler med Nikodemus og den samaritanske kvinde, kan vi se, at det er netop dette, Jesus gør. Han rækker dem evangeliet (Joh 3 og 4). Han taler ikke om, hvad de skal gøre og være. Han taler om deres synd og om sig selv som deres frelser. Det er særligt bemærkelsesværdigt i samtalen med Nikodemus, fordi Nikodemus direkte spørger, hvordan man kan blive født på ny. Det havde været naturligt og forståeligt, hvis Jesus som svar på spørgsmålet havde forklaret Nikodemus, hvad han skulle gøre for at blive født på ny. Men det gør Jesus ikke. Han prædiker i stedet det evangelium, som virker genfødelsen!

Dette må vi tage ved lære af. Troen skabes ikke ved ordet om os, og hvad vi skal gøre, men ved ordet om Jesus, og hvad han har gjort for os. I mødet med søgende mennesker skal vi ikke være tilbageholdende med at prædike evangeliet. Vi må lade det lyde tidligt, sent og ofte – ledsaget af en klar forkyndelse af Guds lov. Så vil Gud, i sin time, gennem evangeliets ord skabe den frelsende tro i hjertet.

Men hvis den frelsende tro bliver til på denne måde – ved evangeliets ord i Guds time – hvornår kan vi da vide, at et menneske er blevet en kristen, og hvornår kan vi tage imod dette menneske som en kristen i menigheden? Vi kan jo ikke se ind i hjertet, hvornår genfødelsen finder sted.

Det er et spørgsmål af stor vigtighed i vores vejledning af søgende mennesker. Grundlæggende må vi sige, at kun Gud kender hjerterne. Alene han ved, hvornår troen bliver til, og hvem der har troen. Når vi i den kristne menighed indbyrdes møder og forholder os til hinanden som kristne, så sker det altid i tillid til, at der findes et trosliv i hjerterne, som vi ikke kan se. Vi ved, at vi kan bedrages, men indtil vi møder åbenbare tegn på vantro, så møder og modtager vi alle i den kristne menighed som brødre og søstre i troen.

Spørgsmålet er da: Hvornår kan vi tage imod en ny kristen på denne måde? Hvornår kan vi gå fra at forholde os til et menneske som en søgende til at tage imod det som en medkristen?

Det er ikke noget nyt spørgsmål. Det er lige så gammelt som kirken selv, og det er lærerigt at se, hvordan apostlene forholdt sig til det. Beretningen om Peters pinseprædiken kaster et afklarende lys ind over dette forhold (ApG 2,1-41).

Pinsedag står Peter over for en stor mængde fromme jøder, der alle må formodes at have et grundlæggende kendskab til Guds ord i det Gamle Testamente. Peter forkynder så for dem om Jesus som deres Messias, som de har dræbt, men som netop ved sin død og opstandelse er blevet deres frelser. Ordet når hjerterne og vækker spørgsmålet: ”Hvad skal vi gøre?” Peters svar lyder: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave” (v.38).

Peter kalder sine tilhørere til at gøre to ting: omvende sig og lade sig døbe.

Omvendelsen indebærer, at man vender sig fra livet i oprør mod Gud, at man angrer og bekender sin synd og kommer til Gud i bøn om nåde for Jesu skyld. Dåben sker på baggrund af omvendelsen, den giver syndernes forladelse i Jesus og er en ydre markering af optagelsen i menigheden.

Peter forkynder således for jøderne, at så sandt de af hjertet omvender sig og lader sig døbe i Jesu navn og til hans frelse, så vil de få Helligånden som gave og blive frelst. På denne baggrund er der knapt 3000, der bekender omvendelse og lader sig døbe. Og så kommer det i denne sammenhæng bemærkelsesværdige: Alle dem, der bekender omvendelse og lader sig døbe, anerkendes efterfølgende af apostlene som kristne (v.41)!

Kunne der ikke være hyklere og vantro mellem de 3000? Kunne der ikke være nogle, som bekendte omvendelse med munden, men som i virkeligheden fortsat var uomvendte og vantro i hjertet? Få kapitler længere fremme i Apostlenes Gerninger hører vi om Simon Troldmand, der lader sig døbe, men efterfølgende må formanes til at omvende sig, fordi han står uden for frelsen (ApG 8,9-24). Hvor mange af den slags hyklere var der pinsedag? Det ved kun Gud. Selv apostlene var ude af stand til at se ind i hjerterne. De havde én ting at forholde sig til: den ydre bekendelse. Dem, som åbent bekendte omvendelse og lod sig døbe til Jesus, dem tog de imod som brødre og søstre i tillid til, at de troede.

Ud fra Det Nye Testamente kan vi se, at så længe de døbte ikke begyndte at leve eller lære i modstrid med troen, så blev apostlene ved at anerkende og regne dem som kristne. Men vi kan også se, at apostlene til stadighed prædikede ransagende, vækkende og evangelisk afklarende ind i menighederne. De var sig bevidste, at der kunne være hyklere i menigheden. Derfor måtte der lyde en forkyndelse, som kaldte hyklere til omvendelse, og som vakte tro på frelsen ved Jesus alene.

Denne apostolske praksis gør vi vel i at tage ved lære af. Vi ved ikke, hvornår troen bliver til hos den enkelte. Men når et menneske efter en grundlæggende indføring i den kristne tro bekender, at det omvender sig til Jesus, og lader sig døbe i hans navn, så må vi efterfølgende tage imod dette menneske som en kristen bror eller søster i Kristus!

I vores nutidige skandinaviske kontekst gælder det for mange, der kommer fra en ikke-kristen baggrund, at de allerede er døbt. Derfor kan vi ikke helt følge apostlenes praksis. Men vi kan tilrettelægge en praksis, som følger apostlenes teologi og sjælesorg på dette område.

Når vi har at gøre med døbte mennesker, som har fået troens grundsandheder forklaret, og som på denne baggrund ønsker at tilhøre og leve med Jesus, må vi fortælle dem, at de må omvende sig og på ny tage imod den nådegave, som blev givet dem i dåben. Vi må forklare dem, hvad der ligger både i dåben og i omvendelsen. Når de på dette grundlag tilkendegiver, at de har omvendt sig, og at de tror på nåden i Jesus, må vi hjælpe dem til en ydre markering af deres omvendelse og af overgangen fra det gamle liv som vantro til det nye liv som kristne.

Den ydre markering af omvendelsen har et vigtigt sjælesørgerisk formål ved at markere et klart skel mellem før og nu. Hos apostlene blev skellet markeret af dåben. Hos barnedøbte, der bliver omvendt, kan det være godt at markere det på en anden måde.

En enkel og naturlig måde kunne være at gennemgå de ti bud med dem og troens tre hovedartikler med særlig vægtlægning på frelsen. I forlængelse af gennemgangen af de ti bud kunne man bede dem bekræfte, at de angrer og bekender al synd begået mod Guds bud, og at de vil underlægge sig disse bud som Guds vilje for deres liv fremover. I gennemgangen af den apostolske trosbekendelse kunne man bede dem bekræfte hver enkelt af de tre hovedartikler om Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd og dermed bekræfte deres tro på den Gud, de blev døbt til. På denne baggrund kunne man bede en takkebøn sammen med dem for den nåde i Jesus, som de fik allerede i dåben, som de nu tager til sig i tro, og som vil danne et sikkert grundlag for deres liv med Gud i tid og evighed.

En sådan personlig markering af omvendelsen kan ikke siges at være en nødvendighed. Men den kan som nævnt tilgodese et vigtigt sjælesørgerisk hensyn, og teologisk er den i god overensstemmelse med apostolsk praksis. Den kan finde sted på tomandshånd, men den kan også ske i menighedens sammenhæng. Under alle omstændigheder vil det ofte være godt med en form for offentlig ‘fremstilling’ eller personligt vidnesbyrd i menigheden, der gør det tydeligt for alle, at her er der en ny, som vi må tage imod og glæde os over som en bror eller søster i Kristus. For netop sådan må vi møde dem, der på et afklaret grundlag bekender omvendelse til og tro på Jesus! Vi ved ikke, hvad der er sket eller ikke er sket i deres hjerter. Men det ved vi heller ikke med dem, som er vokset op i en kristen familie, og som altid har været med i menigheden. Begge parter må vi møde som kristne på grundlag af deres ydre bekendelse.

Sådan handlede apostlene, og her må vi lære af dem. Men så må vi også lære af den anden side af deres praksis: den centrale og vækkende forkyndelse ind i menigheden. Skal vi undgå falsk åndelig sikkerhed og selvbedrag iblandt os, er det afgørende, at der til stadighed lyder en ransagende og evangelisk forkyndelse i vore menigheder, som kalder alle uomvendte til opgør med Gud, og som tydeliggør, at vi ikke frelses hverken ved vores ydre bekendelse eller ved vores gode kristelige opvækst, men ved Jesus og hans frelsergerning for os – alene!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.