Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse (Luk 2,29-30).
Det er et helligt og alvorsfuldt øjeblik i et menneskes tilværelse, dette ord stiller os over for. Det øjeblik, der kommer for ethvert menneske, når man skal overskride grænseskellet mellem tid og evighed. For hvor går man hen? Til hvilen hos Gud eller til det yderste mørke?
Åh, måtte dog hvert menneske stille sig selv det spørgsmål, inden den kritiske time slår!
Manden, som udtalte ovenstående ord, havde beredt sig til at møde det, der forestod ham, og vi hører, at han var tilfreds med at flytte – ja, han ønskede selv af Herren, at han nu måtte gå bort i fred. Han havde længtes efter at se opfyldelsen af Guds store løfte, og nu havde han opnået det og var dermed færdig med denne verden.
Vi må lægge godt mærke til, hvad den gamle Simon siger i dette hellige øjeblik. Så vil vi af hans ord kunne lære, hvordan også vi kan gå vores afgørende øjeblik i møde med frimodighed.
“Mine øjne har set din frelse”, er Simons ord. At se den frelse, Gud har beredt, giver frimodighed i døden. Den, der ser Guds frelse, og ser alle sine synder sonet, han ser, at han er forligt med Gud ved hans søns død. Og da ved han, at han intet har at frygte af dommen. Alt dette har Guds frelse skænket, og den, som har modtaget frelsens gave, kan døden ikke skade.
Simon holdt Guds frelse i sine arme – et lille, hjælpeløst barn. Kun fordi han troede på Herrens ord, kunne han se Guds frelse i barnet.
På samme måde med os: For at se Guds frelse i Jesus må vi tro, hvad Gud har vidnet om sin søn.
Guds frelse er beredt for alle folkeslag. Det var ikke Israel alene og ikke bare de gode og fromme, men hele verden. Så må vi også få lov til at regne os med, hvem vi end er.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Martinius Svaabeck
Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.