Mindeord for Hans Erik Nissen

Ved begravelsen holdt Mogens Nissen talen i kirken og fortalte om den sidste tid frem til Hans Eriks død: ”I august 2015 fik Hans Erik konstateret prostatacancer med spredning til hele skelettet. Hans Eriks sygdomsforløb var kendetegnet ved bevidstheden om, erkendelsen af og åbenheden om, at nu rinder livet på jorden ud. Hans Erik var ikke træt af livet, men da han i december endegyldigt fik at vide, at der ikke var yderligere behandlingstilbud, gav han mange gange udtryk for, at Guds time for ham var kommet. Det stolede han fuldt og fast på.”

Den 10. januar holdt Hans Erik Nissen sin sidste prædiken i Melby valgmenighed. Hele familien var med ved gudstjenesten, og han brugte anledningen til at minde dem og os alle om Guds trofaste arme, som havde båret familien fra generation til generation, i medgang og i modgang, og som også nu ville bære ham selv det sidste stykke ind over grænsen. Han understregede vores kald som kristne til at bære mennesker helt hen til Jesus, så de kan blive evigt frelst ved ham. Og han mindede om præstens og prædikantens vigtigste kald: at vise vejen til Himlen som blodets vej, hvor vi frelses ved Jesu blod alene.

Den store, hvide flok

Hans Erik Nissen havde selv valgt den tekst, der skulle prædikes over ved hans begravelse. Det var Johannes’ Åbenbaring 7,9-17 om den store, hvide flok, der står foran Guds trone i Himlen. I sin tale over denne tekst understregede Mogens Nissen, at de, som er med i den hvide folk, er kendetegnet ved to ting.

For det første deres diversitet, deres forskellighed: De kommer fra alle folkeslag og stammer, folk og tungemål. De kommer fra hele jorden, med vidt forskellig baggrund, historie, kultur og sprog.

For det andet det, som de er fælles om, og som binder dem sammen: De står foran Guds trone og foran Lammet med deres fokus på ham. De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.

”Lammets blod, det er det, som Gud møder os med gennem sit ord. Dets værdi er helt afhængig af dets betydning for Gud. Gud har gemt evangeliet i Lammets blod. Virkeligheden er, at hvis du vil kende sandheden og livet, så må du kende det, der har værdi for Gud. Lammets blod betyder ALT for Gud! Derfor har det en uendelig stor værdi for hver enkelt af os: ’Jesu, hans søns blod renser os for al synd’.

Det er netop det fællesskab, den store, hvide flok har. De er mennesker, der intet andet har at klynge sig til, end at Lammets blod må rense dem rene fra al synd. At de i Kristus Jesus må fremstilles som hellige, rene og retfærdig for Gud. Det er livet. Det er at vide, at jeg intet selv har eller kan over for Gud, men at han giver alt.

Det gav Hans Erik i den sidste tid selv udtryk for: at selv om der havde været mange smerter, så var det en velsignet tid, for han havde mistet sig selv og havde intet selv i forholdet til Gud.

På gravstenen kommer der kun til at stå et enkelt ord, det er ordet ’Nåde’. Det er det, som kun Gud og Lammet kan give. Det er alt, en synder kan bede om.”

Evangelisk afklaring

Hans Erik Nissen blev født i 1938 i en håndværkerfamilie, der var bosat på Frederiksberg, men havde stærke rødder i Sønderjylland. Som dreng og teenager forestillede han sig, at han skulle være landmand, men tre måneders arbejde på en onkels gård i konstant regnvejr fik ham på andre tanker. Når det endte med et teologistudium, hang det sammen med Hans Eriks personlige åndelige udvikling.

I mange prædikener har Hans Erik fortalt om de to led i sin personlige åndelige afklaring. Det første led var hans egen beslutning som teenager om at være en oprigtig kristen. Det var en god beslutning, men han erfarede, at han ikke kunne gennemføre den: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,19). Det var hans erfaring.

Hjælpen fik han gennem den unge stud.teol. Frank Jacobsen, som hver lørdag holdt bibelundervisning i sin lejlighed i Nørregade. En aften betroede Hans Erik sig til ham, og de to fandt et hjørne, hvor de kunne sidde og tale uforstyrret sammen. Her talte Frank Jacobsen ud fra Esajas 53 om ham, som blev såret for vore overtrædelser og knust for vore synder, Lammet der trådte i stedet for syndere.

Den aften åbnede evangeliet om den én gang for alle fuldbragte frelse sig for Hans Erik uden nogensinde at lukke sig igen.

I en portrætartikel om Hans Erik Nissen skriver Ditte Olsen om denne aften: ”Dér oplevede han at se ind i en ny verden. Dér så han, hvor uendeligt rig han var på trods af sine egne sejre og nederlag. Dér fik han en grund at bygge på, som han aldrig siden mistede: Jeg har alt det i Jesus, som jeg aldrig finder i mig selv – alt hans er mit! Den aften følte Hans Erik sig let som en fjer og behøvede næsten ikke at træde i pedalerne for at komme hjem. Cyklen kørte helt af sig selv – syntes det hamⁱ.”

Den evangeliske afklaring blev definerende ikke blot for Hans Erik Nissens valg af studium og arbejde, men for hele hans livsgerning. Det blev hans hjertesag at formidle Guds ord til herliggørelse af Jesu dyrekøbte og fuldkomne frelse og til evangelisk frigjort tro på ham.

Prædikant

Allerede som 17-årig blev Hans Erik prøvekaldet som prædikant. Han fik en tjenestetid som forkynder på 50 år. Få forkyndere har i hans generation holdt så mange prædikener og haft så stor en virkekreds. Han prædikede over hele Norden og på tværs af de lutherske organisationer. Vi har i dag en rig skat på mange hundrede optagede prædikener af Hans Erik, som vi fortsat kan lytte til og velsignes ved.

I Nyt Livs første årtier prædikede Hans Erik både ved halmøder og ved lejrsamlinger arrangeret af Nyt Liv. Inden for de sidste ti år fik han et nært forhold til Nyt Livs arbejde og medvirkede i en årrække frem til 2014 som fast prædikant på sommerens bibellejr. I valgmenigheden i Melby blev programmet tilrettelagt efter, at man kunne tage sammen på bibellejr i Fjellerup.

Hans Erik Nissens forkyndelse var kendetegnet ved, at både loven og evangeliet blev forkyndt med klarhed og kraft. Han mindede ofte om, at når Djævelen forsøger at tage loven fra os, så er det dybest set ikke, fordi han vil tage loven fra os, men fordi han vil tage evangeliet fra os.

I Guds frelsesråd er der en uløselig sammenhæng mellem lovens dømmende gerning og evangeliets frisættende gerning. Den bibelske forkyndelse både sårer og læger, døder og gør levende, fører ned i dødsriget og fører op derfra igen – ved Jesus alene. Denne gerning må forkynderen gøre sig til redskab for. Gør han det, vil nogle vende sig fra ham, men det er omkostningen, hvis han vil tjene det ord, som Gud gør sin gerning igennem, og hvorved andre kan blive frelst.

Hans Erik var afklaret om, at dette var vilkårene for hans tjeneste, og han levede i Paulus’ ord: ”Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener” (Gal 1,10).

Præst og forstander

Efter fire år som præst i Emdrup kirke kom Hans Erik Nissen og hans hustru Benedicte til Luthersk Missions Højskole i Hillerød som forstanderpar. Her var de i 33 år.

I dagligdagen og i undervisningen mødte eleverne en forstander med en sjælden livsglæde. ”Lad i dig mig elske livet.” Den sangstrofe og bøn opfyldtes i Hans Eriks liv. I troen på Jesus glædede han sig over alt godt i livet og formidlede glæden til eleverne på højskolen. De mødte i ham et levende vidnesbyrd om, at grundtonen i kristenlivet er glæde. Men det blev også klart for dem, at glæden må have sit ankerfæste i Jesus og hans fuldbragte og evige frelse. I troen på Jesus kan vi bære at miste alt i dette liv og stadigt eje alt i evighed.

Hans Eriks sidste tid blev et stærkt vidnesbyrd om dette. Han blev afklædt og mistede alt i dette liv, men så meget stærkere strålede glæden over den herlighed, som venter. De sidste tekstbeskeder, han sendte fra sin telefon, havde et enslydende indhold: ”Jeg ligger her og venter på LIVET!”

I tiden som forstander skrev Hans Erik Nissen en række bøger. Af disse fik særligt andagtsbogen Ét er nødvendigt stor betydning og udbredelse. Han skrev den i en periode, hvor Benedicte var alvorligt syg af kræft. Det præger bogen. Den vidner om de kors, som Gud kan lade os møde her i livet, men også og ikke mindst om de løfter og den frelse, som kan bære os i både medgang og modgang.

I en lang årrække frem til 2005 indspillede Hans Erik Nissen en radiogennemgang af de bibelske skrifter. Guds Ord er levende hedder programmerne. Det blev til over 1200 programmer, som nu er tilgængelige på nettet som en kilde til åndelig opbyggelse, vejledning og berigelse.

I Bibelen mindes vi om, at Gud giver sin menighed forkyndere med en særlig nådegave til at lede os til Jesus og gøre ham stor for vore hjerter (Ef 4,11-15). Disse nådegaver må vi takke Gud for og gøre brug af. Det er en stor velsignelse, at vi fortsat både i tekst og tale kan møde og beriges ved den nådegave, som Gud gav os i Hans Erik Nissen.

De sidste år

Efter tiden som forstander virkede Hans Erik som omrejsende forkynder i en årrække, før han i 2010 blev kaldet til at være præst for en lille valgmenighed i Melby. Her fik Hans Erik lov at virke i seks år.

Disse år blev både for ham selv, for Benedicte og for menigheden en meget rig tid. Gang på gang gav Hans Erik i sin forkyndelse udtryk for, at han oplevede et enestående rigt og velsignet åndeligt fællesskab med den lille menigheds medlemmer. Det var en oplevelse, som i høj grad deltes af menigheden.

Tjenesten i Melby gjorde det muligt for Hans Erik at være tættere på og bruge mere tid sammen sin familie til stor glæde for begge parter. At familien var og forblev Hans Eriks første prioritet og største kærlighed, kom til udtryk ved begravelsen, både i døtrenes rige vidnesbyrd og i Mogens Nissens tale:

”Familien havde stor betydning for Hans Erik. Han var en omfavnende ægtefælle, far, morfar og for mit vedkommende bror. Hans kærlighed var umiddelbar og hjertelig, og han lagde ikke skjul på den. Han var en aktiv medlever både i sin nære familie og andres liv. Alle jer børn, svigerbørn og børnebørns ve og vel lå ham meget på sinde, og I var altid omsluttet i hans forbøn, det ved I.”

Ved begravelsen fortalte Hans Eriks yngste datter, Merete, at hun ved faderens dødsleje fik lov at bringe ham det sidste vidnesbyrd fra Guds Ord: ”Du velsigner den retfærdige, du dækker ham med nåde som et skjold” (Sl 5,13). Det gentog hun for ham igen og igen: ”Du er dækket med nåde som et skjold.” Hans sidste ord var et bekræftende: ”Ja!”

Tak til Gud for, hvad han gav os gennem Hans Erik Nissen!

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.