Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Møder

Andagter til børn og juniorer. Om at gå til møde - og at møde Gud. Om det kristne fællesskab og bibellæsning.

En gave til dig 10

“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk. 

Ved Lammets blod

Vi spoler lige tiden 30 år tilbage. Eller vent: Er det 35? Pyt med det. Det var i hvert fald i ældgamle dage …

Vi var til møde i missionshuset. Jeg var træt. Sad og hang lidt i stolen. Næste dag skulle jeg op i skole. Det ville være dejligt, hvis man bare kunne være hjemme og spille computer i stedet for. Eller læse en jumbobog.

Prædikanten den aften snakkede utroligt langsomt. Med mange pauser. Han havde en mærkelig stemme. Nogle gange råbte han næsten. Andre gange var jeg i tvivl, om han var ved at begynde at græde. Jeg forstod ikke, hvorfor han snakkede på den måde, og hvad han sagde. Det var jo mest for de voksne. Og alligevel sad jeg her.

Jeg kiggede ud af øjenkrogen op på min mor. Hun sad og lyttede. Men hun så mig godt. Og eftersom hun var min mor, forstod hun også 100%, hvad det var, jeg tænkte og følte.

Jeg tænkte på, om hun ville finde et eller andet lækkert frem fra tasken, som kunne gøre det lidt lettere at holde ud. Men denne gang gjorde hun lidt noget andet. Hun tog sin bibel og bladrede om næsten bagi, og så gav hun den til mig!

Jeg havde ikke min egen bibel endnu, men jeg havde lært at læse. Nu læste jeg, der hvor min mor pegede:

Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte … (Åb 12,1-4).

Jeg spærrede øjnene op. Var det her virkelig Bibelen?

Jeg kiggede op på min mor og nåede lige at fange et smil i hendes øjne, før jeg ivrigt læste videre: om krigen i Himlen, hvor englene kæmpede mod dragen, indtil den store drage, som hedder Djævelen og Satan, bliver styrtet til jorden, og en stemme råber, at dragen er besejret ved Lammets blod.

Og alligevel vader den besejrede drage rundt på jorden og spyer floder af vand ud af sin mund.

Der var 1000 ting, jeg ikke forstod. Mindst. Og alligevel var der ét eller andet, jeg tror, jeg begyndte at forstå.

Jeg begyndte at forstå, at Bibelen er en fantastisk bog. En svær bog, en vild bog, en gammel bog, en mystisk bog. Men også en bog om det gode og det onde. En bog om at være i kamp mod en drage – og besejre dragen. Ikke ved at være stærk. Det var ved ”Lammets blod”. Det måtte være noget med Jesus, for Jesus er jo Guds lam.

Den aften til møde fik jeg virkelig et møde: et møde med Bibelen, med Guds ord.

Det var godt at have sådan en mor, der forstod en – og som gerne ville have mig med hjem til Himlen.

Det kristne fællesskab

Kender du det med, at din mor eller far (eller begge to) står og snakker i en uendelighed efter et møde eller en gudstjeneste?

”Han er vist faldet i snak.” Det sagde min mor tit, når min far blev hængende. Vi var klar til at komme hjem. Mødet var jo slut! Og vi havde endda drukket kaffe (eller for mit vedkommende: saftevand) og spist kage. Så – hvad var der mere tilbage?

I Bibelen hører vi om den første menighed, at: De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne (ApG 2,42). ”Brødets brydelse” – det betyder nadveren. Og de holdt også fast ved at bede sammen og ved apostlenes lære (som vi nu har i Bibelen). Men så holdt de også fast ved ”fællesskabet”.

Og det var egentlig det, min far gjorde, når han blev hængende i missionshuset. Han holdt fast ved fællesskabet. Nogle gange syntes jeg, han holdt lige lovligt længe fast! Men det var vigtigt. Han fik nogle gode snakke med folk.

Måske snakkede de om det, de lige havde hørt i prædikenen. Måske snakkede de om nogle andre ting. Måske viste han bare venlighed og hjælpsomhed. Eller måske havde han selv brug for at blive lyttet til. Det er godt, når man har nogen, der har tid til at høre på en. Det kan betyde meget, både for børn og voksne!

Paulus siger, at vi i det kristne fællesskab skal kappes om at vise hinanden agtelse (Rom 12,10). Det betyder, at vi skal nærmest have et kapløb, hvor det gælder om at lytte til hinanden og interessere sig for hinanden og hjælpe hinanden. Klar – parat – start!

Nu er det ikke os alle sammen, der er lige gode til at være sammen med mange mennesker og sidde og snakke og drikke kaffe. Men kapløbet behøver heller ikke være lige efter mødet eller gudstjenesten. Det kristne fællesskab har vi ikke kun om søndagen eller tirsdagen, eller hvornår vi nu mødes. Det kristne fællesskab er heller ikke kun med dem, du kommer i menighed sammen med. Det kristne fællesskab er en helt særlig ting, der gør, at når vi møder en, der også er kristen, så er der ligesom et bånd mellem os: Vi ved, at vi er søskende – for vi har den samme Far i Himlen!

Søskende er ikke altid lige nemme at have med at gøre … Men alligevel er der et bånd. Og en kærlighed – et eller andet sted. Hvis din lillebror kommer grædende hen til dig i skolegården, så tager du dig af ham. Eller hvis din storesøster er superglad og i godt humør, så gør det dig glad, at hun er glad.

Sådan et bånd må der også gerne være mellem kristne brødre og søstre. For vi er én stor familie, der har Gud til far. Og en dag skal vi mødes på den nye jord – med alle dem, der har troet på Jesus! Fra hele jorden, fra alle mulige lande og kulturer. Men vi har ikke problemer med at forstå hinanden. Vi er alle sammen fyldt af den samme ting, nemlig glæden over at have sejret ved Lammets blod: Takken til Jesus for frelsen på Golgata!

At kopiere de andre

”Men de andre gør det også!”

Har du nogle gange brugt den?

Det tror jeg, de fleste har. Og det gælder egentlig op gennem hele livet – men måske især når man er barn og ung. I børnehaven kaster man sten over hegnet til naboen, fordi det gør de andre også. I indskolingen laver man larm i timerne, når man har en bestemt lærer, fordi det gør de andre også. I mellemtrinnet mopper man det letteste moppeoffer i klassen, for det er jo det, man gør, og de andre synes, det er sjovt, når man gør det. I udskolingen bruger man sin telefon til ting, man godt ved, er forkert – for sådan gør de andre jo. Osv. Det fortsætter – og det bliver måske endda værre og værre ting, man gør. Vi kopierer hinanden – og vi er selv små kopimaskiner for dem, vi er sammen med, der spejler sig i det, vi gør.

Sådan fungerer det i skolen, men sådan fungerer det også i det kristne fællesskab. Det kristne fællesskab er noget af det bedste, der findes! Men det kan faktisk også være en farlig ting. For vi kommer meget nemt – både børn og voksne – til at tænke: Når jeg bare gør som de andre, så er jeg nok en rigtig kristen. Når jeg ikke opfører mig værre end dem. Når jeg følger nogenlunde deres måde at leve som kristne på – så kan det ikke gå helt galt. Men Gud har aldrig sagt: ’Hvis du kan finde ud af at være nogenlunde ligesom de andre kristne, så bliver du også frelst.’

Kan du huske David? Det var ham den konge, der gjorde noget helt forfærdeligt: Han tog en anden mands kone – og fik manden slået ihjel. Helt forfærdeligt. Vi har en salme i Bibelen, der er skrevet, lige efter at David er blevet afsløret i den synd – og der siger han noget mærkeligt til Gud: Mod dig alene har jeg syndet, siger David (Sl 51,6).

Det giver jo umiddelbart ingen mening. David har da også syndet mod mennesker – hvorfor siger han så, at han kun har syndet mod Gud? Det er, fordi David er klar over, at han først og fremmest står til ansvar for Gud. Han ved, at det først og fremmest er Gud, der er hans dommer. For det er Gud, der bedømmer, om David er kristen eller ej – om han er på vej mod Himlen eller Helvede. Han har selvfølgelig også et ansvar over for mennesker – men det er ikke op til mennesker, om han er frelst eller fortabt.

Det skal vi huske – mens vi glæder os over det kristne fællesskab! Det er så godt at kunne være sammen, kristne brødre og søstre. Men du bliver ikke frelst, fordi du kopierer de andre og bliver accepteret af fællesskabet. Du går heller ikke fortabt, hvis alle de andre ser ned på dig, eller du ikke føler dig som en rigtig del af det, de andre har sammen. Du bliver frelst og undgår fortabelsen ved at klynge dig til Jesus som din frelser.

Mod dig alene har jeg syndet, siger David. Og i samme salme: Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed.

Den bøn hørte Gud – og derfor er David en del af det store kristne fællesskab, der en dag mødes på den nye jord og synger lovsang til Guds Lam.

Et godt råd

Nogle ord har mere end én betydning.

Frø er både noget, man kan så, og noget, der kan kvække. Pool er både noget, man kan spille og noget, man kan tage en dukkert i. Pærer er både noget, der kan give lys, noget, man kan spise og noget, en hest kan … Okay, jeg tror faktisk, du har forstået nu!

Men nu skal du høre to ord, der også har mere end én betydning. Det er ordene ”møde” og ”gudstjeneste”.

Når vi går til møde – hvem er det egentlig så, vi går hen for at møde? Jo, det er både Gud – og vores kristne brødre og søstre.

Når vi går til gudstjeneste – hvem er det så, der tjener hvem? Jo, på en måde er det os, der tjener Gud, for vi gør noget, Gud gerne vil have, vi gør. Men det er også Gud, der tjener os – for Gud kommer til os gennem prædikenen og gennem nadveren og holder vores tro i live.

Det vigtigste ved at gå til møde og gudstjeneste er altid at møde Gud – og lade ham tjene os. Det vigtigste er ikke at komme af sted og være i et fællesskab. For at det skal være et kristent fællesskab og en gudstjeneste efter Guds vilje, så er det altid det, Gud vil tjene os med, der er det vigtigste.

Fællesskab er en dejlig ting. Men man kan også have et fællesskab i et band, hvis man spiller et instrument, eller på fodboldholdet, hvis man går til fodbold. Det er en stærk følelse! Når man spiller musik og synger sammen, så opstår der en hel masse god kemi og varme følelser i maven (i hvert fald hvis man kan lide musikken).

Når man er til kristne møder og gudstjenester, bliver der tit sunget en masse – og man møder sine gode venner. Det kan være virkelig fedt. Især hvis man får lov til at synge de sange, man godt kan lide, og man er sammen med de mennesker, man har lyst til at være sammen med.

Men her kommer et råd, som jeg håber, du vil huske på, når du engang skal til at vælge, hvilken menighed du vil komme i: Prøv at lukke alt det ude! Alt det med musikstilen og vennerne og alt det andet. Og så: Spørg efter Lammet!

Det er et råd, jeg selv har fået, og jeg er meget glad for det råd. Det kan måske virke mærkeligt at skulle spørge efter Lammet… Hvad betyder det lige?

Det betyder: Lyt efter, om der bliver forkyndt om Jesus som ham, der døde for vores synder som Guds offerlam. Lyt efter, om forkyndelsen og sangene og alt det andet, det tjener til, at du bliver holdt fast ved Jesus og bliver glad for, at han har båret dine synder i stedet for dig.

Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd! (Joh 1,29). Det sagde Johannes Døber og pegede på Jesus. Og det er det vigtigste at høre igen og igen. For det er det, der holder din tro i live.

Du skal ikke gå efter det fællesskab, hvor det er fedest, sjovest eller rarest at være med. For man bliver ikke frelst af at få gode oplevelser i et fællesskab. Spørg efter Lammet!

Prøv at huske de tre ord. For det er ved Lammets blod, du vinder sejr over dragen og alt det onde.

Hvor møder man Gud?

Profeten Elias fik engang et møde med Gud.

Han havde fået at vide: Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.

Elias må have været spændt. Nu skulle han endelig møde den vældige Gud – Himlens og jordens skaber. Det måtte blive voldsomt.

Og ja, det så sådan ud. Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper … men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv … men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild … men Herren var ikke i ilden (1 Kong 19,11-12).

Alt det ville ellers være passende. Gud har også nogle gange vist sig i ild og med lyn og torden. Men denne gang var det anderledes. Efter ilden lød der en sagte susen. Altså der kom et lillebitte vindpust. Og så talte Gud til Elias. Han kom simpelthen med det lille vindpust – og ikke med stormen, jordskælvet og ilden.

Jeg tror, Gud ville fortælle Elias – og os – noget vigtigt ved at vise sig på den måde. Jo, Gud er en stor og vældig Gud, der kan få himmel og jord til at ryste. Men som regel er det ikke sådan, vi møder ham. Vi møder ham i stilheden. Og vi møder ham i nogle helt stilfærdige, rolige ting, der ikke ser ud af noget som helst – som et lille vindpust.

Hvis du vil møde Gud, hvad er så det bedste, du kan gøre? Det er at sætte dig ned og læse i Bibelen. Eller høre et andagtsstykke. Eller gå hen i menigheden, hvor der står en prædikant og taler om Guds Lam, der bærer verdens synd.

Det ser ikke ud af noget som helst. Du skal ikke regne med, at der slår et lyn ned fra himlen, og du får en kæmpevild oplevelse. Men du skal ikke lade dig narre! Der sker i virkeligheden noget helt ubegribeligt stort og fantastisk, når du læser og lytter til Guds ord. Der sker nemlig det, at din tro i hjertet bliver holdt i live.

Og det er faktisk ikke nogen selvfølge. For så længe vi er her på jorden, så er der alle mulige kræfter, der prøver på at skubbe troen ud af vores hjerter. Der er fx Djævelen, og der er os selv og vores egen lyst til at være imod Gud. De kræfter har vi ikke en chance imod. De kan nemt vinde over os, så vi ender uden tro på Jesus. Men Paulus siger, at ordet om korset er Guds kraft til frelse (1 Kor 1,18).

Lige bagefter siger han, at jøder kræver tegn, og grækere søger visdom. Jøder var vilde med store tegn fra himlen. Grækerne syntes, det var federe med nogle geniale talere, der kunne sætte hjernen i gang og få følelserne op at ringe. Vi kan alle sammen have lyst til at møde Gud nogle steder, hvor det virkelig kan mærkes, at han er der. Men Gud har nu engang bestemt, at han vil føre os hjem til den nye jord ved hans ord – ved ordet om korset. For hele Bibelen handler i virkeligheden om Jesus og det, han skulle gøre på korset, da han tog vores synder og blev slagtet som et uskyldigt lam i stedet for dig og mig.

Gud kommer dig i møde i et lille vindpust, i en gammel bog. Men det er ikke småting, der sker, når du møder ham der.

På knæ

Professoren træder ind i den store sal på universitetet. Han er et af de klogeste hoveder, der findes, og er ret berømt. Hans bogreol er større end de flestes. Og han kan fylde halvdelen af den med bøger, han selv har skrevet. Alle i salen er stille i respekt for den kloge mand. Nu begynder han at undervise.

I salen sidder der en stor flok drenge og piger i 20’erne, der gerne vil være præster. De sidder med deres computere og skriver ned, hvad professoren siger.

Ved du, hvad han gør, den kloge professor? Tror du, han fortæller dem om Jesus? Han er en mand, der kender Bibelen forfra og bagfra. Så han burde virkelig kunne vise sine elever, hvordan Gud er den samme gennem hele Bibelen, og hvordan Jesus som Guds Lam, der bærer verdens synd, er centrum hele vejen igennem.

Men ved du, hvad han gør i stedet for? Han står og rykker Bibelen i tusind stykker. Ikke med sine hænder, men med sine ord. For han tror ikke på det, der står i den. Han tror ikke, det er Guds ord – han tror bare, det hele er noget, mennesker har fundet på. Og nu står han der i en fyldt sal og lærer alle dem, der engang skal være præster, at læse Bibelen på samme måde, som han selv gør.

Er det ikke forfærdeligt?

Det synes jeg. Og det var der også en mand, der hed Vilhelm Beck, der syntes, engang sidst i 1800-tallet. Han blev så vred over den måde at behandle Bibelen på, at han råbte noget, som mange kan huske, selvom det er over 100 år siden. ”På knæ for Bibelen, I professorer!” råbte han.

På knæ for Bibelen! Det er noget, vi alle sammen har godt af at høre. Når man falder på knæ for nogen, betyder det, at man viser ærefrygt og respekt – for det er jo Guds ord, vi møder i Bibelen. Men ”på knæ for Bibelen” kan også betyde: Bed en bøn, før du læser i din bibel. Bed til Gud om, at han må lade Helligånden komme og gøre Ordet levende, så det flytter ind i hjertet og bliver til tro.

For sagen er, at man kan læse Bibelen hundreder af gange og alligevel bare læse sig længere og længere væk fra Gud. Der er brug for, at Helligånden gør et under, så det, vi læser eller hører, bliver til tro.

Da Moses mødte Gud ved den brændende tornebusk, sagde Gud: Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord. Moses kunne ikke bare sådan vade hen til tornebusken, som om det var en hvilken som helst busk. For Gud var der. Det skulle han have respekt for.

Du behøver ikke knæle for Bibelen eller tage dine sandaler af, hvis du har sådan nogen på. Vi tilbeder ikke en bog, vi tilbeder kun Gud. Men Gud vil møde os gennem sit ord. Det skal vi have respekt og ærefrygt for – og det skal vi være glade og taknemlige for!

Sig til Gud: Gud, jeg har brug for, at du åbner dit ord for mig, så det bliver levende og giver mig tro. Vis mig Jesus, og lad mig møde dig gennem ham!

Det barn, der beder sådan, er langt klogere end den klogeste professor.

Møde på den nye jord

Har du nogensinde haft en ahaoplevelse?

En ahaoplevelse er sådan, hvor noget endelig går op for en. Aha! Det var dét, du mente. Eller: Aha! Det var derfor, du gjorde sådan der.

Engang opførte en af mine venner i skolen sig virkelig mærkeligt over for mig. Han sagde næsten ikke noget til mig hele dagen. Det var, som om han undgik mig. Jeg blev faktisk ked af det, kan jeg huske. Måske var han blevet træt af at være venner med mig? Jeg blev også en anelse sur på ham. Jeg syntes ærligt talt ikke, jeg havde fortjent, at han bare sådan ignorerede mig.

Og det fortsatte. Næste dag var han på samme måde, og næste dag igen. Faktisk hele måneden. Det var december. Heldigvis havde jeg andre venner, jeg kunne være sammen med. Og heldigvis havde jeg en nisseven, der virkelig forkælede mig. Den ene dag var der seje klistermærker i mit penalhus, den anden dag var der chokoladejulemænd i min jakkelomme. Osv. Alt det bedste, jeg vidste.

Før juleferien skulle det afsløres, hvem der var hinandens nissevenner. Jeg anede ikke, hvem min nisseven var, og kunne ikke gætte det. Stor var min overraskelse, da det blev afsløret, at min nisseven – var ham den ven, der havde undgået mig hele måneden! Lige efter afsløringen kom han hen til mig, storgrinende og storsmilende. Han var simpelthen så dårlig til at holde på en hemmelighed, forklarede han. Så han blev nødt til ikke at snakke for meget med mig – så ville jeg bare regne ud, hvor gaverne kom fra!

Jeg blev utroligt glad. Det var faktisk bedre end alle de gaver, jeg havde fået hele måneden. Jeg følte, jeg fik min ven tilbage. Sikke en ahaoplevelse!

Disciplen Peter skriver noget fantastisk i sit første brev. Prøv og hør, hvad han siger: Ham (dvs. Jesus) elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse (1 Pet 1,8-9).

Det, Peter siger, er, at mens vi går rundt her på jorden, der kan det godt være svært – for vi kan ikke se Jesus. Der kan være så mange ting, vi ikke forstår. Hvorfor skulle det være på lige den her måde? Nogle gange kan det virke som om, man er helt forladt af Jesus – overladt til sig selv. Ligesom jeg følte mig forladt af min ven hele december.

Men en dag kommer den store afsløring! Vi får et møde med Jesus – ansigt til ansigt! For alle, der har holdt ud i troen, bliver det en helt ubegribeligt vidunderlig dag. Som Peter siger: Vi skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde!

Uudsigelig – det vil sige: Vi har simpelthen ikke ord for, hvor fantastisk det bliver!

Forklaret – det vil sige: Nu forstår vi endelig det hele! Nu forstår vi, hvorfor Gud gjorde, som han gjorde – hvorfor han ledte os, som han ledte os gennem livet. Det var det her, der hans mål! Og det er det, der er troens mål: vores sjæles frelse.

Hjemme hos Jesus – det bliver evigt godt!